Journalister, politiske kommentatorer og folkevalgte har kaldt det forestående valg for ’historisk’.
Og der er faktisk noget om snakken. Det er i hvert fald helt nyt, at et parti har formået at fremprovokere et folketingsvalg på den måde, som De Radikale har gjort det i år. Det er også kun anden gang, at vi på valgdagen kan vælge mellem hele 14 forskellige partier. Sidst det skete, var i 1984.
Kun én gang før har vi oplevet, at en tidligere Venstre-statsminister har startet et nyt parti fra scratch. Det skete i 1953, da Knud Kristensen i frustration over udfaldet af afstemningen om den nye grundlov tog initiativ til dannelsen af det kompromisløse borgerlige parti ”De Uafhængige”.
Og vi har med garanti aldrig før haft en rigsretsdømt tidligere minister, som har startet et nyt parti, ovenikøbet med sit eget navn som en integreret del af partinavnet. At partiet endda er spået et flot valg i opinionsmålingerne, er næsten nok til, at man på forhånd kan kåre eksministeren til valgets store sejrherre, uanset hvilken regering det hele ender med.
Så hvis man vil, kan man godt betegne det kommende valg som historisk. Måske bliver resultatet også historisk, men lige dér må vi væbne os med tålmodighed.
Men hvor valget emmer af historiske nybrud, er der ikke meget nyt i selve formen. Når vi om tre ugers tid valfarter i hobetal til landets mange valgsteder, foregår det stort set, som det har gjort de sidste lige godt 100 år.
Vejen dertil var dog lang og brolagt med demokratiske udfordringer, for det tidlige folkestyre havde naturligvis ikke meget erfaring at trække på.
Og før man fandt frem til den form, som vi i dag betragter som den mest naturlige og fornuftige, var valgdeltagelsen forbeholdt en beskeden procentdel af rigets befolkning, og selve valget var en offentlig affære, hvor alle vidste, hvad hinanden stemte.
En festdag
I de 50 år fra 1848 til 1898 var der i gennemsnit ét folketingsvalg hvert andet år. Der var valget til Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848, 24 folketingsvalg og to valg til Rigsrådets Folketing i henholdsvis 1864 og 1865. Dertil kom, at der en gang imellem var behov for omvalg og suppleringsvalg i nogle valgkredse.
Valgene foregik som flertalsvalg i enkeltmandskredse, altså efter samme system, som vi stadig kender det fra lande som England og USA, det såkaldte First-Past-The-Post-valg.
Det betød dengang, at alle vælgere skulle møde frem på det samme sted i valgkredsen, f.eks. på torvet i kredsens eneste købstad. Valgdagen var en festdag, en dag af national betydning, og mens dannebrog vajede og det lokale musikkorps spillede populære melodier, valfartede folk til valgstedet. Den gode og tætte stemning kan næsten mærkes på artiklens foto fra Folketingsvalget i Svendborgkredsen 9. april 1895, hvor valget som sædvanligt gav anledning til megen trængsel og alarm.
Og fordi der kun var ét valgsted i hver valgkreds, havde nogle vælgere langt at gå – hvis de da ikke kom med på naboens hestevogn. Mange havde 5-10 km, nogle endnu længere.
På den til lejligheden opførte tribune stod valgbestyrelsen og kandidaterne, som regel to eller tre, somme tider kun en, en sjælden gang fire.
Valgbestyrelsens formand oplæste det kongelig brev om udskrivelsen af folketingsvalget, og herefter fik kandidaterne ordet og muligheden for at fange vælgere med en bombastisk brandtale, hvis det da ellers lå til dem. Eventuelt fik nogle af kandidaternes stillere også lidt taletid, og der kunne måske blive plads i programmet til direkte spørgsmål til kandidaternes politik.
Når formanden vurderede, at seancen havde varet længe nok, gik man over til selve afstemningen. Og dén foregik ved noget så simpelt som håndsoprækning.
Ræk hånden op, hvis du støtter Ellemann-Jensen
Den første valgrunde foregik ved håndsoprækning efter tur og alfabetisk orden for hver af kandidaterne.
Lad os for morskabens skyld forestille os, at systemet af uransagelige årsager blev genindført til dette valg.
Alle vælgere i en folketingsvalgkreds skulle da mødes på én stor plads eller i en stor bygning. I Aarhus foregik det dengang i Ridehuset, der jo stadig bruges til store forsamlinger. Herefter skulle kandidaterne præsentere deres tanker om f.eks., topskattelettelser, sundhedsvæsen og styrkelse af forsvaret, inden afstemningen kunne begynde.
