‘Koestler, Arrow in the Blue, Vintage Classic’. Der stod bogen, midt i en lille reol med engelsksproget litteratur i den genbrugsbutik i Bjerringbro, jeg altid slår et slag forbi, når vi er i sommerhus. Det var som om bagsiden, råhvid og grøn, lyste op. Jeg investerede på stedet 5 kr i bogen.
Arrow in the Blue er første bind af Arthur Koestlers tobinds-erindringsværk. Det udkom i 1952, da han blot var 48 år gammel. Andet bind, The Invisible Writing, fulgte i 1954; det måtte jeg bestille via Saxo.
Koestler fortæller i bøgerne – over knap 1000 ujævnt skrevne sider – om sin tid og sit liv, fra Béla Kun havde magten i den ungarske Sovjetrepublik i 1919, over studierne i Wien under 1920’ernes hyperinflation, under hungersnøden i Sovjetunionen i starten af 1930’erne, Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933, borgerkrigen i Spanien 1936-39, til krigsudbruddet i Frankrig i 1939 og 1940, samt i årene der fulgte.
For Koestler var der store personlige succeser og gentagne fald fra tinderne hen over årene. Tre gange vaskede den unge Koestler tavlen ren og begyndte forfra: Da han droppede sine studier som ingeniør få måneder før sin endelige eksamen og emigrerede til en sultetilværelse i Palæstina. Da han blev kommunist i 1931, mistede sit velbetalte og velanskrevne job som udenrigskorrespondent og redaktør i den tyske presse og rejste til Sovjetunionen for at skrive en propagandabog. Og da han forlod kommunistpartiet og smækkede med døren i 1938, hvorefter de tidligere kammerater lagde ham på is.
Undervejs nåede Koestler at sidde på dødsgangen i Francos Spanien, at være interneret i Frankrig og fængslet i Storbritannien.
Erklæret pessimist og fanatiker
Koestler var med andre ord førstehåndsvidne til mange af mellemkrigstidens mest dramatiske episoder. Det er det mørke 20. århundredes historie, Koestler skriver, og hans beretning er præget af det på to måder.
For det første gjorde mellemkrigstiden ham til erklæret pessimist. Faktisk virker det på læseren, som om Koestler, da han udgav sit erindringsværk i starten af 1950’erne, blot ventede på, at de liberale demokratier ville bukke under for den totalitære udfordring – eller alternativt at verden ville gå under i paddehatteskyer.
Koestler havde ellers selv, som han i bøgerne med åbenlys stolthed gør opmærksom på, på afgørende vis bidraget til kampen imod efterkrigstidens store totalitære strømning, kommunismen.
I romanen Mørke midt på dagen (udgivet 1940) udstillede han stalinismen og påpegede dens ligheder med fascismen. Bogen udkom på fransk efter Anden Verdenskrig og blev en storsællert, der angiveligt var med til at svække de franske kommunister, da de i 1946 udgjorde en reel trussel imod den franske republik.
For det andet er Koestler fanatiker, og han er ikke bleg for at indrømme det. Flere steder i bøgerne understreger han sit inderlige behov for at tro på noget og være en del af et sandt politisk projekt.
Som ganske ung blev han hardcore zionist, som en af mange løjtnanter for Ze’ev Jabotinsky, den senere leder af den (alt efter perspektivet) jødiske terror- eller frihedsbevægelse Irgun og partiet Likuds ideologiske fader.
Små ti år senere var det så kommunismen, Koestler bekendte sig til. Når han ikke brød med Moskva efter sit besøg i Sovjetunionen i 1932-33, skyldes det Hitlers Machtergreifung i januar 1933, altså magtovertagelsen, hvor Hitler omdannede Weimarrepublikkens demokrati til diktatur. At han ikke brød i 1936, skyldtes borgerkrigen i Spanien. I begge tilfælde var kommunismen for Koestler det mindre onde, og han kunne ikke være halvt med: Det var alt eller intet.
Koldkrigeren Koestler
Efterfølgende skulle Koestler blive skudt i skoene, at han var lige så overbevist ”koldkriger” eller ”antikommunist”, som han tidligere havde været tilhænger af hammer og segl. Selv hans pessimisme virker som en form for fanatisme, fordi den bestandig farver hans læsning af begivenhedernes gang: Fascismens nederlag bereder blot vejen for kommunismen, atomvåbnene vil uden tvivl udslette menneskeheden og så videre.
En anden pudsighed er, at Koestler nærmest åbent erkender at være misogyn – eller i hvert fald at behandle kvinder på en måde, som vi i dag ville opfatte som kvindefjendsk.
