Med Ruslands invasion af Ukraine er bæredygtig energi med ét slag blevet en sikkerhedspolitisk faktor. Europa er dybt afhængigt af russisk gas – og af samme grund har gasimporten ikke i første omgang været omfattet af de økonomiske sanktioner. Men EU-landene har nu truffet en principiel beslutning om at gøre sig uafhængige af gasleverancer fra et krigerisk og utilregneligt Rusland. Og Putin har selv ad flere omgange truet med at stoppe forsyningerne som modsvar til Vestens sanktioner og indblanding i Ukraine-konflikten.
Det stiller Danmark og de øvrige EU-lande i et vanskeligt dilemma. På den ene side skal de akut finde et alternativ til de russiske gasleverancer for at holde industrien kørende og forhindre borgerne i at fryse. På den anden side skal de sikre, at løsningerne ikke lægger gift for den grønne omstilling. Ifølge EU’s klimamål skal CO2-udslippet være nedbragt med 55 pct. i 2030, og vedvarende energikilder skal udgøre mindst en fjerdedel af energiforsyningen.
I Danmark tegner gas sig for ca. 15 pct. af det samlede energiforbrug. Vi bruger to forskellige typer gas i det danske forsyningsnet. Dels den fossile gas, som vi henter op fra undergrunden på samme måde som olie, og dels biogas, som stammer fra biomasse – typisk restaffald fra landbruget.
Normalt er vi selvforsynende, men fordi vores største gasfelt i Nordsøen, Tyra-feltet, er under renovering frem til sommeren 2023, og fordi vi eksporterer det meste af vores biogas, importerer vi lige nu store dele af vores gas fra Rusland.
Den bedste løsning er ifølge energiprofessor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet, at vi nedbringer vores gasforbrug med 75-80 pct. over de næste 5-6 år. Sammen med Ingeniørforeningen IDA har han for nylig udarbejdet et notat, der beskriver, hvordan Danmark og Europa hurtigst kan nedbringe forbruget af naturgas.
Med en reduktion som den, Brian Vad Mathiesen anbefaler, vil vi kunne klare os med den nuværende biogasproduktion. Samtidig vil vi kunne eksportere gassen fra Tyra-feltet, når det efter planen genstarter næste sommer.
”Hvis vi øger produktionen af biogas, vil vi også kunne eksportere endnu mere af det. Samtidig vil gassen fra Tyra-feltet kunne bidrage til Europas forsyningssikkerhed,” siger han.
Ikke mere gas
Mens Tyra-feltet er tilstrækkeligt til at dække Danmarks forbrug, er det nærmest usynligt med en international målestok. Til gengæld råder Danmark også over det endnu ikke udnyttede Xana-felt, hvor gasreserverne skønnes at være tre gange så stort som Tyra-feltets.
Selv om dét potentielt kunne være en indtjeningskilde for Danmark og bidrage yderligere til den europæiske gasforsyning, mener Brian Vad Mathiesen ikke at det giver mening at investere i at udvinde gas fra Xana-feltet.
”Det vil være en meget kortsigtet beslutning. Det vil tage fire-fem år at etablere en produktion, og en investering af den størrelse vil kræve, at man skal producere gas de næste 30-40 år. Og det er jo ikke meningen. Det vil forsinke den grønne omstilling, og samtidig vil det kun kunne bidrage med ganske få promille til den europæiske gasforsyning. Vi skal så vidt muligt lade kul og gas blive i undergrunden, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at løse klimakrisen.”
Biogas med lempe
Hvis man i stedet skruer op for hanen med biogas, er det også noget, der skal gøres med forsigtighed og omtanke, understreger han. ”Vi kan godt skrue op for produktionen af biogas. Det er en politisk beslutning, men vi må aldrig komme ud over det punkt, hvor vi producerer den på bioaffald fra landbruget. Så er det ikke længere bæredygtigt. Biogas er først og fremmest en affaldsbehandlingsteknologi, der samtidig løser et miljøproblem.”
