Selvom vi ynder at tro det, er der intet naturligt eller givet ved demokrati. Det er opstået på et bestemt historisk tidspunkt, og på et andet vil det formodentlig forsvinde igen. Stemmeprocenter og demokratiopbakning stiger og falder. Også i dag bliver nye lande verden over demokratiske, mens andre forlader demokratiet igen.
Vi kan ikke forvente, at demokratiet bare vil vare ved af sig selv. Men som demokrater kan vi måske arbejde for at forlænge dets liv, gøre det bedre rustet til nye udfordringer og udvide antallet af lande og mennesker, der regeres demokratisk. For at kunne det, bør vi dog gøre os klart, hvilke kriser demokratiet aktuelt står overfor.
I denne artikel skal vi således ikke vurdere, om demokratiet er i krise eller ej, hvor alvorlige de forskellige kriser er eller om demokratiet vil overleve til evig tid eller ej. Ærindet er lidt mere konkret: at fremstille nogle af de væsentligste aktuelle og måske accelererende krisedebatter, der ikke bare generer demokratiets hverdag, men måske endda udfordrer dets overlevelseschancer.
Der er mindst syv krisetemaer i demokrati-debatten, der selvsagt er forbundne på alle mulige måder, men som så nogenlunde kan forklares separat. Derfor tager vi dem på tur nedenfor. Velkommen til den demokratiske storms øje.
Krise 1: Folkets vrede
Både før, under og efter Trumps præsidentperiode har populisme været identificeret som én af vor tids mest markante politiske fænomener og en af de mest akutte trusler imod demokratiet.
Populisme er i sin selvforståelse mobilisering af ’det sande folk’ imod ’den illegitime elite’. Den indeholder derfor altid en påstand om, at demokratiet er blevet svigtet eller forrådt af dem, der skulle lede og beskytte det. Faktisk er det ofte en påstand om, at vi slet ikke lever i et reelt demokrati længere, fordi eliten har afkoblet sig fra befolkningen og nationen. At de fører en politik i modsætning til folkets vilje, og at der nu er brug for en genkomst af folkesuveræniteten - af det sande demokrati, af den almindelige danskers eller amerikaners vilje fremfor elitens.
Selvom populister forstår og fremstiller sig selv som de sande demokrater, så ser mange observatører en demokratisk trussel i populismen. Dels er det en meget vred og aggressiv form for politisk retorik, der graver grøfter og fremstiller modparten som fjender og landsforrædere (mere om det i næste afsnit). Dels sætter populisme ofte folkets vilje over alt andet, som f.eks. internationale konventioner, retsstaten, mindretalsbeskyttelse og demokratiske regler og procedurer, i deres jagt på at realisere det, de ser som det sande udtryk for, hvad almindelige mennesker mener og ønsker.
Populisme har mange ansigter, nogle ret fredelige og andre ret voldsomme, men det de alle udtrykker, er en elitekritik. En påstand om, at det aktuelle demokrati er blevet en falsk facade, der dækker over et illegitimt elitestyre. Og allervigtigst så udfordrer populisterne kernen i et hvert liberalt demokrati: at demokrati altid på én gang både handler om folkesuverænitet - dvs. at magten stammer fra folket - og liberale rettigheder -dvs. at der er begrænsninger på, hvad magten må gøre. Populisme prioriterer klart folkesuverænitetens almagt over de liberale rettigheders grænse for magtudøvelse.
Populisme er derfor dels et symptom på, at nogle i demokratiet ikke føler sig hørt. De registrerer og udtrykker derfor en reel demokratisk krise, nemlig en repræsentationskrise. Og dels så er de en årsag til demokratisk krise, idet deres måde at forstå politik på udfordrer væsentlige dele af, hvad moderne, demokratisk politik faktisk er.
Krise 2: ’Du er idiot!’ ’Nej, du er idioten’
Mange kommentatorer, særligt i USA men den sidste tid også i Europa, har påpeget, at deres befolkninger i stigende grad synes at betragte dem, de er uenige med som ’udenfor pædagogisk rækkevidde’ - hvis ikke endnu værre som ’landsforrædere’.
Det er i høj grad en amerikansk diskussion om polarisering, der også til tider dukker op i Danmark. Noget kunne tyde på, at der er gang i det, man kan kalde for en eksistentialisering af politikken: Politiske overbevisninger handler i mindre handler om interesser og ideologi og mere om gruppetilhørsforhold og identitet. Du har ikke bare holdninger, du er i stigende grad din overbevisning.
Det er sværere at lave kompromisser omkring ens eksistentielle forhold – tro, køn, seksualitet, etnicitet etc. – end ens ideologiske forhold. Politik bliver derfor overophedet, og de politiske modstandere ses ikke blot som nogen, man er uenig med, men som en trussel imod selve ens levevis: Politik bliver forsvarspolitik overfor de andre.
Tabet af politisk magt ved et valg bliver et eksistentielt anliggende. Det ses allermest tydeligt ved de seneste to amerikanske valg, hvor mange vælgere så modpartens sejr som selve nationens eller demokratiets endeligt, frem for ’bare’ endnu et valg, som måske næste gang vil falde anderledes ud.
