Dagen efter det amerikanske midtvejsvalg den 8. november 2022 vågnede både republikanere og demokrater op til en gedigen overraskelse. Alle havde forventet en ”rød bølge”, en stor valgsejr til Republikanerne, der ville give partiet et flertal i begge Kongressens kamre. Men bølgen udeblev.
Ganske vist mistede Demokraterne deres flertal i Repræsentanternes Hus, men de styrkede deres flertal i Senatet og i flere staters lovgivende forsamlinger. Det er et af de bedste valgresultater en siddende præsident har haft ved et midtvejsvalg.
For første gang siden 1934 øgede præsidentens parti tilmed antallet af guvernørposter, og i alle de stater, hvor der var forslag til afstemning om at bevare retten til abort, blev de vedtaget.
Ved årets begyndelse havde den republikanske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, ellers spået, at hans parti ville erobre 60 pladser.
Over sommeren blev der skruet lidt ned for forventningerne, men frem mod selve valgdagen skruede republikanske politikere atter op for dem. Nogle mente endda, at den ”røde bølge” ikke var dækkende, og talte i stedet om en ”rød tsunami”.
Hvad gik galt for republikanerne? Hvad havde de overset hos vælgerne?
Abortspørgsmålet mobiliserede vælgerne
Det er altid svært at foretage meningsmålinger i USA, men ekstra svært ved midtvejsvalg:
Hvor mange vælgere kan motiveres til at møde op, når der ikke er præsidentkandidater på stemmesedlerne? Hvordan bliver balancen mellem nationale og lokale temaer i valgkampen? Hvor meget betyder de enkelte kandidaters kvalitet? Og hvad er sandsynligheden for en wave election, hvor et parti går så meget frem, at selv upopulære kandidater bliver trukket med over målstregen?
En yderligere ubekendt faktor ved dette midtvejsvalg var Højesterets beslutning i juni om at fjerne den forfatningssikrede ret til abort, som amerikanske kvinder havde haft siden 1973: Hvor stor betydning ville den få?
Ret stor, skulle det vise dig.
Det var tydeligt, at dommen straks mobiliserede mange vælgere; ikke blot demokratiske vælgere, men også mange uafhængige, og måske endda nogle kvindelige republikanere.
Sammen med den generelle bekymring for demokratiets tilstand og for klimaforandringerne var retten til abort det emne, som vejede tungest for de vælgere, der stemte demokratisk.
Og det gjorde langt flere end forventet. Det måske mest overraskende var, at mange vælgere fra den såkaldte ”Generation Z” mellem 18 og 29 år mødte op og stemte.
Midtvejsforbandelsen
Forventningen om en rød bølge byggede på solide historiske erfaringer. Midtvejsvalget midt i midt i præsidentperioden har ofte karakter af protestvalg, hvor oppositionens vælgere er bedre motiveret til at møde op.
Og det er næsten en naturlov, at det parti, der har præsidentposten, går tilbage. Både ved valget til Kongressens to kamre, og ved de lokale valg, som mange stater afholder samtidig. Faktisk er der kun to undtagelser siden 1934, nemlig 1998 og 2002.
Ved de øvrige valg har den siddende præsidents parti gennemsnitligt mistet 26 pladser i Repræsentanternes Hus og 4 pladser i Senatet.
Der er flere grunde til at mange havde spået, at tabet kunne blive særlig voldsomt denne gang. Dels er inflationen eksploderet til det højeste niveau i mere end 30 år. Dels er befolkningens opbakning til præsident Biden, den såkaldte approval rating, helt nede på 44 pct. Og endelig udtrykte blot 17 pct. af amerikanerne i en nylig Gallup-måling tilfredshed med tingenes almindelige tilstand i USA.
Er Republikanerne på vej ud over klippen?
”Midtvejsvalg” er i virkeligheden en lidt pudsig betegnelse, da det er et helt almindeligt valg til Kongressens to kamre. Samtlige 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg hvert andet år, mens senatorerne vælges for en seksårig periode ved ”forskudte” valg, så 33 eller 34 af Senatets 100 medlemmer er på valg hver gang.
En række stater afholder ved samme lejlighed valg til deres egen lovgivende forsamling, til guvernørposten og andre offentlige embeder.
