’Bogby 8870’ hedder vores lokale antikvariat. Her kan man for en ti-tyve kroner erhverve bøger for enhver smag, og her fandt jeg for nylig en engelsk oversættelse af Sebastian Haffners aldrig færdigskrevne og posthumt udgivne ungdomserindringer, Defying Hitler (Geschichte eines Deutschen).
Jeg har for år tilbage læst Haffners kendte bog om Hitler (Hitler – en politisk analyse), og dengang var jeg ikke imponeret. Men det var jeg, da jeg nåede til sidste side i Defying Hitler. Det er nærmest skræmmende, hvor klart Haffner diagnosticerer nazismens karakter, og med hvor sikkert et blik, han aner den kommende katastrofe, Anden Verdenskrig – vel at mærke i en bog skrevet inden krigsudbruddet.
Det er jeg ikke den eneste, der har tænkt. Som Haffners søn, Oliver Pretzel, forklarer i efterskriftet, blev bogen efter udgivelsen i 2002 beskyldt for at have været omarbejdet efter krigen. Det nåede dertil, at de originale tekstark blev undersøgt på et retsmedicinsk laboratorium, der tilbageviste påstandene.
Tvekamp med nazismen
Haffners memoirer er så læseværdige, fordi han ikke er drevet af en bestemt politisk overbevisning. Han ved dårligt nok, hvor i det politiske spektrum, han hører hjemme. Han ser verden i sin mangfoldighed, modsat Arthur Koestler, der – som beskrevet i den første artikel i denne serie – så den med fanatikerens øjne.
Men en ting er han ikke i tvivl om: Nazismen er en vederstyggelighed. Defying Hitler beskriver Haffners personlige tvekamp med Hitlerregimet. En tvekamp, som naturligvis kun stod klar for den ene part, Haffner selv. Men som samtidig viser, hvor svært det er at bevare sin frihed og integritet under et totalitært styre.
Bogen begynder med første verdenskrigs udbrud. Haffner er på det tidspunkt blot seks år, og for ham bliver krigen en form for årelang landskamp, man med spænding følger i aviserne. Der er vareknaphed, javist, og hans far, en preussisk liberal af den gamle skole, har svært ved at forlige sig med situationen. Men rigtigt tæt på kommer krigen aldrig.
Hyperinflationen og de gyldne år
Den store økonomiske, politiske og sociale krise efter fredsslutningen bliver til gengæld yderst nærværende for Haffner. Nogle af de mest gribende passager beskriver hyperinflationen i 1920’erne, der vendte op og ned på alting. Inflationen gav de unge og dristige hidtil usete muligheder, mens den ruinerede de gamle og forsigtige. Haffners far nægtede som preussisk embedsmand at spekulere. Resultatet var, at hele hans opsparing og løn blev værdiløs.
Men familien skulle jo overleve, og hver måned på lønningsdagen, inden udbetalingen styrtdykkede i værdi, udspillede følgende scene sig: Faderen købte straks et månedskort til metroen, så han kunne komme på arbejde, hele familien blev klippet, og resten af lønnen blev brugt på tørkost, der kunne holde sig måneden ud.
Fra 1923 forbedredes situationen, og Haffner var ung i Weimarrepublikkens gyldne år mellem 1924 og 1928, hvor den højreliberale politiker Gustav Stresemann garanterede fred og fordragelighed, indadtil og udadtil, først som kansler, siden som udenrigsminister.
Haffner blev først æstetiker, så sportsidiot, så litterat. Der var også tid til kærlighed, og der er nok mange, der kan genkende Haffners beskrivelse af, at man som cirka tyveårig for første gang forelsker sig på en anden og mere inderlig måde end senere i livet, der sætter et varigt præg på både personlighed og identitet. Alte Liebe rostet nicht, som det jo også hedder på tysk.
Fremmed hjemme hos sig selv
De gode år begyndte at lakke mod enden efter Stresemanns død i 1929, og i starten af 1930’erne kom det store vendepunkt. Haffner siger det på den måde, at Tyskland var det første land, nazisterne besatte – længe inden Østrig, Tjekkoslovakiet og Polen.
Efter Hitlers Machtübernahme i januar 1933 følte han sig som en fremmed hjemme hos sig selv – på trods af at han ikke personligt var i farezonen. Med ét slag var hele den liberale retsstatslige tradition, som han far bekendte sig til, en saga blot.
Haffner giver en brutalt ærlig beskrivelse af, hvor svært det er at gebærde sig under et totalitært styre, som man foragter. Han var tvunget til at spille med i et vist omfang, samtidig med at han forsøgte at undgå medløberiet. Og han viste sig igen og igen magtesløs, ude af stand til for alvor at bistå de af sine venner og bekendte, som regimet havde udset sig som sine modstandere.
