Havneudvidelser er hærværk mod havmiljøet

Lynetteholmen – den planlagte kunstige halvø ud for Københavns Havn med plads til tyve tusind boliger – og havneudvidelsen af Aarhus Havn, kaldet Aarhus Yderhavn, er længe blevet mødt med folkelige protester og modstand.

Protesterne skyldes blandt andet de mulige miljøeffekter, selvom alt tilsyneladende foregår efter bogen, og lovgivningen overholdes via VVM-undersøgelser (dvs. miljøkonsekvensvurderinger), borgerinddragelse, CO₂-regnskaber med videre.

Men hvordan ser miljøproblemerne ud set fra en havforskers vurdering? Er det så slemt, som protesterne giver indtryk af, og som VVM-undersøgelserne peger på, men samtidig blåstempler?

Svaret er, at det mildest talt er katastrofalt for havmiljøet, hvis projekterne gennemføres som planlagt over de næste 30-50 år. Men der er også løsninger at finde, påpeger forskningschef og havforsker Jesper Harbo Andersen i NIVA Danmark, der er en dansk afdeling under Norsk Institut for Vandforskning.

”De to store anlægsprojekter er vidt forskellige og vil føre til vidt forskellige problemer for havmiljøet. Lynetteholmen vil skabe en miljøskadelig prop-effekt i Øresund, som vil påvirke hele Østersøen. Ved havneudvidelsen i Aarhus, derimod, er det især den massive indvinding af sand og grus syd for Djursland, der er et hovedproblem. Indvindingen er decideret hærværk mod dyre- og plantelivet,” siger han.

Lynetteholmen: En prop i Øresund

Lynetteholmen vil, forudsat at planerne holder, blive bygget helt ud til kanten af Kongedybet, altså sejlrenden ud for sejlløbet ind til Københavns Havn.

”Det vil blokere for vandgennemstrømningen ind mod Østersøen, hvilket er katastrofalt. Det vil nemlig betyde, at der kommer betydeligt mindre frisk vand ind gennem Øresund – og det er netop vandtilstrømningen gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt, der giver ilt til bundvandet i Østersøen,” siger Jesper H. Andersen.

I nogle rapporter har man regnet på, hvad denne blokering betyder, og det er kun ændringer i små procenttal, man ser, fortæller han. Men man må ikke tro, at en halv eller kvart procent er ubetydelig eller meningsløs, for denne procentdel vil akkumuleres år efter år:

”En kvart procents blokering det første år, i runde tal, bliver til først en halv procent det næste år, trekvart procent året efter og én procent efter fire år. Så det er kun et spørgsmål om tid, inden en lillebitte procentdel har vokset sig til en meget stor effekt, et meget stort problem. Og det betyder, at man efter en længere årrække når de hundrede procent, hvorved man så forhindrer en fuld genluftning i Østersøen,” siger han.

Har ikke lært af historien

Jesper H. Andersen peger på, at der for Lynetteholmens vedkommende er tale om en skræmmende historieløshed, fordi man ikke tager ved lære af anlægsarbejdet med Øresundsbroen for 30 år siden.

Dengang hed miljøministeren Svend Auken (S), og han opnåede sammen med miljøorganisationerne, at der blev politisk konsensus om, at der ikke måtte ske en nævneværdig påvirkning af vandgennemstrømningen i Øresund.

”Der var meget stort fokus på den vandblokering, som brobyggeriet ville give i Øresund. Det udmundede til sidst i en principbeslutning, der betød, at man mellem Amager og Saltholm lavede nogle enorme udgravninger til mange millioner kroner for at få en såkaldt nulløsning - altså en løsning, der ikke påvirkede vandgennemstrømningen nævneværdigt,” siger Jesper H. Andersen.

”Så hvis de gør som planlagt ved Lynetteholmen, så kommer man også til at skrotte den millioninvestering, man lavede dengang. Det er mangel på respekt for det store arbejde, Miljøministeriet lavede tilbage i 1990’erne,” mener han.

Selvom folk i Køge Bugt er bekymrede for ’klapning’, altså dumping af opgravet bundmateriale, i Køge Bugt, så er det helt store problem ifølge Jesper H. Andersen et andet: Risikoen for, at gennemstrømningen af iltrigt vand til Østersøen bliver blokeret. Der er altså overhængende risiko for, at den allerede meget hårdt belastede Østersø risikerer at dø af iltsvind.

Læs også: En sjettedel af Østersøen er død

Hærværk mod havbundens dyr og planter

Flytter vi blikket til Aarhus Bugt, vil den planlagte udvidelse af Aarhus Havn føre til en helt anden problemstilling. Det skyldes, at bugten ikke er et gennemstrømningsfarvand, men derimod nærmest et stort ’badekar’, forklarer Jesper H. Andersen.

