Samfund & Individ
Foto: Ritzau/Scanpix. Illustration: Lotus Pedersen

Næsten hver femte politiker har forladt sit parti i Folketinget

Siden valget i 2019 har 18 pct. af folketingspolitikerne skiftet parti, er blevet løsgængere eller har forladt Folketinget. Dermed er det et andet Folketing, vi ser i dag, end det, vælgerne sammensatte i 2019. Konsekvensen kan være voksende mistillid hos vælgerne, påpeger professor.

Samfund & Individ
Foto: Ritzau/Scanpix. Illustration: Lotus Pedersen

Denne valgperiode er uden sammenligning den mest ustabile i 70 år, hvad angår Folketingets sammensætning. Hele 32 af de 175 politikere, der er valgt i Danmark, har skiftet deres stol ud med en anden:

  • 5 politikere er skiftet til et andet eksisterende parti
  • 5 politikere er skiftet til et nydannet parti: Frie Grønne, Moderaterne og Danmarksdemokraterne
  • 12 politikere er blevet løsgængere
  • 10 politikere har forladt Folketinget, herunder Kristian Thulesen Dahl og Inger Støjberg, der begge havde en periode som løsgængere forinden.

De mange skift har rykket på den parlamentariske magtbalance. 22 mandater har flyttet sig til andre partier eller er blevet løsgængere – det svarer til knap 13 pct. af de 175 mandater, der er valgt i Danmark. 18 pct. af de valgte sidder ikke længere i Folketinget for det parti, de blev valgt for.

Uroen risikerer at øge mistilliden til politikerne, siger professor i statskundskab Helene Helboe Pedersen, Aarhus Universitet:

”Vi ser et andet Folketing i dag end det, vælgerne sammensatte i 2019. Ganske vist er ændringerne især foregået i oppositionen, og det er stadig regeringen, der lægger politikken, men det er et demokratisk problem. Vælgerne kan generelt godt lide stærke politikere, der står ved deres holdninger, men de kan ikke lide partiskift. Min vurdering er, at de mange skift skader vælgernes tillid til politikerne,” siger hun.

Helene Helboe Pedersen står bl.a. bag bogen ’Dilemmaer i politisk repræsentation’ om personaliseret politik.

Faneflugt og partihop på Borgen

Folketinget i dag er markant anderledes end det Folketing, danskerne sammensatte ved valget grundlovsdag 2019. Gamle partier er blevet splittet, nye er opstået, nogle folketingsmedlemmer har forladt deres parti for at blive løsgængere eller tilslutte sig et andet, andre har forladt politik og overladt mandatet til deres stedfortræder.

143 af de 175 kandidater der blev valgt i 2019, sidder stadig i Folketinget for det parti, de blev valgt for. 32 – svarende til 18 pct. – har forladt Folketinget og/eller deres parti:

Dansk Folkeparti

  • 11 af de 16 medlemmer, der blev valgt for DF i 2019, har siden forladt partiet og Folketingsgruppen.
  • 6 medlemmer meldte sig ud kort efter valget af Morten Messerschmidt som ny partiformand i februar 2022: Bent Bøgsted, Hans Kristian Skibby, Karina Adsbøl, Lise Bech, Liselott Blixt og Marie Krarup.
  • I juni fik de følgeskab af yderligere fire – Jens Henrik Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen og Dennis Flydtkjær – og senere også den tidligere partiformand Kristian Thulesen Dahl, der efter en måned som løsgænger forlod Folketinget til fordel for en stilling som direktør i Aalborg Havn.
  • Fire af de frafaldne DF’ere har meldt sig ind i Danmarksdemokraterne, men indtil videre er det kun Peter Skaarup, der er godkendt som kandidat af sit nye parti. Dermed er han Danmarksdemokraternes første og hidtil eneste folketingsmedlem.

