Det kan være sundt at skrive, når livet gør ondt

Tove Ditlevsen udtalte engang, at hun skrev for ikke at blive vanvittig. Det kan virke paradoksalt, nu hun i perioder alligevel oplevede psykoser. Den tid hun tilbragte på psykiatriske hospitaler, omtalte hun dog som de lykkeligste i hendes liv. Her kunne hun skrive i fred og ro.

Tove Ditlevsen er på ingen måde den eneste forfatter, der har oplevet, at selve det at skrive kan være helbredende. Lignende beretninger finder man hos kanoniserede forfattere som Rainer Maria Rilke og Virginia Woolf.

Den slags erfaringer er dog ikke kun forbeholdt mennesker, der producerer tekst. Læsningen – den såkaldt receptive dimension – kan nemlig også virke lindrende. Således fortæller den engelske filosof og økonom John Stuart Mill i sin selvbiografi, at han i sin ungdom gennemgik en periode med melankoli og selvmordstanker, men at han ved at læse den engelske poet William Wordsworths naturlyrik igen så lyset bag de tunge, mørke natteskyer.

At læse og skrive indeholder et vist sundhedsfremmende potentiale. Og i disse år fylder den erkendelse gradvist mere og mere i den humanistiske sundhedsforskning, der siden 1970’erne har præsenteret et alternativ til den mere biologiske og naturvidenskabelige sundhedstænkning.  

Kunst som terapi

Forestillingen om, at det kan være helbredende at engagere sig med kunst, blev allerede diskuteret af antikkens filosoffer. Platon ville således formene digtere adgang til sin idealstat, da han mente, de appellerede til det laveste i sjælen – begæret, lidenskaberne og alt det man med den filosofiske tænkning burde hæve sig op over.

Hos Aristoteles, Platons elev, forholdt det sig lige omvendt. I sin Poetikken beskriver han, hvordan en del af udbyttet ved at overvære en tragedie, hvor man som beskuer er vidne til efterligninger af stor lidelse, er, at man lider med og dermed får renset sine følelser.

I starten af det 20. århundrede tog psykoanalysens fader Sigmund Freud det samme emne op i Digteren og fantasierne. Freud tog udgangspunkt i barnet, hvis leg, mente han, opfylder et fantasibehov. Barnet behandler legen med stor alvor, men kan samtidig uden videre skelne mellem leg og virkelighed.

Når barnet bliver voksen, fastholder det det samme fantasibehov, men kan ikke længere få det stimuleret ved leg, da voksne ikke leger. Behovet finder da en afløbskanal i dagdrømmen. Men dagdrømme kompenserer samtidig for noget, der ikke er lykkedes, og hvis man dagdrømmer meget, er det fordi ens virkelige liv er utilstrækkeligt, mente Freud.

Dagdrømme er dog ofte ret ensformige størrelser, pointerede den østrigske psykolog, og han spurgte derfor, hvordan det kan være, at vi kedes ved andres dagdrømme, men finder digterens drømme pirrende.

Freud giver to svar på spørgsmålet. For det første bestikker digteren os med digtningens smukke formsprog. For det andet kan digtningen frigøre sjælelige spændinger i os.

Det andet svar ser ikke digtningen som kompensation for noget uforløst, men betragter derimod digtning og poesi som en art renselsesproces – ikke helt ulig Aristoteles’ tanker næsten 2.500 år forinden.

Skrivning og sundhed

Nu skelnede Freud jo godt nok mellem almindelige menneskers dagdrømme og digterens dagdrømme, og stemplede den ene type som kedelig og den anden som pirrende og potentielt helende. Men tanken bag forskellige tilgange til skrivning i sundhedsfaglige sammenhænge er heller ikke, at ens skrift nødvendigvis skal være interessant for andre. Alle kan ikke være Rilke, Woolf eller Ditlevsen. Det er nok, at den er interessant for en selv.

