Klokkerne kimer i Sankt Sofia-katedralen i Kyiv, men klangen er hård og metallisk. Det er den 28. februar, kulden har lagt sig som et tungt tæppe over Ukraines hovedstad, og kirkens klokkeslag bryder aftenmørkets stilhed. De gjalder ud over byens tage og kan høres på flere kilometers afstand - de spiller landets nationalsang, ”Endnu er Ukraines ære og frihed ikke død”.
Ugen forinden havde Ruslands præsident, Vladimir Putin, i en tv-transmitteret tale anerkendt de to udbryderrepublikker i Østukraine, og få dage senere, den 24. februar, annoncerede han en ”militær specialoperation mod Ukraine” og sendte i tusindvis af kampvogne og soldater ind over landets grænser.
I talen, der varede over en time, retfærdiggjorde Putin bl.a. invasionen med, at de ukrainske myndigheder havde planer om at forfølge den russisk-ortodokse kirke i Ukraine. Ifølge Putin var angrebet derfor en legitim og nødvendig handling for at beskytte den rette ortodokse kirke og tro.
Patriarken Kirill, der er overhoved i den russisk ortodokse kirke i Moskva, har i forlængelse af Putins ord proklameret, at krigen i Ukraine ikke kun er en kamp om territorier og politisk magt. Det er i lige så høj grad en kamp om metafysik - om slavernes sjæle.
I den ortodokse kirke har man en lang tradition for at velsigne materielle ting – og i årevis har repræsentanter for den russisk-ortodokse kirke stænket helligt vievand på Putins militære isenkram. Alt lige fra værnepligtige fodsoldater til interkontinentale missiler har fået en kirkelig velsignelse med på vejen. Også i sjælekampen bruger Rusland det tunge skyts.
Men Kirills støtte til Putins krig har skabt splittelse i den ortodokse verden og rippet op i en aldrig lægt konflikt mellem de ortodokse kirker i Ukraine og i Rusland. Det forklarer Annika Hvithamar, der er religionssociolog med ekspertise i den ortodokse kirkes religiøse og politiske betydning i Rusland og institutleder på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
”Putin har i flere år aktivt anvendt religion og ortodoksi som et soft power-redskab i sin udenrigspolitik. Når han nu hævder, at krigen i Ukraine er nødvendig for bl.a. at sikre traditionelle konservative familieværdier i nabolandet, er det et retorisk og værdibaseret forsøg på at skabe opbakning i resten af den ortodokse verden,” siger Hvithamar.
”Men han har formentlig gjort regning uden vært. Han har simpelthen undervurderet, hvor mange både historiske, sproglige, religiøse – og ikke mindst personlige – bånd der er og altid har været mellem russere og ukrainere. Forholdet mellem de to folk er virkelig tæt. Og det skaber nu problemer for Putin,” forklarer Hvithamar.
Stridens kerne handler nemlig ikke primært om tunge teologiske tanker, men om tilhørsforhold og national stolthed – om værdier, selvstændighed og suverænitet.
Den ortodokse kirkes struktur
Den ortodokse kirke er en fællesbetegnelse for en række kristne kirker i den østlige del af Middelhavsområdet, på Balkanhalvøen og i Østeuropa, f.eks. Rusland og Ukraine. ’Ortodoks’ betyder ”ret tilbedelse”, og tilhængere af den ortodokse kirke mener, at de som de eneste kristne dyrker den rigtige og oprindelige kristendom.
På verdensplan er der i dag ca. 300 millioner tilhængere af den ortodokse kirke fordelt på i alt 14 selvstyrende, såkaldt autokefale, kirker. Den største kirke er den russiske med næsten 150 millioner medlemmer.
I de fleste ortodokse kirker kaldes det religiøse overhoved for en patriark og hver autokefal kirke, f.eks. den russisk-ortodokse, bulgarsk-ortodokse eller serbisk-ortodokse kirke, har sin egen patriark. Hans opgave - for det er altid en mand - er at forene kirkens tilhængere i den rette tro og sørge for, at de følger kirkens nedarvede lære og praksis. Han dømmer også i kirkeretslige uenigheder og indvier præster.