Haffners plan var at emigrere til Paris, hvor han ville leve af sin pen. Han skrev allerede til kultursiderne i flere tyske aviser. Men også dette viste sig svært at realisere, og først i august 1938, længe efter, at bogens beretning slutter, lykkedes det Haffner at komme til Storbritannien.
Russiske paralleller
Haffner fortæller i bogen, hvordan han og mange af hans ligesindede i 1933 blot ventede på, og faktisk også forventede, at de vestlige demokratier ville sætte en stopper for Hitler. De skulle blive slemt skuffede; til og med München i september 1938 gjorde de vestlige demokratier alt, hvad de kunne, for at undgå en konfrontation.
Her er det så, vi kan trække en tråd til vor tid. Siden 1989 har Rusland gennemgået en udvikling, der på visse måder bringer mindelser om Tyskland i mellemkrigstiden: Først økonomisk kaos og skrøbeligt demokrati, så en autoritær konsolidering af magten og en spirende revanchisme over for omverdenen.
Bevares, forskellene er betydelige: Det russiske demokratiske eksperiment i 1990’erne matchede slet ikke Weimartyskland i de gyldne år, og Putins magtovertagelse har både været mere gradvis og meget mindre radikal end Hitlers, samtidig med at selv hans revanchisme i forhold til omverdenen trods alt er mere begrænset.
Vi kan vel stadig tale om et fjernt ekko af 1930’erne. Længe er Putin sluppet af sted med alt for meget, herunder annekteringen af Krim i 2014. Men hvis vi spoler frem til 2022, begynder analogierne til i dag at halte. Reaktionen på den russiske invasion af Ukraine her i 2022 har været helt anderledes end det, vi finder i 1930’erne. De vestlige demokratier har, trods fodslæben her og der, dannet fælles front mod et Rusland, som er opsat på at redefinere de internationale spilleregler, der har hersket siden 1945.
Der er meget, der tyder på, at magthaverne i Kreml er blevet overraskede over de vestlige demokratiers stålsatte reaktion. Det bliver naturligvis interessant at se, hvor stor offerviljen er, når det for alvor kommer til at gøre ondt til vinter. Men hele forløbet viser, at liberale demokratier ikke er udenrigspolitisk handlingslammede, når fronterne bliver trukket klart op.
Internationalt samarbejde – dengang og nu
Hvad forklarer, at demokratierne i 2022 har handlet anderledes kontant, end de gjorde i anden halvdel af 1930’erne, hvor Tyskland under Hitler og Italien under Mussolini gang på gang slap afsted med grove overtrædelser af internationale love og traktater?
Her skal vi frem for alt tænke på, hvor meget der er sket siden dengang, når det gælder internationalt politisk og økonomisk samarbejde. Siden Anden Verdenskrigs afslutning er der blevet opbygget et storstilet system af internationale institutioner og aftaler, der især er blevet båret af verdens demokratier.
Denne liberale verdensorden er bestemt ikke perfekt – alt for ofte er er de internationale svar på verdens udfordringer tøvende og utilstrækkelige, tænk blot på global opvarmning. Men der bliver svaret, og dette liberale internationale samarbejde er af en helt anden karat og en helt anden karakter, end det tandløse samarbejde vi finder i mellemkrigstiden, dengang organiseret omkring Folkeforbundet, forløberen for FN.
Netop fordi internationale institutioner og samarbejder mellem verdens demokratier ofte forekommer så fodslæbende og utilstrækkelige, har vi det med at glemme, hvor historisk en udvikling, den liberale verdensorden faktisk repræsenterer.
For eksempel så vi i årene efter finanskrisens udbrud i 2008 en international reaktion, der reddede verdensøkonomien fra en kortslutning i en kritisk situation – i modsætning til hvad der skete efter 1929, hvor den Store Depression begyndte, og hvor frihandel blev erstattet af toldbarrierer og anden form for protektionisme.
Vi lever altså, når der gælder internationalt samarbejde forankret i liberale og demokratiske institutioner og ideer, i en helt anden virkelighed end dengang. Og derfor er det, at vi her i 2022 har set præcis den reaktion, som Haffner – forgæves – håbede på, fra Hitler kom til magten i 1933, og indtil Haffner migrerede til Storbritannien i 1938.
Haffners ungdomserindringer er i den forstand oplagt at dosere til de meningsdannere, der i disse år frygter, at historien gentager sig – at mellemkrigstidens mørke atter er ved at lægge sig over vores verden.