For nogle år siden blev Koestlers buste fjernet fra Edinburghs universitet, efter at en Koestler-biografi posthumt anklagede ham for flere voldtægter; noget han dog ikke vedgår sig i sine bøger, hvor der ’blot’ beskrives serieutroskab og en brug-og-smid-væk-tilgang til det modsatte køn – i øvrigt uden blusel.
Også nu advares der mod fascisme
Den unge Koestler levede i en tid, hvor demokratierne – efter at have vundet Første Verdenskrig – længe dominerede international politik, blot for at blive udfordret af diktaturerne i 1930’erne, med en ny verdenskrig til følge. Denne udvikling udgør baggrundstæppet for de fortrædeligheder, han bevidnede og beskrev.
Ved første øjekast er der en slående lighed med tiden efter den kolde krigs afslutning i 1989. I over en generation har de vestlige demokratier svunget taktstokken, men i det seneste årti er de i stigende grad blevet udfordret af udemokratiske stormagter som Kina og Rusland. Kulminationen er kommet her i 2022, hvor Rusland har invaderet Ukraine, mens Kina spiller med musklerne over for Taiwan.
Det lyder kort sagt som noget, vi kun kender alt for godt. Her i det nye årtusinde har det da heller ikke skortet på advarsler om, at vi risikerer, at historien gentager sig, og at vi igen vil opleve udviklinger, der bringer mindelser om det, Koestler bevidnede i 1920’erne og 1930’erne.
Disse advarsler begyndte for alvor med finanskrisen i 2008, og de er siden taget til, blandt andet som følge af populistiske partiers og politikeres succes og de demokratiske tilbageslag i lande som Tyrkiet, Polen og Ungarn. I de seneste år er der blevet udgivet en række bøger, der advarer imod fascismens genkomst i nye klæder.
Der er da heller ingen tvivl om, at vor tids demokratier står over for nye udfordringer, både indadtil og på verdensscenen. Men efter endt læsning af Arrow in the Blue og The Invisible Writing står det også klart, at vor tids Europa er ganske anderledes end det Europa, Koestler levede og kæmpede i.
Vor tids problemer er anderledes
Når Koestlers erindringsværk er så fascinerende, skyldes det netop, at det beskriver en tid, der i dag virker fremmed – fra scenerne af blodige fægtekampe mellem nationalister og zionister på Wiens universitet i starten af 1920’erne, over 1930’ernes elendighed i Sovjetunionen, til koncentrationslejre og gadekampe i Tyskland og massehenrettelser i Spanien i årtiets anden halvdel.
Mellemkrigstiden var kendetegnet ved en stribe af sammenfiltrede og gensidigt forstærkende kriser, hvoraf mange havde rod i Første Verdenskrigs masseslagteri. Der var hyperinflation i starten af 1920’erne og økonomisk verdenskrise efter 1929, der var problemet med at sluse millioner af ofte traumatiserede frontsoldater tilbage i krigshærgede samfund, og der var politisk hævnlyst i lande som Tyskland, Sovjetunionen, Italien og Ungarn.
Disse kriser fandt sted i en kontekst, der var langt fattigere end vor tid, og hvor mange demokratier endnu var spæde. Denne cocktail af økonomiske, sociale og politiske kriser er grundlæggende forskellig fra de udfordringer, vi står over for her i det nye årtusinde, også efter Ruslands invasion af Ukraine.
2022 er ikke 1919, 1929 eller 1933. Der er ingen grund til at negligere vor tids problemer, men det er vigtigt at fastholde, at de er af en anden karat end dem, vi møder hos Koestler.
Det er i den forstand meget svært at forestille sig, at den historie, Koestler opruller, skulle kunne gentage sig. Måske er den simple pointe, at de to verdenskrige og 1930’ernes dystre virkelighed har sat et så eftertrykkeligt aftryk på i hvert fald Vest- og Centraleuropa, at vi slet ikke behøver frygte en gentagelse af den brydningstid, Koestler gennemlevede?
Eller måske er det bare mig, der – stik modsat Koestler – er uforbederlig optimist. Under alle omstændigheder vil jeg til anbefale Koestlers to erindringsbøger: En hæsblæsende guidet tur gennem nogle af det 20. århundredes mest dramatiske begivenheder, som sætter vores egen tid og dens forviklinger i et andet og mildere lys, og er en effektiv medicin imod de mange falske paralleller til 1930’erne, vi møder i dag.