Modsat den romersk-katolske kirke, hvor paven i Rom er øverste leder, er alle kirker ligestillet i den ortodokse kirkestruktur. Det betyder, at patriarken Kirill af Moskva principielt er ligestillet med Bartolomæus I. af Konstantinopel.
I praksis er det dog lidt anderledes. Konstantinopel, som uden for ortodokse kredse i dag kaldes for Istanbul, var oprindelig hovedstad i det byzantinske rige i 300-tallet – det var her, den ortodokse kirke blev samlet i ét tros- og kirkesystem. Derfor nyder Konstantinopels patriark en særlig anerkendelse og særstatus blandt andre patriarker, men der er dog ret stor uenighed om, hvor meget magt denne særstatus egentlig medfører.
I hvert patriarkat - dét kirkeområde, som står under en given patriark - er der en fast hierarkisk orden. Under patriarken står således en metropolit, under ham biskopper og dernæst præster osv. En metropolit er ofte også lederen af en betydningsfuld ortodoks kirkeprovins i et land, hvor patriarken ikke er til stede. F.eks. er metropolitten Onufrij i Kyiv leder af den Ukrainsk-ortodokse kirke under Moskva-patriarkatet og patriarken Kirill.
Den ortodokse kirke i Ukraine
I 1686 blev den ortodokse kirke i Kyiv lagt ind under det nyoprettede Moskva-patriarkat, da den russiske zar efter årelange kampe med nabostaterne annekterede store dele af Ukraine. Denne kirkestruktur overlevede i mere end 300 år, helt frem til Sovjetunionens sammenbrud og Ukraines selvstændighed i 1991/1992.
Siden da har det til gengæld været en speget affære.
Da Sovjet begyndte at falde fra hinanden, så en række ortodokse ledere i Kyiv deres snit til at blive endeliggyldigt løsrevet fra Rusland og fra Den ukrainsk-ortodokse kirke, som officielt hørte (og hører) under Moskva-patriarkatet.
Hundredvis af ukrainske menigheder erklærede allerede i 1989/90, at de ønskede at tilhøre Den ukrainske autokefale ortodokse kirke. Det var oprindelig en undergrundskirke fra USA, stiftet af ukrainske emigrantpræster i kølvandet på den russiske revolution i 1917. Som følge af Sovjetunionens stigende tolerance i forhold til religionsfrihed i slutningen af 1980’erne vendte kirken nu hjem til Ukraine – og blev lynhurtigt populær.
I den ortodokse verden er en ”autokefal” kirke en selvstændig kirke med egen patriark. Navnet til trods var kirken dog ikke selvstyrende. Den havde et brændende ønske om at blive det, men det kræver i princippet enighed blandt alle 14 ortodokse kirker verden over, herunder Moskva-patriarkatet.
I 1992 lykkedes det en række gejstlige ukrainere at skabe én fælles selvstændig ukrainsk kirke – der var nemlig mange små fraktioner rundt om i landet – og denne kirke brød båndet til Moskva-patriarkatet.
Der opstod dog hurtigt uenighed om lederskabet, og allerede året efter splittedes den igen i to; Den ukrainske autokefale ortodokse kirke og Den ukrainsk-ortodokse kirke (Kyiv-Patriarkatet). Kyiv-patriarkatet var dog mere et patriarkat af navn end af gavn – heller ikke den var officielt anerkendt af nogen af de andre ortodokse kirker.
Ifølge Christian Gottlieb, adjungeret professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet og ekspert i den russisk-ortodokse kirke, oplevede både den ortodokse ”moderkirke” i Rusland og de tre ortodokse kirkefraktioner i Ukraine ”en bemærkelsesværdig og meget stor tilvækst i årene efter Sovjetunionens kollaps.”
