Samfund & Individ
Foto: Heathcliff Omalley/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Kvindefjendsk politik har ramt Taleban som en boomerang

Det afghanske Taleban-styre får stadigt sværere ved at indfri de forhåbninger, der bragte det til magten i 2021. Samfundet balancerer på kanten af et kollaps, og den kvindefjendske politik har givet bagslag, bl.a. fordi den har drænet den offentlige sektor for kvindelig arbejdskraft. Interne spændinger i Taleban kan bane vej for endnu et magtskifte.

Samfund & Individ
Foto: Heathcliff Omalley/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Den 8. marts 2002 var der andet end støv og røg i luften rundt om i Kabuls små hjem. Mens allierede, amerikanske og afghanske styrker bombede Al-Qaeda og Taleban-krigere ud af deres forskansede huler i Shahi Kot-bjergene nær grænsen til Pakistan, svævede et lille håb over storbyens sandfarvede ruiner.

Det var kvindernes internationale kampdag, og for første gang i 11 år kunne afghanere gå på gaden uden frygt for fængselsstraf og voldsomme repressalier. Sima Samar, landets minister for kvindelige anliggender, markerede dengang dagen og proklamerede, at regeringen måtte investere mere i uddannelse, ligestilling og menneskerettigheder, hvis de afghanske søstre skulle hjælpe med til at genopbygge landet.

I årene, der fulgte, gik det faktisk støt og roligt i den rigtige retning, trods krigens langtrukne blodbad. Der blev oprettet pigeskoler, og flere kvinder fik uddannelse og arbejde uden for hjemmets fire vægge.

Men da de sidste amerikanske styrker trak sig ud af landet i en nærmest panisk retræte i august 2021, blev håbet til et fatamorgana for landets næsten 20 millioner kvinder.

”I begyndelsen lovede Taleban forsigtigt en række forbedringer, og der var grupper i samfundet, der håbede og troede på, at der faktisk var tale om et mere progressivt Taleban 2.0. Men de blev slemt skuffet,” siger Asta Olesen. Hun har bl.a. forsket i Afghanistans politiske og økonomiske udvikling siden 1975, skrevet en ph.d. om islam og politik i Afghanistan, og fungerer i dag som freelancekonsulent hos Verdensbanken.  

Siden magtovertagelsen har Taleban løbende begrænset pigers og kvinders uddannelses- og arbejdsmuligheder. Mange steder må de ikke længere bevæge sig frit i det offentlige rum. Ifølge FN har Taleban på bare ét år tilbagerullet 20 års udvikling for pigers og kvinders rettigheder. Og ud over at undertrykke halvdelen af landets befolkning, tærer det også gevaldigt på statskassen.

”Siden Taleban kom til magten, er BNP skrumpet med mindst 30 pct., og den livsvigtige humanitære bistand, som standsede umiddelbart efter Talebans magtovertagelse, er genoptaget om end i noget mindre målestok. Ingen anerkender styret, og ledelsens diskriminerende politik over for piger og kvinder bærer en del af skylden,” siger Asta Olesen.

”Visse steder i Taleban-bevægelsen betegnes den restriktive politik over for pigers skolegang og kvinders arbejdsliv endda som et decideret fejlgreb. Dét kan på sigt udfordre styrets sammenhængskraft – og måske føre til endnu et magtskifte, som vi har set det så ofte før i Afghanistans historie.”

En konservativ stammebevægelse

Afghanistans nyere historie er en stridbar og snørklet fortælling, om uendelige kampe mellem rivaliserende stammer og imperialistiske stormagter. Alene de sidste 50 år er tre statsledere blevet dræbt og seks afsat.

I perioden 1978-1992 blev landet ledet af Afghanistans Folkedemokratiske Parti, også kaldet PDPA, en kommunistisk og nationalistisk politisk bevægelse med tætte forbindelser til Sovjetunionen. Partiet kom til magten ved et kup og fastholdt kontrollen med solid støtte fra den sovjetiske hær. I 1979 rullede Leonid Bresjnevs kampvante kampvogne nemlig ind over de afghanske grænser for at støtte det ideologisk beslægtede regime i Kabul.

Allerede ti år senere trak Kreml dog sine soldater hjem. Det internationale pres var støt stigende og de sværtbevæbnede oprørere, de såkaldt mujahedinere, der fik krudt og kugler fra Vesten, gjorde tilværelsen kompliceret for kommunisterne. Men da PDPA-styret kollapsede i 1992, begyndte de forskellige mujahedin-grupper at kæmpe om magten i landet.

