Med annonceringen af SVM-regeringen står vi på tærsklen til et spektakulært og uvant samarbejde, som de færreste gør klogt i at spå om. Hvordan det går Frederiksen, Ellemann-Jensen og Løkkes projekt, vil således ikke være ærindet for denne artikel. I stedet vil jeg kigge nærmere på den borgerlige forhistorie og det samarbejde, der i flere årtier udgjorde et mere eller mindre fasttømret alternativ til Socialdemokratiet, men som i de senere år har mistet grebet om samfundsfortællingen.
Udgangspunktet for det borgerlige Danmarks samling var et fælles ønske om at gøre modstand mod venstrefløjens samfundsidealer og nærmere bestemt socialdemokratiske visioner for velfærdsstaten. Men som et resultat af danskernes ufravigelige opbakning til den universalistiske velfærdsmodel, nedtonede og forskød ledende danske borgerlige med tiden indholdet i deres statskritik.
I takt med, at finansieringen af velfærdsstaten fik større betydning fra 1970’erne og frem, satte de borgerlige et væsentligt aftryk på en politik, der skulle effektivisere og markedsstyre den offentlige sektor. En væsentlig del af det borgerlige projekt har i de senere år mere koncentreret sig om at overtage dagsordenen for udviklingen og transformationen af velfærdsstaten i retning af, hvad samfundsforskeren Ove K. Pedersen har kaldt konkurrencestaten.
Samtidig har borgerlige stemmer i tiltagende grad kritiseret venstrefløjens værdisæt, og i en periode formået at gøre væsentlige emner som uddannelse, indvandring og udenrigspolitik til en kamp om danske værdier.
I de senere år har målet om at reformere og bevare den danske samfundsmodel, kombineret med et offensivt kald til en udefinerbar kulturkamp, vist sig umuligt at balancere på én og samme tid. Og da Socialdemokratiet samtidig har rykket sig tættere på begge synspunkter, synes det borgerlige projekt at have udspillet sin rolle i dansk politik – for nu.
Til kamp mod socialismen
I første omgang lå det ikke lige for, at Det Konservative Folkeparti og Venstre skulle finde sammen og udgøre et politisk fællesskab. De to partier repræsenterede vidt forskellige samfundsklasser med base i byerne og på landet. Det var således først fra omkring efterkrigstiden, hvor udviklingen af det danske industrisamfund efterlod landbrugssamfundets bærende institutioner og kulturer i opbrud, at de to partier for alvor nærmede sig hinanden. Processen betød især store forandringer for bondepartiet Venstre, hvis dominerende fortælling stod i skarp kontrast til den socialdemokratiske vision, der fra 1950’erne handlede om at transformere Danmark til en moderne velfærdsstat.
Både Venstre-folk og konservative frygtede arbejderklassens overtag og så i velfærdsstatsprojektet en formynderisk stat, der truede med at knægte det enkelte individs virkelyst. I Venstre dyrkede lederen Erik Eriksen en liberal anti-statstænkning, som betonede frygten for socialismen. Historikeren Christian Egander Skov har skildret, hvordan en tilsvarende liberalisme gjorde sig gældende blandt de konservative. De opgav deres vision om et mere folkeligt midterparti til fordel for en position, hvor de stillede sig skeptisk over for det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt.
Fællesskabet mellem de to partier materialiserede sig bl.a. i 1959 i VK-planen Nye signaler i den økonomiske politik. Planen havde til formål at bremse væksten i den offentlige sektor og sænke skatterne på formue og indkomst markant.
Samling om midten
VK-planen skulle vise vejen mod et andet samfund, men vælgerne vendte ved valget i 1960 tommelen nedad. Med 42 pct. af stemmerne fik Socialdemokratiet deres bedste valg siden 1935, og i årene efter drejede de borgelige ind på en kurs med administration og ikke afvikling af velfærdsstaten.
1960’erne var derfor et afgørende vendepunkt for både liberale og konservative, selv om særligt Venstre fra begyndelsen af årtiet kastede sig ud i selvransagelse, splittelse og kursændring. Ikke ulig i dag oplevede moderpartiet Venstre en række politiske opbrud til både venstre og højre for sin politiske akse. Først med De Uafhængige i 1953, dernæst med Liberalt Centrum i 1965.
Særligt gruppen bag Liberalt Centrum kritiserede det tætte samarbejde med De Konservative, og først efter et formandsskifte i 1965, hvor Venstres formand, Erik Eriksen, overlod tøjlerne til Poul Hartling, brød partiet med De Konservative.
