Vi står midt i en valgkamp med ikke mindre end 14 partier på stemmesedlen. I medierne læser vi nærmest dagligt om nye partier, partiledere, partiorganisationer og ungdomspartier, der mener, siger og gør alt muligt. Og kun en enkelt gang i danmarkshistorien er det lykkedes en løsgænger udenfor parti at blive valgt til Folketinget – Jakob Haugaard i 1994.
Demokratisk politik synes helt naturligt at være formet af og organiseret i partier. Vil man have politisk indflydelse på topniveau, virker medlemskab af et parti som eneste vej til magten. Men er det nu så selvfølgeligt? Et kig på partiets idéhistorie – på de måder, man har tænkt på og om partiet op gennem historien – viser at parti og politik, parti og demokrati, ikke er naturlige eller nødvendige størrelser, der altid har hængt sammen. De er tværtimod historisk foranderlige, og det er først ret sent i den moderne vestlige historie, at de bliver legitime og kommer til at ligne de partityper, vi kender i dag – eller den type, vi skal vende os til i morgen.
Historien hader partier
Op gennem den vestlige historie er ’partier’ blevet diskuteret af både politiske tænkere og aktive politikere, som for det meste har fældet ret negative domme over dem. Faktisk er den lange politiske tænknings historie mestendels en anti-parti-historie. I hvert fald fra og med Platon og Aristoteles i den græske antik har flertallet opfattet partier som fraktioner eller kliker, optaget af rænker og konspirationer der udfordrer det politiske fællesskabs enhed. Så sent som i 1762 beskrev den franske politiske tænker Jean-Jacques Rousseau i bogen Samfundspagten politiske partier som ”delsamfund”, der eksisterer og konspirerer i modsætning til samfundets enhed. Og den franske politiker, Alexis de Tocqueville skrev i sit hovedværk, Demokrati i Amerika fra 1835, at partier er ”et onde iboende frie styreformer.”
Som den amerikanske politiske filosof Nancy Rosenblum skriver i sin bog om partier On the Side of Angels fra 2008, byder den vestlige tænknings historie på særligt to hovedanklager imod partier og partidannelse.
Det første ser partier som usunde forstyrrelser af den naturlige sociale og politiske enhed. Argumentet trækker på en opfattelse af samfundet som ét naturligt sammenhængende hele. En organisme, der i de tidlige samfund blev personificeret gennem kongen, og senere fik navnet ’ nationen’. Partier udstiller og skaber derfor unaturlige splittelser i det, der ellers var forenet.
Denne idé dominerer før-moderne og dele af den tidlig-moderne tænkning og vi ser den også stadig i nutidig form hos nogle populistiske, nationalistiske og religiøse partier, der hævder at være hævet over politisk diskussion ved at udgøre og udtrykke det hele eller det sande fremfor bestemte gruppers interesser.
Den stærkeste formulering af den idé finder man hos James Madison (der ironisk nok var en af grundlæggerne af det, der siden blev det Demokratiske Parti i USA), der i nr. 10 af tidsskriftet The Federalist Papers fra 1787 taler om partifraktioner som en gruppe mennesker, der er ”forenet og sat i bevægelse af en fælles passion eller interesse, der står i modsætning til andre borgeres rettigheder eller til fællesskabets permanente og samlede interesser.”
Det andet dominerende anti-parti-argument er mindre principielt. Her accepterer argumentets tilhængere eksistensen af social og politisk pluralisme som et grundlæggende vilkår i samfund. Men i konkrete situationer mener man alligevel, at visse partier kan være farligt splittende, fordi de kan puste til og øge konflikter og spændinger, hinsides hvad der er gavnligt eller legitimt. I dag ser man ofte denne position brugt til at kritisere netop de populistiske partier, som selv opfatter sig som hævet over diskussion. Og argumentet optræder ofte, når vi diskuterer mulighederne for at forbyde partier, som vi mener undergraver eller direkte udfordrer samfundsfreden. Tænk på nutidens mange beklagelser over Det Republikanske Parti under og efter Donald Trumps præsidentperiode eller på advarslerne imod den nyligt valgte regeringsleder og højrenationalist i Italien, Giorgia Meloni.