”Da PDPA faldt, blev mujahedin-krigerne hyldet som befriere. Euforien forstummede dog, i takt med at de tidligere frihedshelte blev til rivaliserende krigsherrer, der udbyttede de områder, de kontrollerede, og ødelagde de sørgelige rester af Afghanistan. Og ud af folkets desillusion voksede så Taleban-bevægelsen,” siger Asta Olesen.

Modsat mujahedinerne blev Taleban-medlemmerne nemlig ikke betragtet som udskejende, farlige war lords, men derimod som repræsentanter for en oprindelig stammebaseret traditionalisme. De kom fra konservative landområder i Sydafghanistan, der var domineret af den etniske pashtun-gruppe. Med støtte fra Pakistan, der havde både kulturelle og økonomiske interesser i Afghanistan, blev vejen banet for Talebans magtovertagelse.

”I efteråret 1996, efter to års gradvis ekspansion, indtog Taleban endelig Kabul og dermed regeringsmagten. Og nu blev de hyldet som folkets befriere,” siger Asta Olesen.

De nød dog ikke den store internationale anerkendelse. Reelt var det kun Pakistan, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, der blåstemplede regimet og anerkendte dets legitimitet.

”Talebans ultrakonservative tilgang til tilværelsen clashede desuden snart med storbybefolkningens forståelse af, hvordan livet skulle leves – og så begyndte en række nye problemer.”

Talebans tolkning af islam

Traditionelt set har befolkningen i Afghanistan tilhørt den hanafitiske retsskole og praktiseret en islam, der er en blanding af ofte ret konservative stammetraditioner og sufismen, som er en mere åndelig mysticisme og spirituel filosofi.  

Men Taleban præsenterede en anden praksis.

Deres version af islam var baseret på en blanding af den mest konservative version af stammetraditioner fra det sydlige Afghanistan og på indflydelse fra wahabismen, den retsskole som følges i Saudi-Arabien.

Især i deres holdning til kvinder var det tydeligt, at de var mere præget af afghanske stammetraditioner end af klassisk islam-tolkning. Men Taleban var heller ikke særligt lærde og tilhørte ikke den religiøse elite, forklarer Asta Olesen.

Under mujahedinernes kampe mod det kommunistiske styre i Kabul og den sovjetiske invasionshær forsynede bl.a. saudiske oliesheiker de hellige krigere med panserværnsvåben og AK-47’ere. Krigen tiltrak også mange frivillige fra Golfstaterne, der bifaldt Talebans tolkning af den islamistiske jihad – altså den ydre kamp.

Jihaden blev samtidig begyndelsen på en saudisk finansiering af religiøse skoler og moskéer i de pakistanske grænseområder. Her promoverede islamiske lærde nu wahabismen som et bolværk mod kommunisternes ateisme og den lokale islam-praksis.

”Antallet af religiøse skoler, som tilbød gratis undervisning og ophold til afghanske flygtningebørn, mangedobledes i disse år. Og her lærte ungdommen ikke blot om wahabi-doktriner, de blev også rekrutteret til jihad og Taleban-bevægelsen,” forklarer Asta Olesen.

Et fejlslagent forsøg med demokrati

Taleban-styret var kendetegnet ved en wahabistisk-inspireret sharia-tolkning, der diskriminerede kvinder og etnisk-religiøse minoriteter. Samtidig forfulgte det politiske modstandere, særligt dem, der havde været en del af det kommunistiske styre.

Men allerede i 2001, blot fem år efter Talebans sejrsmarch i Kabul, blev landet invaderet igen, denne gang af amerikanske og allierede styrker, efter at George W. Bush havde proklameret sin globale ”krig mod terror”.

”De gamle mujahedin-krigere blev nu genbevæbnet af Vesten og brugt til at vælte Taleban. Problemet var bare, at afghanerne allerede i 1990’erne havde mistet tiltroen til disse krigsherrer,” siger Asta Olesen.

Bedre blev det ikke, da mujahedinerne, med Vestens våbengaver og velsignelse, blev tildelt politisk magt og indflydelse i den nye afghanske republik. Ved Bonn-aftalen fra december 2001, der havde til formål at genetablere regeringen i Afghanistan, bød man de gamle mujahedinerne velkommen – men undlod at sende en invitation til den tabende part, Taleban.