Det eneste, der er ”midtvejs”, er sådan set præsidentens embedsperiode. Og betegnelsen dækker netop over den omstændighed, at mange vælgere ser valget som en lejlighed til at bedømme den siddende præsidents indsats i de foregående to år.
Ved dette valg var der imidlertid også et nyt fænomen på spil. Det var ikke blot den siddende præsident, der blev bedømt af vælgerne, men i høj grad også hans forgænger.
Når præsident Biden før valget sagde, at ”selve demokratiet er på stemmesedlen”, var de færreste i tvivl om, at han sigtede til Donald Trump. Og det er netop Trump, der indtil videre har fået hovedparten af skylden for det overraskende dårlige resultat – og på den baggrund udløst et internt opgør i det Republikanske Parti.
En række af de kandidater, som Trump aktivt havde promoveret, fandt vælgerne trods alt for ukvalificerede og/eller ekstreme. Det gjaldt eksempelvis ved guvernørvalgene i Pennsylvania, Wisconsin og Arizona og senatsvalgene i Pennsylvania, Georgia, Nevada og New Hampshire.
Tilsyneladende har betingelsen for Trumps opbakning i flere tilfælde været, at de pågældende kandidater skulle støttes hans frit opfundne påstand om, at han ”i virkeligheden” vandt præsidentvalget i 2020, og at Joe Biden kun sidder i Det Hvide Hus på grund af udbredt valgsvindel.
Ifølge en af Trumps tidligere rådgivere, David Urban, har Det Republikanske Parti fulgt Trump ”ud over klippesiden”.
Også Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, der tilhører den konservative del af partiet, mener, at partiet har forspildt en oplagt chance for fremgang, fordi mange vælgere forbinder partiet med ”for meget kaos og for meget negativitet”.
Omvendt mener nogle af Trumps nærmeste allierede i Senatet, at det er McConnell selv, der ikke har givet Trumps foretrukne kandidater den fornødne opbakning.
Trumps opbakning gav bagslag
Politiske iagttagere var op til midtvejsvalget bekymrede for, at ”Den store løgn” – Trumps påstand om, at systematisk svindel havde kostet ham præsidentposten – tærede på selve fundamentet under det amerikanske demokrati.
Flere af de kandidater, der havde Trumps støtte, anvendte løgnen som begrundelse for at stille op til de embeder, der ville give dem ansvaret for afholdelsen af det næste præsidentvalg i 2024.
Ifølge en opgørelse fra CBS News førte 308 af de 509 republikanske kandidater ved midtvejsvalget valgkamp på påstanden om svindel ved præsidentvalget i 2020: 238 stillede op ved valget til Repræsentanternes Hus, 20 til Senatet, 20 til guvernørposter, og 12 stilede efter det vigtige embede som Secretary of State i deres hjemstat, hvilket ville give dem det primære ansvar for det næste valg.
Efter midtvejsvalget drog mange et lettelsens suk. Ikke alene havde stort set alle disse Trump-støttede kandidater tabt. Langt de fleste accepterede også deres nederlag uden at fremsætte nye beskyldninger om valgsnyd (den mest markante undtagelse var MAGA-bevægelsens nye stjerne, Kari Lake, der tabte valget om guvernørposten i Arizona).
I Wisconsin lovede Republikanernes Trump-støttede guvernør-kandidat, Tim Michels, at hvis han vandt, ville republikanerne aldrig mere tabe et valg i Wisconsin. Han tabte dog selv overraskende stort til den siddende demokratiske guvernør, Tony Evers, og Wisconsins demokratiske Secretary of State blev også genvalgt.
Samme billede tegnede sig i Pennsylvania og Michigan, og netop disse tre stater udgør en vigtig del af, hvad demokraterne kalder ”den blå mur”. Ingen republikaner havde vundet her siden 1980’erne, før 2016, hvor Donald Trump vandt dem alle snævert og dermed sikrede sit flertal i valgmandskollegiet.
Joe Bidens vigtigste mission ved præsidentvalget i 2020 var at genopbygge ”den blå mur”. Det lykkedes, og nu er muren blevet yderligere forstærket.
Det besværlige flertal
Nok fik demokraterne et bedre valg end forventet, og nok fik mange lidt mere tiltro til det amerikanske demokratis slidstyrke, men Republikanerne vandt trods alt et flertal i Repræsentanternes Hus, så USA nu i de næste to år har divided government.