Parti-idéens begyndelse
En af de få kendte politiske tænkere, der omtaler politiske fraktioner positivt, er Niccolo Machiavelli, der i den italienske renæssance taler om folket og de adelige, der har hver deres ”stemning”: Folket vil ikke undertrykkes, mens adelen netop vil undertrykke og dermed har de hver deres legitime interesse. For Machiavelli er den velordnede stat derfor én, der giver ”plads for uroligheder og uoverensstemmelser”, som han skriver i Discorsi fra 1531. Machiavelli er en af de første og mest indflydelsesrige tænkere, der formulerer forudsætningen bag den moderne parti-idé: At samfundet er holdt sammen af legitime gruppeinteresser i konflikt – ikke af samfundsenhedens naturlige konsensus. For Machiavelli er den åbne konflikt mellem fraktioner nødvendig for at holde de sociale spændinger under borgerkrigsniveau. Samfundets modstridende interesser er nemlig konstante og aktive, og hvis de undertrykkes, vil en borgerkrig være den oplagte konsekvens.
Idéen om, at samfundet grundlæggende set er præget af interessekonflikter snarere end enhed, er forudsætningen for den moderne parti-idé, som begynder at tage form i det 18. århundrede. Og som ofte netop formuleres i direkte opposition til idéen om en naturlig samfundskonsensus, der gør fraktioner eller partier illegitime.
Én af de vigtigste og tidligste til at formulere en teori om det legitime parti er konservatismens fader, Edmund Burke. Det er paradoksalt, fordi vi ofte tænker konservatisme som en ideologi, der lægger stor vægt på samfundsenhed. Og mange af hans konservative samtidige opfattede netop samfundet som en organisme med naturlige hoved-regenter og fodsoldater. Men da han i 1770 var parlamentsmedlem i England, skrev Burke en pamflet med titlen ”Thoughts on the Cause of the Present Discontents”, der indeholder et af de første argumenter for partidannelse i den politiske historie. Burkes praktiske erfaring fra parlamentsarbejdet havde lært ham, at det hidtil herskende ideal om venlige gentlemen forenet i en lærd samtale om fælles anliggender ikke er nogen god beskrivelse af, hvordan den politiske samtale rent faktisk foregår i virkeligheden. Og hvad mere er: en interesseløs gentleman-snak er heller ikke noget ønskværdigt ideal for politisk diskussion. For hvem, spørger Burke, kan ønske sig ikke at få sin politik realiseret, men blot debatteret? Hvem er så naiv at tro, at andre ikke også forener sig og handler koordineret for at fremme deres interesser? Hvem vil ikke gerne have magten til at få gennemført netop sit program?
Burke formulerer således et af de første bud på et moderne parti: ”en forsamling af mænd [sic] forenet for, ved deres fælles anstrengelse, at promovere den nationale interesse efter et eller andet princip, som de alle er enige i.” Som Burke ironisk siger, er det kun spekulative filosoffer, der bør samtale pænt om statens ideale principper: ”det er politikerens opgave, som en handlingens filosof, at finde de rette midler for at realisere de principper og at anvende dem med størst mulig effekt.”
Partimodellen tager form
Op gennem 1800-tallet etableres parti-modellen for alvor og de første reelle, politiske partier træder frem på den politiske scene. I første omgang drejer det sig mestendels om konservative versus liberale partier – noget der ikke mindst skyldes den yderst ulige og begrænsede stemmeret. Men i løbet af de sidste årtier af det 19. århundrede ændrer det politiske rum sig imidlertid markant – og partimodellen ændrer sig med det. Stemmeretten udvides gradvist, nye massemedier og transportteknologier tager form og stat og privatvirksomheder antager en form og størrelse, der gør bureaukratisering nødvendig. Partiet går fra at være gentlemen-klubber for de velstående og dannede til i stigende grad at blive store organisationer befolket af professionelle - herunder et mylder af ideologer, journalister, agitatorer og andre, der giver indhold til de forskellige partier.
