Næsten hver femte politiker har forladt sit parti i Folketinget

Denne valgperiode er uden sammenligning den mest ustabile i 70 år, hvad angår Folketingets sammensætning. Hele 32 af de 175 politikere, der er valgt i Danmark, har skiftet deres stol ud med en anden:

• 5 politikere er skiftet til et andet eksisterende parti
• 5 politikere er skiftet til et nydannet parti: Frie Grønne, Moderaterne og Danmarksdemokraterne
• 12 politikere er blevet løsgængere
• 10 politikere har forladt Folketinget, herunder Kristian Thulesen Dahl og Inger Støjberg, der begge havde en periode som løsgængere forinden.

De mange skift har rykket på den parlamentariske magtbalance. 22 mandater har flyttet sig til andre partier eller er blevet løsgængere – det svarer til knap 13 pct. af de 175 mandater, der er valgt i Danmark. 18 pct. af de valgte sidder ikke længere i Folketinget for det parti, de blev valgt for.

Uroen risikerer at øge mistilliden til politikerne, siger professor i statskundskab Helene Helboe Pedersen, Aarhus Universitet:

”Vi ser et andet Folketing i dag end det, vælgerne sammensatte i 2019. Ganske vist er ændringerne især foregået i oppositionen, og det er stadig regeringen, der lægger politikken, men det er et demokratisk problem. Vælgerne kan generelt godt lide stærke politikere, der står ved deres holdninger, men de kan ikke lide partiskift. Min vurdering er, at de mange skift skader vælgernes tillid til politikerne,” siger hun.

Helene Helboe Pedersen står bl.a. bag bogen ’Dilemmaer i politisk repræsentation’ om personaliseret politik.

Flest skift på den borgerlige fløj  

Antallet af partiskiftere og løsgængere er især skudt i vejret med sammenbruddet i Dansk Folkeparti, hvor hele 11 ud af 16 politikere indtil videre har forladt Folketingsgruppen siden formandsvalget i januar. Men tendensen kan ses over hele det politiske spektrum.

Bl.a. har Venstre sagt farvel til 6 folketingsmedlemmer, hvoraf de 4 er udtrådt af Folketinget, og Alternativet har mistet 4 af sine 5 mandater, hvoraf de 3 etablerede det nye parti Frie Grønne.

Man skal være opmærksom på, at hvis en politiker udtræder af Folketinget, efterlader han eller hun mandatet til den person, der er valgt som første stedfortræder for partiet i den pågældende storkreds. Det vil bl.a. sige, at da Inger Støjberg måtte forlade Folketinget efter rigsretsdommen, faldt mandatet tilbage til Venstre, selv om hun for længst havde forladt partiet og var blevet løsgænger. Dog med den krølle, at hendes stedfortræder, Gitte Willumsen, også havde skiftet parti siden valget og nu er en del af den konservative folketingsgruppe.

Hvis politikeren derimod skifter parti, danner et nyt parti eller bliver løsgænger, tager han eller hun mandatet med sig. Dem er der altså 22 af i den nuværende periode. Det er mere end dobbelt så mange som den hidtidige rekord for en enkelt valgperiode. Den blev sat i 1998-2001, hvor Fremskridtspartiet brød sammen, og hvor der i alt var 9 partiskiftere.

Helene Helboe Pedersen har opgjort antallet af politikere, der har skiftet parti, stiftet et nyt parti eller er blevet løsgængere fra 1953 og frem i artiklen Partiskift i Folketinget 1953-2015 og har udbygget opgørelsen med de nyeste tal i samarbejde med Vid&Sans:

Magtkampe driver partiskift

Helene Helboe Pedersen ser en klar historisk tendens i retning af flere partiskift.

”Også uden den nuværende periode er der en stigende tendens til partiskift. Men vi ser også perioder, hvor der næsten ikke sker partiskift, f.eks. i 2015-19. Ser man på figuren, så er der ’bump’, altså nogle valgperioder med mange partiskift. Men bumpene bliver kraftigere. Det betyder, at reaktionen på kriser bliver kraftigere,” siger hun og uddyber:

”Partiskift sker især, når en person har stor opbakning fra vælgerne, men ikke har en ledende rolle i partiet. Altså når man er stærk på stemmer, men svag på magt. Både i Venstre og i Dansk Folkeparti har vi set, at kampen om magt er en drivende faktor: Ingen af partierne har haft et opgør om den politiske linje. Begge steder har den nye politiske leder sagt, at nu skal partiet samles og se fremad. Men i DF blev partiet efterfølgende splittet i atomer,” siger hun.