Hvad kommer det så til at betyde i praksis? I Senatet har Demokraterne øget deres flertal med et enkelt medlem – eller to, hvis den demokratiske senator fra Georgia, Raphael Warnock, besejrer den republikanske udfordrer Herschel Walker ved omvalget den 6.december. Det vil give Demokraterne lidt større handlefrihed og lidt flere formandsposter, men reelt kommer det næppe til at gøre så stor forskel.
Noget anderledes ser det ud i Repræsentanternes Hus.
Republikanerne har vundet et flertal, men det er spinkelt, og ironisk nok kan dét bane vej for endnu mere polarisering og konfrontation internt i partiet.
Som mindretalsleder har Kevin McCarthy kunnet undlade at inddrage en håndfuld af Donald Trumps mest loyale støtter i det politiske arbejde. Men hvis det lykkes ham at blive den næste speaker, bliver han afhængig af deres støtte.
Trump-fløjen tæller en række mere eller mindre rabiate skikkelser, bl.a. Marjorie Taylor Greene fra Georgia, Andy Biggs og Paul Gosar fra Arizona, Matt Gaetz fra Florida, og Lauren Boebert fra Colorado.
Greene, der allerede en måned efter sin tiltrædelse i 2021 fik frataget alle udvalgsposter af McCarthy på grund af sin uhyrlige adfærd i Kongressen, er i mellemtiden blevet en stjerne i MAGA-bevægelsen.
De to foregående republikanske talsmænd i huset, John Boehner og Paul Ryan, forsøgte forgæves at få styr på medlemmerne af ”the Freedom Caucus”, og begge måtte til sidst kaste håndklædet i ringen. Og intet tyder på, at det bliver nemmere nu.
Medlemmer som Greene og Boebert er endnu mere ekstreme end dem, Boehner og Ryan måtte slås med, og de har ingen interesse i at hjælpe de mere traditionelle republikanere.
De sidder ikke i Kongressen for at lovgive. Deres fokus er på kulturkamp og identitetspolitik, og deres primære mål er at tilfredsstille MAGA-vælgere med angreb på Biden-regeringen – i håbet om, at det kan bane vejen for Donald Trumps politiske comeback.
I praksis vil det manifestere sig i stribevis af undersøgelser og vilde påstande – nøjagtig som dem, et flertal af vælgerne lige har afvist ved midtvejsvalget.
Trump-fløjen vil skabe konfrontationer
Det er ikke sandsynligt, at vælgernes dom får Marjorie Taylor Greene og hendes meningsfæller til at ændre kurs.
Faktisk har de allerede annonceret undersøgelser af ”Biden-familien”, ligesom de har foreslået rigsretssager mod minister for indenlandsk sikkerhed Alejandro Mayorkas, justitsminister Merrick Garland, vicepræsident Kamala Harris og præsident Joe Biden selv.
Hvad de vil blive anklaget for, vides ikke – men det er heller ikke pointen:
Sagerne vil blive rejst alene for at begejstre MAGA-basen, også som hævn for de to mere velbegrundede rigsretssager mod Trump.
Ganske vist vil sagerne aldrig blive taget op i Senatet, men de kan i de kommende år spænde ben for Biden-regeringens arbejde, og for nye lovgivningsmæssige initiativer.
Undersøgelser og rigsretssager kan i høj grad også spænde ben for de traditionelle republikanere, som fortsat nærer forhåbninger om at anvende deres nyvundne flertal i Repræsentanternes Hus til at præsentere løsninger på konkrete politiske problemer.
Derfor er der ikke blot lagt op til fortsat konfrontation mellem Demokrater og Republikanere i Kongressen, men måske også til et internt opgør i det Republikanske Parti.
Donald Trump har forud for forventede sigtelser i nogle af de verserende sager imod ham skyndt sig ar erklære, at han er kandidat til præsidentvalget i 2024.
Spørgsmålet er om der efter det skuffende midtvejsvalg nu er den nødvendige vilje i republikanske kredse til at tage det opgør med ham – det opgør, som de republikanske ledere ikke havde det politiske mod til at tage efter Stormen på Kongressen 6. januar 2021.
Sagt på en anden måde: Skal det ene af USA’s to store partier fortsat være ”Trumps parti”? Han slipper næppe grebet frivilligt.