Fremkomsten af de socialdemokratiske partier i slutningen af det 19. århundrede og deres hastige vækst i stemmetal i starten af det 20. århundrede er et af de tydeligste tegn på, at partimodellen er ved at ændre sig fra en klublignende struktur af gentlemen til en masse-organisation. Sammen med den generelle kollektivisme i perioden og organiseringen af forskellige klasseinteresser og -identiteter er det med til at bane vejen for først kommunistiske og fascistiske og siden nazistiske partier. Og som en del af de første bølger af afkolonisering efter 2. verdenskrig, ser vi en udtalt globalisering af partimodellen. Således bliver uafhængighedsbevægelser i de tidligere kolonier, som f.eks. bevægelsen for Indiens uafhængighed, til reelle partier i de nye, selvstændige stater. Ligesom mange oprørsbevægelser som ANC i Sydafrika, Fatah i Palæstina eller Sinn Fein i Nordirland bliver til partidelen af en større bevægelse, der også rummer en voldelig del eller en decideret hær.
Sideløbende med denne udvikling i antal og typer partier, ændrer de politikerne der befolker dem sig også. Langsomt skifter ’politikeren’ fra at være en personlighed, der er defineret af sin egen uafhængige meningsdannelse og sin personlige relation til vælgerne, til i stedet at blive dét, den tyske sociolog Max Weber i 1919 kalder for ’den professionelle politiker’: en person der lever af snarere end for politik. En partiansat snarere end en personlighed. Som Weber skriver: ”Det moderne partivæsen udviklede politikken til en ’virksomhed’, der krævede skoling i kampen om magten og i dens metoder.”
I modsætning til en tidligere tidsalder, hvor det var de få formuende og dannede, der kunne mødes som ligemænd i parlamentet og i det store hele bedrive politik som en hobby, opstår der nu en helt anden social, teknologisk og politisk virkelighed med ”de mest moderne former for partiorganisation. De er børn af demokratiet, af den almindelige valgret, af nødvendigheden af masseagitation og masseorganisation, af udviklingen i retning af den størst mulige enhed i ledelsen og af den strengeste disciplin.”. Partimaskinen er opstået.
Fra klasseloyalitet til enkeltsagspartier
Hvis det 19. århundredes parti var afhængig af en idé om den uafhængige (læs: velstående) hobbypolitiker, bliver det 20. århundredes partier i højere grad afhængig af diverse forbindelser mellem civilsamfundsgrupperinger og partier. Det er mest udtalt i parløbet mellem fagforeninger og socialdemokratier, men det gælder også for f.eks. efterkrigstidens kristendemokratiske partier, der er tæt forbundet med diverse kirkelige grupperinger, og fra og med 1970erne for samspillet mellem venstrefløjspartierne og de nye sociale bevægelser for f.eks. miljø og kvinderettigheder.
I sidste tredjedel af det 20. århundrede sker der således langsomt en forskydning på såvel idé- som organisationsplan fra klasse- til værdi- og identitetsbårne partier. Hermed ændrer selve parti-idéen sig også igen.
Det fører dels til en række nye partidannelser, såsom grønne partier som ’Die Grüne’ i Tyskland og andre enkeltsagspartier som Fremskridtspartiet herhjemme – et parti, der netop kommer i Folketinget som en del af jordskredvalget i 1973, der især gik ud over de gamle klassepartier som Socialdemokratiet, Venstre, Konservativt Folkeparti og De Radikale.