Både russere og ukrainere fik nu mulighed for at mødes i et trosfællesskab, hvor de åbent og frit kunne praktisere kirkens ritualer uden frygt for at blive forfulgt eller overvåget. Det var nye tider.
En lille sætning med enorm betydning
I årevis var der intet problem med denne tredelte kirkestruktur. For selv om den ene kirke fortsat hørte under Moskva-patriarkatet, og de to andre hver især påberåbte sig selvstændighed under Kyiv-patriarkatet, var der reelt forsvindende lille forskel påpeger Annika Hvithamar.
”For den almindelige ortodokse kirkegænger er det aldeles ligegyldigt, om man kommer i den ene eller den anden kirke. Man kan næsten ikke se forskel. Der kan være et eller andet med udsmykningen i kirken, og oftere er det ukrainsk, man bruger som gudstjenestesprog. Men det kræver lidt slavisk ekspertise at se forskellen – eller høre den. Det handler nemlig også om at afkode, hvem der bedes for,” siger hun.
For ligesom danske præster afslutter deres gudstjeneste med en bøn for kongehuset, afslutter de ortodokse præster nemlig deres gudstjeneste med at bede for den patriark, hvis autokefale patriarkat, de hører under.
Og her skal man altså spidse ører. For selv om det kan synes som en ubetydelig detalje for en dansk kirkegænger, er det bestemt ikke uvæsentligt i den ortodokse verden, understreger Hvithamar.
Det er et udtryk for respekt, tradition og tilhørsforhold. Og dét har især været vigtigt siden Maidan-revolutionen i 2014 og de efterfølgende intense kirkekamp i årene 2018/2019, som i dag er hele sagens betændte omdrejningspunkt.
Patriarker og præsidenter i kirkekamp
Efter Maidan-revolutionen i 2014, hvor det lykkedes den ukrainske befolkning at vælte den pro-russiske og EU-fjendtlige præsident Viktor Janukovitj efter månedlange blodige demonstrationer i Kyiv, skiftede brugen af det ukrainske kirkerum karakter. Den blev nu i stigende grad et politisk rum. Kampen for selvstændighed og folkelig medbestemmelse fortsatte på kirkerækkerne – og der begyndte en stille siven fra Moskva-patriarkatets kirker til Kyiv-patriarkatets.
Få år senere, i 2018, spidsede situationen yderligere til. I endnu et ønske om at skabe en enhedskirke i Ukraine, slog man den såkaldt autokefale kirke og Kyiv-patriarkatet sammen til én; Ukraines ortodokse kirke. Overhovedet for den nye kirke blev metropolit Epifanij, og han anmodede nu patriark Bartolomæus I. af Konstantinopel om at blive officielt anerkendt som et selvstændigt patriarkat. Og metropolitten havde fuld opbakning fra landets regering.
”Den daværende ukrainske præsident, Petro Porosjenko, havde med hele parlamentet i ryggen, opfordret de to kirker i Kyiv til at forenes og søge om selvstyre - og i 2018 var der stor politisk mobilisering i Ukraine for at få anerkendt én samlet kirke. I den ortodokse kirkestruktur må der nemlig kun være én autokefal kirke pr. land. At blive godkendt som sådan betyder derfor også, at hjemlandet regnes som en stærk og selvstyrende stat. Og at blive endegyldigt uafhængig af Moskva-patriarkatet ville også symbolisere, at Ukraine var løsrevet fra russisk indflydelse i bredere forstand,” siger Hvithamar.
Kun én selvstændig kirke pr. land, tak
I Moskva rasede patriarken Kirill over Kyiv-kirkernes ansøgning. Og situationen eskalerede yderligere, da patriark Bartholomæus kort efter imødekom den med støtte fra kun enkelte andre ortodokse kirker. Han blåstemplede simpelthen den ukrainske ortodokse kirkes selvstændighed - og dermed dens officielle løsrivelse fra ”moderkirken” i Moskva. Og det faldt ikke ligefrem i god jord hos Kirill eller regeringen i Kreml.
