Mange forbinder nok ordet maraton med de udmarvende 42,195 kilometer, som verdens mest veltrænede atleter konkurrerer om at tilbagelægge hurtigst muligt hvert 4. år ved De Olympiske Lege.
Nogle har muligvis selv spændt løbeskoene på og kastet sig ud i strabadserne, for i de seneste årtier er det lange løb støt og roligt blevet folkeeje, og i dag forvises bilister og busser jævnligt til parkeringspladsen, når maratonløbere fra hele kloden stimler sammen i storbyens bilfrie gader og kæmper om sejre i Berlin, Boston, Tokyo – eller København.
Også den halve distance – 21,0975 kilometer, for at være helt præcis – er blevet populær verden over, og på søndag 18. september 2022 lyder startskuddet til endnu en omgang, hvor kampklare tropper iklædt Nike og Adidas indtager de københavnske stræder i jagten på guldet.
Men hvad har alle disse ikoniske maratonløb egentlig at gøre med det sproglige og historiske ophav, nemlig slaget ved Maraton-sletten nordøst for Grækenlands hovedstad, Athen? Hvorfor er løbet egentlig så populært? Og hvorfor er distancen, som den er?
Svarene findes i antikken – og i 1890’ernes sportsfascination. Det handler nemlig om et af verdenshistoriens vigtigste slag og dens imponerende aftryk i eftertiden.
Det første langdistanceløb for 2.512 år siden
Slaget ved Maraton-sletten i september 490 f.v.t. stod mellem to af tidens største rivaliserende civilisationer, nemlig bystaten Athen og Det persiske Rige, som på den tid strakte sig fra nutidens Pakistan til Lilleasien, det vi i dag kalder Tyrkiet. De kæmpede bl.a. om territorier, ressourcer og retten til at herske i Middelhavet, og det havde de gjort i næsten ti år, da krigen igen brød ud i lys lue.
Slaget ved Maraton og dets dramatiske forløb kender vi først og fremmest fra historieskriveren Herodot fra Halikarnassos (484 f.v.t. – ca. 420 f.v.t.), der virkede i Athen og derfor havde adgang til øjenvidner fra selve slaget.
Ifølge Herodot så det lige fra begyndelsen sort ud for de athenske styrker. Den persiske invasionshær var enorm og talte 40.000-60.000 ryttere, infanterister og ikke mindst bueskytter, som var persernes mest frygtindgydende elitesoldater.
Derfor sendte athenerne dagløberen Fidippides til bystaten Sparta for at bede om hjælp fra den stærke spartanske hær. Sparta lå ikke lige rundt om hjørnet, men Fidippides formåede alligevel at tilbagelægge de 250 kilometer frem og tilbage mellem Athen og Sparta på to dage. Et mildest talt imponerende løb i uldkjortel og knapt så affjedrende sandaler.
Men han blev slemt skuffet. De stærkt religiøse spartanere afslog med henvisning til, at de ikke ønskede at bryde loven. Det var nemlig den 9. dag i måneden, og dén dag kunne de umuligt rykke ud, da der ikke var fuldmåne. En logik, der hører fortiden til.
Og her kunne historien om Maraton og maratonløbet så forstumme, før den var begyndt. Men sådan gik det som bekendt ikke, for dagløberen fik hjælp fra en uventet kant, som søndagens løbere nok ikke skal sætte for megen lid til – de højere magter.
En guddommelig håndsrækning
Mens Fidippides krydsede højlandet ved bjerget Parthenion, hørte han pludselig et hovslag ved sin side og en stemme, som indgød ham frygt. Den tilhørte ingen ringere end guden Pan, der meddelte Fidippides, at han var fortørnet over, at athenerne ikke havde anerkendt den hjælp, han havde tilbudt dem tidligere.
Nu drog han imidlertid tilbage til Athen sammen med Fidippides og hjalp athenerne med at besejre perserne - intet mindre, i hvert fald hvis man skal tro Herodot.
Hvad Pans hjælp præcist bestod i, står desværre hen i det uvisse. Muligvis har han brugt sin stemme til at skræmme perserne fra vid og sans. Alene ved sin stemmes brug kunne Pan nemlig slå mennesker med panik (deraf netop ordet Pan-ik) eller ligefrem tage livet af dem.