Og det fører dels til diverse eksperimenter med selve partimodellen, som man senere ser videreudviklet i Pirat-partiet i Sverige og Island, Femstjerne-bevægelsen i Italien og Alternativet herhjemme - alle partier, der er organiseret i eksplicit modsætning til det klassiske, centralistiske parti. På samme måde kan man fra og med 1990erne og frem se fremkomsten af nationalpopulistiske partier som Dansk Folkeparti som en kritik af dét, de ser som et ikke-repræsentativt partisystem, der ikke udtrykker folkeviljen.
Fremtiden kan byde på helt nye parti-typer
I dag godt 20 år inde i det 21. århundrede ser vi måske en gentagelse af tidligere forhold mellem parti, politik og politiker - blot under nye former. Det skyldes ikke mindst en ny medievirkelighed, der giver mulighed for en mere personalistisk drevet politik og partimodel. Den har vi set den vokse frem de senere år på tværs af det politiske spektrum. Først hos Macron i Frankrig, hvis politiske projekt startede med at bære hans eget navn og samtidig helt forskød midten i fransk politik – med store udfordringer for de klassiske socialdemokratiske og konservative partier til følge. Og hos Donald Trump i USA, der til en vis grad er lykkedes med at gøre det republikanske parti til sin egen personlige partimaskine.
Herhjemme, i disse dages valgkamp, ser vi de nye persondrevne partier mest prægnant ført frem af Inger Støjberg, hvis personlige navn er del af partinavnet og hvis politik indtil videre mestendels er hendes personlige brand. Det giver mindelser om de helt tidlige partiers personligheds-politikere, for hvem partiet mest fungerede som et instrument for en enkelt persons vilje og projekt. Men i modsætning til i 1800-tallet sker det nu i en politisk virkelighed befolket af partier med både sekretariater og aktivister. Alle partier, uanset model, har brug for partiaktive til at hænge plakater op i lygtepælene, dele brochurer ud, poste på sociale medier osv.. Partimaskinen lever fortsat, selv det mest persondrevne parti er stadig mere et parti end bare én person.
Til gengæld kunne noget tyde på, at politikerne er blevet mere troløse overfor partierne, end vi har set før. Et rekordstort antal politikere har skiftet parti i denne valgperiode - og hele tre nye partier er kommet til (Læs Vid&Sans artikel Næsten hver femte politiker har forladt sit parti i Folketinget for mere om den udvikling). Mens jordskredsvalget i 1973 skiftede ca. 40 procent af tingets politikere ud, fordi der kom nye partier til, er det i dag stort set de samme politikere, vi kan stemme på som til sidste valg - men de har til gengæld skiftet deres partier ud. Det virker stadig umuligt at blive valgt til Folketinget uden at have et parti i ryggen, så partierne er stadig afgørende for politikerne og politikken. Men det virker til at være lidt mere ligegyldigt, hvilket parti, der er tale om og måske dermed også lidt mere ligegyldigt med klare ideologiske udmeldinger. Det er som om magtforholdet mellem parti og politiker har forskubbet sig til politikerens fordel i de seneste år.
Samtidig har vi sideløbende med de sidste århundreders partiudvikling set en fortsat kritik af partiet som sådan. Anti-parti-tanken døde bestemt ikke med partimaskinens opståen – snarere tværtimod. I dag er rigtig meget radikaldemokratisk tankegang karakteriseret ved slet ikke at operere med partier i drømmescenariet for en ny politisk virkelighed. Den sætter i stedet fokus på sociale bevægelser og mere direkte demokrati. Samtidig er den offentlige debat (særligt i valgperioder som nu) fuld af anklager om, at partierne kun meler deres egen kage, at deres retorik splitter samfundet og at de ikke udtrykker befolkningens vilje, men kun levebrødspolitikernes egne interesser.
Partiet tænkes og gentænkes konstant. Vi stemmer ikke bare på politikere men også på partier og dermed på partimodeller og parti-idéer. Idéer, der er under konstant diskussion - også når de på godt og ondt synes helt selvfølgelige og evige.