Hvis man ender i en situation, hvor man producerer afgrøder udelukkende for at bruge dem til gas, vil det presse priserne på fødevarer yderligere op på et tidspunkt, hvor vi i forvejen står midt i en fødevarekrise. Og ser man på energieffektiviteten pr. kvadratmeter, kan det ikke betale sig at dyrke afgrøder til gasproduktion i forhold til at anlægge solceller eller opstille vindmøller på et areal af samme størrelse.
Dertil kommer, at biogas er forholdsvis dyr at fremstille uden statslige tilskud, og at den derfor slet ikke er konkurrencedygtig i forhold til alternativerne på energiproduktion.
”Jeg mener, at det bedste vi kan gøre, er at inspirere resten af Europa til at gå helt andre veje,” siger Brian Vad Mathiesen. ”Vi er et lille land med en lille energiforsyning – men vi er en ekstremt god case på, hvad man kan gøre.”
Danmark skal vise vejen
Så hvad kan man gøre?
Ifølge Brian Vad Mathiesen kan vi til en begyndelse gå i gang med at udfase de 380.000 private naturgasfyr og udbygge vores i forvejen velfungerende fjernvarmenet. Derudover kan vi også blive bedre til at udnytte overskudsvarme fra produktionsvirksomheder og datacentre i fjernvarmenettet.
Sammen med energisparetiltag, elektrificering af cirka 70 pct. af industriens behov, og opsætning af elektriske varmepumper i de ca. 115.000 husstande, der ikke kan kobles på fjernvarmenettet, vil Danmark kunne reducere sit forbrug af gas med 75-80 pct. inden for fem-seks år. Dermed vil vi være helt uafhængige af importeret gas, anslår Brian Vad Mathiesen.
”Danmark har en relativt lav afhængighed af gas i forhold til andre europæiske lande, så vi har et meget bedre udgangspunkt. Vi kan nedbringe det forholdsvis nemt. For resten af Europa vil det tage længere tid at få gasforbruget så langt ned, at man er uafhængige af russisk gas,” siger han.
Den europæiske varmeudfordring
En række EU-lande er i langt højere grad afhængige af gas. Specielt Tyskland og Italien er storforbrugere af gas til både industri og opvarmning, og især den europæiske varmeforsyning er en vanskelig nød at knække. Det tager lang tid og koster mange penge at etablere velfungerende fjernvarmenet. Og elektriske varmepumper til millioner af europæiske husstande er heller ikke en løsning, der ligger ligefor.
Derfor bliver det ifølge Brian Vad Mathiesen den europæiske industri, der kommer til at trække det største læs, når der skal findes alternativer til gassen.
”Industrien skal elektrificeres og energieffektiviseres mest muligt. Men i forhold til varme er det problematisk, hvis vi bliver for afhængige af el, fordi vi så skaber en situation, hvor vi har brug for kraftværker, der skal køre på gas, kul eller biomasse,” siger han. ”Der er ikke nogen sammenhæng mellem, hvornår vinden blæser og solen skinner og behovet for varme.”
En fossil overgangsperiode
For at løse det akutte problem med gasforsyningen har Europa indgået kontrakter med USA og Qatar om levering af flydende naturgas. Kombineret med en midlertidig tilbagevenden til olie og kul skal det holde hjulene i gang, indtil energibesparelser og elektrificering af industrien har bragt gasforbruget væsentligt ned.
Brian Vad Mathiesen anslår, at dette vil tage fem til otte år. I den mellemliggende periode må vi affinde os med, at omstillingen fra den russiske gas bliver mere sort end grøn.
”Det er nødvendigt i en krisesituation at erstatte naturgas med andre fossile brændsler. Vi skal nødig havne i en økonomisk krise, samtidig med vi har en krig i Europa, en corona-krise, der ikke er overstået, og en klimakrise, som også skal tackles,” siger han. ”Men når det er sagt, bør man ikke lave kontrakter om fossile brændsler, der rækker ud over fire-fem år, med nogen parter i verden.”