Venstre

  • Marcus Knuth skiftede fra Venstre til Konservative i november 2019.
  • Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen forlod Venstre 1. januar 2021 og stiftede senere på året et nyt parti, Moderaterne.
  • Inger Støjberg forlod Venstre i februar 2021, efter at folketingsgruppen havde stemt for en rigsretssag mod hende. Hun var løsgænger frem til december, hvor et folketingsflertal kendte hende uværdig til at sidde i Folketinget efter rigsrettens dom.
  • Britt Bager skiftede fra Venstre til Konservative i marts 2021.
  • Tidligere udenrigsminister Kristian Jensen forlod Folketinget i april 2021 til fordel for et job som direktør for Green Power Denmark.
  • Tidligere minister Tommy Ahlers forlod Folketinget i august 2021 for at genoptage sin erhvervskarriere.
  • Karsten Lauritzen udtrådte af Folketinget i februar 2021 for at blive direktør i DI Transport.

Radikale

  • Jens Rohde, der tidligere havde været MF for Venstre, forlod partiet og blev løsgænger i januar 2021 for senere at skifte til Kristendemokraterne.
  • Ugen efter forlod Ida Auken, ligeledes en tidligere partihopper (fra SF), de Radikale til fordel for Socialdemokratiet.
  • Morten Østergaard forlod Folketinget i juni 2021, et år efter at han var trådt tilbage som partiformand efter afsløringer af krænkende adfærd.
  • Kristian Hegaard udtrådte af Folketinget i august 2021 efter at have indrømmet ”upassende adfærd” ved forskellige parti-arrangementer.

Alternativet

  • I marts 2020 forlod fire af de fem folketingsmedlemmer partiet og blev løsgængere, herunder partistifter og tidligere formand Uffe Elbæk. Sammen med Sikandar Siddique og Susanne Zimmer stiftede han senere det nye parti Frie Grønne. Den fjerde udbryder, Rasmus Nordqvist, sluttede sig til SF’s folketingsgruppe.

Socialdemokratiet

  • Tidligere finansminister Henrik Sass Larsen forlod Folketinget (og dansk politik) i september 2019, få måneder efter valget.
  • Justitsminister Nick Hækkerup forlod Folketinget i maj 2022 til fordel for en stilling som direktør for Bryggeriforeningen.

Konservative

  • Orla Østerby forlod partiet og blev løsgænger i december 2020 på grund af utilfredshed med partiets håndtering af en sag om krænkende adfærd.
  • Naser Khader (der tidligere har været medlem af de Radikale og Liberal Alliance) forlod partiet i august 2021, efter at forretningsudvalget havde indstillet ham til eksklusion på baggrund af en advokatundersøgelse om krænkende adfærd. Dermed blev han løsgænger for tredje gang i karrieren.

Enhedslisten

  • Nikolaj Villumsen blev valgt til Folketinget 5. juni 2019, men indtog ikke sit mandat, da han var valgt til Europa-Parlamentet 10 dage forinden.

Liberal Alliance

  • Simon-Emil Ammitzbøll-Bille (tidligere medlem af de Radikale) forlod partiet og blev løsgænger i oktober 2019.

Flest skift på den borgerlige fløj  

Antallet af partiskiftere og løsgængere er især skudt i vejret med sammenbruddet i Dansk Folkeparti, hvor hele 11 ud af 16 politikere indtil videre har forladt Folketingsgruppen siden formandsvalget i januar. Men tendensen kan ses over hele det politiske spektrum.

Bl.a. har Venstre sagt farvel til 6 folketingsmedlemmer, hvoraf de 4 er udtrådt af Folketinget, og Alternativet har mistet 4 af sine 5 mandater, hvoraf de 3 etablerede det nye parti Frie Grønne.

Man skal være opmærksom på, at hvis en politiker udtræder af Folketinget, efterlader han eller hun mandatet til den person, der er valgt som første stedfortræder for partiet i den pågældende storkreds. Det vil bl.a. sige, at da Inger Støjberg måtte forlade Folketinget efter rigsretsdommen, faldt mandatet tilbage til Venstre, selv om hun for længst havde forladt partiet og var blevet løsgænger. Dog med den krølle, at hendes stedfortræder, Gitte Willumsen, også havde skiftet parti siden valget og nu er en del af den konservative folketingsgruppe.