Resultatet er, at tolerance og kompromis bliver tyndslidte, afvist som svaghed eller erstattet af angrebslyst. Men demokrati er afhængig af en betydelig grad af uenighed. Hvis alle bare var enige, var der ingen behov for demokrati. Demokrati er reguleret konflikt. Men det er også afhængig af en høj grad af konsensus, kompromisvillighed og accept af modpartens grundlæggende legitimitet.
I nogle samfund og i nogle debatter testes det i disse år, hvor uenige man kan være i et demokrati, uden at det bryder sammen. I et demokrati har man modstandere, opponenter, opposition. Det bliver farligt, når man i stedet mener at have fjender.
Krise 3: En verden styret af computere og algoritmer
Polariseringen forklares nogle gange med det, jeg vil kalde demokratiets tredje krise: digitalisering. Det kan virke som en noget teknologiforskrækket udlægning at kalde digitalisering for en krise, selvom der selvsagt er noget om snakken omkring sociale medier mm. Men faktisk udtømmer SoMe-overvejelserne ikke engang digitaliseringens udfordring af demokratiet.
Overvågning, samkøring af registre og dét, samfundsforskningen kalder algoritmisk magt udfordrer både idéen om individet som suverænt og privatlivets fred - to afgørende kerneværdier i et liberalt, repræsentativt demokrati. Overvågning ændrer meget kraftigt ved magtforholdet mellem individet og staten (og mellem stat såvel som individ og private virksomheder).
Statens digitale oprustning, de stadig mere intime teknologier, der overvåger os tættere og tættere, hele udrulningen af ’smart cities’ fyldt med censorer, kameraer og algoritmer der forudser vores adfærd, stiller helt afgørende spørgsmål ved hvem, der bestemmer, hvor magten ligger, og hvordan vi gør de digitale magthavere ansvarlige overfor demokratiet.
Digitalisering kommer med mange muligheder og mange luftige løfter, men det kommer også med faren for en snigende afdemokratisering, hvor det hver gang er lettest at afgive lidt kontrol, lidt privatliv, lidt selvbestemmelse til gengæld for en gratis app, en lettere sagsbehandling, et mere behageligt liv.
Krise 4: Markedet taler – og politikerne adlyder
En anden væsentlig magtfaktor, der i vidt omfang står udenfor demokratisk kontrol, er finansmarkederne. Forskningen taler i stigende grad om finansialisering, hvilket dels dækker over finansmarkedernes globale magt over virksomheder, stater og individer. Og dels over det faktum, at stadig flere af samme virksomheders, staters og individers aktiviteter finansieres via gældsættelse.
Nogle sociologer taler således om, at finansmarkedet er den nye suveræn, som politikerne appellerer til, er bange for og søger at gøre glade. Hvis de har ret, er det således ikke længere os som borgere men de anonyme finansstrømme, der er politikkens omdrejningspunkt.
Denne analyse er på mange måder en gentagelse af en diskussion fra et par årtier siden om globalisering. Begge debatter stiller spørgsmålstegn ved, om parlamenter, offentlighed og vælgere overhovedet har indflydelse på de vigtigste begivenheder og processer i en tiltagende global finansverden.
Har vi et demokrati, hvis politikerne kun kan træffe beslutninger om småting og kun kan træffe den slags beslutninger, der gør finansmarkederne tilfredse?
Krise 5: At kunne købe sig til magt
Ulighed er en af de afgørende debatter i dag, både ifht. udvikling og i forhold til demokratiets tilstand. Som allerede Jean-Jacques Rousseau skrev i Samfundspagten fra 1762, forudsætter demokrati, at ingen er så fattige, at de er nødt til at sælge sig selv - dvs. at de ikke har nogen selvstændig beslutningskraft over deres eget liv. Og ligeledes at ingen er så rige, at de kan købe sig fri – dvs. at de ikke er bundet af de regler, skattelove og domstole, der gælder os andre. Det er meget lig Grundtvigs berømte idealbillede fra 1820 om et samfund, hvor ”få har for meget og færre for lidt.”
Demokrati synes at forudsætte en vis grad af lighed for at kunne fungere. Når folk kan købe sig frihed fra de begrænsninger og forpligtelser, det ligger i at leve i et samfund med andre, fx ved at bruge private øer som tilflugtssteder fra pandemirestriktioner, skatteopkrævning mm., og når andre er så fattige, at de er parate til at sælge deres frihed eller blot ikke har midler til at deltage i debatten på nogenlunde lige fod med andre, så gnaver vi i et af de tunge fundamenter for demokratiet.
Stadig flere samfundsforskere peger på, at vi er på vej til eller allerede lever i et oligarki, de få riges vælde. De rige udøver deres magt på afstand, mere stille og diskret end tidligere tiders aristokrati – men med lige så megen tvingende nødvendighed for os andre. Mens de flere og fattigere er reduceret til enten apati og opgivenhed eller til formålsløst raseri.