Antagelsen bag alle tilgange til skrivning og sundhed er, at det at skrive kan have en gavnlig helbredsmæssig effekt. Så vidt, så godt.

Med dette udgangspunkt opstår der imidlertid en lang række mulige veje at gå, som – uanset hvad man vælger – udelukker andre metoder. Forskellene mellem forskellige tilgange til skrivning angår hvad der skrives om, hvordan der skrives og hvorfor der skrives.

Ved tilgangen kaldet ekspressiv skrivning er formålet at finde et udtryk for en bestemt følelse. Tanken er, at man ved at formulere sig om noget traumefyldt, kan lindre de negative følelser og tanker. Ved terapeutisk og refleksiv skrivning er idéen, at man kan bruge skrivningen som anledning til at skabe selvrefleksion, der muligvis kan lede til en helbredsforbedrende adfærdsændring. Ekspressiv, refleksiv og terapeutisk skrivning eksisterer alle tydeligt inden for en sundhedsrelateret kontekst.

Kreativ skrivning er derimod en tradition, der i og for sig ikke er opstået for at løse et sundhedsproblem, men som alligevel har fundet anvendelse i den slags sammenhænge. Ved kreativ skrivning er det ikke vigtigt, hvad man skriver om. Der er snarere fokus på selve det skrevne, på handlingen og den æstetiske form.

Til skrivebordsskuffen eller samtalebordet

Det er netop også et af de punkter, hvor der er størst uenighed blandt praktikere, der arbejder med skrivning. Der er dem, der mener, skrivningen virker bedst, hvis man aktivt og direkte skriver om sine problemer. Altså, hvis man skriver målrettet efter at opnå en terapeutisk effekt. Andre forskere påpeger, at skrivningen kun virker lindrende, hvis man skriver frit. De mener, at en gavnlig virkning muligvis kan opstå, som en sidegevinst, hvis man ikke aktivt leder efter den.

Det påvirker desuden nødvendigvis skrivningen og dens effekt, om skrivningen er faciliteret eller ej. Hvis den er faciliteret, vejledes den som regel af en skriveinstruktør, der typisk vil være en anerkendt forfatter eller en akademiker, f.eks. en psykolog eller litterat.

Instruktøren vil stille en konkret skriveopgave, og ofte vil skrivningen blive suppleret af en kort skønlitterærtekst, der læses inden man sætter pen mod papir. Den tilgang betoner også, at der er overlap mellem skrivning og læsning. For at skrive godt skal man være god til at læse og have læst god litteratur. Og omvendt kan man blive en bedre læser af at prøve kræfter med at producere tekst.

Endelig er der stor forskel på, om man skriver alene, f.eks. derhjemme for sig selv, eller i en gruppe. Hvis man skriver sammen med andre, vil man ofte også læse sine tekster højt og kommentere på hinandens tekster. Gruppeaspektet tilføjer formentlig nogle aspekter, som også kendes fra andre former for gruppeterapi, og gruppedynamikken vil i de tilfælde spille en væsentlig rolle i skrivningens effekt.

Vanskelige dokumentationskrav

Når man anvender skrivning og læsning af litteratur i sundhedssammenhænge, er det bl.a. et udtryk for, at den humanistiske dimension i sundhedsbehandling er blevet negligeret til fordel for den biomedicinske tilgang.

Siden 1950’erne har den naturvidenskabelige forståelse af sygdom og behandling domineret og i stigende grad vundet indpas i psykiatrien. Det skyldes bl.a. den manual, som det amerikanske psykologforbund APA introducerede i 1952. Med den diagnostiske og statistiske manual for psykiske sygdomme, der forkortes DSM, har man nemlig forsøgt at standardisere tilgangen til psykiske sygdomme efter samme model som for fysiske sygdomme.

Derudover skyldes den biomedicinske tilgang, at man inden for psykofarmaka i samme periode i stigende grad har opdaget nye biokemiske behandlingsmuligheder.