Hvis politikeren derimod skifter parti, danner et nyt parti eller bliver løsgænger, tager han eller hun mandatet med sig. Dem er der altså 22 af i den nuværende periode. Det er mere end dobbelt så mange som den hidtidige rekord for en enkelt valgperiode. Den blev sat i 1998-2001, hvor Fremskridtspartiet brød sammen, og hvor der i alt var 9 partiskiftere.

Helene Helboe Pedersen har opgjort antallet af politikere, der har skiftet parti, stiftet et nyt parti eller er blevet løsgængere fra 1953 og frem i artiklen Partiskift i Folketinget 1953-2015 og har udbygget opgørelsen med de nyeste tal i samarbejde med Vid&Sans:

Magtkampe driver partiskift

Helene Helboe Pedersen ser en klar historisk tendens i retning af flere partiskift.

”Også uden den nuværende periode er der en stigende tendens til partiskift. Men vi ser også perioder, hvor der næsten ikke sker partiskift, f.eks. i 2015-19. Ser man på figuren, så er der ’bump’, altså nogle valgperioder med mange partiskift. Men bumpene bliver kraftigere. Det betyder, at reaktionen på kriser bliver kraftigere,” siger hun og uddyber:

”Partiskift sker især, når en person har stor opbakning fra vælgerne, men ikke har en ledende rolle i partiet. Altså når man er stærk på stemmer, men svag på magt. Både i Venstre og i Dansk Folkeparti har vi set, at kampen om magt er en drivende faktor: Ingen af partierne har haft et opgør om den politiske linje. Begge steder har den nye politiske leder sagt, at nu skal partiet samles og se fremad. Men i DF blev partiet efterfølgende splittet i atomer,” siger hun.

Partiskift giver magtforskydninger

Det er yderst sjældent, at politikere skifter parti på tværs af de politiske blokke. Alligevel rykker de mange partiskiftere og løsgængere på den parlamentariske magtbalance, forklarer Helene Helboe Pedersen:

”Der sker nogle åbenlyse magtforskydninger mellem partierne nu. Dansk Folkeparti har tidligere været et parlamentarisk afgørende parti, særligt efter at det begyndte at indgå politiske aftaler med Socialdemokratiet. Men nu er det nærmest udraderet og har stort set ingen parlamentarisk betydning – og det sker, uden at der har været et valg. Det er helt usædvanligt.”

Men magtforskydningerne påvirker også et parti som Venstre:

”Venstres position i blå blok er truet af de Konservative. Det handler ikke bare om, at K står til at kapre stemmer, men også om, at politikerne flytter derover, sådan som Marcus Knuth og Britt Bager har gjort. Samtidig udfordres Venstre af de nye partier, der er dannet i kølvandet på partiskift: Danmarksdemokraterne og Moderaterne.”

Som vælger kan man ikke gøre noget for at sikre, at ens stemme ’bliver siddende’ i partiet. Ikke engang hvis man, som ca. 50 pct. af vælgerne, stemmer på partiet og ikke på en person. Politikerne er frie til at flytte sig, hvis de ikke bryder sig om lugten i partiværelset. Kun Enhedslisten har en regel om, at man ikke kan skifte parti – så nedlægges mandatet - og at de ikke modtager partihoppere.  

”I nogle politiske systemer er partiskift forbudt. Men det er også problematisk, for det er et kraftigt signal til partiet, hvis politikerne flygter. Det er fornuftigt nok, at de kan gøre det,” mener Helene Helboe Pedersen.

Partiskiftere tager pengene med

Det er ikke kun det politiske mandat, der flytter, når en politiker vælger at skifte til et andet parti eller blive løsgænger.

Politikeren tager også sit mandattilskud med. Det er på ca. 50.000 kr. om måneden – penge, som alle folketingspolitikere får til at afholde udgifter ved deres politiske arbejde, f.eks. ansættelse af en sekretær. Typisk går politikerne i samme parti sammen om kontorhold mv.

