Klokken nærmer sig fem i det vintermørke København. Det er den 24. december 1811. I de fleste familier er julefreden ved at sænke sig. Men ikke i Ny Kongensgade.
Ude foran den unge doktor Martin Lehman og fru Frederikkes vinduer er der stort ståhej. Rygterne vil vide, at parret har fået båret et lofthøjt grantræ ind i stuen. Og som om det ikke er galt nok, så forlyder det samtidig, at de har tænkt sig at sætte tændte lys på dets grene. Noget så vanvittigt er værd at undersøge.
Folk strømmer til og snakken går. Nogle har ligefrem medbragt stiger, så de kan kravle op, og få et bedre kig ind ad vinduerne. Herfra kan de forvisse den spændte hoben om, at det er ganske vist – granen stråler oplyst i stuen! Juletræet har gjort sit indtog i København.
Familien Lehmans juletræ vakte nok opsigt i hovedstaden, men det var faktisk ikke det første af sin slags i Danmark. Den tyske skik med at hente et træ ind i stuen og pynte det, havde allerede ramt landet i 1808, hvor grevinde Wilhelmine Holstein tændte et juletræ for sin lille pige på det sydsjællandske gods Holsteinsborg. Traditionen med juletræer bredte sig langsomt og hundrede år senere, var juletræet blevet en integreret del af den danske jul.
Det er det som bekendt stadig, men hvad vi hænger på vores træ eller hvilket træ vi bruger, har gennem tiden givet plads til personlige fortolkninger og i mange hjem nok også en hel del familiediskussioner.
I dag er den klassiske rødgran i vid udstrækning erstattet af mere julestue-holdbare sorter som nordmannsgranen, der også er mere børnevenlig med sine bløde nåle, mens træer i plastic vinder frem til nogens glæde og andres fortrydelse.
Én ting er dog selve træet, noget helt andet er, hvad vi pynter det med. Julepynten er nemlig et udstillingsvindue for vores kulturelle, økonomiske og politiske holdninger om alt fra til fashion og forbrug til fædreland og favoritspise.
Lys og land
I eventyret Grantræet fra 1844, slog H.C. Andersen fast, at det først og fremmest er lysene, som får træet til at stråle. I begyndelsen var de små juletræslys lavet af voks eller tælle, f.eks. fra hvalernes talg eller fårets fedt. Lysene blev fæstnet til træets grene med deres egne dryppeklatter og en nål stukket gennem grenen.
Omkring 1870’erne begyndte man at eksperimentere med lyseholdere i klemmer, som kunne sættes på træet, og senere kom balancelyseholderne, hvor en lang pind med en vægt i bunden, fik lysene til at balancere lige på grenene.
De levende lys har en begrænset levetid, men magien er stor, når lyset blev tændt og familien kunne samles i kærlig krans om det illuminerede træ. Den glæde forlænger mange i dag med elektriske lys, så træet kan stråle i dagevis, ja, ligefrem ugevis, både før og efter juleaften.
Farverne på juletræets lys er dog ikke helt uden betydning – ikke i et historisk perspektiv, i hvert fald. Tidligere rummede de nemlig et klokkeklart budskab om nationalt sindelag.
I Grantræet havde H.C. Andersen således den slesvig-holstenske jul i tankerne. Det fremgår af de røde, hvide og blå lys, som pynter træet i fortællingen. Farver, som indgik i det på det tidspunkt helt nye slesvig-holstenske flag, som blev brugt af de tysksindede i hertugdømmerne. Derfor fik netop de blå lys aldrig en fast plads på de danske juletræer.
Det gjorde til gengæld de røde versioner. Efter treårskrigen i 1848-50 blev Dannebrog for alvor borgerskabets og folkets flag, og efter nederlaget i 1864, gjaldt det om at stå vagt om nationen, og vise sin dansksindethed.
