Spanien 1982. VM i fodbold. Dette er slutrunden, der er mest kendt for, at Brasilien det år stillede med et noget nær sublimt mandskab, der i deres fem kampe henrykkede fodboldentusiaster kloden rundt, men som netop i den femte kamp skæbnesvangert tabte en medrivende mellemgruppe-kamp med 2-3 til Italien.
Canarinha (“lille kanariefugl”) anno 1982 med boldekvilibrister som Zico, Falcão, Éder, Júnior og anføreren Sócrates på holdet er indskrevet i fodboldhistorien som det bedste landshold nogensinde, der ikke vandt VM-titlen. De har kastet en skygge ind i fremtiden, som klæber sig til alle efterfølgende brasilianske landshold: Hvis de ikke vinder VM, vil de aldrig blive husket på samme måde som Brasilien 1982.
Selv ikke et uovertruffet lyrisk mål som Richarlisons anden scoring mod Serbien den 24. november 2022 – et vandret liggende saksespark udført med en fuldstændig uforlignelig atletisk ekvilibrisme – kan på trods af mindelser om 1982-holdets mytologiske status udfordre dette holds position.
1982-holdets uforløste potentiale – netop forestillingen om, hvad der kunne have været, men som aldrig blev – er netop dét, der forlener holdet med mytologisk status, ligesom også selve kampen mod Italien står tilbage som et episk hovedværk i fodboldens historie.
Det er det første VM, jeg for alvor husker. Jeg har ganske vist erindringsglimt fra VM i Argentina i 1978, men slutrunden i Spanien 1982 fulgte jeg fra åbningskamp til finale, og mange Tv-billeder fra den sommer har brændt sig fast på min erindringsnethinde.
1982 var tre år efter, at Sepp Piontek var begyndt som dansk landstræner, og et år inden, at Danmark trådte ind på den store scene med sejren over England på Wembley og senere kvalifikation til EM i Frankrig i 1984.
Interesseløs fascination
Spanien 1982 var fri for patriotismens irriterende forstyrrelser af det, vi med Immanuel Kant kan kalde den ”interesseløse”, rene æstetiske nydelse ved fodboldspillet, som selv en 10-årig fodboldgal knægt intuitivt besad.
De forskellige landsholds dragter fascinerede i øvrigt også, ligesom hollændernes skarpe orangefarvede trøjer havde gjort det fire år forinden. Der var noget banebrydende og ikonisk over de hvide engelske trøjer fra Admiral med V-hals og røde og blå striber over skuldrene. Italiens azurblå trøjer og hvide shorts besad også dengang en eviggyldig skønhed.
Men Brasiliens kanariegule trøjer og stramme lyseblå bukser syntes at indgå i en højere form for symbiose med de spanske græstæppers grønne farve, med middelhavssolens brændende varme og selvfølgelig med Seleçãos funklende fodboldstil under landstræner Telê Santana.
Under Brasiliens kampe fornemmede jeg tydeligt dét, vi i dag mener, når vi siger, at fodbold forener verden. Fodboldspillet er et sprog, og de forskellige trænere, hold og nationer udtrykker sig gennem deres særegne dialekt.
I 2010 skilte det tyske landshold sig ud fra tidligere udgaver gennem dets multikulturelle dialekt. ”Die Multikulti-Elf” bestod af spillere med navne som Mesut Özil og Sami Khedira, og i modsætning til tidligere tyske landsholds effektive, kølige og mekaniske coolness var dette holds spillemæssige udtryk snarere en hybrid dialekt, et Kanak Sprak som den tyrkisk-tyske forfatter Feridun Zaimoğlu har døbt det.
Det danske landshold anno 2022 under Kasper Hjulmand taler en dansk dialekt med umiskendelige noter af patriotisk stolthed tilsat en god portion kosmopolitisk arrogance. De taler hurtigere og med mere varme i stemmen end under forgængeren, nordmanden Åge Hareides ledelse. Men der er ikke langt fra storhed til fald, og kampene i Qatar blev alt andet end en nordisk samba-saga. Som en Ikaros styrtede De danske drenge mod jorden og måtte forlade ørkenstaten med brændte vinger.
Men dengang, i 1982, forstod alle Brasiliens særegne dialekt; alle ville lyde som dem, spille som dem, alle lod sig fascinere af deres kælne boldbehandling og temposkift, som ellers kun digtere kan fascinere med deres overlegne traktering af sproget og dets rytmiske potentialer.
