Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande. Alligevel risikerer vi at blive tabt i den digitale konkurrence, som spidser til lige nu og har både politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig betydning.
Vores samfund, vores liv og vores hverdag er gennemsyret af digitale teknologier. Coronaepidemien satte en tyk streg under, at både stat og borgere i Danmark er i front på digitale løsninger. I årtier har dansk politik været kendetegnet ved digitaliseringsiver, og det er Danmarks første nationale digitaliseringsstrategi, som regeringen lancerede for nylig, også et eksempel på.
Desværre er strategien også et eksempel på, hvad Danmark overser på det digitale område, nemlig, at den globale teknologikonkurrence er blevet et spørgsmål om sikkerhed og suverænitet.
Rammerne for den digitale fremtid bliver sat af begivenheder uden for Danmarks grænser. Den digitale teknologiudvikling er de seneste år gået fra at ske i en atmosfære af globalisering og samarbejde til en nu konkurrencepræget international situation og intensiv rivalisering mellem stormagterne.
Den øgede stormagtskonkurrence handler om politisk, økonomisk og militær magt. Og teknologi er helt centralt for alle tre ting.
Det er derfor en mangel af de helt store, at den globale digitale teknologikonkurrence er fraværende i landets digitaliseringsstrategi. Særligt når vi allerede laver strategier for cyber- og informationssikkerhed, udenrigs- og sikkerhedspolitik samt tech-diplomati, der alle fokuserer på digitalisering, men heller ikke adresserer den globale teknologikonkurrence.
Techvirksomheder som militære magter
I øjeblikket er den globale teknologikonkurrence særligt karakteriseret ved, at den såkaldte fjerde industrielle revolution – der handler om nye digitale teknologier – har bevæget sig fra at være et spørgsmål om private virksomheders udvikling af kommerciel teknologi til at blive en global økonomisk, værdimæssig og sikkerhedspolitisk kampplads.
Skellene mellem offentligt og privat, sikkerhed og økonomi samt teknologi og politik bliver udfordret lige nu. For eksempel har USA for nylig vedtaget et omfattende program for offentlig støtte til produktion af mikrochips for at imødegå Kinas dominans på det område, som truede deres sikkerhed.
Vender vi blikket mod Ruslands invasion af Ukraine, har vi set, hvordan Elon Musks beslutning om at sikre internet til Ukraine har haft afgørende betydning, og hvordan Microsoft, Google og Amazon har hjulpet Ukraine med at beskytte landets offentlige data.
Digitale teknologivirksomheder er blevet spillere på den globale sikkerhedspolitiske scene. Og den globale teknologikonkurrence er blevet en uomgængelig ramme om både dansk og international politik.
Derfor har EU gjort digital teknologisk suverænitet til et strategisk kernespørgsmål. Der er et voksende behov for at vi også i Danmark tager politisk stilling til både udfordringerne og mulighederne i den globale teknologikonkurrence.
Fra fællesmarked til sikkerhedspolitisk spiller
På EU-niveau har teknologikonkurrencen allerede fået topprioritet. Kommissionsforperson Ursula von der Leyen har gjort teknologisk suverænitet centralt for sin geopolitiske kommission. Teknologisk suverænitet indebærer ifølge Charles Michel, forpersonen for Det Europæiske Råd, at EU skal finde en europæisk vej mellem USA og Kina, så EU kan blive strategisk uafhængigt.
Chefen for EU’s udenrigsanliggender, Josep Borrell, har understreget, at ”vi lever i en verden, hvor indbyrdes afhængighed bliver mere og mere konfliktfuld, og hvor blød magt er et våben: Handel, teknologi, data og information er nu instrumenter i politisk konkurrence”. Det betyder ifølge Borrell, at EU for ”at undgå at ende som taber i dagens USA-Kina-konkurrencen skal [...] genlære magtens sprog og tænke på Europa som en geostrategisk aktør i topklasse”.
