Den tunge læderkugle ligger stille på græsset. Et stykke af Fælleden i København er blevet ryddet for køer, og holdet fra Odense står klar på den ene banehalvdel. Snorene er spændt stramt op mellem målstolperne, der er hamret solidt ned i jorden i hver sin ende af den ujævne græsfirkant.
Endnu en af de søndagskampe, som fodbolden er så rig på, skal til at begynde. Det er dog usædvanligt tidligt. Klokken er bare 9, det er råkoldt, og kun få tilskuere har fundet vej til det store græsningsareal på Østerbro. Spillerne har da formentlig heller ikke gjort meget for at sprede ordet. De ved godt, at tilskuerne næppe vil strømme til for at hylde deres spil. Kvinder og fodbold hører jo ikke sammen.
Denne formiddag, søndag den 4. maj 1902, mødte et københavnsk kvindefodboldhold et hold fra Odense. Trods tidspunktet var et par journalister mødt op, og de forevigede øjeblikket og viderebragte en vis accept af spillerne, der forsøgte sig med dette – for kvinder – så udfordrende spil. Samtidig var de dagbladsudsendte dog gentlemen nok til at anonymisere kvinderne. Der var ingen grund til ligefrem at hænge nogen ud, som forbrød sig mod samfundets normer og spilleregler.
I 2022 spillede det danske kvindelandshold landskamp mod Brasilien i Parken, kun et par stenkast fra der, hvor de skørteklædte foregangskvinder driblede rundt 120 år forinden. Denne gang var mere end 21.000 mødt op på lægterne for at heppe på nationens nye helte.
Der er heldigvis sket meget for dansk kvindefodbold siden kampen på Fælleden i 1902. Men vejen hertil har været fyldt med røde kort og benhårde tacklinger fra fodboldorganisationer og mænds mange fordomme. I dag har kvinderne nogenlunde vundet retten til at spille fodbold på samme bane som mænd– men kampen er bestemt ikke fløjtet af.
Sarte former og svagt bølgende linjer
I dagene efter kampen på fælleden hin majdag 1902 kunne kvinderne læse om sig selv i forskellige småreportager. Her blev det tydeligt, at de fremmødte journalister, til trods for en vis anerkendelse, betragtede dem som nogle lidt kuriøse og skøre typer.
Den fremstilling handlede ikke kun om smarte journalister og clickbait-lignende overskrifter. Den spejlede ganske enkelt samtidens syn på kvinder, sport og fodbold. Kvindegymnastik, kvindesvømning og kvindecykling kunne lige gå. Bevares. Men kvindefodbold? Lad gå, at kvinder mødtes og spillede fodbold i ny og næ. Men faste træningstider kunne der ikke være tale om.
Sporten var mandens rum, og da en gruppe kvinder i 1906 ønskede at spille lidt mere regelmæssigt og derfor anmodede KB om at låne deres træningsbaner, var svaret i praksis en afvisning. Kvinderne kunne få lov til at låne banerne søndag morgen klokken 6 – hvis de vel at mærke selv stillede med vagter, der kunne holde nysgerrige på afstand. Det emmede ikke ligefrem af imødekommenhed.
Kvindeidræt skulle begrænses til at løfte kvindens yndefulde karakter frem, mente de fleste mænd. Kvinderne måtte derfor huske at dyrke idrætten med respekt for deres ”sarte former og svagt bølgende linier”, som Berlingske Tidende skrev i 1922. Og her duede fodbold selvsagt ikke.
Men hvordan kunne kvinderne så komme ud af mændenes spændetrøje?
Syv år senere foreslog den engelske forfatter og feminist Virginia Woolf i essayet Eget værelse, at kvinder måtte arbejde benhårdt på at gøre sig uafhængige af mænd ved at skaffe sig en indkomst og få et sted, der var deres eget. Woolf tænkte godt nok mest på kvinders mulighed for at skrive selv, men forslaget skulle vise sig at gælde lige så vel for kvindefodbolden – til trods for at døren til værelset, eller måske rettere adgangen til banen, forblev lukket mange år endnu.
Kvinderne bliver herre i egen union
Vi skal helt frem til 1959, før de første danske kvinder fik mulighed for at åbne døren til fodboldens værelse bare lidt på klem.
Det hele startede, da den fodboldinteresserede journalist Alf Mørkberg ønskede at lette kvindernes adgang til den lukkede fodboldverden, og derfor tog initativ til, at bladet Aktuelt organiserede den første turnering for kvindefodboldhold i Danmark.
Det skabte en del opmærksomhed, og allerede året efter spillede to kvindehold den første af flere opvisningskampe i Idrætsparken i København. Det øgede ikke bare opmærksomheden. Kvinderne høstede også en vis anerkendelse fra tilskuere og journalister. Til den første kamp måtte journalisten fra Aktuelt overraskende konstatere, at de 8.000 tilskuere faktisk klappede kvinderne ud af banen inden dagens hovedattraktion, kampen mellem et dansk og brasiliansk herrehold, kunne starte.
Efter turneringen knopskød nye hold landet over, og kvindefodbolden fik snart sin egen organisation. I løbet af 1960’erne fik kvindefodbolden lagt rammerne for en fremtidig kvindefodbold, som var ”herre” i eget hus, og efterhånden fik de også nogenlunde succes med at rejse penge til projektet.
Allerede i turneringsformatet var det tanken, at kvindefodbolden skulle være et underholdende og målrigt show, og derfor afskaffede man bl.a. offsidereglen. Pengene kom desuden ind fra bl.a. støttefester og sponsorater, ikke mindst fra ugebladet Femina, og så var trøjesponsorater tilladte længe inden Dansk Boldspil Union overhovedet overvejede noget tilsvarende for herreholdene.
