I 2015, året efter Søren Pape overtog formandsposten i Det Konservative Folkeparti, fremlagde han i Berlingske et offensivt bud på konservativ politik: ”Vi er et parti, der ligger til højre for Venstre både på økonomi og værdipolitikken. Det er et skridt til højre. Det er der, vi skal hen, og det er der, jeg er politisk”.
Erklæringen signalerede, at partiets nye leder ikke blot positionerede sig i forhold til den forrige formand Lars Barfoeds midtsøgende kurs. Pape lagde også afstand til det konservative ikon og den forhenværende statsminister Poul Schlüter.
Pape ønskede et opgør med idéen om De Konservative som det bredt favnende centrum-højre-parti, de var under Schlüter. Det var en storhedstid for partiet, og det prægede stadig en del konservatives selvforståelse, forklarede Pape. “Men vi har otte mandater, og vil vi blive større, er vi nødt til at være et parti, der også støder nogen fra sig”, udtalte den dengang spritnye formand.
På daværende tidspunkt stod Det Konservative Folkeparti i en situation, som historiker og konservatisme-ekspert Cristian Egander Skov kaldte en af de mest alvorlige kriser i partiets historie.
I dag, otte år senere, er situationen tilsyneladende fuldstændig forandret. Ifølge nogle meningsmålinger er partiet det største borgerlige parti, og i august 2022 meldte Pape sig på banen som statsministerkandidat med en reformpolitik, der ønsker at afskaffe topskatten og arveafgift samt beskære i dagpenge, kontanthjælp og SU’en.
Papes konservatisme kan således med god ret siges at være det skridt til højre, som han bebudede tilbage i 2015. Men konservatismen er ikke bare én størrelse - andre definitioner byder sig også til. Og kigger man nærmere på partiets historie og den ideologiske udvikling, har der altid været forskellige positioner og kampe om konservatismens rette indhold.
Nedslag i konservatismens historie
- 1915-1916 - Det Konservative Folkeparti dannes på ruinerne af det gamle parti Højre. I det nye parti mødes bl.a. godsejere, redaktører og konservative embedsmænd med et ønske om at appellere til middelstanden i et nyt moderne Danmark. Indførelsen af parlamentarismen i 1901 havde muliggjort regeringer med Venstre og Socialdemokratiet, og grundlovsændringen havde udvidet stemmeretten til stort set hele den voksne befolkning.
- 1936 - Efter at de borgerlige mister flertal ved Landstingsvalget går den konservative partiformand John Christmas Møller til kamp for en grundlovsændring, som skulle indføre et etkammersystem. Kursændringen betyder samtidig et opgør med anti-parlamentariske, radikalkonservative strømninger, som i årene før havde rejst tvivl om principperne bag det moderne demokrati.
- 1945 - Efter krigen forsøger Det konservative Folkeparti at skærpe den folkelige og nationale profil med et program for en mere socialkonservativ dagorden, som skulle konkurrere med Socialdemokratiet om at blive ”partiet i midten”. Vægten lægges på folkepartiet og indeholder forslag om økonomisk demokrati. Rykket til venstre kulminerer med partiformanden Christmas Møllers erklæring: ”vi er alle socialister”.
- 1950 - Konservative indgår for første gang i regering alene med Venstre og danner grundlaget for en egentlig borgerlig blok i opposition til Socialdemokratiet. Konservative profiler som Poul Møller gør samtidig kampen mod velfærdstaten til et omdrejningspunkt i konservatismen ved bl.a. at argumentere imod indførelsen af folkepensionen i 1956.
- 1968 - Efter at have tabt kampen om velfærdsstaten drejer partiet ind mod midten og indgår i regering med Det Radikale Venstre og Venstre. Regeringssamarbejdet slutter i 1971 uden at have afsat synlige borgerlige aftryk på samfundsindretningen. Til flere borgerlige vælgeres ærgrelse gennemfører regeringen kildeskatten, kommunalreformen og frigiver pornografien. Efter tabet af regeringsmagten mister konservative kampen om dagsordenen, og partiet oplever flere års magtkampe og ideologisk forvirring.
- 1982 - 1980’erne er en storhedstid for danske konservative. Formanden Poul Schlüter sidder på statsministerposten frem til 1993, og sikrer partiet dets største tilslutning med 42 mandater ved valget i 1984. Regeringen er primært optaget af en økonomisk reformkurs, som fokuserer på økonomisk genopretning og reformer af velfærdsstaten. Kursen udfordres af libertarianske konservative, der ønsker et større opgør med den offentlige sektor i stil med de konservative partiet i USA og UK.
- 2001 - Venstre og Det Konservative Folkeparti genvinder folketingsmagten. Det er dog i høj grad Dansk Folkeparti, der efter Venstre, bliver valgets store sejrherre. På en nationalkonservativ dagsorden kritiserer partiet indvandringen og Danmarks tilslutning til EU. I årene efter tegnes dansk konservative i højere grad af borgerlige profiler uden tilknytning til Det Konservative Folkeparti og med langt mere globaliseringskritisk synspunkter.
