Gentofte, Hørsholm, Gribskov, Rudersdal. Velhaverkommunerne nord for København dominerer listen over de kommuner, hvor partiernes stemmetal svinger mest fra valg til valg.
Valgkampe har en tendens til at fokusere på de almindelige gennemsnitsdanskere – ”folk flest”, som Inger Støjberg har kaldt dem. Det er dem, politikerne kappes om at appellere til, i håbet om at flytte dem på tværs af partier og blokke.
Men er det overhovedet dem, der er nemmest at flytte?
Ser man på partiernes tilslutning ved de seneste fire folketingsvalg, er billedet faktisk et noget andet. Det er i de blå kommuner øst for Storebælt, at vælgerne er mest flakkende. Ud over de nævnte kommuner er Frederiksberg, Furesø, Dragør og Lyngby-Taarbæk også med på top ti.
Kortet herover viser de gennemsnitlige nettoændringer i partiernes stemmeandel i hver enkelt kommune fra 2007-2011, fra 2011-2015 og fra 2015-2019. For hvert valg er ændringerne i de enkelte partiers tilslutning fra det foregående valg lagt sammen, både fremgang og tilbagegang – og efterfølgende divideret med 2, så den enkelte vælger ikke tælles med to gange: Populært sagt: Hvis Venstre går 60 procentpoint tilbage, og Konservative går 60 procentpoint frem, noteres det som en ændring på 60% og ikke 120%.
Der er dog flere grunde til at tage opgørelsen med et gran salt.
For det første er der netop tale om nettoændringer, altså de rå forskelle på partiernes stemmeandel fra valg til valg. Der kan gemme sig mange forskydninger under det. I 2019 var Køge således en af de kommuner, hvor nettoændringerne var størst, med Dansk Folkeparti som den største taber og SF som den største vinder. Men man kan ikke deraf konkludere, at 10% af vælgerne skiftede direkte fra det ene folkeparti til det andet. Socialdemokratiet kan have modtaget de tidligere DF-vælgere og afgivet vælgere til SF og alligevel havnet på en nettoændring på 0 %.
De angivne procenter er et minimumstal for, hvor stor en andel af vælgerkorpset der har skiftet parti. Reelt er det flere, i de fleste tilfælde også betydeligt flere.
For det andet siger tallene måske lige så meget om de generelle politiske styrkeforhold, som de siger om den enkelte kommune. Ved samtlige tre valg blev der rykket voldsomt i magtbalancen internt i blå blok, og det kommer naturligvis stærkest til udtryk i kommuner med mange borgerlige vælgere. På tværs af kommunerne ser man en stor bevægelse fra Konservative til Radikale i 2011, fra Venstre til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i 2015 – og et betydeligt sving tilbage til de to gamle blå partier, V og K, i 2019.
Den eneste ”røde” kommune på top ti er den rødeste af dem alle: København. Og den er alene med på listen i kraft af valget i 2011, hvor der skete en voldsom forskydning fra SF til Enhedslisten – mest mærkbart i Hovedstaden, hvor de to partier har uforholdsmæssigt flest vælgere.
I det hele taget er tallene stærkt påvirket af, hvilke partier der generelt har oplevet størst udsving i vælgeropbakningen. Med til billedet hører bl.a., at Socialdemokratiet ved de fire valg har haft en uhyre stabil tilslutning på ca. 25 % på landsplan.
Men over en bred kam finder man faktisk de allermest stabile vælgere i traditionelt Venstre-dominerede kommuner i Midt-, Vest- og Nordjylland, trods det store dyk i 2015, hvor partiet gik 13 mandater tilbage.
Det kan være godt nyt for Jakob Ellemann-Jensen og det gamle landboparti, der er under dobbelt pres fra to Venstre-udbrydere: Inger Støjbergs konfrontatoriske Danmarksdemokrater og Lars Løkke Rasmussens midtersøgende Moderater.
Støjberg har ikke lagt skjul på, at størstedelen af ”folk flest” efter hendes overbevisning er bosat vest for Lillebælt. Måske Lars Løkke har fat i en længere ende med sin appel til pragmatiske borgerlige med deres på det tørre?
Vi bliver klogere på tirsdag.