Myten om maratonløbet og de 42 kilometer opstod i kølvandet på selve slaget, og derfor bør vi se forbi Pans indblanding og finde svar i Herodots beskrivelse af kampen og dens hede sværdslag.
Slaget ved Maraton-sletten
Ifølge vores udsendte historieskriver i Athen, der reelt nedskrev begivenhederne, nogle årtier efter at de fandt sted, begyndte slaget med Maraton med, at 9.000 athenere og et kontingent på 1.000 hoplitter, svært bevæbnede infanterister fra nabobystaten Plataia, angreb den enorme persiske hær.
Persernes vigtigste våben var som sagt buen, mens athenernes var en type kampsoldat kaldet hoplit, der med sin tunge udrustning og bevæbning skulle ind på klos hold af fjenden.
Athenerne åbnede slaget ved at storme direkte mod persernes rækker, og den eneste logiske forklaring på den vovemodige taktik er, at den sigtede efter at undgå persernes penetrerende pile.
Slaget bølgede frem og tilbage, men fandt snart sin afslutning, da det lykkedes de athenske og plataiske hoplitter at omslutte perserne. Herefter flygtede de tilbageværende persere tilbage til deres skibe og sejlede mod syd langs Attikas østkyst og ankrede op ud for Faleron, syd for Athen.
Athenerne hastede samtidig sydpå (mod Athen) og nåede frem før perserne. Herodot forklarer, at perserne derefter opgav deres forehavende og vendte flåden hjem mod Lilleasien.
Ifølge den tyske filolog August Boeckh, der i begyndelsen af 1800-tallet studerede den athenske kalender, fandt slaget desuden sted den 12. september – altså for lige nøjagtig 2.512 år siden i dag. Vi markerer simpelthen et jubilæum denne mandag morgen.
En nøglebegivenhed i verdenshistorien
Athen var i ekstase over den uventede sejr, og Pan blev nu dyrket med både kult og ofre for sin andel i sejren. Herodot fortæller, at der efter slaget lå 6.400 dræbte persere på Maraton-sletten og blot 192 faldne athenske helte.
Før slaget havde athenerne lovet gudinden Artemis at ofre en ged eller et får for hver dræbt perser. En senere kilde fortæller, at athenerne pludseligt blev lidt betænkelige ved den overenskomst, og de genforhandlede derfor med gudinden. Heldigvis var hun til at tale med, og de enedes om, at 500 offerdyr var mere passende. Et fornuftigt kompromis.
Slaget ved Maraton tiltrak sig desuden gevaldig opmærksomhed fra de græske guder, og Herodot fortæller om direkte møder mellem guder og hoplitter og om flere situationer på slagmarken, hvor de sværtbevæbnede kampsoldater blev blændet af stærkt, guddommeligt lys.
Eftertiden anerkendte slaget som en nøglebegivenhed i Grækenlands historie og som intet mindre end en verdenshistorisk begivenhed.
For netop dén dag tørnede civilisationerne sammen. Og udfaldet – eller i det mindste fortolkningen af den - er en af årsagerne til, at vi i dag betragter de ellers ret arbitrære 42 kilometer som noget ganske specielt.
Den magiske maraton
Vi må dog lidt skuffende konstatere, at Herodot faktisk kun nævner 250 kilometerløbet til Sparta og ikke selve maratonløbet. Vi skal derfor frem til senere traditioner, før Fidippides fik lov til at løbe – eller måske kunne ’nøjes’ med at løbe – den berømte maratondistance i den græske efterårshede.
Plutark (46 e.v.t – 120 e.v.t.) er den første, som nævner et løb fra Maraton til Athen. I sit skrift Om Athens storhed henviser han nemlig til herolderne og løberne Thersippos og Eukles. Eukles skulle endog have tilbagelagt de mange kilometer fra sejrspladsen ved Maraton til hovedbyen Athen i fuld hoplit-udrustning og ved ankomsten til Athen have udtalte de berømte ord ”Vi vandt!” – hvorefter han styrtede død om.
