Liberalismen i Danmark er ikke længere forbeholdt Venstre. Selvom de kalder sig Danmarks liberale parti, har Venstrefolkene fået hård konkurrence fra Liberal Alliance og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne. De to partier repræsenterer hver en betydningsfuld del af den ideologiske matrix, der traditionelt har udgjort det liberale Danmark.
Liberal Alliances fokus på lavere skatter, mindre stat og bedre forhold for erhvervsdrivende ligger i tråd med Venstres klassiske liberalisme, der prægede partiet i mellemkrigstiden, og som kom under pres i takt med udbygningen af velfærdsstaten i efterkrigstiden.
Lars Løkke Rasmussens Moderaterne repræsenterer omvendt det neoliberale kompromis med velfærdsstaten, som centrale Venstrefolk som Bertel Haarder og Henning Christophersen indledte i 1970’erne, og som kulminerede under Anders Fogh Rasmussens regeringer i 2000’erne.
Det samlende kendetegn for disse fraktioner, og de partier de har affødt, er kampen om den rette brug af staten. Hvor bl.a. socialdemokrater er mindre tøvende, når det kommer til spørgsmålet om statens rolle i økonomien og samfundet generelt, kæmper liberale i langt højere grad med at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til statslig indblanding og centralisering.
Og svarene på de spørgsmål kan blive afgørende for, hvordan de borgerlige klarer sig i den intense valgkamp, der lige nu tester blå bloks ideologiske appel og samarbejdsevne.
Nedslag i liberalismens historie i Danmark
1870 – Med udgangspunkt i Bondevennernes Selskab dannes Det Forenede Venstre. Partiet var fra starten i opposition til Højre, der samlede godsejerne og de nationalliberale. Omdrejningspunktet i kampen mellem Højre og Venstre var valgretsreglerne. I 1866 indgik konservative og liberale et kompromis med Den Gennemsete Grundlov, hvor valgretsreglerne til Folketinget favoriserede de liberale, mens valgretsreglerne til Landstinget favoriserede de konservative.
1872 – Det Forenede Venstre vinder absolut flertal ved Folketingsvalget, men Kong Christian IX udpeger folk med tilknytning til Højre som konseilspræsidenter. Det er startskuddet til en meget konfliktfuld periode i dansk politisk historie. Den såkaldte provisorietid fra 1885 til 1894 var særligt konfliktfuld. Her stemte Landstinget, hvor Højre havde flertal, en række provisoriske love igennem med kongens godkendelse på trods af, at Venstrepartierne, der havde flertal i Folketinget, stemte imod de fleste lovforslag.
1901 – Parlamentarismen indføres endelig, og forfatningskampen når sin afslutning. Venstre får regeringsmagten, men kongen modsætter sig bondelederen J. C. Christensen som konseilspræsident, og det bliver derfor J. H. Deuntzer, der bliver regeringsleder i Danmarks første Venstre-regering.
1905 – Fra sin grundlæggelse var Venstre splittet i en række forskellige fraktioner. I 1905 brød Det Radikale Venstre ud af partiet på grund stridigheder om militære spørgsmål. De Radikale krævede nedrustning, mens den øvrige del af partiet ønskede at bibeholde et forsvar. Derudover blev Radikale mere udtalt socialliberale, dvs. de i højere grad accepterede behovet for en socialstat.
1926 – Under Thomas Madsen-Mygdals ledelse, og periode som statsminister fra 1926 til 1929, blev Venstre til et eksplicit liberalt parti. Madsen-Mygdal, der var tæt knyttet til landbruget, forbandt liberalismen med frihandel og minimalstat. Han og andre danske liberale så staten og markedet som antagonistiske.
1973 – Ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 blev de fire gamle partier ramt hårdt, mens en række nye partier stormede ind. Blandt dem var Mogens Glistrups ultraliberale Fremskridtspartiet. I samme periode rettede andre liberale som Bertel Haarder og Henning Christophersen en skarp kritik af velfærdsstaten, som på det tidspunkt var kommet i alvor krise. I modsætning til Glistrup ønskede Venstrefolkene ikke at afskaffe velfærdsstaten. De accepterede den men havde et mål om at effektivisere den via markedsliggørelse.
2001 – Mange af de tanker, som Haarder og Christophersen havde udlagt i 1970’erne, kulminerede under Anders Fogh Rasmussens regeringer i 2000’erne. Han kom til magten ved det såkaldt lille systemskifte i 2001. Han blev valgt på et program, der lovede strammere udlændingepolitik og frit valg i den offentlige sektor. Borgerne skulle som forbrugere have mere at vælge imellem, og det krævede mere konkurrencepræget udbud af offentlige servicer.
