”Det var en mørk og stormfuld aften”. Sådan begynder mange uhyggelige fortællinger – eller fortællinger, der i hvert fald forsøger at være det. Efterårets ruskende vind og regn er en af de helt store klichéer indenfor skræklitteraturen. Men det er ikke kun efteråret, der bliver brugt ikonisk i denne genre.
Vinteren og vintermørket har også en lang tradition i gyset. Det kan skyldes flere ting, men man kan alligevel se nogle generelle træk. Årstiden transformerer landskabet; når sneen falder og frosten bider, forvandles vores verden fuldstændig. Intet ser længere ud på samme måde, og når dagene samtidig bliver korte, fylder natten og nattens gerninger mere.
Sne og frost gør alt besværligt. Det er konkret vanskeligt at komme omkring, men vinteren kan også synes som en slags undtagelsestilstand, hvor vores adfærd og færden igennem landskabet ændrer sig. Skrækfiktionen arbejder meget ofte med almindelige mennesker, der havner i usædvanlige situationer. I den sammenhæng bliver det snedækkede land ikke overraskende en symbolsk markør, som understreger, at vi med en handling henlagt til vinterlandet, befinder os i et andet rum end det, vi normalt opholder os i.
Frosten og sneen genfortryller vores verden, og alene beskrivelsen af et vinterlandskab skaber øjeblikkeligt et stærkt miljø i læserens bevidsthed. Vinteren er nemlig et retorisk greb, der fortæller læseren, at vi har forladt den kendte verden og bevæger os ud i det ukendte, hvor alt kan ske, og ondskaben ligger på lur.
Det fortryllede vinterland
Peter Straub har skrevet en lang række populære gysere, og i hans gennembrudsroman Ghost Story fra 1979, er vinteren vigtig. I romanen får vi lejlighed til at se landskabets transformation fra første parket, når vi følger en gruppe gamle mænd, der i en lille, gemytlig by stille og roligt, snefnug for snefnug, sner inde og isoleres fra omverdenen.
Som handlingen skrider frem, presser vinterens sne og mørke sig frem i historiens forgrund, for de gamle mænd hjemsøges af fortiden. Ubehaget stiger i takt med, at vores hovedpersoner indser, at deres fælles problem har rod i noget overnaturligt. Vinterens forandring af landskabet er dermed metaforisk med til at forandre spillereglerne for virkeligheden. Det, der ikke kunne lade sig gøre før, bliver nu i det skumle snelandskab til en kun alt for nærværende realitet.
Sne bliver med andre ord et billede på et overnaturligt nærvær; det bliver en form for tegn, der sætter rammen for mystikken. Det motiv har dybe rødder i skrækgenren og genfindes bl.a. i Harold Warner Munns klassiske fortælling ”The Werewolf of Ponkert” fra 1925, der udspiller sig et sted i det snedækkede Østeuropa. Som den lange novelles titel afslører, er det en varulvehistorie, og sneen bliver her helt afgørende. Det er nemlig i den hvide sne, udyrets spor kan aflæses og dets eksistens bevises. Sneen og vinteren bringer således ulven frem i mere end én forstand.
Den ekstremt indflydelsesrige forfatter Algernon Blackwood tager også sin læser med ind i vinterlandet i novellen ”The Wendigo”, udgivet i 1910. Blackwoods novelle er fantastisk, og måden, han får den kolde jagt igennem vildnisset frem for sin læser, står stadig lige så stærkt i dag, som det gjorde for mere end 100 år siden.
Historien udspiller sig i den canadiske vildmark først på vinteren, hvor frosten endnu ikke for alvor er sat ind, og sneen stadig ligger som et let drys over landet. Vi følger et selskab, der er taget på elgjagt. Som handlingen skrider frem, viser det sig, at jægerne bliver til byttet, for noget hjemsøger den øde skov; en ånd fejer gennem den frostklare nat og sætter sit fodaftryk i sneen. Vi har dermed igen sneen som sandhedsvidne. Den er bindeleddet mellem os og det overnaturlige, den er troldspejlet, som afslører det usete og hemmelighedsfulde, som færdes derude i nattens mystiske mulm.