Partierne i Folketinget får desuden et basistilskud. Det reguleres efter, hvor mange mandater partiet har. Har partiet 4 eller flere mandater, er basistilskuddet ca. 325.000 kr. pr. måned. Har partiet 3 mandater eller færre er basistilskuddet ca. 81.000 kr. månedligt pr. mandat.

Derfor kan det få ikke bare politiske, men også økonomiske konsekvenser for især små partier, når politikerne flytter til andre partier.

Politik er blevet mere personaliseret

Spørgsmålet er, om de mange partiskift er en konsekvens af en mere generel tendens til, at vi vælgere ikke er så loyale over for vores partier længere, som vi har været tidligere. Medlemstallene i de politiske partier har i årevis været meget lave.

”Flere vælgere end tidligere er i tvivl om, hvem de skal stemme på, når et valg nærmer sig. De skifter dog typisk ikke mellem blokkene. I denne periode synes politikerne også at være blevet i tvivl i forhold til deres partitilhørsforhold, men de skifter – i lighed med vælgerne – også primært inden for de to politiske blokke,” siger Helene Helboe Pedersen.

Der er samtidig kommet mere fokus på enkeltpersoner i politik, blandt andet båret frem af sociale medier, som nogle politikere bruger heftigt til at markere sig. Både Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg brugte f.eks. sociale medier til at danne netværk og støttegrupper, før de søsatte deres nye partier.

”Når Inger Støjberg danner et parti, så er det i sagens natur stærkt personaliseret. Hun er frontfigur, og det er hendes mærkesager, partiet er sat i verden for at fremme,” siger hun.

Enkeltsager og personfokus giver ustabilitet

Helene Helboe Pedersen definerer personaliseret politik som det, at vælgere går mere op i personen end partiet, og at politikere går mere op i egne sager end i partiets.

Risikoen ved den udvikling er, at politikerne koncentrerer sig om enkeltsager og ikke tager ansvar for det store billede og de måske upopulære beslutninger, der også skal træffes.

”Hvis man vil se konsekvensen af en stærkt personaliseret politik, skal man kigge mod Italien. Her giver det stærke fokus på personer ustabilitet i hele systemet. Det bliver svært at træffe beslutninger, og det bliver svært at holde politikerne ansvarlige, hvis de flygter fra deres partier og kører deres eget løb. Resultatet er meget lav vælgertillid,” forklarer hun.

(Læs mere om italiensk politik i artiklerne: Populismens død kan puste liv i det endnu mere ekstreme og Derfor er italiensk politik så kaotisk)

Helene Helboe Pedersen fortsætter:

”Hvis halvdelen af et partis mandater er flygtet til et andet parti, hvordan skal man så egentlig holde dem ansvarlige, og hvor skal man sætte sin stemme? Hvis jeg havde stemt på Dansk Folkeparti ved seneste valg og gerne ville stemme på dem igen, ville jeg være meget i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit kryds. Mange tidligere DF-politikere har ikke besluttet, om de genopstiller, og for hvilket parti. Så bliver det komplekst for vælgerne.”

Partier er stadig indgangen til politik

Selv om flere folketingspolitikere vælger at forlade det parti, de er stemt ind for, ser det ikke ud til, at forholdet mellem de enkelte politikere og partierne har ændret sig synderligt over tiden, fortæller Helene Helboe Pedersen:

”Man kan ikke sige entydigt, at politikerne er mere uafhængige af partierne nu end før. Ganske vist kan de på egen hånd bruge sociale medier til at markere sig – men samtidig er de stadig meget afhængige af de ressourcer og samarbejder, som partierne giver adgang til. Og det er stadig partierne, der er indgangen til at drive politik.”

”Groft sagt er der to veje ind i politik: Den ene gruppe politikere er vokset op med politik og er dybt forankrede i partiet. Deres forældre var måske politisk aktive, og de har måske selv haft ledende poster i ungdomsorganisationen. Den anden gruppe kommer ind i Folketinget udefra, typisk fra erhvervslivet. De har ikke samme forankring i partiet, og de har typisk arbejdet flere andre steder, før de bliver politikere. Det er dem, mange vælgere gerne ser i Folketinget, fordi de kender til andet og mere end den politiske verden,” fortæller hun.