2007 – Ny Alliance dannes, men bliver senere omdannet til Liberal Alliance. Med Anders Samuelsen i spidsen for en række skarpe ideologiske profiler, overtager partiet pladsen fra Venstre som landets mest liberale parti. Partiet har i høj grad slået sig op som bannerføreren for lavere skatter til danskerne og dansk erhvervsliv. Under Alex Vanopslaghs ledelse ser partiet ud til at have genvundet noget af den ideologiske profil, partiet mistede, da det gik i regering.
2022 – Efter en række interne stridigheder meldte tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, sig ud af partiet i maj 2021. Året efter stiftede han partiet Moderaterne, der slår sig op som den nye midte i dansk politik. Til forskel fra Radikale Venstre er Moderaterne i højere grad orienteret mod organiseringen af den offentlige sektor og optaget af at skabe en regeringsbærende koalition med både Socialdemokratiet og Venstre og Konservative. Løkkes parti repræsenterer en centristisk liberalisme, som ikke hidtil har fyldt så meget i det danske politiske landskab.
Socialdemokrater fremprovokerer den klassiske liberalisme
Det moderne Venstre opstod i 1920’erne. Mellemkrigstiden var i det hele taget en formativ periode ikke bare i Danmark, men også internationalt. Det var en epoke, hvor masserne gjorde sit indtog i politik, og hvor staten påtog sig en stadig større rolle i samfundslivet.
De to forhold, demokratiseringen og politiseringen, tvang de politiske ideologier ind i de former, vi stadig i vid udstrækning kan genkende konturerne af i dag. Som historikeren Jeppe Nevers har vist, var mellemkrigstiden den periode, hvor liberalisme blev socialdemokratismens modsætning.
Socialdemokratiet og de socialliberale i Radikale Venstre var langt mere villige til at gribe ind i økonomien og regulere markeder og virksomheder for at tæmme kapitalismens uhensigtsmæssige virkninger.
Før 1930’erne var det navnlig monopoler, forurening og falsk markedsføring, der drev den stigende regulering af økonomien. Da den Store Depression satte ind i begyndelsen 1930’erne, blev statslig intervention langt mere omfattende i forsøget på at mindske arbejdsløshed, sikre befolkningen i deres alderdom og mod sygdom.
Inspirereret af den britiske økonom John Maynard Keynes formulerede Socialdemokratiet en ideologi, der sigtede mod at få samfundskagen til at hæve ved at udjævne de økonomiske konjunkturer gennem offensive offentlige investeringer.
Det var under indtryk af disse udviklinger, at liberalisme blev et modbegreb til socialdemokratisme, og det var i den periode, at Venstrefolk tog liberalismen til sig som en selvbetegnelse.
Det var navnlig Thomas Madsen-Mygdal, Venstremanden, som var Danmarks statsminister fra 1926 til 1929, der tegnede konturerne af dansk liberalisme i mellemkrigstiden. Som landbrugsleder så han en tæt forbindelse mellem landbrugets økonomiske interesser og behovet for international frihandel.
I tråd med den klassisk liberale tradition fokuserede han på individets frihed og ansvar overfor statslig tvang og formynderi, som han og andre liberale forbandt med socialisme og socialdemokratisme.
I løbet af efterkrigstiden svingede Venstre mellem denne klassiske liberalisme, hvor økonomisk frihed stod i centrum, og en mere socialliberal linje, der ligesom Radikale Venstre accepterede behovet for en udvidelse af velfærdsstaten. Det var først i forbindelse med den økonomiske krise i 1970’erne, at Venstre for alvor fandt sine ben at gå på i forhold til socialstaten.
Neoliberalisme med et dansk ansigt
Neoliberalisme er egentlig en problematisk betegnelse, der ofte bruges som skældsord i politiske diskussioner. Det er imidlertid en nyttig måde at skelne mellem den mere klassiske liberalisme og den meget anderledes form for liberalisme, der opstod i løbet af efterkrigstiden under indtryk af velfærdsstatens vækst.
Klassisk liberale som Thomas Madsen-Mygdal ønskede at begrænse statslig intervention til et minimum i et forsøg på at beskytte individet fra magtovergreb i de forskellige sfærer, det indgik i, bl.a. økonomien, det familiære privatliv og kirken.
Neoliberale opgiver derimod både forestillingen om en minimalstat og det skarpe skel mellem sfærer. Det er en form for liberalisme, hvis vigtigste kendetegn er accepten af en stærk, intervenerende stat, der skal skabe og opretholde markeder – også på områder, der ikke traditionelt er blevet betragtet som økonomiske.
Historikeren Niklas Olsen har vist, at de centrale skikkelser i formuleringen af dansk neoliberalisme var Bertel Haarder, Henning Christophersen, Peter Brixtofte og Anders Fogh Rasmussen.
Under indtryk af velfærdsstatens voldsomme vækst og centralisering i 1960’erne argumenterede Haarder, der sad i Folketinget fra 1975 til 2022 og var minister under både Schlüter, Fogh og Løkke, for, at problemet var, at den offentlige serviceproduktion var ineffektiv og udemokratisk. Det skyldtes, at staten havde monopol på udbuddet af ydelser, og at de offentligt ansatte producenter af velfærden havde interesse i overforbrug af skattekronerne.