- 2015 - Dansk Folkeparti bliver Danmarks største borgerlig parti ved Folketingsvalget. Samtidig oplever den borgerlige konstellation af Venstre og Konservative at blive næsten halveret mandatmæssigt i forhold til valgresultatet i 2001. Resultatet er et nederlag for VK-regeringens sammenkædning af nationalkonservativ værdikamp og omstilling til konkurrencestat. Samtidig markerer valget overgangen til en gentænkning af den konservative ideologi, som særligt Dansk Folkeparti rammesætter med et fokus på forholdet mellem center og periferi og de dele af Danmark, hvor lokale fællesskaber er kommet under pres.
- 2022 - Det Konservative Folkeparti stiller for første gang i det årtusinde med en erklæret statsministerkandidat i form af partiformanden Søren Pape. Med en dagsorden der angriber topskatten og flere elementer af velfærdsstaten fokuserer Pape på at skabe et klart liberal-konservativt alternativ til Socialdemokratiet.
Reaktion mod radikale kræfter – men også tilpasningsdygtig
For hvad er konservatisme egentlig? Begrebet bruges i dagligdagssproget til at betegne anskuelser og holdninger, som kan befinde sig overalt på det politiske spektrum. Taler man om den konservative ideologi, er den først og fremmest en reaktion mod radikale forandringer. Hovedmodstanderne er de kræfter, som repræsenterer opbruddet og udfordrer de etablerede strukturer.
I 1800-tallet var liberalismen med dens krav om politisk lighed og opgør med nedarvede privilegier den største politiske modstander. I 1900-tallet var det i højere grad socialismen og socialdemokratismens kamp for større økonomisk lighed og autoritetskritik, som de konservative gik til angreb mod.
Konservatismen udøver samtidskritik og ønsker en større respekt for autoriteterne mens de fremhæver traditionen, menneskets ufuldkommenhed og den private ejendomsrets ukrænkelighed.
Men konservatismen er også tilpasningsdygtig og formes løbende af samfundsudviklingen. Hvis nye værdier viser sig at være stærke og rodfæstet, overtages de med tiden af konservative. For et halvt århundrede siden ville det fx være utænkeligt, at en konservativ partiformand stod ved sin homoseksualitet.
Kampen om konservatismen er gammel i gårde
I Danmark er ideologien naturligt knyttet til partiet, der bærer dens navn, men kampen om konservatismen har været en konstant faktor i dansk konservatismes historie. Det Konservative Folkeparti opstod i 1915, splittet mellem godsejere, som stod fast på en reaktionær politik og kræfter, der ønskede et nationalt-sindet og sågar liberalt folkeparti.
I de senere år udfoldes kampen om konservatismen hovedsageligt mellem fem positioner. Den socialkonservative, centrumskonservatismen, den markedskonservative, den nationalkonservative og hvad man kan kalde kommunitærkonservatisme. De fremhæver hver især forskellige træk ved konservatismen. Hvor socialkonservatismen ofte har domineret i partiet, har markeds- og nationalkonservative haft til huse flere steder i henholdsvis Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
Stærk nok til at hjælpe den svage, men for svag til at knække den stærke
Den linje, som har domineret i partihistorien længst, kaldes med et lidt upræcist begreb for socialkonservatisme. Det er en udogmatisk politisk orientering, der fokuserer på at påvirke og modvirke en for hastig og voldsom samfundsudvikling med afstand til både liberalisme og socialisme.
Tænkningen prægede profiler som John Christmas Møller samt brødrene Poul og Aksel Møller i 1930-1940’erne, hvis mål var at give partiet en folkelig profil, der kunne konkurrere med Socialdemokratiet om midten af dansk politik.
Den form for konservatisme havde forsvarspolitikken som hjerteblod og trådte bl.a. stærkt frem efter besættelsen, hvor partiet i 1945 vedtog et nationalt program, der talte for økonomisk demokrati og et bredere socialpolitisk sigte.
Det Konservative Folkeparti lykkedes som bekendt ikke med at besejre Socialdemokratiet. Arbejderpartiet svingede i efterkrigstiden taktstokken for samfundsudviklingen, og de konservative måtte i høj grad reagere på det velfærdsstatsprojekt, som fra 1950’erne tegnede sig i horisonten. I første omgang rettede bl.a. Poul Møller en ideologisk kritik af velfærdsstaten for at nedbryde moralen og på sigt gøre borgerne afhængige af den konstant voksende offentlige sektor.
I løbet af 1960’erne, hvor velstands- og velfærdsudviklingen boomede, nedtonede partiet imidlertid den principielle kritik af velfærdsstaten. Poul Møllers søn Per Stig Møller, som fra 1970’erne prægede den ideologiske tænkning, har med en mundret formulering argumenteret for, at staten ifølge de konservative skulle være stærk nok til at hjælpe den svage, men for svag til at knække den stærke. I praksis betød det en position, som anerkendte velfærdsstaten og dens betydning for borgerne, men som også var optaget af at reformere den.
Ikke så konservativ, at det gør noget
Den socialkonservative position havde en ambition om at være i midten af dansk politik og er derfor tæt beslægtet med en mere partitaktisk centrumskonservatisme, som prægede partiet i årene omkring Schlüters tid som statsminister.
