Kan klimaet tåle flere grønne husdyr?

I efteråret landede regeringen og et bredt flertal af folketingets partier en aftale om en grøn omstilling af dansk landbrug, der frem mod 2030 skal reducere udledningen af drivhusgasser med 55-65 pct. I aftalen er der lagt stor vægt på investeringer i grønne teknologier som en drivende kraft i den grønne omstilling.

Det falder godt i tråd med visionerne i landbrugets brancheorganisation, Landbrug & Fødevarer. ”Løsningen er at finde veje til at producere mere med mindre,” hedder det i organisationens klimaplan.

Men er det nødvendigvis løsningen at øge produktionen?

Argumentet for, at vi i Danmark skal eksportere endnu flere grise og producere endnu mere mælk er, at vores landbrug hører til verdens mest klimaeffektive. Men et nyt forskningsprojekt ved Københavns Universitet har undersøgt præmisserne for denne tænkning og sætter et stort spørgsmålstegn ved, om dansk landbrugs fokus på klimaeffektivitet er tilstrækkeligt til at indfri de nationale og internationale klimamål.

I Danmark står landbruget for 22 pct. af den samlede udledning af klimagasser, og 90 pct. af denne udledning kommer fra husdyrene. Det svarer til en femtedel af Danmarks samlede klimaaftryk, omtrent det samme som hele transportsektoren, inkl. privatbilisme, varetransport og flyrejser.

Når husdyrsektoren alligevel kan portrættere sig selv som grøn, bygger det på en forståelse af bæredygtighed som en relativ størrelse. At være grøn handler i denne optik om at være grønnere end de andre – eller grønnere end i går.

”Inden for denne logik anskues bæredygtighed mest som et konkurrenceparameter. Og kun med dette relative bæredygtighedsbegreb kan det lade sig gøre at kalde den danske husdyrproduktion klimavenlig,” siger Frida Hastrup, der er lektor i etnologi ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og står i spidsen for undersøgelsen af bæredygtig husdyrproduktion i Danmark.

Når husdyrsektoren kun måler sin grønne indsats i forhold til andre, kan det have store konsekvenser for den grønne omstilling.

”Når man ser på husdyrproduktionen som en toptunet maskine, der løbende skal optimeres, så den bliver så klimaeffektiv som muligt, er der spørgsmål, man slet ikke behøver at tage stilling til: Hvor mange dyr skal vi producere? Hvad skal vi bruge hektarer på? Og giver det overhovedet mening at eksportere en hel masse kød og mælkeprodukter til resten af verden?” siger Frida Hastrup.

En verdensmester behøver ikke ændre kurs

Forskerholdet ser på husdyrsektoren i bred forstand. Ikke bare landbrug og fødevareproduktion, men også myndighederne og forskningsinstitutionerne.

Forskerne konstaterer, at der hele vejen rundt er bred enighed om at tage klimaudfordringerne alvorligt og begrænse klimabelastningen fra køer og grise.

”Husdyrproduktion bliver jo ofte nævnt som et virkelig stort klimaproblem og dermed et sted der skal sættes ind. Det er alle sådan set enige om. Bæredygtighed og nedsat klimaaftryk er derfor udfordringer, som alle på en eller anden måde forholder sig til – også interessenterne i branchen,” siger Frida Hastrup.

Der er altså ingen stemmer i branchen, der er imod en grøn omstilling. Problemet er, at der også er konsensus blandt beslutningstagere, interessenter og mange forskere om at anskue husdyrproduktionens klimabelastning som en relativ størrelse – hvor Danmark har førstepladsen, fordi vi udleder mindre CO2 end andre pr. produceret enhed.

”Ideen om, at vi er relativt bedre, er meget massiv, både i det politiske og i det videnskabelige miljø. Det er et kæmpe problem, fordi det hurtigt medfører, at man så ikke virkelig behøver at ændre noget. Hvis vi allerede ser os selv som verdensmestre, lægger vi op til, at omstillingen skal foregå et andet sted end her,” siger Frida Hastrup.

”Men det nytter ikke noget at sige, at det skal foregå et andet sted. Den krise vi står i, er jo planetær. Det vil sige, at vi alle steder er nødt til at omstille os, også i Danmark.”

Det teknologiske fix

I forskningsprojektet er det ikke forskergruppens mål at finde frem til den ”rigtige” definition af bæredygtighed. I stedet er det en kortlægning af, hvordan begrebet forstås og omsættes til praksis i en branche, der er i fuld gang med at lægge om.

”Med udgangspunkt i malkekvægsproduktion, er det er analyse af, hvordan politikerne, landbrugsorganisationer og den anvendte videnskab selv taler om bæredygtighed, og hvad udvalgte kvægproducenter ser af muligheder og barrierer for at skabe levedygtige bedrifter, som ikke nødvendigvis opererer ud fra de relative ideer om bæredygtig produktion. Hvilke forhindringer løber sådanne alternative produktioner ind i? Hvordan virker viden om kvægs miljø- og klimabelastning i praksis?” siger Frida Hastrup.

De teknologiske løsninger, der ofte prioriteres politisk, stiller skarpt på meget specifikke dele af produktionen, som f.eks. de metan-producerende mikroorganismer i koens vom. Løsningerne kommer derved til at handle om specifikke foderstoffer eller genteknologi, eller om klimateknologi, der kan nedsætte udslippet fra den enkelte ko.

