Borneos tropiske skove har altid været en kakofoni af summen, brusen, brølen, basken, dryppen, skrigen og puslen, men nu har en fremmed lyd blandet sig i koncerten: Motorsaven.
Dag for dag trænger lyden længere ind i regnskoven, mens træerne falder, og næseaben, flyvefrøen og orangutangen flygter dybere ind i de grønne dale. Motorsavene er her for at gøre plads til én ting: Oliepalmer. De saver hver dag for at slukke verdens støt stigende tørst efter olie.
Nogle forbrugergrupper og organisationer kræver boykot af palmeolie for at stoppe motorsavene, mens forbruget stiger ufortrødent. Men hvad vil konsekvensen egentlig være, hvis vi helt dropper palmeolie? Hvad skal vi bruge i stedet? Og hvad er den bedste løsning for naturen og for klimaet? Vid&Sans har spurgt to af landets førende forskere på området.
”Det der med at boykotte det ene eller det andet kan ligne en nem løsning – men det virker sjældent. Det skubber bare efterspørgslen videre til et andet sted i markedet, og så har man pludselig et endnu større problem et andet sted. Hvis forbruget generelt bare stiger, så er de der regnskove dødsdømt – palmeolie eller ej,” siger Jørgen E. Olesen, professor og leder af Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
Han forsker i landbrug, klima og de komplekse sammenhænge imellem dem, og hvis nogen kunne pege på en løsning, burde det være ham.
Eller også Aske Bosselmann, som forsker i klimaberegninger i landbruget og komplekse værdikæder såsom global soja-import ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. Men heller ikke han ser et stop for palmeolie som en hurtig løsning.
”Det er en supergod afgrøde, og det er jo ikke palmeoliens skyld, at regnskoven bliver ryddet. Det er menneskers skyld. Det er politik i bund og grund,” siger han.
Kernen i dilemmaet er, at palmeolie på den ene side driver rydning af regnskov i Malaysia og Indonesien. På den anden side er det en fantastisk afgrøde, som er langt bedre for både naturen, klimaet og pengepungen end alternativerne.
Palmeolie: naturens frelser?
Palmeolie bruges i alverdens produkter, og dens helt store fordel – både økonomisk og økologisk – er dens høje effektivitet. Mens andre typer planteolie giver et udbytte på mellem 11 og 70 ton olie om året pr. km2, giver oliepalmer hele 284 ton pr. km2.
Den næstmest effektive afgrøde, solsikker, kræver fire gange så stort areal for at producere den samme mængde olie, og den mest udbredte olieafgrøde i verden, soja, kræver et 6,4 gange større areal. Skulle verden vende palmeolien ryggen, ville det kræve enorme mængder ny landbrugsjord.
Et studie kortlagde i 2021 hele verdens palmeolieplantager detaljeret, bl.a. ved hjælp af satellit-data, som også finder de allermindste private (eller illegale) plantager, som ikke er markeret på nogen kort. De konkluderede, at oliepalmer dækker 190.000 km2 globalt svarende til f.eks. Danmark og Grækenlands samlede areal.
For at producere den samme mængde olie med sojabønner skulle man bruge 1.200.000. km2 nyt landbrugsland. Det svarer til Storbritannien, Italien, Tyskland og Finland tilsammen. Til gengæld giver soja ikke kun olie, men også sojaskrå, der bruges som foder til svin og kvæg.
Oliepalmens fordele er grunden til, at organisationer som Verdensnaturfonden (WWF) advarer imod at boykotte palmeolie. WWF arbejder for at beskytte naturen, herunder regnskovene, og frygter, at andre afgrøder vil føre til endnu mere skovfældning på globalt plan.
”WWF har i princippet ret. Hvis verden alligevel bruger den samme samlede mængde olie, så skal det jo bare dyrkes et andet sted med en anden plante. Og så fortrænger det noget natur eller noget andet godt et sted på kloden. Ressourceforbrug er ressourceforbrug,” siger Aske Bosselmann, selv om han ikke helt deler WWF’s konklusion.