Ifølge Haarder var løsningen at markedsliggøre den offentlige sektor. Det skulle dels ske ved en implementering af konkurrencemekanismer og ved at behandle borgeren som en forbruger.
Et eksempel var børnepasningsområdet. Her foreslog Haarder at give borgerne et tilskud i hænderne, så de selv kunne vælge, hvilken institution, deres børn skulle gå i. Alternativet, at give tilskuddene direkte til institutionerne, havde ifølge Haarder ført til en ineffektiv offentlig sektor, der var ude af stand til at imødekomme borgernes individuelle ønsker.
En velfærdsstat i jordskred
Bertel Haarders forslag var den første rigtige formulering af et frit valgs-system i Danmark. Det blev formuleret på et tidspunkt, hvor velfærdsstaten var havnet i en dyb legitimitetskrise. Under pres fra en økonomisk krise, der gjorde det svært at finansiere en yderligere ekspansion, så mange danskere med skepsis på den bureaukratisering og centralisering af Danmark, som velfærdsstaten repræsenterede.
På mange måder kan jordskredsvalget i 1973 ses som begyndelsen på en splittelse mellem befolkning og politikere om velfærdsstatens indretning. Det er en problematik, der lever i bedste velgående. Velfærdsstaten nåede sin endelige konsolidering i midten af 1970’erne. Siden har det handlet om at smøre hjulene og effektivisere den.
Den neoliberale løsning blev den toneangivende og accepteret på tværs af det politiske spektrum.
Det startede med Schlüter-regeringernes moderniseringsprogrammer i 1980’erne, fortsatte med privatiseringerne og aktiveringslinjen under Nyrup-regeringerne i 1990’erne og kulminerede under Fogh med den brede implementering af frit valgs-ordninger i den offentlige sektor samt ikke mindst kommunalreformen i 2007, der forandrede det kommunale Danmark markant.
Liberal Alliance og Moderaterne kan begge ses som forskellige reaktioner på denne historiske udvikling.
Enhver er sin egen lykkes smed
Efter en afstikker som radikal liberal, der kulminerede med udgivelsen af Fra socialstat til minimalstat, accepterede Anders Fogh Rasmussen velfærdsstaten efter valgnederlaget i 1998. Det var afgørende i den strategi, der gjorde, at han og Venstre vandt magten i det, historiker Jesper Vestermark Køber har kaldt ’det lille systemskifte’ i 2001.
Men det betød samtidig, at Fogh, der var en hård regerings- og partileder, undertrykte mere klassisk liberale stemmer i Venstre. Det efterlod på sigt et ideologisk rum, som Liberal Alliance indtog, da partiet først havde forvandlet sig fra centrumpartiet Ny Alliance til et rendyrket liberalt parti.
Daværende partileder Anders Samuelsen slog sig op på store skattelettelser, bedre forhold for erhvervslivet og en markant mindre offentlig sektor. Efter en turbulent periode ser partiet ud til at være ved at finde sine ben med Alex Vanopslagh som leder. Partiet har navnlig fat i unge vælgere, der er tiltrukket af det liberale budskab om, at enhver er sin egen lykkes smed.
Moderaterne – Danmarks neoliberale parti
Tilbage står så Lars Løkke Rasmussens Moderaterne. Løkke fremstilles ofte som en opportunistisk politiker. Det er muligvis rigtigt, men hans projekt er ikke udelukkende ham selv som det antydes af den udbredte Projekt Løkke-metafor.
Løkke er rundet af sin tid som amtsrådsformand, og han kender velfærdsstaten indefra både som regionalpolitiker og som arkitekten bag en række store reformer af sundhedssystemet og det kommunale Danmark.
Han er muligvis det bedste danske eksempel på en teknokratisk populist. Han er neoliberal i den forstand, at hans projekt er en administrativ opgradering af konkurrencestaten. Han er mekanikeren, der hele tiden strammer boltene i den danske velfærdsstat for at få den til fungere mere effektivt.
Det lille dyr på savannen
Alt dette har forvandlet Venstre - Danmarks liberale parti - fra det store dyr på savannen til det lille og mere udsatte. Under Jakob Ellemanns ledelse kæmper partiet med at finde en selvstændig identitet som andet end det parti, der samler de forskellige liberale fraktioner under én paraply.
Venstre har længe forenet klassisk liberale og neoliberale, men den paraply slog revner, da Anders Fogh Rasmussen forlod posten som statsminister. Det kræver nemlig en fast hånd at holde sammen på de forskellige grupperinger. Og spørgsmålet bliver nu, om de er i stand til at samarbejde efter et valg – og om Ellemann bliver landets næste regeringsleder.
