Når Folketinget påbegynder sine forhandlinger i dag, første tirsdag i oktober, indledes de hvert år med en særgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Det har været en fast tradition lige siden åbningen af Rigsforsamlingen i 1848.
Men hvorfor indførte landets politikere egentlig denne gudstjeneste for næsten 175 år siden? Og hvilken rolle spiller den for folkestyret i dag?
Åbningsgudstjenesten er en officiel ceremoni, som forener fejringen af demokratiet, nationen Danmark, folkekirken og Folketinget. Og dén sammenkædning kan tilsammen betegnes som en art dansk civilreligion.
Begrebet civilreligion blev oprindeligt formuleret af den franske filosof Jean-Jacques Rousseau i midten af 1700-tallet, og det beskriver det forhold, at et nationalt fællesskab har en særlig relation til det guddommelige. Som når amerikanerne kalder USA for ’Guds eget land’ eller dronning Margrethe 2. afslutter sin nytårstale med ’Gud bevare Danmark’.
Der er altså ikke tale om en tro i traditionel religiøs forstand, og ingen danskere vil betegne sig selv som tilhængere af dansk civilreligion. Det er derimod en symbolsk afstivning af den nationale selvopfattelse, der styrkes ved en henvisning til det guddommelige.
Når et ritual kaster et religiøst skær hen over det nationale fællesskab, kan det nemlig bruges til at legitimere bestemte samfundsformationer, f.eks. den eksisterende politiske orden.
Og det er altså netop dét, der sker, når landets folkevalgte hvert år skyder det politiske år i gang med salmesang og Guds velsignelse på træbænkene i Christiansborg Slotskirke.
Statens rituelle teater
Ritualer og symboler har altid spillet en vigtig rolle i konstruktionen af nationalstaten. De kan nemlig bekræfte en fælles idé om nationen, dens forbindelse til staten og det folk, som bor i den.
Er ritualerne lette at huske og udføre, kan de endda blive til hyggelige traditioner, som bare hører sig til. Også uden vi ænser, at der faktisk kan være tale om netop civilreligion.
Vi hejser dannebrog til fødselsdage, går i kirke juleaften og assisterer frimodigt DR’s pigekor med opfindsomme overstemmer til Vær velkommen Herrens år når rådhusklokkerne har bimlet af. Sådan er det bare.
Derfor bruger den politiske elite også ritualer og symboler i en slags rituelt teater til at legitimere deres autoritet. Folketingets åbningsritualer kan nemlig ses som et civilreligiøst ritual, konstrueret specifikt til at understøtte statens politiske indretning.
Men hvordan virker ritualer og symboler i dansk politik, hvordan bruger politiske aktører – både bevidst og ubevidst – disse redskaber og hvordan relaterer ritualer og symboler sig til fundamentet for den politiske magt? Det er vi nødt til at forstå, hvis vi ønsker at blive klogere på den politiske proces – og på Folketingets åbningsgudstjeneste.
Herren bevare din indgang og udgang
Allerede i 1848 indstiftede den grundlovgivende forsamling traditionen med, at Rigsdagen skulle åbnes med en hellig handling.
Rigsdagen var oprindeligt en samlet betegnelse for de to ting, Folketinget og Landstinget, men efter grundlovsændringen i 1953 forsvandt Landstinget og betegnelsen Rigsdagen udgik.
Ved den første gudstjeneste hin efterårsdag i 1848 prædikede Sjællands biskop Jacob Peter Mynster. Han indledte med at ønske ’Herrens’ velsignelse over forsamlingens alvors- og ansvarsfulde arbejde i Rigsdagen, som både ’Folket Øie’ og ”Himmelens og Jordens Herre’ ville overvåge. Intet pres.
Ganske symbolsk ønskede han også, at ’Herren’ måtte ’bevare’ forsamlingens ’indgang’ og ’udgang’ – altså af selve bygningen. Som om de forestående politiske forhandlinger nødvendiggjorde en rituel overgang fra en normal tilstand til en tilstand karakteriseret ved noget usikkert og foruroligende.
Men det var også urolige tider. Dele af befolkningen kæmpede for konstitutionelle forandringer og borgerkrigen rasede i den danske helstat. Grundloven blev til i en dramatisk og alvorsfuld tid. Det afspejlede Mynster med en række referencer til krigen.
Han talte også om den stærke relation mellem kirken, kongen og folket. Det ”skiønne Baand”, som han kaldte det, burde man beskytte og bevare i selve grundloven, mente han. Og dét kom det som bekendt også til, da den lutheranske kristendom fik en særstatus med oprettelsen af Folkekirken.
En biskops blåstempling
Ifølge Grundloven af 1866 skulle Rigsdagen træde sammen den første mandag i oktober. Det blev ændret til første tirsdag i oktober med den nye Grundlov i 1915. Og når det danske parlament senere i dag slår dørene op til endnu et civilreligiøst åbningsritual, foregår seancen på stort set samme måde som for over 100 år siden.
Åbningsgudstjenesten foregår nemlig efter en fast struktur. Før åbningen af selve Folketinget holder Folketinget en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, hvor regeringen og alle folketingsmedlemmer med ægtefæller er inviteret med.