”Jeg forstår deres argument, men jeg er ikke helt sikker på, at det holder. Sandheden er, at det her er et ekstremt kompliceret regnestykke, så det er meget svært at sige, hvad der er det rigtige at gøre,” siger han.
Én måde at lave regnestykket på er ved at se på, hvordan klodens samlede forbrug af planteolie nu og her kan dækkes med mindst mulig skade på natur, miljø og klima. Og her konkluderer WWF, at palmeolie, dyrket under ordnede forhold, har det højeste udbytte på det mindste areal og derfor er mindre ødelæggende for vigtige levesteder, biodiversitet og miljø.
Et andet perspektiv er, at selv om andre afgrøder måske fylder mere, så dyrkes de primært i egne, hvor der i modsætning til i troperne er bedre styr på beskyttelse af vigtige naturområder.
Hvorfor er palmeolie så udbredt?
Ganske få danskere har måske en gang besøgt en etnisk specialbutik på jagt efter en nøgleingrediens i det vestafrikanske køkken – rød palmeolie. Men de færreste er nok stødt på palmeolie i den lokale Aldi eller har det på indkøbslisten til daglig. Alligevel forbruger hver dansker ca. 30 liter palmeolie årligt.
Palmeolie bruges nemlig i stort set alle forarbejdede fødevarer. Den kan være flydende som rapsolie eller fast som smør, har ingen smag eller lugt, tåler høj varme og har meget lang holdbarhed. Så en bouillonterning, et glas Nutella eller en småkage lavet på palmefedt kan stå længe på butikshylderne uden at blive harsk. Og så er den billig.
Olien, eller fedtet, kommer fra den ekstremt produktive oliepalme, der stammer fra Vestafrika, men i dag primært dyrkes i Malaysia og Indonesien.
En løsning via certificering
Ét bud på en løsning er certificeringsordninger for bæredygtigt produceret palmeolie. WWF har selv været med til at stifte den internationale mærkning RSPO, der siden 2004 har fastsat standarder for bæredygtig produktion af palmeolie, hvor det bl.a. er forbudt at dyrke på områder, der indtil for nylig var natur.
”Som forbruger er det en god ide at gå efter RSPO-mærket palmeolie. Det redder ikke verden, men det giver en stigende efterspørgsel, som langsomt skubber markedet i en bedre retning og samtidig giver andre fordele såsom ordentlig løn i plantagerne. Det vil jeg sige, man bør gøre,” siger Aske Bosselmann fra Københavns Universitet.
Men hvor han ser certificering og mærkning som den rigtige vej, der på sigt kan løse flere problemer, er Jørgen E. Olesen mere skeptisk:
”Certificeringsordninger har jeg ikke meget fidus til. I sidste ende flytter det bare markedet rundt, så længe den samlede efterspørgsel er der. Der er altid nogen et sted på kloden, der vil købe palmeolie uden et certificeret stempel. Det er den samlede efterspørgsel, der tæller,” siger han.
Hans pointe er, at selv hvis en gruppe meget miljøbevidste forbrugere i Danmark og andre lande er omhyggelige med kun at købe RSPO-certificeret palmeolie, så vil det ikke batte, så længe det forbrug kun udgør en lille del af den globale efterspørgsel. Den bæredygtige palmeolie dyrket på gamle plantager vil blive sendt til Danmark, mens olie fra de nyligt fældede skovområder sælges andre steder.
Alt i alt vil det flytte rundt på, hvem der modtager hvilken olie fra hvilken plantage – men den samlede produktion og efterspørgsel vil være den samme, og intet vil i realiteten ændre sig.
Nissen flytter med
De to forskere er dog enige om én ting: Hvis man boykotter al palmeolie, risikerer man blot samme problem med andre afgrøder, formentlig i meget større skala.
”Spørger man en ressourceøkonom som mig, så hænger det hele jo sammen. Olie er olie. Hvis vi opgiver certificering og helt boykotter palmeolie, så opstår samme problem. Spiser vi f.eks. kun solsikkeolie, så bliver dén sendt til Danmark, mens palmeolien så går til f.eks. Indien. Det omfordeler, hvor de enkelte olier sendes hen, men verdens samlede forbrug og produktion fortsætter,” siger Aske Bosselmann.