Partiskift giver magtforskydninger

Det er yderst sjældent, at politikere skifter parti på tværs af de politiske blokke. Alligevel rykker de mange partiskiftere og løsgængere på den parlamentariske magtbalance, forklarer Helene Helboe Pedersen:

”Der sker nogle åbenlyse magtforskydninger mellem partierne nu. Dansk Folkeparti har tidligere været et parlamentarisk afgørende parti, særligt efter at det begyndte at indgå politiske aftaler med Socialdemokratiet. Men nu er det nærmest udraderet og har stort set ingen parlamentarisk betydning – og det sker, uden at der har været et valg. Det er helt usædvanligt.”

Men magtforskydningerne påvirker også et parti som Venstre:

”Venstres position i blå blok er truet af de Konservative. Det handler ikke bare om, at K står til at kapre stemmer, men også om, at politikerne flytter derover, sådan som Marcus Knuth og Britt Bager har gjort. Samtidig udfordres Venstre af de nye partier, der er dannet i kølvandet på partiskift: Danmarksdemokraterne og Moderaterne.”

Som vælger kan man ikke gøre noget for at sikre, at ens stemme ’bliver siddende’ i partiet. Ikke engang hvis man, som ca. 50 pct. af vælgerne, stemmer på partiet og ikke på en person. Politikerne er frie til at flytte sig, hvis de ikke bryder sig om lugten i partiværelset. Kun Enhedslisten har en regel om, at man ikke kan skifte parti – så nedlægges mandatet - og at de ikke modtager partihoppere.  

”I nogle politiske systemer er partiskift forbudt. Men det er også problematisk, for det er et kraftigt signal til partiet, hvis politikerne flygter. Det er fornuftigt nok, at de kan gøre det,” mener Helene Helboe Pedersen.

Politik er blevet mere personaliseret

Spørgsmålet er, om de mange partiskift er en konsekvens af en mere generel tendens til, at vi vælgere ikke er så loyale over for vores partier længere, som vi har været tidligere. Medlemstallene i de politiske partier har i årevis været meget lave.

”Flere vælgere end tidligere er i tvivl om, hvem de skal stemme på, når et valg nærmer sig. De skifter dog typisk ikke mellem blokkene. I denne periode synes politikerne også at være blevet i tvivl i forhold til deres partitilhørsforhold, men de skifter – i lighed med vælgerne – også primært inden for de to politiske blokke,” siger Helene Helboe Pedersen.

Der er samtidig kommet mere fokus på enkeltpersoner i politik, blandt andet båret frem af sociale medier, som nogle politikere bruger heftigt til at markere sig. Både Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg brugte f.eks. sociale medier til at danne netværk og støttegrupper, før de søsatte deres nye partier.

”Når Inger Støjberg danner et parti, så er det i sagens natur stærkt personaliseret. Hun er frontfigur, og det er hendes mærkesager, partiet er sat i verden for at fremme,” siger hun.

Enkeltsager og personfokus giver ustabilitet

Helene Helboe Pedersen definerer personaliseret politik som det, at vælgere går mere op i personen end partiet, og at politikere går mere op i egne sager end i partiets.

Risikoen ved den udvikling er, at politikerne koncentrerer sig om enkeltsager og ikke tager ansvar for det store billede og de måske upopulære beslutninger, der også skal træffes.

”Hvis man vil se konsekvensen af en stærkt personaliseret politik, skal man kigge mod Italien. Her giver det stærke fokus på personer ustabilitet i hele systemet. Det bliver svært at træffe beslutninger, og det bliver svært at holde politikerne ansvarlige, hvis de flygter fra deres partier og kører deres eget løb. Resultatet er meget lav vælgertillid,” forklarer hun.

