De seneste måneder har Putin sendt mange tusind tropper til den ukrainske grænse og krævet NATO's garanti for, at hverken Ukraine eller Georgien bliver medlemmer af forsvarsalliancen. Nu har NATO hasteindkaldt til et ekstraordinært møde på fredag, hvor medlemslandenes udenrigsministre skal diskutere Ruslands militære oprustning.
Men hvad ligger der bag Ruslands sabelraslen?
To Ruslandsforskere, lektor Mette Skak, og adjunkt Jonas Gejl Kaas fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, ser Ruslands voldsomme udenrigspolitiske handlinger som udtryk for, at Putins regime er presset: Den militære optrapning kan være et kalkuleret sats for at flytte fokus væk fra indenlandske problemer med økonomi, sundhed og klima.
Putin ved, at det er helt urealistisk, at NATO vil acceptere hans krav - og vil måske bruge det som påskud for egentlige krigshandlinger i Ukraine. Men han bør overveje nøje, om regimet kan holde til en krig.
I denne uges udgave af Tænketanken taler Maja Jensen med de to forskere om den højspændte situation og om, hvad Vesten - først og fremmest USA - kan gøre for at nedtrappe konflikten.