Brasilien ankom til Spanien som favoritter til at løfte Jules Rimet-trofæet for første gang siden 1970, hvor legenden Pelé tog afsked med landsholdet. 1974 og 1978 havde været skuffende slutrunder for de efterhånden sejrsvante ”brassere”, som havde hjembragt titlen hele tre gange under fire slutrunder fra 1958 til 1970.
Skønheden begravet
Uruguayanske Eduardo Galeano karakteriserer i sin bog Fodbold i sol og skygge fra 1995 fodboldhistoriens triste rejse fra lysten til pligten: ”Efterhånden som sporten er blevet en industri, har den lidt efter lidt begravet den skønhed, der fødes af glæden ved bare at spille”.
Legen erstattes med arbejde, improvisationen forhindres, og friheden kontrolleres. Spillet er blevet til et skuespil, siger Galeano, og skuespillet iscenesættes ikke længere for at blive spillet som en leg, men snarere for at forhindre, at man leger under spillet. Mesterværkerne og den store poesi, kunne man sige, er truet af de letfordøjelige og skabeloniserede bestsellere.
For mange ældre fodboldfans repræsenterer slutrunden i Mexico 1970 kulminationen på fodboldspillets skønhed og dermed også slutningen på uskyldens år. Dér toppede det legende aspekt ved spillet, hvorefter arbejdet tog over.
Den peléanske æra var kendetegnet ved individuel frihed, spontanitet og glæde, hvorimod den post-peléanske æra var domineret af kollektivets tøjler, risikominimering og arbejdsetik. Mente man.
Dette var en international tendens. Men i post-Pelé Brasilien mimede man denne tendens, hvis man ikke ligefrem var en slags epicenter for udviklingen. Ganske vist opnåede man en hæderfuld 4.-plads og 3.-plads i henholdsvis 1974 i Vesttyskland og i 1978 i Argentina, men uden at henrykke.
I 1974 skulle Mário Zagallo, der triumferede som blot 38-årig træner i 1970, forsøge at gentage kunststykket uden de fænomenale individualister fra ’70, men den opgave var for vanskelig.
I 1978 forsøgte Cláudio Coutinho at implementere den hollandske totalfodbolds principper med vægt på kollektivet og det systemiske uden den nødvendige respekt for individualisterne og derfor - i en brasiliansk sammenhæng - uden held.
Diktatur og demokrati
Man skal generelt være påpasselig med at trække for skarpe paralleller mellem et landshold og en nations politiske situation. Men i Brasiliens tilfælde er der på dette tidspunkt en vis ræson i at gøre netop dét, som Stuart Horsfield har vist i 1982 Brazil: The Glorious Failure, en bog fra 2020, der lige præcis fokuserer på Seleçãos VM-kampagne i 1982 i Spanien.
Det samme gør sig i øvrigt gældende i 2022: Forventningerne til Brasilien i Qatar er enorme, fordi det brasilianske folk håber, at fortryllende spil og en VM-titel kan bidrage til at hele en såret nation, hvor en ekstrem og voldelig polarisering truer sammenhængskraften efter et beskidt præsidentvalg mellem Jair Messias Bolsonaro og Luiz Inácio da Lula.
Richarlisons saksespark og Casemiros dundrende drømmehug i kampen mod Schweiz fire dage senere sendte da også seismiske bølger af episk eufori og lykke gennem hele hjemlandet. Men hybris har før stået for fald, og kun de færreste tør håbe på et nyt eventyr.
Brasilien var allerede i 1964 - og med støtte fra USA - blevet et militærdiktatur, der hvilede på principper om nationalisme, økonomisk udvikling og anti-kommunisme. På trods af omfattende mediecensur samt tortur og eksilering af dissidenter opnåede diktaturet et højdepunkt af popularitet omkring 1970 med det såkaldte ”Brasilianske Mirakel”, en periode med enorm økonomisk vækst, som mange dengang ikke var sene til at koble sammen med VM-triumfen i 1970.
Derefter fulgte en række magre år i 1970’erne under General Ernesto Geisel med tårnhøj inflation, oliekrise, astronomisk gæld og generel stagnation. I 1979 blev General João Figueiredo så præsident i Brasilien, og mens han kæmpede en brav kamp imod høgene i regeringen og for en gendemokratisering af nationen, kunne han dog ikke hamle op med en smuldrende økonomi, kronisk inflation og tilmed en veritabel bølge af faldende militærdiktaturer i Sydamerika. I 1982 kulminerede denne udvikling i Brasilien med afholdelsen af de første frie valg i to årtier.