”Det betragtes som en uting at have flere ortodokse kirker i samme land. Det er noget rod og bør simpelthen ikke finde sted - det er alle i den ortodokse verden sådan set enige om. Men spørgsmålet er jo så bare, hvilken af kirkerne der bør betragtes som den ’rigtige’. Da vi i 2018/2019 fik en ortodoks-ukrainsk kirke, som kun blev anerkendt af få kirker, tilspidsede det yderligere hele situationen. Og det er en væsentlig del af hele balladen,” siger Christian Gottlieb.
Han forklarer, at Putin og patriark Kirill af Moskva følte sig trynet af kirken i Konstantinopel:
”Da Bartolomæus anerkendte den ortodokse kirke i Ukraine, opfattede russerne det som et utilbørligt og ulovligt indgreb på deres territorium. Der kan ikke komme en udefra og tillade, at andre snupper en del af deres område og laver en separat kirke. Og derfor blev russerne da også så vrede i 2018/2019. Kirill svarede desuden øjeblikkeligt igen, da han – helt uhørt - brød det kirkelige fællesskab med patriarkatet i Konstantinopel,” forklarer Gottlieb.
Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte: ved Putins tale på landsdækkende tv kort før angrebet på Ukraine den 24. februar. For det er bl.a. denne komplekse kirkelige kappestrid mellem Moskva-patriarkatet og den spritnye ukrainske kirke, som Putin refererede til, da han understregede behovet for at redde de russisk-ortodokse sjæle i Ukraine fra myndighedernes forfølgelse.
Metropolitter og præster i protest
”I dag har kirkestriden for alvor udviklet sig til en kamp om sjælene. For at være ukrainer skal man nu tilhøre og gå i den ukrainsk-ortodokse kirke,” siger Annika Hvithamar. Og det har derfor næppe været særligt overraskende for Putin, at Ukraines nye ortodokse kirke har fordømt hans krigeriske handlinger.
Mere overraskende har det måske været, at den ellers så Ruslands-tro metropolit Onufrij, lederen af Moskva-kirken i Ukraine, har istemt fordømmelsen.
Han mener tilsyneladende heller ikke, at landets ortodokse sjæle har brug for at blive frelst af det russiske militær. Og ifølge Christian Gottlieb er denne tendens stærkt stigende. På nuværende tidspunkt har mindst 200-300 præster ligefrem talt om at bryde med moderkirken i Rusland. Og det er måske kun begyndelsen.
”Det at tilhøre den russisk-ortodokse kirke i Ukraine er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man også er russisksindet nationalt set. Heller ikke blandt præsteskabet. Og man kan godt være ukrainsksindet selvom man taler russisk. Der eksisterer simpelthen ikke et en-til-en forhold mellem ens nationale sindelag og den kirke, man tilhører – og det er vigtigt at huske på,” forklarer Gottlieb.
Modstanden vender sig også direkte mod patriark Kirill – og her er vi tilbage ved kirkens hierarkiske bønneorden. I hele 17 ud af 50 af den ukrainske kirkes biskopdømmer under Moskva-patriarkatet er man nemlig holdt op med at afslutte gudstjenesten med en bøn for den russiske patriark. Og det er et voldsomt stærkt signal, da kirken hermed tydeligt tager afstand fra Kirill og hans støtte til Putins invasion.
Kirkekritik ude og hjemme
Også på den russiske hjemmefront har der været rav i den. Den 1. marts udsendte 176 præster fra den russisk-ortodokse kirke således et åbent brev, hvori de kritiserede Putins krig mod deres ”brødre og søstre i ånden”. Ifølge præsterne burde Putin øjeblikkeligt stoppe invasionen og respektere individets gudgivne rettigheder. De understregede desuden, at alle mennesker har ret til at foretage egne frie valg uden at være presset af hverken geværmundinger eller vestlig eller østlig indflydelse. Og de proklamerede ligefrem, at der ventede ”evig pine og plage” til dem, der gav ”morderiske ordrer”.