(Læs mere om italiensk politik i artiklerne: Populismens død kan puste liv i det endnu mere ekstreme og Derfor er italiensk politik så kaotisk)

Helene Helboe Pedersen fortsætter:

”Hvis halvdelen af et partis mandater er flygtet til et andet parti, hvordan skal man så egentlig holde dem ansvarlige, og hvor skal man sætte sin stemme? Hvis jeg havde stemt på Dansk Folkeparti ved seneste valg og gerne ville stemme på dem igen, ville jeg være meget i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit kryds. Mange tidligere DF-politikere har ikke besluttet, om de genopstiller, og for hvilket parti. Så bliver det komplekst for vælgerne.”

Partier er stadig indgangen til politik

Selv om flere folketingspolitikere vælger at forlade det parti, de er stemt ind for, ser det ikke ud til, at forholdet mellem de enkelte politikere og partierne har ændret sig synderligt over tiden, fortæller Helene Helboe Pedersen:

”Man kan ikke sige entydigt, at politikerne er mere uafhængige af partierne nu end før. Ganske vist kan de på egen hånd bruge sociale medier til at markere sig – men samtidig er de stadig meget afhængige af de ressourcer og samarbejder, som partierne giver adgang til. Og det er stadig partierne, der er indgangen til at drive politik.”

”Groft sagt er der to veje ind i politik: Den ene gruppe politikere er vokset op med politik og er dybt forankrede i partiet. Deres forældre var måske politisk aktive, og de har måske selv haft ledende poster i ungdomsorganisationen. Den anden gruppe kommer ind i Folketinget udefra, typisk fra erhvervslivet. De har ikke samme forankring i partiet, og de har typisk arbejdet flere andre steder, før de bliver politikere. Det er dem, mange vælgere gerne ser i Folketinget, fordi de kender til andet og mere end den politiske verden,” fortæller hun.

Gruppen af ’outsidere’ er størst, de udgør ca. to tredjedele af mandaterne. Og fordelingen mellem de to grupper har været nogenlunde stabil gennem årene.

”Min tese er, at ’insiderne’ har en større sandsynlighed for at få topposter end ’outsiderne’, men det er ikke studeret systematisk,” tilføjer hun.

Rokker ved vælgernes tillid

Der er ikke noget juridisk problem i at skifte parti. Grundlovens §56 fastslår ligefrem, at Folketingets medlemmer alene er ”bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”. Så når den enkelte politiker skifter parti eller stifter et nyt, sker det altså med grundloven i ryggen.

Men samlet set kan det alligevel være et demokratisk problem, når så stor en del af politikerne flytter væk fra det parti, de blev valgt ind for, påpeger Helene Helboe Pedersen.

”Ca. halvdelen af vælgerne stemmer på et parti, og halvdelen stemmer personligt. Så mange af mandaterne er i høj grad givet til partierne. Og selv hvis man har stemt personligt, er det jo ikke sikkert man ville have stemt på vedkommende, hvis han eller hun opstillede for et andet parti,” siger hun.

Hun vurderer, at det store antal partiskiftere og løsgængere alt i alt skader befolkningens tillid til politikerne.

”Vælgerne bryder sig ikke om partiskiftere. Men de straffer dem ikke ved næste valg: Partiskiftere har lige stor sandsynlighed for at blive genvalgt, uanset om de har skiftet parti eller ej. Nogle vælgere har nok fået mindre tillid til politikerne efter de her år, og andre har fået mere tillid til deres egne politikere, fordi de tør stå ved deres holdninger. Billedet er ikke entydigt.”

Vender man sig mod Italien, kan man se, hvordan en ustabil politisk situation påvirker vælgerne:

”Vælgerne får lav tillid til politikerne. De bliver irriterede over alle de her skift. Deres reaktion er dog ikke at stemme på et af de gamle partier ved næste valg, som man måske kunne have troet – de er holdt op med at orientere sig om partierne. Tværtimod vælger de ofte et nyt håb, en ny stærk leder med en ny politik – en person, der typisk ikke er særlig godt afprøvet. Det er selvmodsigende, ja – men det handler om, at vælgerne er frustrerede. De føler sig ikke set eller lyttet til, og de kan ikke se sig selv i det, politikerne står for.”