Hovedproblemet i Aarhus Bugt er derfor indvindingen af råstoffer som sand og grus. Byggeriet af den nye yderhavn indebærer, at havneområdet skal fyldes op med sand og grus, der hentes lige syd for Djursland, altså uden for selve projektområdet.

”Når man suger så store mængder sand og grus op fra havbunden, så har det en dårlig effekt på biodiversiteten og miljø- og naturforholdene, og dét er ikke er særlig godt belyst i nogen rapporter. For mig at se vil der være tale om noget, der ligner hærværk mod havbundens dyre- og planteliv,” siger Jesper H. Andersen.

”Den miljøkonsekvensvurdering, altså VVM-rapport, der er lavet, har formentlig meget stort fokus på selve havnen og på den klapning, der skal foregå med det opgravede materiale. Så uden at have nærlæst VVM-redegørelsen er jeg fuldstændig sikker på, at der står, at råstofindvindingen ikke er noget problem. Min erfaring er, at VVM-redegørelser meget sjældent ændrer noget til fordel for naturen. Jeg kender kun et tilfælde, hvor der blev gjort noget for at rette op på forholdene efter anlæggelsen af en motorvej i et østeuropæisk land,” forsætter han.

Opgravet bund skal tjekkes

Ser man på klapningen i sig selv, fremgår det af By & Havns hjemmeside, at der for Lynetteholmen er tale om at grave 2,5 millioner kubikmeter blød havbund op der, hvor fundamentet til den nye ø skal ligge, hvorefter der skal funderes med beton. Den opgravede havbund skal derefter ’deponeres’ på såkaldte sikre steder, som for eksempel i Køge Bugt.

Tilsvarende skal der graves 400.000 kubikmeter væk i forbindelse med Aarhus Yderhavn. Det er dog en reduktion i forhold til de 1,4 millioner kubikmeter, som oprindeligt skulle klappes andre steder (se Politisk aftale om Aarhus Havn).

Alligevel har klapningen, både i København og i Aarhus, fået mange folk op af stolene – og dét med rette, mener Jesper H. Andersen. For havbund nær ved og i havneområder er ofte stærkt forurenet.

”Klapning er ikke godt – virkelig ikke godt. Men man må også være realistisk og sige, at den opgravede havbund skal placeres på en eller anden måde, og der er forskellige veje at gå i forhold til de analyser, der er lavet af indholdet af kemikalier og næringsstoffer,” siger han.

”Materiale, der indeholder miljøgifte over grænseværdierne, skal for eksempel deponeres på land. Sådan er reglerne, og jeg har svært at forestille mig, at miljømyndighederne vil overtræde dem,” fortsætter han og henviser til ’Klap-bekendtgørelsen’. Den er afstemt med HELCOM (Helsingfors-konventionen, der arbejder for beskyttelse af det maritime miljø i det baltiske område), OSPAR (Oslo-Paris-konventionen om bl.a. dumping af farligt affald i havet og om landbaserede kilder til forurening af havmiljøet) og med London-konventionen (om forebyggelse af havforurening ved dumping af affald).

KLAP-direktivet medfører, at bygherren hele tiden skal måle på de opgravede bundsedimenter, inden man deponerer det eller dumper det et andet sted. Man kan ikke få lov til at klappe noget som helst, uden at man har lavet en forundersøgelse af indholdet af farlige stoffer.

”Materiale med farlige stoffer under grænseværdierne, f.eks. tungmetaller eller olieforbindelser, må godt klappes ud på andre lokationer. Men der vil alligevel ske en frigivelse af stofferne til havmiljøet. Alene i Københavns Havn er der så mange tungmetaller deponeret gennem tiden, at man tror, det er løgn. Man burde bare lade skidtet blive liggende til evig tid for at undgå en frigivelse. Det sker så ikke nu, hvor Lynetteholmen er på vej,” siger Jesper H. Andersen.

Læs mere om klapning: Havneudvidelser og megabyggerier kan skade havmiljøet.

Tidspunkt for klapning bør reguleres

Ikke nok med, at klapning frigiver forurening, så den kan spredes og påvirke dyre- og plantelivet. Når det gælder næringsstoffer i bundmaterialet, er der en særlig problemstilling, som professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet blandt andet har været inde på, forklarer Jesper H. Andersen:

Når bygherren først har fået tilladelse til klapning, kan man gøre det præcis på det tidspunkt, man vil. Men miljøproblemet bliver størst, hvis klapningen foregår i forårs- og sommermånederne, hvilket er sket i Køge Bugt:

”Det er direkte dumt at klappe, når der er lys og varme. Næringsstoffer, der frigives til vandmiljøet, fører til algeopblomstring og iltsvind. Stiig Markager har påpeget, at klapningen skal flyttes til tidspunkter, hvor der kun er lidt lys, og hvor temperaturerne er så lave, at aktiviteten i havet er mindst mulig, f.eks. i december. Det gælder både for Lynetteholm og Aarhus Bugt,” siger Jesper H. Andersen.