Ved håndsoprækning skulle vælgere dernæst tilkendegive, om de stemte på Jacob Ellemann-Jensen, Mona Juul eller Nicolai Wammen eller en kandidat fra et af de andre 11 partier – og der kunne jo måske også være en kandidat uden for partierne.
Dengang dét faktisk var fremgangsmåden, var det valgbestyrelsens opgave at holde øje med, at der ikke var personer uden valgret, der rakte en hånd op. For selvom det kun var fastboende mænd over 30 år, der måtte stemme, deltog også nytilflyttede, mænd under 30 og kvinder i valgfesten. De måtte altså nok se, men – Gud forbyde det! – ikke stemme.
Efter afstemningen var det valgbestyrelsens opgave at afgøre, hvem der havde fået flest stemmer. Hvis der var markant forskel i tilslutningen til kandidaterne, var det jo nemt nok, men hvis der havde været pæn tilslutning til begge kandidater – eller alle tre – var det strakt sværere. Og i mange tilfælde var der mindst 1.000 vælgere forsamlet, sommetider væsentligt flere.
Når bestyrelsen var nået til enighed, meddelte formanden forsamlingen, hvilken kandidat der var blevet valgt til kredsens folketingsmand ved kåring. Det var den officielle betegnelse for denne måde at afvikle valget på. Måske råbte man endda hurra, hvis stemningen var til det.
Der opstod dog ofte hede diskussioner om, hvorvidt valgbestyrelsen nu også havde været i stand til at vurdere, hvilken kandidat der reelt havde fået mest tilslutning fra de tilstedeværende vælgere.
Hvis der opstod en sådan usikkerhed eller uenighed, kunne utilfredse tabende kandidater begære, at man afholdt en såkaldt ”navnlig” afstemning. Her skulle vælgernes identitet tjekkes, før de fik lov til at afgive deres stemme.
Din stemme bliver aldrig glemt
Ved denne form for stemmeafgivning skulle den enkelte vælger først identificere sig selv og dernæst højt og tydeligt sige navnet på den kandidat, han stemte på, til medlemmer af valgbestyrelsen. Igen blev det altså helt klart for de omkringstående, hvad den enkelte vælgers politiske ståsted var. Navnet på den foretrukne kandidat blev derefter skrevet ind i en kopi af valglisten ud for den pågældende vælgers navn.
Når alle havde haft lejlighed til at stemme på denne måde, talte man stemmerne op for hver kandidat. Stemmerne blev lagt sammen for alle valgkredsens kommuner, og derefter havde man et valgresultat, der var noget mere overbevisende og præcist end kåringsrundens skøn.
Listerne, hvor man kan se, hvad hver enkelt havde stemt, indgik efterfølgende i kommunens eller valgkredsens arkiv. Man kan stadig finde en hel del af disse lister enten i kommunearkiverne eller i landsarkiverne.
I Thisted var der ovenikøbet en driftig bogtrykker, der øjnede en mulighed for at tjene lidt på tidens intense kamp mellem Højre og Venstre.
Efter valgene i 1892 og 1898, men muligvis også efter flere valg, publicerede han nemlig et lille hæfte med en oversigt over, hvem byens borgere havde stemt på. Her kunne man bl.a. læse, at kontorist Brandi havde støttet Højres kandidat Jagd, mens arbejdsmand Anders Christensen havde givet Venstres Aaberg sin stemme.
De små hæfter fra Thisted er en sjælden dansk variant af de engelske poll books, der findes fra en del valgkredse for perioden ca. 1700 – 1872, hvor hemmelig afstemning blev indført.
Hemmelige valg
Men der blæste nye vinde over det danske demokrati, og før folketingsvalget i 1901 – det, der ledte frem til Systemskiftet – var partierne på Rigsdagen blevet enige om, at folketingsvalgene fremover skulle være hemmelige.
Det hed sig nemlig, at de åbne afstemninger affødte for meget nid og nag rundt om i valgkredsene.
Der florerede fortællinger om naboer, der havde delt hestevogn til valgstedet, men hvor nogle fik lov til at gå hjem, fordi de havde stemt anderledes, end vognens ejer syntes var rimeligt.
Andre steder fortalte man historier om handlende i storbyernes arbejderkvarterer, der følte sig tvunget til at stemme på den socialdemokratiske kandidat, mens underordnede offentligt ansatte stemte på Højres kandidat – kontorchefens favorit – enten af frygt eller i håb om forfremmelse. Analyser af datidens vælgeradfærd viser, at det faktisk foregik sådan en del steder i landet.