Dannebrogsflag prydede derfor snart de danske juletræer, og i det sønderjyske gik nogle all in på julepynt holdt udelukkende i røde og hvide farver. Det gjaldt også for lysene. Dannebrogsflag på juletræet blev efterhånden en fast tradition for mange landet over, men også en tradition som med jævne mellemrum fik en særlig opblomstring i takt med nationens op- og nedture, bl.a. i forbindelse med genforeningen i 1920 og under den tyske besættelse 1940-45.
Fra kræmmerhus til cupcake
I 1800-tallet var plyndringen af juletræet en af juleaftens helt store højdepunkter. ”Først må træet vises, siden skal det spises,” som vi stadig synger i Peter Fabers juleklassiker Højt fra træets grønne top fra 1844.
Dengang var juletræets grene spækket med alverdens julegodter. Til at begynde med var det æbler i snor, måske med guldbemalede stilke, valnødder i bånd og kræmmerhuse og kurve fyldt med nødder og rosiner, og i løbet af 1800-tallet blev både mængde og udvalg af de søde sager flittigt udvidet.
Kager i røde silkebånd, figner i bånd, marcipanfigurer, chokoladefrøer, sukkerfigurer og rød-hvide slikstokke fandt vej til træets efterhånden tyngede grene. Og i Sønderjylland hørte honningkagemænd og -koner også til på træet. Et rent slaraffenland for både små og store slikmunde, der mens de dansede lystigt rundt om træet, nøje kunne udse sig, hvilke godter de skulle gå efter, når træet måtte plyndres efter dansen.
I dag er juletræets spiselige pynt og indholdet i kurve og kræmmerhus i reglen forvist til fade og skåle på bordene. Det er dog stadig muligt at købe de rød-hvide Bismarck-bolsjestokke til at hænge på træet i det fleste supermarkeder. Bolsjestokkene får dog faktisk selskab af andre ’spiselige’ sager. De gyldne valnødder, æblerne og den indpakkede konfekt pryder nemlig stadig træet, nu blot kunstige og ofte i glas. Det gælder i øvrigt også sukkerstokkene.
I de senere år har glaspynt formet som spiselige ting nået helt nye højder. Nutidens moderne glaspynt kan umiddelbart godt stikke lidt i ens traditionelle julehjerte. For nu bliver miniature-versioner af dåseøl, pomme frites, poser med chips, hotdogs eller cupcakes flittigt langet over disken som julepynt.
Det har måske ikke så meget med jul at gøre, men omvendt er den nye pynt et sindbillede på moderne lækkerier, og de små glasudgaver af Heineken-sixpack eller Potato-chips bliver nok også hængt på træet med et lille glimt i øjet. Ungdommen nu til dags foretrækker helt sikkert en pose chips frem for en valnød eller figne i snor. Og selv veganere og de sukkerforskrækkede kan være med på moden – de kan fylde julekurven med både auberginer, broccoli og avocado i glas.
Gaver skal da hænge på træet
I dag ligger julegaverne under træet – hvis de vel og mærke kan være der. For mængden af gaver er vokset stødt de sidste 50 år. Går vi tilbage til midten af 1800-tallet, forholdt det sig ganske anderledes. Det synger vi også om i Højt fra træets grønne top.
Dengang var nogle af gaverne nemlig hængt uindpakkede op på træet. I sangen gælder det bl.a. Peters tromme, som i modsætning til i dag, ikke var en lille pyntetromme i papir eller glas, men en rigtig legetøjstromme – vel at mærke modelleret efter de trommer, der skulle indgyde mod og holde takten, når unge, danske Jens’er drog tappert i krig. Det var gryende nationalisme i pynteform – og det samme gjaldt desuden for træets små trompeter.
Ligesom den spiselige pynt er nogle af 1800-tallets legetøjsgaver i dag blevet transformeret til julepynt i glas, papir og træ. Gyngeheste og musikinstrumenter fylder nu på mange juletræer, og hvad angår gaverne, har julepyntsindustrien også kastet sig ud i nyfortolkninger, som afspejler tidens gaveønsker. Høretelefoner i glas, en speedbåd, en fodbold, en lille campingvogn eller en ny bil på træets grene, kan måske være et slet skjult hint til din familie om, hvad du egentlig ønsker dig til jul.