Selv om han klart støtter certificeringsordninger som RSPO, så erkender han, at det ikke kan redde regnskoven nu og her.
”Hvis vi nåede dertil, hvor næsten hele den globale efterspørgsel var på RSPO-palmeolie, så ville det løse problemet. Men dér er vi ikke endnu, og det er nok ikke realistisk at nå dertil lige med det samme. Mange lande går slet ikke op i de her spørgsmål, så det har lange udsigter,” siger han.
Skal rydning af regnskoven stoppes med det samme, sker det ikke indirekte gennem danske forbrugsmønstre, men helt direkte, der hvor skovrydningen sker.
”Indonesien skal simpelthen beslutte sig for at beskytte skoven i stedet for at brænde den af og drive landbrug på jorden. Det ville løse det hurtigt. Men det ønsker de ikke lige nu, fordi de er økonomisk afhængige af produktionen,” siger Aske Bosselmann.
En kæde med flere led
Hverken certificering eller boykot er altså nemme løsninger – og alternativerne til palmeolie har deres egne problemer. Men hvad sker der så med regnskovene, hvis vi fortsætter med oliepalmerne?
I dag foregår skovrydning primært i Brasilien, hvor jorden bruges til kvægdrift og sojamarker, samt i Malaysia og Indonesien, hvor der mest dyrkes oliepalmer, når tømmeret er solgt.
Ser man på tallene for skovfældning i Indonesien og Malaysia de sidste tyve år, så har olieplantager været den største direkte årsag, men tendensen er stærkt faldende det sidste årti. Om problemet så også er stærkt faldende, er sværere at sige, for det afhænger af, om man kun medregner plantager, der direkte erstattede skov, eller også medregner dem, som blev plantet på øde områder, der allerede var ryddet for tømmerets skyld.
”I sidste ende handler det om penge. Uden regulering bliver skoven fældet, hvis der er penge i det. Og muligheden for at dyrke palmeolie en dag i fremtiden er kun én brik i, om det kan betale sig at fælde skov,” siger Aske Bosselmann.
Økonomisk er det en kæde med flere led. Typisk fælder man skoven for at sælge tømmer og bruger måske senere arealet til græssende kvæg. Først til sidst ender området som en olieplantage. Hvert led giver en fortjeneste til ejeren og tæller med i den økonomiske vægtskål.
”Set helt firkantet så holder skovfældning først op, hvis det samlet set ikke kan betale sig, eller hvis der lokalt bliver håndhævet et forbud,” siger Aske Bosselmann.
Den globale løsning
Problemet er, at det først holder op med at betale sig, når efterspørgslen falder. Ikke bare efterspørgslen på palmeolie fra illegalt fældet regnskov eller palmeolie i det hele taget, men i sidste ende også på alle mulige andre afgrøder.
For Jørgen E. Olesen handler det om verdens samlede ressourceforbrug: Det skal sænkes, og helst i en fart.
”Det handler ikke om palmeolie over for andre olier, men om et forbrug, der skal ned. I Danmark er det 90 pct. af rapsolien, der bruges som biodiesel – altså bliver brændt. Det er jo rent nonsens. Palmeolieproduktion og skovfældning falder tilbage på os, der forbruger olie – også andre olier,” siger Jørgen E. Olesen.
Ligesom ressourceøkonomen Aske Bosselmann ser han palmeolie som én brik i et globalt kredsløb, hvor den ene ressource erstatter den anden. Derfor handler løsningerne først og fremmest om at sænke den samlede efterspørgsel på især fødevarer og biobrændstoffer.
”Vi bør droppe det vanvid, vi har med biobrændstoffer, hvor vi jo brænder massevis af gode fødevarer af. Der kunne vi beslutte, at biobrændstoffer kun må laves af restprodukter, aldrig af fødevarer. Hvad bæredygtighed angår, er det hul i hovedet,” siger Jørgen E. Olesen.