Storbyvinter
Det er ikke kun naturen og den stille forstad, der kan transformers af vinterens mørke. Vi kan forfølge sporet ind i metropolerne, hvor sneen har samme effekt.
Siden 1970’erne har det været en fast tematik i skrækfiktionen, at storbyen bliver portrætteret som et grundlæggende uskønt og fjendtligt sted, og den tematik forstærkes kun af vintermotivet. Et fremragende eksempel på det finder man i William H. Hallahans The Search for Joseph Tully fra 1974.
Vi har her at gøre med et langsomt opbygget mysterium, der kapitel for kapitel føjer flere foruroligende elementer til fortællingen. Romanen er skrevet i et karakteristisk sparsomt sprog, der trækker en vældig symbolsk overbygning med sig. Fremmedgørelse og undergang udmales gennem et stivfrossent New Yorks gader og gådefulde eksistenser. Vores hovedperson bliver her revet ned i en okkult underverden, som i sidste ende bliver hans endeligt.
Det mest bemærkelsesværdige og mesterlige ved The Search for Joseph Tully er imidlertid den iskolde vinterstemning, som Hallahan fremmaner. Vinteren er allestedsnærværende i teksten, om det så er i hovedpersonens rejse rundt i New York eller hans ture ud i det åbne landskab. Alt er koldt, mørkt og frosset til. Man skal søge længe for at finde en skrækroman, der på så fremragende vis integrerer vintermørket i handlingen.
Et nyere eksempel på storbyens vintergru finder vi i John Ajvide Lindqvists fine Låt Den Rätte Komma In fra 2004. Her er det ikke så meget byens hjerte, der udforskes i romanteksten, som forstadens uhyggeligt hastige udvidelse.
Historien udspiller sig i 1981, hvor den 13-årige Oskar en tidlig vinteraften møder Eli på legepladsen foran den boligblok, han bor i. Indledningsvist er det ikke ubetinget et heldigt møde, men gradvist udvikler der sig et nært forhold mellem de to omtrent jævnaldrende. Helt så enkelt er det bare ikke. Eli har en hemmelighed – hun er vampyr.
Det bliver afsættet til en dannelsesrejse for Oskar, i en voldsom fortælling, der handler om social arv, klassestigmatisering og isolation. Det forfrosne svenske vinterland er den perfekte ramme for fortællingen, der spiller på vores barndomsminder om sneens vinterglæder, men Lindqvist forsurer nostalgien med lige del grum socialrealisme og blodigt gys.
Vinterlandet som fjende
Vinteren er ikke udelukkende et stemningsforstærkende element i skrækfiktionen. Der er også mange eksempler på, at vinterens udfordringer bliver brugt aktivt som noget fjendtligt, der stiller sig i vejen for fortællingens hovedpersoner.
Netop dét finder vi hos Stephen King, den i dag ubetinget bedst kendte gyserforfatter, der har brugt vinteren som ramme om flere historier, og et af de stærkeste steder findes i The Shining – på dansk Ondskabens Hotel –fra 1977.
Den lille Torrance-familie ankommer til Overlook-hotellet sidst på efteråret for at passe stedet i løbet af vinteren. Alt ånder fred, men så falder sneen og stemningen ændrer sig. Det, der tegnede sig som en lang, idyllisk pause fjernt fra verdens tummel, bliver et mareridt for familien. Meterhøje snedriver holder dem indespærret, og landskabet bliver et fængsel, som aktivt modarbejder stakkels Wendy og hendes søn, der forsøger at flygte fra hotellet og stedets dæmon.
Også i en anden velkendt historie er vinterens væsen illustreret som en fjende. H.P. Lovecrafts kortroman At the Mountains of Madness, skrevet i 1931, udspiller sig på Sydpolen. Et meget mere fjendtligt miljø kan man næppe tænke sig. Vi følger en videnskabelig ekspedition, der kort efter ankomsten bliver forfulgt af uheld. De gør imidlertid også uventede og ufattelige opdagelser i den arktiske kulde.