Udmeldingerne fra EU er et historisk nybrud. Oprindelig var fællesmarkedet et middel til at sikre fred efter Anden Verdenskrig, og europæisk integration blev udtænkt for at overvinde arven fra den magtpolitik, der resulterede i to verdenskrige. Det europæiske samarbejde skulle øge indbyrdes økonomisk afhængighed, mens national sikkerhed forblev en opgave for de enkelte stater. Den arbejdsdeling er i dag udfordret.
Teknologiudvikling forbinder nu sikkerheds- og forsvarspolitik med industri-, erhvervs- og innovationspolitik. Det gælder særligt bestemte teknologier som kunstig intelligens, automatisering og kvanteteknologi, der primært udvikles af private virksomheder og har potentiale til at forandre ikke bare hverdagslivet og velfærdssamfundet, men også sikkerhedspolitikken.
Når fortsat teknologiudvikling lover fremtidig velstand og vækst, er det et anliggende for EU’s indre marked. Når den samme teknologiudvikling samtidig er afgørende for den militærteknologiske udvikling og skaber nye sårbarheder, bliver teknologipolitik også til et afgørende sikkerhedsspørgsmål.
Mellem stat og marked
Både i EU, USA og Kina er det private virksomheders forskning og innovation, der leder den digitale udvikling både civilt og militært. Derfor er private virksomheder og relationen mellem stat og marked et centralt omdrejningspunkt for den digitale teknologikonkurrence. Virksomheder og stater skal kunne samarbejde og koordinere for at understøtte og udnytte innovation med både økonomiske militære mål for øje.
Den statslige kontrol med den digitale teknologiudvikling er mindre i dag end de sidste mange århundreder. Staternes mulighed for at styre, mobilisere og samarbejde med private virksomheder vil i stigende grad være afgørende for fremtidens globale stormagtskonkurrence. Det gælder særligt på det digitale område, hvor store private virksomheder i USA, Kina og Europa ejer, udvikler og implementerer digitale teknologier.
Det ændrer betingelserne for EU’s og Danmarks digitale politik. EU’s strategisk mål om at opnå digital suverænitet indebærer at styrke samarbejdet mellem marked og stat og binde den kommercielle og militærteknologiske udvikling sammen.
Et tydeligt eksempel er Den Europæiske Forsvarsfond, der gør EU til storinvestor i forsvarsforskning og -materiel i Europa. Det kræver et øget samarbejde med nationale innovationsmiljøer og det private erhvervsliv særligt i teknologisektoren.
Brug for dansk strategi
For Danmark er EU’s satsning på teknologisk suverænitet et vink med en vognstang om, at stormagtsrivaliseringen på teknologiområdet har strategiske konsekvenser.
I en ny rapport udgivet af Center for Militære Studier anbefaler jeg, at danske politikere og embedsmænd aktivt bør forholde sig til de politiske, økonomiske, strategiske og demokratiske konsekvenser af, at skillelinjen mellem det indre marked og europæisk sikkerhed er udfordret.
Vi bør i Danmark overveje, hvordan teknologisk suverænitet i EU bedst kan opnås med hensyn til hensyn til dansk sikkerhed, forsvar, frihedsrettigheder, diplomati, erhvervsliv, industri og innovation – nu uden et forsvarsforbehold.
Det kræver nok en national teknologipolitik. Danmark skal navigere i en ny situation, hvor industri-, erhvervs- og innovationspolitikken med stor sandsynlighed forsætter med at miste uskyld og blive spundet endnu mere ind i sikkerheds- og forsvarspolitikken. Der er behov for en politisk indsats, der tænker bredt og favner både indenrigs og udenrigs, offentligt og privat samt civilt og militært.
Den nye nationale digitaliseringsstrategi er ikke nok. Vi må tænke strategisk og opdyrke en national teknologipolitik, der fremmer samarbejde i snitfladerne mellem forsvaret, det digitale Danmark, EU og NATO. Det er nødvendigt for at ruste Danmark på teknologiområdet og imødekomme de nye muligheder og trusler økonomisk, socialt og militært. De kommende forsvarsforligsforhandlinger er et oplagt sted at starte.