Også Aske Bosselmann mener, at vores del af verden – foruden at lægge pres på de lande, som kan standse skovfældning lokalt og konkret – bør fokusere på at sænke forbruget markant. Både af palmeolie og af landbrugsressourcer generelt.
”En anden ting, man kan gøre, er at nedbringe sit animalske forbrug. Især oksekød bruger ekstremt mange ressourcer af alle slags. Det gælder også palmeolie og sojaolie, der begge bruges som kvægfoder,” siger Aske Bosselmann, der selv har forsket konkret i det komplekse klimaregnskab bag den globale handel med soja til bl.a. dyrefoder i Danmark.
Den lokale løsning
Mens den globale løsning er en kompliceret mundfuld, så er det lidt simplere lokalt. Zoomer man helt ind på den enkelte oliepalmeplantage et sted på Borneo, hvor der engang var regnskov, så har Jørgen E. Olesen et ret klart svar på, hvad man bør stille op.
”Det afhænger af én ting. Hvis det er drænet tørvejord, som stadig står og udleder CO2, så er det bare med at droppe plantagen i en fart og få jorden gjort våd igen. Er det almindelig mineraljord, så giver det derimod klart bedst mening klimamæssigt at beholde plantagen og fortsætte produktionen af palmeolie,” siger Jørgen E. Olesen.
Er urskoven først fældet og jorden eroderet, er naturens særlige økosystemer og enorme biodiversitet svære at genskabe, uanset om skoven blev erstattet for tyve år siden som på Borneo eller for to årtusinder siden som i Danmark. Og er naturen først væk, kan oliepalmeplantager være den bedste løsning for klimaet og for naturen i tilstødende områder.
Den danske løsning
Spørgsmålet om oliepalmer er, bogstavelig talt, en jungle, så hvad skal du gøre for at undgå at støtte skovfældning?
Aske Bosselmann fra Københavns Universitet vil selv købe RSPO-certificeret palmeolie, når det er muligt, selv om det har begrænset effekt. Ifølge ham bør den enkelte forbruger fokusere på at sænke ressourceforbruget over en bred kam, og oksekød er det oplagte sted at skære ned først.
”Boykotter man palmeolie isoleret set, sker der i virkeligheden meget lidt. Men jeg synes alligevel, man skal gøre, hvad man kan, i form af at sænke forbruget af palmeolie og gå efter certificeret palmeolie,” siger han.
Samtidig efterlyser han et politisk pres for mere certificering og lovgivning imod skovfældning. F.eks. er EU på vej med en forordning, der forbyder al import af afgrøder fra afskovede områder. Hvis hele EU på den måde ændrer sit forbrug samlet, kan det få stor effekt.
For Jørgen E. Olesen handler det også om ressourceforbrug. Overforbruget af olie og andre fødevarer skal sænkes, og politisk mener han, at det bedst bliver understøttet ved at udfase den type biobrændsel, der er lavet af fødevarer.
Begge forskere er imod en direkte boykot af palmeolie, men det betyder ikke, at der er konsensus i forskerkredse. Som de selv siger, er det svært at vide, hvad der er rigtigt at gøre, og der er da også andre forskere, som mener at oliepalmers rolle i skovfældning er så problematisk, at boykot giver mening.
”Men det positive ved palmeolie er, at den er ekstremt produktiv. Vi har jo brug for olie til mange ting, og skal man lave olie, så er det en af de mest effektive afgrøder, der overhovedet findes. Det løser formentlig ikke problemet bare at droppe palmeolie,” siger Jørgen E. Olesen.
Både han og Aske Bosselmann påpeger, at den eneste sikre redning for den enkelte skov er fredning og beskyttelse. Men fældninger er et symptom på et generelt overforbrug af fødevarer og ressourcer, og så længe dét stiger, vil én beskyttet skov blot sende problemet videre til en anden, og boykot af én afgrøde vil sende efterspørgslen videre til den næste.