”Det er simpelthen så vigtigt for det lokale havmiljø, at man ikke klapper i Køge Bugt og i Aarhus Bugt om foråret og om sommeren, men venter til vinterhalvåret,” fastslår han.

Truer torskens overlevelse i Østersøen

De to store anlægsbyggerier vil dog alt i alt komme til at skade dyre- og plantelivet i havmiljøet markant.

Lynetteholmens prop-effekt i Øresund vil forstærke iltsvindsproblemerne i Østersøen. Det vil blandt andet påvirke en nøgleart som torsken, da dens overlevelse afhænger af, at der både er en passende saltholdighed og iltkoncentration i vandsøjlen:

”Hvis den iltfri zone, der allerede eksisterer i Østersøen, kommer for højt op i Bornholmer-bassinet, så risikerer vi, at der yngles så få torsk, at arten ikke bliver i stand til at overleve i Østersøen. Dette er meget grundigt undersøgt af DTU Aqua,” siger Jesper H. Andersen og fortsætter:

”Der hersker en delikat økologisk balance i Østersøen, og den er allerede forskubbet. Så hvis man skruer på saltholdighed og iltkoncentration, som det vil ske ved en blokering af vandgennemstrømningen, så risikerer man også at mindske rumfanget af den vandmasse, hvor torskens larver skal vokse op.”

Effekten vil ske på den lange bane, altså efter mere end ti eller tyve år. Men det er uden for enhver tvivl, at når man piller ved den frie vandgennemstrømning i Øresund, så risikerer man også at pille ved torskens overlevelse på lang sigt, fastslår han.

”Torsken er en nøgleart i de indre danske farvande og i Nordsøen og Østersøen, og det er en af de arter, man har fisket allermest efter. Den har det allerede rigtig skidt,” siger han.

Fugle, sæler og marsvin flygter

I Aarhus Bugt er der også et andet problem for især dyrelivet – ud over råstofindvindingen, der vil ødelægge habitaterne, forklarer Jesper H. Andersen:

”Havneudvidelsen vil føre til en støjforurening, som man ikke skal undervurdere. Støj gør, at fugle forsvinder, og at sæler og marsvin flytter sig til andre områder. Det sker ikke på samme måde ved Lynetteholm, da der allerede er støj i området tæt på København.”

Støjproblemet vil, ifølge forskningschefen, være mest intenst i anlægsfasen, som dog skal vare i 30 år. Men den øgede trafik af store skibe, der følger med havneudvidelsen, vil også give øget støjforurening.

Efter anlægsfasen vil fugle og havpattedyr måske komme tilbage i et vist omfang.

Ærgerlig udvikling: Havet betaler  

Skibstransport er – ikke desto mindre – en af de bedste og mest miljørigtige måder at transportere varer på, og havneudvidelsen i Aarhus giver derfor mening klimamæssigt, hvis alternativet er fly og store lastbiler.

”De fire partier bag beslutningen om byggeriet af Aarhus Yderhavn lagde blandt andet vægt på klimahensyn, da man regner med, at mere trafik flyttes over på skibe, og det er givetvis korrekt. Formentlig er det også mere klimavenligt. Så der er tænkt gode tanker – men det er enormt ærgerligt, at projektet i stedet har store omkostninger for havmiljøet,” siger Jesper H. Andersen.

Han mener, at havneudvidelsen i Aarhus og byggeriet af Lynetteholmen burde modificeres, så der blev taget langt bedre hensyn til de problemer, der åbenlyst er:

”Man bør diskutere, om det er en god idé, at Lynetteholmen skal gå helt ud til Kongedybet. En delløsning kunne være, at man gør Lynetteholmen mindre, så prop-effekten også bliver mindre. Men uanset om man gør den mindre, eller om man holder sig til planen, så er der brug for kompensationsafgravninger. De kan sikre, at vi får en nulløsning ligesom ved byggeriet af Øresundsbroen,” siger Jesper H. Andersen.

”Med hensyn til havneudvidelsen i Aarhus Bugt, så bliver jeg ærlig talt trist over, at der skal indvindes al det grus og sand. Det er rent ud sagt hærværk – ja, nærmest naturterrorisme mod havbundens dyre- og planteliv. Det burde undersøges grundigt, og der burde tages udstrakte hensyn til havmiljøet.”