Men dette blik på produktionen, hvor man deler den op i meget små enkeltdele og skruer på enkeltparametre, kan gøre det vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved, hvordan det samlede produktionssystem belaster klimaet. Og det bliver svært at forestille sig en helt anderledes – og mindre – husdyrsektor, der lader sig lede af absolutte grænser i stedet for relative forbedringer, påpeger Frida Hastrup.

Optimismen omkring de teknologisk løsninger kan altså ende med at sløre for en mere grundlæggende omstilling af produktionen.

”Det handler ofte om, at vi kan løse det med nye udsugningssystemer i staldene, bedre avlsprogrammer eller foderadditiver, som nedsætter metanproduktionen. Alle sammen agtværdige projekter, som jeg godt kan forstå, at man kan blive grebet af, men som bare hele tiden flytter grænserne for, hvad vi tror, vi kan tillade os som menneskehed.”

Fra relativ til absolut bæredygtighed

En anden måde at anskue bæredygtighed på er at forholde sig til absolutte mål for planetens bæreevne. I denne optik handler det ikke om at ”gøre den enkelte ko grønnere”, men om at nedbringe f.eks. kvægbranchens samlede aftryk på jorden.

”Det er en måde at regne på klodens tilstand ud fra en idé om, at der er endelige ressourcer. Det betyder, at man i alle dele af produktionen skal tænke: Er det her bæredygtigt i sig selv? Det er ikke nok at sige, at det er bedre end naboens eller lidt bedre end sidste år. Det er en absolut udfordring, som ligger alle steder. Derfor selvfølgelig også i det danske landbrug, uanset om man kan sige, at vi er de mest klimaeffektive,” fortæller Frida Hastrup.

Det absolutte bæredygtighedsbegreb bygger på ideen om ”planetære grænser”, vi som menneskehed må holde os inden for.

Modellen er udarbejdet af Stockholm Resilience Center på Stockholm Universitet. Her har et forskerhold identificeret ni overordnede processer, som er afgørende for planetens sundhed, f.eks. klima og biodiversitet. Modellen bygger på beregninger af specifikke grænser for, hvor meget vi som mennesker kan belaste planeten på de enkelte områder uden at forårsage dramatiske ændringer i den globale miljøtilstand.

Med denne model bliver det tydeligt, at den danske husdyrbranches klima- og miljøvenlighed kan diskuteres.

”Ser man på modellen, er det tydeligt, at der er områder, hvor den er gal i Danmark – også helt lokalt. Ud over udledningen af klimagasser gælder det bl.a. de biokemiske flows for kvælstof og fosfor, som udvaskes fra landbruget til miljøet. Der er Danmark oppe i det røde felt eller på vej derop, og det er områder, som er meget nemme at føre direkte tilbage til en stor husdyrproduktionssektor, inklusive foderproduktion” forklarer Frida Hastrup.

Når forskerholdet har inddraget begrebet om absolut bæredygtighed, er det for at vise, hvordan den relative bæredygtighed kommer til kort, når man skal se på planeten som en helhed og derigennem tage et lokalt ansvar. Konkrete tal for de absolutte mål overlader de dog til andre forskere, fortæller Frida Hastrup.

”Vi bruger det slet ikke i kvantitativ forstand. Det er der naturvidenskabsfolk, som måler på. Vores antropologiske og etnologiske faglighed handler om strukturerne omkring produktionen. Når vi anvender begrebet, er det også for at forsøge at hæve ambitionsniveauet. For det er klart, at man godt kan se dansk husdyrproduktion som en succeshistorie, hvis man ser isoleret på det. Problemet er bare, at man ikke bør se isoleret på det,” siger hun.

Allerede den 28. marts 2022 ramte Danmark sin årlige ”Overshoot day”, hvor vores andel af de ressourcer, kloden kan nå genskabe på et år, er opbrugt. Danmark lægger sig dermed ind på en 14.-plads over lande med det højeste forbrug.

Alternativer til tunnelsynet

Ifølge forskerne bag undersøgelsen er husdyrproduktionen i dag domineret af et fokus på intensivering, effektivisering og teknologiske forbedringer.

Det betyder, at vi anskuer dyrenes værdi ud fra nogle få bestemte parametre, som i sidste ende handler om det økonomiske afkast. Derved mister vi også blikket for, hvordan produktionen tager sig ud i sin helhed, forklarer Frida Hastrup.

”Diskussionen om, hvad det er for et slags produktionslandskab, vi har, bliver hele tiden underordnet, fordi man vælger små tunnelsyn, som handler om ’mælkeydelse’, ’grisedødelighed’ eller ’antibiotikaforbrug’. De parametre er i sig selv vigtige at have med, men problemet er, at det bliver en meget enstrenget måde at tænke på.”

Forskningsprojektet, som Frida Hastrup står i spidsen for, varetages af forskere fra både naturvidenskab og humaniora, og er forankret på Københavns Universitet. Det løber frem til efteråret 2024 og er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond. Ifølge Frida Hastrup er der behov for flere af sådanne projekter, der stiller spørgsmål til de produktionsmetoder, der efterhånden er blevet en naturlig del af det at producere animalske fødevarer.

”Koen kan ikke reduceres til en maskine, der giver mælk til mennesker, men sådan fungerer malkekoen jo i mange systemer nu: Som en lille fabrik, der omsætter soya, kraftfoder eller græs til mælk. Måske skal vi begynde at se koen på nye måder. Tænke den ind i et landskab – som et dyr, der også laver naturpleje og øger biodiversiteten. Og måske skal vi så ikke have halvanden million af dem.”