I sin berømte Svanningetale i 1965 erklærede Hartling, at Venstre og Det Radikale Venstre havde meget til fælles, når det kom til den økonomiske politik. Dermed banede Venstre vejen for det næste borgerlige samlingsprojekt. Et projekt, der koncentrerede sig om midten af dansk politik, og hvor De Konservative, efter noget betænkningstid, omvekslede den nye politiske linje til et borgerligt samarbejde i VKR-regeringen fra 1968-1971.
At det faktisk lykkedes i 1968 at fravriste Socialdemokratiet magten og skabe en borgerlig regering, skyldes således, at det borgerlige projekt ikke havde til hensigt at nedbryde den samfundsmodel, som Socialdemokratiet i stigende grad stillede sig bag.
Umiddelbart skulle VKR-samarbejdet være en succes for idéen om det borgerlige alternativ til Socialdemokratiet. Regeringen udviste opmærksomhed for velfærdsstatens voksende udgifter og nedsatte den første perspektivplan, der havde til formål at undersøge holdbarheden i den offentlige sektors stigende udgifter.
Den altoverskyggende historie om VKR var dog, at regeringen ikke adskilte sig nævneværdigt fra de socialdemokratiske forgængere. Regeringen gennemførte den største omstrukturering af velfærdsstaten i form af kommunalreformen, hævede skatterne og udvidede den offentlige sektor. Samtidig beklagede mange borgerlige sig over, at regeringen ikke gik op imod de opbrudstendenser og angreb på det bestående samfunds værdier, som kentegnede ungdomsoprøret. Som den mangeårige redaktør Henning Fonsmark skrev, var det kommet så vidt, at ”ungdommen knap nok kunne nå at fremsætte sine krav før de blev imødekommet.”
Midt i en krisetid
Efter VKR-regeringen gik det borgerlige samarbejde ind i en dyb krise. Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti stormede ind på tinge, sendte et tydeligt signal om, at de borgerlige partier ikke var i øjenhøjde med de borgerlige vælgere.
”Glistrup fik vi for vores synder,” som Bertel Haarder efterfølgende opsummerede det i erkendelse af de borgerliges mangelfulde kritik af de høje skatter og velfærdsstatens bureaukrati.
I de efterfølgende år forsøgte skiftende regeringer forgæves at få bugt med den økonomiske krise. Venstre sad en kort tid på statsministerposten fra 1973-75, men regeringen led skibbrud på grund af manglende tillid til Fremskridtspartiets mandater.
Det borgerlige projekt tabte fuldkommen pusten, hvilket blev tydeligt i 1978, da Venstre og Socialdemokratiet indgik i et regeringssamarbejde i håb om at løse de økonomiske problemer. Paradoksalt nok var det imidlertid på ruinerne af netop SV-regeringen, at det borgerlige samarbejde i de efterfølgende år gik ind i en ny, sejrrig fase, hvor de borgerlige for første gang satte dagsordenen for den offentlige sektors udvikling.
Moderniseringen af den offentlige sektor
Fra 1980’erne lykkedes de borgerlige med at præsentere et troværdigt bud på fremtidens velfærdssamfund, samtidig med at flere opfattede Socialdemokratiet som et stivnet, systembevarende parti. Frem for i overvejende grad at bekæmpe socialdemokratiske reformer forenedes de borgerlige partier nu i en politik for at markedsgøre velfærdsstaten og effektivisere den offentlige sektor.
SV-regeringen betød også, at styrkeforholdet mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti blev ændret. Derfor kunne Poul Schlüter, ikke Henning Christophersen, indtage Statsministeriet i 1982. Da Schlüter trådte til som landets regeringsleder, bekendtgjorte han ambitionen om at skabe mere kvalitet i den offentlige sektor og en højere grad af frit valg for den enkelte borger.
Denne opfattelse samlede Venstre og Det Konservative Folkeparti, og kort efter tiltrædelsen præsenterede Venstres finansminister, Henning Christophersen, det første moderniseringsprogram. Det byggede på principper om decentralisering, markedsstyring, regelforenkling, bedre ledelse og øget anvendelse af teknologi.
Anders Fogh Rasmussen og de borgerlige ideer
På det idémæssige plan tegnede der sig i den efterfølgende tid tre hovedspor for det borgerlige Danmark.
For det første den markedsorienterede velfærdsstat, hvor reformer og effektiviseringer af den offentlige sektor stod i højsædet.
For det andet en nationalkonservativ borgerlighed, der mere offensivt gik imod venstrefløjens angivelige overtag i samfundsdebatten og i væsentlige kultur- og uddannelsespolitiske institutioner. Blandt disse aktører fandt man også en række af de folk, som fra 1980’erne og frem i stigende grad problematiserede indvandringen.