Satirikeren Lukian lod engang i 2. århundrede e.v.t. en løber, nu med navnet Fidippides, nå Athen med samme glædesråb efter sejren. Det er oplagt, at Fidippides’ første lange løb fra Athen til Sparta før selve slaget ved Maraton-steppen, som Herodot berettede om, i satirikerens univers er blevet forbundet med athenernes hurtige retræte til Athen efter slaget og den dramatiske glædesrus, der fyldte det athenske gadebillede.
Maraton som værdikamp
Historierne om slaget ved Maraton blomstrede allerede frem i oldtiden, og den europæiske eftertid har også tillagt slaget en enorm betydning. I nyere tid har oldtidens konstruktion af maratonløbet inspireret kunstnere, litterater og politiske tænkere, der på mange forskellige måder har ladet sig forføre af slagets mange tildragelser.
Tilbage i midten af 1800-tallet erklærede den engelske filosof og økonom John Stuart Mill, at det vigtigste slag i Englands historie ikke var slaget ved Hastings i 1066, men derimod slaget ved Maraton. Mills synspunkter kredsede naturligvis om, at sejren sikrede, at græsk kultur – kunst, filosofi, videnskab og statstænkning – fik et europæiske efterliv.
Andre nikkede anerkendende til Mills tanker, bl.a. kulturhistorikeren Jacob Burckhardt, der som den første så en tæt udviklingshistorisk sammenhæng mellem de græske bystater og Det Romerske Imperium, samt historikeren Eduard Meyer, der i 1901 hævdede, at grækerne og dermed europæerne ville været tvunget ud i orientalsk despotisme, dekadence og forfald, hvis perserne havde vundet den dag på Maratonsletten.
Andre har i samme ånd set slaget som en vigtig forudsætning for, at demokratiet kunne overleve og efterfølgende etablere sig som en distinkt europæisk fællesnævner. Dette synspunkt overser dog – som Mogens Hermann Hansen, filolog og ekspert i Athens demokrati, har pointeret – fuldstændig forskellen på det græske direkte demokrati og det langt senere repræsentative demokrati. Det moderne demokrati, som vi kender det i dag, begyndte nemlig ikke i Athen. Men pointen er, at slaget ved sletten fyldte i de lærde diskussioner og tidens værdikampe.
Vi vandt!
Efter denne mindre maraton vender jeg – dog knapt så forpustet som Fidippides – tilbage til de sportslige anstrengelser, som vi i dag forbinder med selve løbet.
I slutningen af 1800-tallet var der en støt stigende opmærksomhed på at opbygge en sund krop i et sundt legeme, og alskens sport, lige fra fodbold, cricket og atletik til svømning, cykling og vægtløftning, nød en enorm popularitet blandt både arbejderklasse og borgerskab.
Sportspioneren Pierre de Coubertin, der var yderst velbevandret i antikhistorie, valgte i 1896 derfor at genoplive de olympiske lege, og maratonløbet var fra begyndelsen med på programmet. Han blev angiveligt inspireret til idéen af en nær ven og historiker, som altså dermed viderebragte den konstruerede version om slaget ved Maraton og det berømte løb. Ruten var, ikke overraskende, fra Maraton til Athen, og euforien var ekstatisk da den græske vandbærer Spiridon Louis efter et nervepirrende løb krydsede målstregen som den første.
Få år senere blev distancen fastlagt til de magiske 42,195 kilometer. For når ret skal være ret, er der faktisk ’kun’ omkring 40 kilometer mellem Maraton og Athen.
Siden 1982 har man desuden afholdt et årligt ”Spartathlon”, som strækker sig over den distance, som Fidippides løb ifølge Herodot, nemlig næsten 250 kilometer.
Når de sveddryppende sportsfolk på søndag passerer målstregen efter 21 kilometer på brosten og langs smukke alléer, kan de måske tænke tilbage på den dag, da en græsk soldat for 2.512 år siden også løb, så lungerne hang ham ud af kroppen. For uanset om man løber i Nike Air Zoom Pegasus 39 eller flade lædersandaler, er et halvmaraton en værdig kraftpræstation.
Og forhåbentlig kan de trætte løbere, som Fidippides måske gjorde det, da de vesteuropæiske grænser blev sikret for en stund, med stolthed og schwung igen udbryde de berømte ord ”Vi vandt!”