Toiletruller eller totalt i sort
Ingen jul uden hjemmelavet pynt. Det ældste papirpynt vi kender til i Danmark, er de såkaldte Jacobsstiger klippet i hvidt papir, hvor engle på den klippede stige klatrer op mod himmerige – eller bare træets top.
I midten af 1800-tallet fik papirstadsen for alvor tag i tidens kreative sjæle. Farvestrålende glanspapir og silkepapir blev til roser, kræmmerhuse, spinke net, engle og hjerter. Mest kendt og elsket er nok det flettede julehjerte, som H.C. Andersen faktisk er ophavsmand til. Det første han lavede, var gult og grønt og havde ingen hank.
Forretningsfolk fandt snart ud af, at der er penge i julen og dens pynt. I 1866 blev de første danskproducerede udklipsark sat til salg, og vi har i årti efter årti klippet kræmmerhuse, sprællemand og senere kravlenisser ud af fortrykte ark. Men den hjemmelavede pynt har også været en mulighed, når pengene var små, familien skulle samles eller politiske vinde har blæst mod den kapitalistiske forbrugsjul.
Hjemmegjort er velgjort, billigt og i vores tid kunne man også tilføje bæredygtigt, og det gælder om at se behørigt glad ud, når børnene hænger nisser af malede toiletpapirsruller op ved siden af oldemors porøse glasfugle og farfars hjemmedrejede trompeter. For i nogle hjem får børnenes frembringelser ærespladsen på træet – mens de i andre er de knapt så velkomne.
Børnenes skæve musetrapper og paphjerter dekoreret med glimmerlim deler vandene, og udfordrer til tider forestillingen om det ”helt perfekte” juletræ – for måske står de alternative kreationer sig alligevel ikke helt så godt til de nedarvede glasvarer og de nisser, som altså bare skal være på træet.
For nogle er det perfekte juletræ nemlig pyntet med minder og traditioner. Hver eneste stykke pynt har sin egen historie. For andre er det perfekt pyntede træ dét, der afspejler tidens mode. Måske skal alt være i glas, eller alt pynt være i samme farve – måske sort, måske pink - så det passer til resten af boligindretningen og ens stil. Og så må pynten jo bare udskiftes, når nye moder dikterer nye farver, nye slags pynt eller nye materialer.
Din pynt
”Rør blot ikke ved min gamle jul” skrev Peter Faber i 1848 i julesangen Sikken voldsom trængsel og alarm. Og sangstrofen rammer plet. Julen er danskernes fortrukne højtid, og julens traditioner skal andre ikke komme og pille ved. Og de må slet ikke røre ved vores elskede juletræ.
Dét måtte Nationalmuseet også sande på den hårde måde i 2019. Her kom museet ud i en regulær shitstorm, fordi en af museets kommunikationsmedarbejdere i et facebookopslag for sjov havde kaldt museets juletræ for et vintertræ.
Tastaturkrigerne så rødt: Ville landets største kulturinstitution nu sætte spørgsmålstegn ved julen i et forsøg på ikke at diskriminere andre kulturer og religioner? Den lille anekdote vidner om, at juletræet i dag kan bruges lige så politisk som det kunne under De Slesvigske Krige
Juletræet er nemlig blevet en institution i sig selv og en hjørnesten i danskernes jul, også selvom vores forestillinger om, hvordan et juletræ egentlig skal se ud, løbende har ændret sig. Nye ting kommer til, andre forsvinder. Selv kronen på værket - pynten i toppen – har ændret sig: En nisse, en stork, et spir eller en stjerne har haft og kan have ærespladsen i toppen af træet, hver med sin egen signalværdi.
Hvad du sætter i træets top – og ellers putter på de mange grønne, grangrene – giver dig altså rig mulighed for at gå med det traditionelle, det kristne budskab, det ’familiehyggelige’, det æstetiske eller mere idealistiske. For du bestemmer helt selv, hvad du ønsker at hylde, når du pynter juletræet med din pynt.