Det er yderst sjældent, at repræsentanter for den russisk-ortodokse kirke så tydeligt og i så bombastiske vendinger bryder med ”partidisciplinen” og kritiserer både den russiske regering og deres eget religiøse overhoved.
Christian Gottlieb påpeger, at 176 er meget lille andel af den ortodokse kirkes mange tusinde præster, men symbolværdien er ikke desto mindre betydelig. Og holdningen deles måske af langt flere.
”Det må kræve et vist mod fra deres side at sige sådan i den her situation. Og man kan godt forestille sig, at der også er en del flere bag dem, som er enige, men måske ikke lige har lyst til at sige det. Desuden har konflikten også potentiale til at brede sig ud i resten af den ortodokse verden - alt afhængigt af, hvordan de andre kirker positionerer sig,” siger han.
I de forgange uger har yderligere næsten 150 russisk-ortodokse præster verden over underskrevet fordømmelsen af Putin og Kirill, og den 13. marts erklærede den russisk-ortodokse kirke i Amsterdam, at den ikke længere ønsker at være en del af Moskva-patriarkatet. Den har derimod søgt om optagelse i patriarkatet i Konstantinopel.
Bartolomæus I. har heller ikke selv holdt sig tilbage. Han har fordømt krigen ved flere lejligheder, officielt støttet den ukrainske præsidents Volodymyr Zelenskijs modstandskamp og blandt andet erklæret, at Putin øjeblikkeligt må stoppe krigen, ”denne rædsel, dette vanvid”.
Ifølge Annika Hvithamar udstiller Putins og Kirills tale om behovet for at beskytte de ortodokse værdier også, hvor konstrueret hele retorikken egentlig er – for på det værdimæssige plan er der overordnet betragtet ikke de store forskelle mellem den gennemsnitlige ukrainer og russer.
”Det er reelt ikke så overraskende. De såkaldt vestlige værdier er simpelthen i mindretal i den del af Europa,” forklarer Hvithamar.
Hvem ringer klokkerne så for?
Der findes selvfølgelig både grupper i Ukraine og Rusland, der hylder, hvad vi i Danmark ville kalde for demokratiske og liberale værdier, f.eks. i forhold til anerkendelse af marginaliserede minoriteter og ligestilling mellem kønnene, påpeger Hvithamar.
Men generelt betragtet hylder både ukrainere og russere stærkt konservative og traditionelle familieværdier og kritiserer feminisme, abort og LGTB+-bevægelsen, selv om der tilsyneladende er ved at ske et mindre holdningsskifte i dele af den ukrainske befolkning i opfattelsen af LGTB+-personer.
Den ukrainske regering har også de seneste år har indført en mere liberal lovgivning på området, men mange LGTB+-personer udsættes stadig for institutionel og offentlig diskrimination og forfølgelse i Ukraine – fuldstændig ligesom i Rusland. Og regeringens få reformer, der har haft til hensigt at beskytte homoseksuelle mod diskrimination, er ofte blevet indført efter krav fra EU og som betingelse for et tættere samarbejde.
Heller ikke på det religiøse område er der de store forskelle. Begge folkeslag er meget ortodokst religiøse - ukrainerne endda en smule mere end russerne ifølge en undersøgelse fra PEW Research foretaget i 2015.
Men selvom der helt sikkert er præster og befolkningsgrupper, der støtter Putin i både ind- og udland, peger både Christian Gottlieb og Annika Hvithamar på, at Putins taktik formentlig ikke helt er gået som forventet.
Igen, kunne man fristes til at sige. Både i det internationale samfund, i Ukraine og på den russiske hjemmefront er der tilsyneladende slået dybe revner i fortællingen om, at Putins krig skulle være en nødvendig kamp for den ortodokse slaviske sjæl. Og der er ikke meget, der tyder på, at Kyivs kirkeklokker lige foreløbigt vil ringe frivilligt for Putin.