Det demokratiske system havde altså sine udfordringer. Og for at undgå den slags krydspres-situationer undlod nogle vælgere simpelthen at stemme. Det gik jo ikke.
Derfor blev et bredt flertal i både Folketing og Landsting enige om at ændre denne praksis fra 1901 – og dét virkede. Allerede ved samme valg så man nemlig en betydelig stigning i valgdeltagelsen i de kredse, hvor en socialdemokrat nu havde mulighed for at komme gennem det politiske nåleøje og faktisk blive valgt til Folketinget. Tidligere ”skabs-socialdemokrater” greb muligheden for at afgive en stemme i hemmelighed og mødte frem for at stemme efter deres sande overbevisning.
Den norske politolog og sociolog Stein Rokkan har beskrevet, hvordan rollen som vælger under åben afstemning var tæt forbundet med de andre roller og sociale sammenhænge, som vælgerne indgik i. Derfor var der intet mærkeligt i, at de fleste stemte, som omgivelserne forventede det.
Men det ændrede sig altså med ét fra 1901. Også selvom man i første omgang fastholdt traditionen med det indledende vælgermøde på købstadens torv.
Først i 1915 og – langt mere betydningsfuldt –i 1920, fik man gradvist indført det system, som vi kender i dag, med bl.a. forholdstalsvalg, stemmeafgivelse i de enkelte kommuner og en betragteligt bredere vælgerskare.
De 7 F’er
Indtil 1915 var valgretten yderst begrænset. Det var kun mænd over 30 år, der kunne stemme, og det gjaldt endda ikke alle i denne gruppe. Man skulle bl.a. være dansk statsborger, være uberygtet og have boet fast i valgkredsen i mindst ét år før valgdagen. Og så måtte man ikke stemme, hvis man havde et udestående med fattigvæsenet. Det samme var tilfældet, hvis man som ansat hørte til arbejdsgiverens husstand, f.eks. en karl på landet eller en svend, der boede hos sin mester.
I folkemunde blev disse regler betegnet ’de syv F’er’. Det var dem, der ikke havde valgret – i tidens sprogbrug fruentimmere, fattige, fallenter, fremmede, folkehold, fjolser og forbrydere.
Reglerne betød, at kun 14-15 pct. af hele landets befolkning havde valgret før fattigloven af 1891, hvorefter tallet steg lidt. I dag har ca. 73 pct. valgret.
Den største vækst i vælgertallet kom naturligvis med indførelse af valgret til kvinder i 1915. Det bliver dog ofte overset, at valgretsalderen ved samme lejlighed blev sat ned til 29 år, og at reglerne om egen husstand som betingelse for valgret for privatansatte faldt bort. Det betød reelt, at andelen af stemmeberettigede blev mere end fordoblet mellem 1915 og 1918, hvor de nye regler for første gang blev anvendt.
En demokratisk succeshistorie
De danske folketingsvalg foregår nu på en måde, som under en demokratisk synsvinkel og efter langt de flestes opfattelse er helt tilfredsstillende. Der er automatisk registrering af dem, der har valgret, hemmelig afstemning, bred valgret, høj valgdeltagelse og et forholdstalsvalgsystem, der sikrer en matematisk retfærdig repræsentation af alle partier, hvis støtte er større end spærrereglens krav.
Hertil kommer, at den måde, valgene bliver administreret og organiseret på, er blandt de allerbedste i verden.
Nogle vil måske mene, at valgretsalderen skal sænkes yderligere, at alle fastboende skal have valgret, og at spærrereglen skal afskaffes, før vi er helt i mål - men det er der jo langt fra enighed om.
Når vi om en tre ugers tid går hen til gymnastiksalen, skolen eller forsamlingshuset, oplyser vores cpr-nummer til den valgforordnede, får stemmesedlen udleveret, går om bag forhænget, sætter kryds ved et af partierne eller en af kandidaterne og dumper det sammenfoldede svar i urnen, gør vi det næsten per automatik.
Men bag denne række af bevægelser, der i sig selv kan synes ret enkle og hver for sig nærmest uanseelige, ligger altså en næsten 70 år lang kamp for at udvikle netop dén valgform. En form, der klart er at foretrække, hvis man ønsker et valg, hvor der er rimelige forhold for alle vælgere, og hvor partier over spærregrænsen får mandater i forhold til deres styrke blandt vælgerne.
Dét er faktisk en demokratisk succeshistorie.