”Det var en fejl at holde dem uden for indflydelse. Oven i det etablerede man en centraliseret struktur i Afghanistan med et stærkt præsidentstyre, mens lokalbefolkningen i virkeligheden efterspurgte et fleksibelt føderalt system, der kunne tage hensyn til de mange etniske grupper og regionale behov,” forklarer Asta Olesen.  

Valgsystemet og parlamentet var heller ikke skruet helt fornuftigt sammen, hvis man spørger Afghanistan-forskeren.

Politiske partier var nemlig ikke en integreret del af valgsystemet, og kandidaterne opstillede derfor som enkeltindivider og ikke på politiske lister. Resultatet blev et parlament uden partier, domineret af patron-klient relationer, og det politiske liv kom derfor til at spejle de gamle opdelinger og magtkampe fra mujahedin-tiden.

Den reelle politiske magt lå hos den udøvende magt, præsidenten og den regering, han sammensatte. Kombineret med bl.a. kraftig mistanke om valgsvindel og kaos ved vælgerregistrering og stemmeafgivning, mistede befolkningen hurtigt tiltroen til det såkaldt ’demokratiske’ system.   

Losing hearts and minds

Afghanistan befandt sig atter i en mildest talt uholdbar situation, og det til trods for, at pengene til genopbygningen af landet væltede ind fra generøse fonde, organisationer og stater. En del blev brugt til at opbygge de førnævnte pigeskoler og uddannelsesinstitutioner i løbet af perioden 2001-2021. Men det var bestemt ikke alle midler, der endte, hvor det var meningen.

”Støtten genererede en voldsom korruption, og man sammenblandede den civile og militære bistand. Hurtige genveje til winning hearts and minds i konfliktfyldte områder resulterede i en uhensigtsmæssig støtte til magtfulde lokale aktører, ofte med en fortid som krigsherrer, mod en forventning om, at de kunne levere resultater. Samtidig engagerede internationale militære styrker sig i, hvad der normalt blev varetaget af civile udviklingsaktører,” forklarer Asta Olesen.  

Resultatet var mildest talt ikke godt: omfattende korruption, konsolidering af eksisterende magthierarkier og øget konflikt, akkurat som man så det på et nationalt plan. Vestens og regeringens håb om at investere sig til fred og folkelig støtte led skibbrud, mens mistilliden voksede mod nye højder. Systemet begyndte at skride.

Ved udgangen af 2014 sluttede NATOs krig officielt i Afghanistan, og i takt med at amerikanske og allierede styrker i de følgende år trak sig ud af landet, overtog de afghanske sikkerhedsstyrker ansvaret – og Taleban genvandt hurtigt kontrollen over de vigtigste provinser.

Derfor indkaldte den amerikanske regering i foråret 2020 til fredsforhandlinger med Taleban i Doha i Qatar. Men endnu engang glemte man at invitere den tabende part.

”Denne gang undlod man at sende en invitation til den afghanske regering, og det blev opfattet som et kæmpe svigt, særligt nu, hvor det afghanske militær og politi havde lidt enorme tab under krigen,” forklarer Asta Olesen.

Taleban var ikke populære dengang i foråret 2020 – og var det heller ikke ved magtovertagelsen i august 2021.

Men på samme vis som mistilliden til mujahedinerne havde bragt Taleban til magten i 1990’erne, var der nu en stor folkelig mistillid til regeringen og de vestlige styrker. Antallet af civile ofre for fejlslagne drone- og missilangreb var støt stigende, og de allierede tropper blev efterhånden betragtet mere som en besættelsesstyrke end en befrielseshær.

Humanitær krise og indre splittelse

Ifølge Asta Olesen er det i vid udstrækning gengangere fra 1990’ernes Taleban-styre, der nu bestemmer i Kabul og Kandahar, hvor Talebans leder befinder sig.

Men indtil videre er det bevægelsens ultrakonservative fløj, der har vundet magtkampen.

”Uenigheden er umiddelbart større internt i Taleban lige nu, end den var i 1990’erne. Det ser vi bl.a. i deres restriktive politik i forhold til kvinders og pigers rettigheder, arbejde og skolegang. Den betragter flere Taleban-fraktioner rundt om i landet som en dårlig idé,” siger Asta Olesen. 