For det tredje voksede andre ideologisk bevidste miljøer frem i rækkerne af det konservative ungdomsparti. Denne borgerlige blomstring, der bl.a. gav sig til kende i tidsskriftet Libertas, havde også en målsætning om at tilbageerobre dagsordenen fra venstrefløjen, som de mente dominerede åndslivet, medierne og kulturen. Men projektet var høj grad vendt mod velfærdsstaten, som disse unge borgerlige så som det største samfundsproblem.
Interessant nok prægede alle tre strømninger Anders Fogh Rasmussen, der fra 1990’erne blev det borgerlige Danmarks vigtigste aktør.
Værdikampens tid
Fra slutningen af 1980’erne markerede Anders Fogh Rasmussen sig som en ideologisk politiker, der flugtede mere med libertarianerne i miljøet omkring Libertas.
Hans tanker kom i 1993 til udtryk i bogen Fra socialstat til minimalstat, der indeholdt en kras velfærdsstatskritik med beskrivelser af danskerne som slaver af socialstaten. Men Anders Fogh Rasmusen havde allerede her blik for det værdipolitiske opgør, og særligt kritikken af venstrefløjens kulturelle og skolepolitiske tanker samt ageren under den kolde krig forenede ham i årene efter med andre liberale og konservative.
Det var dog først, da Fogh Rasmussen i 1998 blev leder af Venstre, at han for alvor begyndte at kapitalisere på ideen om kulturkampen ved eksempelvis at invitere Dansk Folkeparti til samarbejde om at ændre dansk udlændingepolitik.
Kulminationen på denne borgerlige værdikamp kom ved Folketingsvalget i 2001, der kan betegnes som det borgerlige Danmarks største sejr. For første gang siden 1920’erne var Socialdemokratiet ikke længere landets største parti og måske endnu vigtigere; vælgerne havde givet et klart mandat til en ren borgerlig regering med støtte fra Dansk Folkeparti.
Koalitionen med højrefløjspartiet var udelukkende mulig, fordi Anders Fogh Rasmussen havde lagt den aggressive velfærdsstatskritik på hylden i årene op til valget. Belært af Venstres valgnederlag i 1998 vendte han tilbage til den borgerlige politiks ønsket om at reformere og effektivisere den offentlige sektor. Foghs regeringsår blev således præget af asylstramninger, hårde værdipolitiske diskussioner om integration samt introduktion af fritvalgsordninger i det offentlige, turbo på aktiveringslinjen i beskæftigelsespolitikken og centralisering i form af kommunalreformen.
Med magt uden retning
De borgerliges sejr i 2000’erne blev et tveægget sværd.
På den ene side opnåede den borgerlige konstellation af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti tre valgsejre træk. Samtidig udråbte Claus Hjort Frederiksen i 2010 de borgerlige til vindere af værdikampen. På den anden side lykkedes det ikke at holde fast i sammenholdet hos de borgerlige aktører, som forenklet sagt enten fokuserede på velfærdsstaten eller ændringer i udlændingepolitikken.
Nationalkonservative kæmpere udtrykte skuffelse over det udeblevne opgør med de internationale konventioner, og da Lars Løkke Rasmussen overtog tøjlerne i 2009, krakelerede resterne af den værdipolitiske enighed mere og mere. Samtidig opstod Liberal Alliance som en påmindelse om, at de borgerlige vælgere kunne få et mere velfærdsstatskritisk og liberalt alternativ til både Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Som Esben Schjørring og Michael Jannerup skriver i deres bog Værdikæmperne forsømte de borgerlige under Anders Fogh Rasmussen ganske enkelt at udvikle nye idéer.
Måske af den grund blev 2010’erne præget af de borgerliges interne uenigheder og forvirring om essensen af den borgerlige værdikamp.
I de senere år repræsenteres kulturkampen af figurer som Inger Støjberg, Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, der har gennemslag med en kulturkamp vendt mod identitetspolitiske strømninger. Men deres dagsorden har ikke længere den samme samlende effekt og kan ikke for alvor finde fodfæste i de traditionelle borgerlige partier.
Tilbage står, at de borgerlige har siddet ved magten i over halvdelen af tiden siden begyndelsen af 1980’erne. De står ikke længere i opposition til et socialdemokratisk projekt, men har nu, på linje med Socialdemokratiet, ejerskabet over velfærdsstaten og udlændingepolitikken.
Set i det lys er det aktuelle regeringssamarbejde ikke så mærkeligt, som det kan lyde. Både hvad angår moderniseringen af den offentlige sektor og værdikampen har Socialdemokratiet i store træk den samme fortælling.
Måske er det derfor, at de har fundet det lettere bare at slå sig sammen.