Den biomedicinske dominans har betydet, at det særegne for hver enkelt patient – alt det, der går ud over de generelle træk, de deler med andre med samme diagnose – er blevet underprioriteret.

Når der de sidste femten år er blevet skrevet så mange nye skønlitterære bøger af både selvbiografisk, fiktiv og autofiktiv karakter om netop indlæggelser, tyder noget på, at det netop er en reaktion på denne dominans.

Det er også den, der gør, at der inden for sundhedsvæsnet er brug for humanistiske inputs. Og i stigende grad kommer sundhedshumanisterne faktisk også til orde. Et af de stærkeste udtryk for det er, at kultur og sundhed efterhånden fylder meget i storpolitiske organer, f.eks. EU’s CultureForHealth-initiativ.

Hvis man skal have politikere til at prioritere kultur og sundhed på en bæredygtig måde, altså finansiere tiltag og forskning, kræver det dog som oftest, at man kan dokumentere, at skrivning rent faktisk har en helende effekt. Men hvordan kan man egentlig dokumentere det?

Her støder man igen på udfordringen med den biomedicinske tilgang. Sundhedssektorens dokumentationskrav er nemlig domineret af netop en biomedicinsk, positivistisk tilgang. Det betyder, at man skal kunne foretage et randomiseret, kontrolleret studie, også kaldet et lodtrækningsforsøg, hvor man afprøver en skriveintervention og holder den op imod et kontrolstudie.

Man skal ved sammenligningen altså kunne se en tydelig statistisk effekt af skrivning på sundheden, og forsøget skal kunne gentages flere gange med samme udfald. Og det indeholder en lang række problemer for den humanistiske sundhedsforskning.   

Skrivning er ikke en mirakelkur

Det er nemlig meget vanskeligt at foretage et seriøst lodtrækningsforsøg for positivistisk at dokumentere skrivningens effekt.

Alene de mange forskellige tilgange til skrivning gør det vanskeligt at lykkes med det dokumentationskrav. Det er simpelthen for svært at sige entydigt, hvad der forårsager den største virkning – og ikke mindst hvorfor.

De fleste forsøg på at dokumentere virkningen er da også med kvalitative humanistiske og samfundsvidenskabelige metoder, f.eks. spørgeskemaer og kvalitative interviews. Man vil muligvis kunne kombinere kvantitative og kvalitative forsøg, men lige nu virker det mere validt at forsøge kvalitativt end kvantitativt at overbevise om skrivningens egentlige virkning.

Der er flere mindre casestudier, der med netop kvalitative dokumentationsformer har vist, at skriveintervention faktisk har en virkning. Disse casestudier har truffet forskellige metodiske valg og forskerne bag dem har kombineret forskellige tilgange til skrivning.

Alsidigheden gør det muligvis svært at lave et validt lodtrækningsforsøg på tværs af forskellige tilgange til skrivning, men omvendt kan den kvalitativt dokumenterede effekt måske pege på, at der er mærkbare overlap, hvad angår virkningen, på trods af de forskellige tilgange.

Endelig er det vigtigt at understrege, at forskere bag forsøg med skrivning og sundhed bestemt ikke foreslår, at skrivningen skal erstatte andre, ofte livsvigtige, biomedicinske behandlingsformer. De skal snarere supplere dem.

Skrivning er selvsagt ikke en mirakelkur. Den kan være lindrende, men sjældent decideret helbredende. Både Virginia Woolf og Tove Ditlevsen endte jo som bekendt med at begå selvmord.

Hvis man anvender skrivning som et recovery-tilbud til f.eks. psykisk syge, er den tilstræbte eller realistiske effekt ikke nødvendigvis helbredelse. Men skrivningen kan bidrage med en positiv følelse af empowerment, selvtillid og formål, som kan øge patienters livskvalitet. Og det er i sig selv værd at skrive hjem om.