Taleban har heller ikke været i stand til at levere den samme grad af sikkerhed til befolkningen som tidligere. Og det er kun blevet værre i takt med, at Islamisk Stat har vundet indpas i særligt det østlige Afghanistan. Siden 2015 har ISIS og Taleban ofte udkæmpet blodige slag om strategiske nøglepunkter, og da Taleban tilkæmpede sig magten i august 2021, valgte mange soldater fra de afghanske sikkerhedsstyrker - der vel at mærke er trænet af det amerikanske militær - at tilslutte sig ISIS. 

”Samlet set er antallet af voldshandlinger faldet, hvilket FN har dokumenteret, men ISIS og tilhængere af det tidligere regime har stadig held med at udføre spektakulære, blodige angreb. Tidligere, da Taleban beskyttede befolkningen mod stridende mujahedin-grupper, var sikkerheden ellers deres trumfkort,” forklarer hun.  

Samtidig står landet midt i en humanitær katastrofe. Fødevarepriserne eksploderer, og Gallup estimerede tilbage i foråret 2022, at op mod 95 pct. af befolkningen havde svært ved at skaffe mad nok på bordet. Ifølge Taleban selv var 157 afghanere frosset ihjel i den bidende nattekulde i slutningen af januar 2023.

Taleban og den afghanske befolkning er derfor dybt afhængige af udlandets humanitære bistand. Men de har skudt sig selv i foden.

”Taleban har bevidst ikke lavet en bred regering, der ellers kunne have genereret noget velvilje fra udlandet og banet vejen for mere humanitær bistand. Samtidig er en stor del af de offentligt ansatte enten flygtet ud af landet eller hjemsendt – fordi de var kvinder. Og dét lammer nu styrets effektivitet og rækkevidde,” forklarer Asta Olesen.

Er fremtiden mere lys?

Asta Olesen tror ikke på, at det internationale samfund vil have den store succes med at påvirke Taleban i en mere menneskerettighedsvenlig retning. Styret kan hverken lokkes, trues eller manipuleres, og det har ikke tradition for at give efter for eksternt pres.

Samtidig har Taleban i stigende grad taget teten op efter den tidligere regering og er nu i fuld gang med at sælge ud af landets ressourcer, formentlig i et forsøg på at stabilisere den skrantende økonomi.

Den afghanske undergrund gemmer nemlig på uudnyttede naturressourcer til en estimeret værdi af over én billion dollar. I januar indgik et statsejet kinesisk oliefirma en milliard-aftale med Taleban om olieudvinding i Nordafghanistan, og i slutningen af februar nedsatte styret et såkaldt ’investeringskonsortium’ med virksomheder fra bl.a. Iran, Rusland og Pakistan.

Det er dog meget tvivlsomt, om den langsigtede strategi kan afhjælpe det akutte behov for bistand nu og her. Spørgsmålet er derfor også, hvor sikkert Taleban-styret egentlig sidder i sadlen. Taleban er nemlig ikke nogen homogen gruppe – og det kan måske vise sig at være til pigernes og kvindernes fordel.

”Særligt udelukkelsen af piger fra at gå i skole har vist sig at skabe forvirring og uro internt i Taleban. Styret i Kandahar deler ikke nødvendigvis holdninger med Taleban-grupper i det sydlige eller nordlige Afghanistan. Her betragter man udelukkelsen som en fejl – også i lyset af den internationale fordømmelse og de økonomiske konsekvenser,” forklarer Asta Olesen.

”Jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før de interne uenigheder udkrystalliserer sig og ender i åben kamp. Men det er ikke til at sige, hvornår det vil ske, eller hvem der får gavn af det,” siger hun.

I sit stille sind kan man dog håbe, at de afghanske piger og kvinder snart kan gå på gaden igen den 8. marts og fejre håbet om en lysere og mere retfærdig fremtid.

BIOGRAFIER

Vid&Sans
Journalist og redaktør på Vid&Sans. Skriver bl.a. om kultur, historie, politik og samfundsforhold.
ph.d. og konsulent, Verdensbanken
Asta Olesen har forsket i Afghanistans politiske og økonomiske udvikling siden 1975 og skrevet en ph.d. om islam og politik i Afghanistan. Hun har været udsendt for både FN, Danida og Verdensbanken i bl.a. Indien, Tanzania, Palæstina, Pakistan og Afghanistan. Derudover har hun været lektor på Københavns Universitet og fungerer i dag som freelancekonsulent hos Verdensbanken.

ANBEFALET TIL DIG

Menu