Historien er fyldt med referencer til sne og is, der ligger som en konstant modspiller i teksten, fordi ekspeditionens deltagere dybest set befinder sig i et miljø, som de ikke på egen hånd kan overleve i. Lovecraft får her mesterligt sammenvævet rejseeventyrets spænding og naturkonfrontation med den sønderknusende erkendelse, der ligger i de opdagelser, som hovedpersonerne gør sig.
Sneen og isen er også mere end bare et fjendtligt miljø. Lovecraft bruger den enorme iskappe som en metafor for tiden. Under de gigantiske ismasser, der omslutter bjergene, og som nævnes i kortromanens titel, opdager ekspedition resterne af en civilisation af tænkende væsner, der intet har at gøre med den menneskelige art.
Frosten har stivnet disse ældgamle spor for evigheden, og ekspeditionen oplever nu, at de ved at gennembryde iskappen, står ansigt til ansigt med noget af ufattelig ælde, der har overlevet på tværs af tid og rum. Også her afslører sneen verdens hemmeligheder for os og skaber situationer, der ryster vores virkelighedsopfattelse.
Kulden som billede på det indre
Anna Kavans Ice fra 1967 er enestående og bruger vintermotivet på sin helt egen måde. Romanen leverer et af de mest intense stykker apokalyptisk fiktion, som den moderne litteratur overhovedet har fostret. Vi befinder os i et dybt foruroligende univers, der trods sit relativt begrænsede omfang lykkes med at skabe et forfærdende stemningsbillede af undergang og død.
At beskrive handlingen i Ice giver ikke synderligt meget mening, da bogen ikke er konstrueret omkring et klassisk plot. Da vi kommer ind i historien, møder vi den navnløse hovedperson, der er på jagt efter en ligeledes navnløs kvinde fra sin fortid. Hovedpersonen ved, at han er nødt til at se kvinden, før jorden går under, hvilket kan ske hvert eneste øjeblik, da bomberne fyger over verden. Supermagter og slyngelstater udkæmper krige uden oplagte formål, men den største trussel er dog den voksende polaris, der konstant rykker nærmere og indkapsler verden i is.
Kavans istid er ikke en realistisk skildring af et naturfænomen. Isens komme er ikke en langsom, tusindårig proces – nej, det er en lynsnar bevægelse. Isen er noget listigt, der pludselig er der og nærmest overfalder sine intetanende ofre. Derved bliver isen og atomvinteren en form for diabolsk væsen, som med forbløffende fart og usvigelig sikkerhed ødelægger alt liv på planeten.
Midt i dette undergangsscenarie udspiller jagten på kvinden sig. Kvinden er imidlertid ikke alene, for hun holdes fanget – eller også rejser hun frivilligt omkring? – med en anden mand, der er højt placeret i militæret. Hvem, han kæmper for, er uklart, og det skifter øjensynlig også undervejs, hvilket blot understreger de politiske realiteters ligegyldighed. Det eneste, der tæller, er mandens jagt på kvinden og den allestedsnærværende is.
Kavans vinter er lige så foruroligende, som den er sær, og den er først og fremmest en indre nedfrysning. Den er et billede på et psykisk sammenbrud, på den grufulde, ultimative stagnation, hvor alle følelser forsvinder. At Kavan kæmpede med et heroinmisbrug, som endte med at koste hende livet, har formentlig påvirket romans udtryk ganske meget – og det bidrager blot til værkets frostsprængte frygt.
Den livsbekræftende kulde
Skrækfiktionen tilbyder mange stier ud i vintermørket, og de er alle værd at følge, for de lader os opleve årstiden og dens stemning på andre og nye måder.
Vinteren rammesætter fortællingerne med en særlig taktil fornemmelse af nærvær og slår stemninger an, som spiller på vores behov for at være til stede, mærke årets gang og sanse verden omkring os.
Teksternes bidende frost er lige så isende, som den er livsbekræftende. Så snyd ikke dig selv. Læs dig ud i vinternattens mørke, før foråret bekæmper kulden og sender sine lange fangarme fra dybet på rov i skovens bund.