Demokrati handler ikke om, at alle skal have det samme. Men hvis dets økonomiske grundlag systematisk og massivt forfordeler nogen og giver dem mulighed for at kortslutte demokratiske beslutningsprocesser, da ender vi i et demokrati kun af navn.
Krise 6: Autokratiets fremmarch
Vi tænker ofte demokratiet som en styreform, der nærmest af sig selv breder sig ud i verden og spreder sig til flere og flere samfund. Men flere forskere påpeger, at vi aktuelt snarere står midt i det, der kan kaldes en afdemokratiseringsbølge. Flere lande går fra demokrati til ikke-demokrati eller fejlslagent demokrati.
Et begreb, der fylder meget i demokratidebatten i dag, er illiberalt demokrati. Det dækker over lande, der på papiret er demokratiet, filer løs på mindretalsbeskyttelse, ændrer valgreglerne så regeringspartiet vinder, intimiderer journalister og civilsamfund og afviser kritik udefra fra andre demokratier. Det er særligt lande som Ungarn og Polen i Europa, Tyrkiet under Erdogan, Indien under Modi og Brasilien under Bolsanaro, der tales om.
Disse stater og deres statsoverhoveder taler som og ligner demokratier - de har f.eks. regelmæssige valg, hvor der ikke åbenlyst snydes. Men bag facaden ændrer de på spillereglerne. De snyder ikke på valgdagen men på alle andre dage.
Stigningen i antal decideret illiberale demokratier er en foruroligende tendens i sig selv, men illiberalisering dækker også over et andet fænomen, der er mindst lige så ildevarslende – og som vi kender hjemmefra. Hvor konsoliderede demokratier som vores eget begrænser rettighederne for udvalgte grupper, diskuterer nytten af internationale konventioner, frihedsberøver uden dom og øger overvågningen og diskriminationen af udvalgte mindretal.
Dertil kommer de mere åbenlyst ikke-demokratiske regimer, hvoraf de mest prominente og indflydelsesrige er Rusland og Kina. Putins illegale invasion af Ukraine og undertrykkelse af egen befolkning såvel som Kinas massive undertrykkelse hjemme og sabelraslen overfor Taiwan, er begge eksempler på den trussel, som disse autokratiske eller diktatoriske regimer udgør overfor deres egne befolkninger og overfor verdenssamfundet.
Noget kunne tyde på, at det i disse år mindre er demokratier end ikke-demokratier, som regimer i forandring ser til som forbilleder. Demokratiets fremmarch er måske i dag sandet lidt til, mens autokratierne marcherer ekstra hurtigt fremad.
Krise 7: Kloden brænder, mens vi taler
Endelig har vi den måske mest eksistentielle udfordring: Klimakatastrofen. Den indeholder mindst to demokratiske udfordringer. Den ene er den helt fundamentale: får vi omstillet vores samfund og økonomier tids nok til at afværge og afbøde de værste konsekvenser af klimaforandringerne, - dvs. ender vi med at havesamfund, der er stabile og sikre nok til, at demokratiet overhovedet er en mulighed?
Den anden rejser spørgsmålet om, hvor gode demokratier faktisk er til at håndtere risici og kriser, for ikke at tale katastrofer? Demokratier er generelt langsomme styreformer. De diskuterer, sætter i udvalg og søger flertal. Men hvad betyder det for håndteringen af en accelererende katastrofe med kort tidsrum til at handle i? Det er endnu langt fra de fleste, men nogle kommentatorer er begyndt at snakke om behovet for en ’klima-undtagelsestilstand’ eller endda et ’klima-diktatur’, der i en periode kan suspendere demokratiet, gøre det nødvendige og så forhåbentlig geninstallere demokratiet, når katastrofen er afværget.
Andre taler mere håbefuldt om at bruge den grønne omstilling ikke bare til et nyt samfund med mindre forbrug og kødspiseri, afsavn og lidelse, men til et mere demokratisk samfund, hvor vi forbruger og arbejder mindre, slipper fri af strukturer, der ikke er sunde og dermed frigør tid og energi til det, vi gerne vil, f.eks. fællesskabet.
Om man lander hos dystopien eller utopien i sine fremtidsvisioner, eller nøjes med et sted derimellem, synes de fleste dog enige om, at demokratiet vil og skal ændre sig som del af enten det klimatiske kollaps eller den grønne omstilling. Demokratiet står ikke udenfor klimaforandringerne.
Så hvor er vi om 10-20-100 år?
Om nogle af disse kriser vil vise sig at være dødelige for demokratiet, eller om banesåret kommer et helt andet sted fra, fx fra en global pandemi eller en kompetent Trump-figur, er ikke til at vide. Det gennemgangen viser, er at kriser ikke nødvendigvis er terminale for demokratiet. Snarere er de på godt og ondt det der driver udviklingen af vores demokrati – mod en udvidelse eller en udtynding.
Kriser er også anledninger og muligheder. Så demokratikriser kan være med til at skabe nyere og bedre demokratier i fremtiden. Vi ved bare endnu ikke, hvad de aktuelle kriser vil blive anledninger til: ingen demokrati, mindre demokrati, mere demokrati eller helt anderledes demokrati. Intet er givet på forhånd.