Det er ikke svært at få øje på ensartede konjunkturer mellem det politiske Brasilien og det brasilianske landshold i denne periode. Efter den højtflyvende triumf i 1970 sikret af det måske bedste fodbold(lands)hold nogensinde, led Seleção på samme måde som nationen under de stramme tøjlers åg ved slutrunderne i 1974 og 1978.
Men med Figueiredos indtræden på scenen i 1979 og hans demokratiseringsreformer kulminerende med afholdelsen af frie valg i 1982, var Brasilien en nation inficeret af optimisme og frihedsfølelse, da VM-slutrunden for Brasiliens vedkommende blev skudt i gang den 14. juni mod Sovjetunionen på Estadio Ramón Sánchez-Pizjuán i Sevilla.
Nu skulle fodbolden efter 12 trøstesløse og sterile år endelig genfødes som a ludum, en leg.
Den glorværdige fiasko
Telê Santana, den brasilianske landstræner, var selve inkarnationen af denne mentalitet. Han er brasiliansk fodbolds sidste romantiker, en Victor Hugo blandt tidens Émile Zola’er. Han krediteres for at være manden, der genopfandt jogo bonito (det smukke spil), og han praktiserede ubønhørligt og kompromisløst en hyperoffensiv spillestil.
Dette sidste blev hans og hans 1982-holds storhed og fald. Netop i denne dobbelthed, ”den glorværdige fiasko”, som Horsfield har kaldt det, skal vi finde den mytiske karakter ved Brasilien 1982.
Storheden er nem at kvantificere: 2-1 mod Sovjetunionen, 4-1 mod Skotland, 4-0 mod New Zealand, 3-1 mod Argentina. Det samme gælder faldet: 2-3 mod Italien.
Men bag disse numeriske værdier gemmer sig kollektive kraftpræstationer, individuelle genistreger, dramatiske situationer, epifaniske spilmønstre, held og uheld, systematik og tilfældigheder. Der står en træner, som bekendte sig til kunstnerisk selvudfoldelse og aristokratisk værdighed i en slags 4-2-2-2-formation.
Som Alex Bellos bemærker i Futebol: The Brazilian Way of Life fra 2002, optræder der på dette hold – måske det tætteste et brasiliansk mandskab er kommet på det platoniske ideal om fodbold – ganske behørigt en spiller, der bærer samme navn som Platons græske yndlingsfilosof: Sócrates. Men på modstanderholdet finder vi også en banemand i skikkelse af en toskansk-romersk hattrickhelt.
Italiensk triumf over brasiliansk idealisme
For brasilianerne indeholdt Spanien 1982 løfter om en gentagelse af Mexico 1970. Dengang i 1970 udsatte hvirvelvindsbrasserne de italienske bolværker for et veritabelt stormvejr og sejrede 4-1 i selve finalen.
I 1982 kunne Brasilien nøjes med uafgjort mod Italien, men Santana beordrede sit mandskab til angreb. Det resulterede i den italienske pragmatismes triumf over den brasilianske idealisme. Italiensk verisme bankede den brasilianske magiske realisme på plads; fodbold praktiseret som Giovanni Verga skrev romaner, endte med at tage fodboldens Nobelpris for næsen af en fodboldstil à la Jorge Amados romaner. Løftet om en fodboldens genfortryllelse efter højdepunktet i 1970 blev dermed ikke indfriet.
For mange ældre fans repræsenterer 1970 derfor stadig fodboldens zenit. Derefter tog arbejdet og pligten over, mens skønheden ligger dybt begravet under de i dag så veltrimmede græstæpper. I øvrigt endte kampen 3-2, takket være et hattrick af Paolo Rossi. Brasilien nåede dermed ikke en gang til semifinalen. Alligevel regnes Brasilien 1982 for at være det bedste hold nogensinde, der ikke vandt VM.
Ved VM i Qatar er Brasilien som altid blandt favoritterne til at vinde pokalen. Skyggerne fra 1970 og 1982 hviler imidlertid altid som en slags forbandelse over alle efterfølgende brasilianske landshold. Vinder de VM, kan de alligevel aldrig matche Zagallos 1970-hold. Vinder de ikke VM, vil de aldrig blive husket på samme måde som Santanas ”glorværdige fiasko”-hold.
Nogle vil ligefrem hævde, at fodbolden døde den 5. juli 1982 på Sarrià Stadion i Barcelona, den dag da Paolo Rossi med et hattrick sænkede Brasiliens samba-magikere, og poesien mistede pusten.