Sejren er vor
Ti år senere var kvindefodbolden blevet ret udbredt i Danmark, og flere repræsentanter for sporten begyndte at argumentere for, at man burde melde sig ind i DBU. Den gamle union havde ressourcer og en erfaring, som kunne hjælpe kvindefodbolden videre.
Men DBU havde bestemt intet ønske om at lukke kvinderne ind så længe ugebladskoncerner og andet gøgl støttede forentagendet – og de overså dermed den lille detalje, at Femina havde trukket sig allerede i 1963. Hvor mændene 50 år tidligere altså havde stoppet kvinderne med henvisning til biologien og de sarte former, var det nu kvindernes innovative indspark, der fik DBU til at trække det røde kort. Resultatet var imidlertid det samme.
Men hvor DBU så middelmådig, overkommercialiseret pjat, så nogle driftige italienere et potentiale og begyndte at organisere turneringer for kvinder uden om de regulære forbund.
Og her fik de danske kvindelige fodboldspillere en hovedrolle. Det danske hold vandt nemlig ikke bare ét, men hele to VM-mesterskaber på stribe, da de lagde Rom og siden Mexico for deres støvler i 1970 og i 1971. Sejren var vor.
Nu fik UEFA, det europæiske fodboldforbund, øjnene op for kvindefodbolden og de opfordrede derfor DBU og sine øvrige medlemmer til at optage kvinderne i deres forbund. I 1972 indvilligede DBU i at optage Dansk Kvindelig Fodbold Union - og allerede samme år kunne de notere ikke færre end 16.000 nye kvindelige medlemmer!
Desserten kom først
I kvindefodboldmiljøet var det dog ikke alle, som glædede sig lige meget over medlemsskabet af DBU. DBU var indiskutabelt fodboldens hovedorganisation i Danmark, og at blive optaget betød meget for den formelle ligestilling i dansk fodbold.
Men – påpegede kritikerne – DBU havde jo også historisk set været en maskulin bastion. Ville optagelsen af kvindelige fodboldspillere nu bryde den maskuline dominans – eller ville mændene nu blot få en endnu mere dominerende og direkte kontrol over kvinderne?
Umiddelbart fik skeptikerne ret. Med idrætsforsker Anne Brus’ ord, så var det som om, at desserten var kommet først. Efter et årtis selvstændig udvikling i DBU-regi fik kvindefodbolden ikke umiddelbart tilført nye resourcer. I hvert fald ikke på eliteniveau, snarere tværtimod.
Efter indmeldelsen blev landsholdet nemlig nedlagt med henvisning til, at der jo slet ikke eksisterede internationale turneringer. De slutrunder, som Danmark havde brillieret i hidtil, havde jo været organiseret uden for de traditionelle fodboldorganisationer, og selvom UEFA havde opfordret DBU til at organisere kvindefodbolden, fulgte UEFA ikke op med et officielt europamesterskab. Og som medlem af DBU var de uofficielle turneringer ikke længere aktuelle.
Comeback fra baglinjen
Uden internationale slutrunder mistede kvinderne chancen for at leve videre på den bølge af opmærksomhed, som sejrene ved VM i 1970 og 1971 havde skaffet dem.
Under radaren lykkedes det dem dog alligevel at holde et højt niveau, og de blev europamestre ved det første EM i 1979. Men ingen vidste, hvornår næste EM kom - og så var herrelandsholdet med navne som Morten Olsen, Michael Laudrup og Allan Simonsen desuden begyndt at røre på sig.
Carlsberg havde spyttet to millioner i herreholdet, og deres gennembrud ved EM i 1984 overdøvede fuldstændig kvindernes EM-semifinale samme år. I en professionel, kommerciel fodboldverden, der i stigende grad belønnede dem, der kunne omsætte resultater på banen til resultater på bundlinjen, var kvindefodbolden langt bagud – selvom de da også fik sponsorpenge fra Carlsberg: 25.000 kr.
Først da kvindelandsholdet vandt sølv ved EM i Holland i 2017, begyndte folk igen at tale om et gennembrud, godt hjulpet på vej af en solid TV-dækning. Og siden da har kvindefodbolden overgået sig selv igen og igen – især med hensyn til elitefodbolden.
I 2022 spillede det danske kvindelandshold således selv mod Brasilien i den tidligere omtalte kamp i Parken, og stadig flere af de store herreklubber starter i disse år også kvindehold. Senest er FCK kommet med på vognen næsten 120 år efter, at KB afviste at stille baner til rådighed for en gruppe træningsivrige fodboldkvinder.
Kampen fortsætter
Da de danske kvinder i 1972 opgav deres egen union og besluttede sig for at skabe ét værelse for både kvinder og mænd i mændenes organisation, var kampen først lige begyndt – og vi er slet ikke i mål endnu.
Efter 100 års tavshed er biologien i den senest tid dukket op igen, og den prøver på ny at begrænse fodbolden for kvinder - som når kvindelige spillere må gå gennem besværlige retssager for at få ret til barselsorlov og må spille i støvler udviklet til mænd med øget risiko for skader til følge.
Dertil kommer, at de kvindelige elitefodboldspillere i langt højere grad end mændene kæmper med angst, depression og spiseforstyrrelser. Ifølge socialpsykologer skyldes det bl.a. at kvinderne konstant er på overarbejde, både fysisk og psykisk, for at passe ind i en fodboldverden, der oprindeligt blev designet af og til mænd.