Centrumskonservatismen blev bl.a. repræsenteret ved finansministeren Palle Simonsen, der i 1986 så et større slægtskab mellem hans egen konservatisme og Det Radikale Venstre end med regeringspartneren Venstre. Simonsen erklærede sin opbakning til velfærdssamfundet og den danske model med en betydelig offentlige sektor.
Til forskel fra socialkonservatismen kendetegnes centrumskonservatismen imidlertid ved at være meget lidt optaget af ideologi. Schlüter erklærede opsigtsvækkende, at ”ideologi er noget bras”, og at han ikke var så konservativ, at det gjorde noget.
I mange år har denne linje også fået kritik for principløshed og netop mangel på ideologiske holdepunkter. Selvom Schlüters regeringsperiode i 1980’erne markerede et højdepunkt for partikonservatismen, vendte forskellige andre konservative positioner sig i samme periode væk fra partiet. Det gjaldt især de markedskonservative og de nationalkonservative, som oftest fandt andre partier med en renere ideologisk kurs.
Papes erklæring om ikke at være et centrumparti, skal derfor tolkes som et forsøg på at imødegå kritikkerne og trække nogle konservative stemmer tilbage.
Et borgerligt ungdomsoprør vendt mod staten
Et af de steder, hvorfra kritikken af Schlüter ramte hårdest, var blandt de unge konservative, der i midten af 1980’erne stiftede tidsskriftet og selskabet Libertas.
Inspireret af Maraget Thatcher, Ronald Reagan og mere hardcore libertariansk politisk tænkning, ønskede de unge konservative at bekæmpe velfærdsstaten. Denne form for konservatisme betoner frihedsbegrebet højt og har historisk svinget mellem Det Konservative Folkeparti og Venstre og siden Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Den libertarianske anti-statstænkning har således aldrig domineret Det Konservative Folkeparti.
I det 21. århundrede har partiet alligevel først og fremmest markeret sig som et parti, hvor reformer af velfærdsstaten og skattelettelser står højt på den politiske dagsorden. Under VK-regeringen i 2000’erne fandt Det Konservative Folkeparti således en rolle som mere liberal end Venstre, idet partiet vedvarede appellerede til Anders Fogh Rasmussen om skattelettelser, afskaffelse af efterlønnen og andre velfærdsreformer.
De konservatives velfærdsstatskritiske position har affødt en del debat, men i de sidste årtier er det især værdipolitikken, der har slået knaster, idet Dansk Folkeparti har givet liv til en selverklæret nationalkonservativ strømning, som er kritisk over for særlig indvandring og EU.
Nationalkonservatismen
Nationalkonservatismen er en konservative tradition, som sjældent har haft rod i Det Konservative Folkeparti. I de senere år er den formuleret stærkest af Dansk Folkeparti og Danmarks nok væsentligste konservative intellektuelle i nyere tid, Søren Krarup.
Allerede som ung reagerede Krarup kraftigt på idealerne i Det Konservative Folkepartis program, som han mente svigtede idealerne for at blive ”røven af nymarxismens division”, som han skrev i bogen Den danske dagligdag fra 1972. For Krarup er konservatismen ikke en ideologi, men en bekendelse til virkeligheden, herunder nationalstaten og kristendommen, der ifølge Krarup forpligter mennesket og foragter ideologiernes løfter om et bedre samfund.
Særligt spørgsmål om forholdet til Europa og Danmarks placering i EU har delt de konservative. Det Konservative Folkeparti har været en af de mest positive partier i dansk politik. I 1999 erklærede Palle Simonsen, at EU var fremtiden for det danske velfærdssamfund, og at de internationale alliancer blot ville styrke det yderligere.
Siden da har partiet til tider moderet EU-begejstringen en kende. Navnlig fordi Dansk Folkeparti samtidig formulerede en EU-kritisk konservatisme med appel til borgere, som har frygtet globaliseringen. Den, for hvem historien ikke er fremskridtets, men sund skepsis, og et ønske om at holde fast i værdier og en kritik af storbyen.
Er vi alle konservative?
På det seneste er Dansk Folkepartis globaliseringskritiske konservatisme overtaget af en række andre aktører i dansk politik. Og hvor konservatismen tidligere var forankret i borgerskabet, er det i dag andre befolkningsgrupper og større dele af dansk politik, der fokuserer på konservative, kommunitære dagsordener med vægt på civilsamfundets fællesskaber frem for individualisme, dyrkelsen af hjemstavnen, frygten for lokalsamfundenes død og nationalstatens overlevelse.
I modsætning til størstedelen af det 20. århundrede er kampen om konservatismen nu centrum i valgkampen og den danske politiske debat.
Socialdemokratiet appellerer således også til de konservativt sindede danskere med deres politiske ønske om at bevare velfærdssamfundet og både hylde det lokale og det nationale – en taktik, som har fået flere borgerlige debattører til at erklære deres opbakning til den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen.
Spørgsmålet er nu blot, hvilken af de konservative retninger, som danskerne finder mest tiltrækkende og tillidsvækkende – for svaret vil formentlig afgøre valget.