Den er samtidig åben for almindelig deltagelse i det omfang, der er plads i kirken. Efter gudstjenesten er kirkeministeren vært ved ’kirkekaffe’ i Folketingets restaurant.
Gudstjenesten er ikke en almindelig højmesse med altergang og nadver. Den er skræddersyet til begivenheden, og har ikke til formål at varetage den enkeltes religiøse behov.
Snarere fungerer den som en bekræftelse af forbindelsen mellem en luthersk kristendom og det danske demokrati, og som en form for guddommelig blåstempling af politikernes hverv som lovgivere, hvor prædikanten agerer mellemmand.
Velkommen på forsiden
Folketingets specielle åbningsgudstjeneste har gennem årene nydt en del opmærksomhed i medierne - på både godt og ondt. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var det helt almindeligt, at især Politiken og Social-Demokraten ryddede forsiderne den første tirsdag i oktober.
Her udtrykte de på vanlig vis deres mishag over gudstjenesten, mens de fremmødte politikere også fik med riven. De kritiserede bl.a., at gudstjenesten skulle spille en rolle i ”Aabningen af en fuldkommen konfessionsløs Forsamling,” som det hed sig i en artikel fra Politiken i 1904.
Selvom åbningsgudstjenesten generelt var genstand for større mediemæssig opmærksomhed før Anden Verdenskrig, og derfor antageligvis i højere grad end i dag var en del af den offentlige ’bevidsthed’, har den dog kun i ringe omfang været udsat for nogen større politisk opmærksomhed gennem årene.
Da først De radikale og senere socialdemokratiet havde anerkendt åbningsgudstjenesterne i forbindelse med deres egne første regeringsperioder i henholdsvis 1909 og 1924, forstummede den politiske kritik af åbningsgudstjenesten. Og sådan var det, groft sagt, mere eller mindre gennem resten af 1900-tallet.
Men det ændrede sig med pludseligt i 2003, da det civilreligiøse ritual begyndte at krakelere efter politiske og teologiske uenigheder.
Folkekirke eller fitnesscenter
Venstres Tove Fergo var kirkeminister på dette tidspunkt og skulle derfor vælge præsten til årets åbningsgudstjeneste. Valget faldt på Thomas Kristensen, en indremissionsk præst fra Hvide Sande. Og det faldt ikke i lige god jord hos alle.
Partifælle og politisk ordfører Jens Rohde valgte at udeblive fra gudstjenesten i protest mod pastorens formodede teologi og menneskesyn.
Ifølge Rohde var åbningsgudstjenesten normalt en festdag, og han ønskede ikke at gå ud af kirkedøren foroverbøjet og tynget af skyld og skam – så hellere bruge tiden i folketingets fitnesscenter, sagde han. Og dén udmelding trak overskrifter og skabte debat, også om selve åbningsritualets berettigelse.
Siden har både politikere og foreninger som Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund kritiseret ritualet gentagne gange. Sidstnævnte har siden 2018 afholdt et alternativt åbningsarrangement ved siden af den officielle åbningsgudstjeneste.
Det mest virkningsfulde civilreligiøse ritual finder sted, når det lykkes at skabe et sæt af uanfægtede sociale relationer og civile forpligtelser mellem individ og stat. Altså en form for moralsk forbindelse, som former borgerens kollektive mentale mønster på en bestemt måde – uden at de måske selv bemærker det.
Men hvis et bredere politisk segment kritiserer gudstjenestens symbolske virkning, risikerer ritualet at miste sin betydning som et civilreligiøst ritual. Derfor er det ikke uproblematisk for det civilreligiøse ritual, når politikere som Rohde og ligesindede betvivler ritualets natur.
Ingen regering har dog ytret ønske om at ændre traditionen. Ofte refererer skiftende folkevalgte til Bertel Haarders ord om, at ”folketingsmedlemmer samles i slotskirken om det, vi er fælles om, og i folketingssalen om det, vi er uenige om.”
Gudstjenesten og ritualet fremhæves da også ofte for sin æstetiske og musikalske skønhed. Samtidig understreges det, at gudstjenesten er en tradition, som et flertal bakker op om, at den er festlig ligesom juleaften, frivillig at deltage i og et ritual, der for en kort stund forbinder politikerne i et fællesskab på tværs af partiskel.
Hvem er ’vi’?
Bertel Haarders ord indeholder dog også en dybere principiel uenighed. For hvem er ’vi’ egentlig? Og hvad er det, dette ’vi’ er ideologisk og religiøst fælles om?
Det er nærliggende at spørge, om dette ’vi’ inkluderer folketingsmedlemmer af anden eller ingen religiøs baggrund. Hvis det ikke er tilfældet, kan gudstjenesten dårligt betegnes som et favnende ritual, der konstituerer Haarders idé om det inkluderende fællesskab.
Hvis åbningsgudstjenesten opfattes som mindre inkluderende overfor folketingsmedlemmer med anden eller ingen religiøs baggrund, risikerer ritualets civilreligiøse funktion helt at forsvinde med tiden.
Folketingets åbningsgudstjeneste denne våde efterårsformiddag i Christiansborg Slotskirke kan altså risikere at ende som ren politisk religion, der kun har til formål at styrke ét særligt politisk segments religiøse og nationale identitet.
Og sker dét, krakelerer ritualets hyldest til folket, folkekirke og Folketing.