Gruppen af ’outsidere’ er størst, de udgør ca. to tredjedele af mandaterne. Og fordelingen mellem de to grupper har været nogenlunde stabil gennem årene.

”Min tese er, at ’insiderne’ har en større sandsynlighed for at få topposter end ’outsiderne’, men det er ikke studeret systematisk,” tilføjer hun.

Rokker ved vælgernes tillid

Der er ikke noget juridisk problem i at skifte parti. Grundlovens §56 fastslår ligefrem, at Folketingets medlemmer alene er ”bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”. Så når den enkelte politiker skifter parti eller stifter et nyt, sker det altså med grundloven i ryggen.

Men samlet set kan det alligevel være et demokratisk problem, når så stor en del af politikerne flytter væk fra det parti, de blev valgt ind for, påpeger Helene Helboe Pedersen.

”Ca. halvdelen af vælgerne stemmer på et parti, og halvdelen stemmer personligt. Så mange af mandaterne er i høj grad givet til partierne. Og selv hvis man har stemt personligt, er det jo ikke sikkert man ville have stemt på vedkommende, hvis han eller hun opstillede for et andet parti,” siger hun.

Hun vurderer, at det store antal partiskiftere og løsgængere alt i alt skader befolkningens tillid til politikerne.

”Vælgerne bryder sig ikke om partiskiftere. Men de straffer dem ikke ved næste valg: Partiskiftere har lige stor sandsynlighed for at blive genvalgt, uanset om de har skiftet parti eller ej. Nogle vælgere har nok fået mindre tillid til politikerne efter de her år, og andre har fået mere tillid til deres egne politikere, fordi de tør stå ved deres holdninger. Billedet er ikke entydigt.”

Vender man sig mod Italien, kan man se, hvordan en ustabil politisk situation påvirker vælgerne:

”Vælgerne får lav tillid til politikerne. De bliver irriterede over alle de her skift. Deres reaktion er dog ikke at stemme på et af de gamle partier ved næste valg, som man måske kunne have troet – de er holdt op med at orientere sig om partierne. Tværtimod vælger de ofte et nyt håb, en ny stærk leder med en ny politik – en person, der typisk ikke er særlig godt afprøvet. Det er selvmodsigende, ja – men det handler om, at vælgerne er frustrerede. De føler sig ikke set eller lyttet til, og de kan ikke se sig selv i det, politikerne står for.”

Danmark skal til valg den 1. november

Hos Vid&Sans får du ikke hurtige historier, valgflæsk og varm luft. I stedet inviterer vi dig med bagom valgets mange temaer, tal og taler.

Med hjælp fra forskere inden for alt fra energi og historie til valgteknik og retorik giver vi dig baggrund, forklaringer og perspektiv.

BIOGRAFIER

Journalist og redaktionskoordinator, Vid&Sans
Journalist og redaktionskoordinator hos Vid&Sans med fagområdet 'bevægelse og bevægelser': Idræt og motion, sundhed i krop og sind, foreninger, demokrati og civilsamfund.
Professor i statskundskab, Aarhus Universitet
Professor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Forsker i dansk politik, partier og Folketinget. Har bl.a. skrevet bogen 'Dilemmaer i politisk repræsentation', 2021.

MERE VALG TIL DIG

Hvad Søren sagde Mette?

Statsministerens tale ved Folketingets åbning er en pligthandling dikteret af Grundloven. Men det er ikke en genre, der er størknet – tværtimod. Som Mette Frederiksen demonstrerede med sin tale forleden, er det en sjælden mulighed for at italesætte sit politiske værdigrundlag på egne præmisser.

Sådan opstilles kandidater til Folketinget

Mere end fem gange så mange kandidater opstilles til valg, som der er pladser i Folketinget. Men der er stor forskel på, hvor svært det er at blive stillet op for de enkelte partier. Her giver lektor i statskundskab og partiforsker Karina Kosiara-Pedersen et overblik over, hvordan man kan blive opstillet til Folketinget.

Menu