Samfund & Individ
Foto: Wikimedia. Illustration: Oline Jessen

Nationalisme: Stegt flæsk og folkeånd

Nationalismen kan være både morderisk og fredelig, fordømme ’dem’ og omfavne ’os’. Den er gammel og tit begravet, men genopstår ofte og går igen. Kampen om, hvad nationen er, og hvem der bedst repræsenterer den, er nemlig en afgørende politisk faktor. Ikke mindst ved et folketingsvalg.

Samfund & Individ
Foto: Wikimedia. Illustration: Oline Jessen

Nationalismens spøgelse hjemsøger nutidens politik. Ikke kun blandt Trump-støtterne i USA, hos Brexit-folket i Storbritannien eller i Viktor Orbáns Ungarn, Georgia Melonis Italien eller Vladimir Putins Rusland. Også hertillands fejrer Dannebrog nye triumfer i politik.

Adskillige folketingspartier nøjes ikke længere med at være danske. De dyrker også nationen som det primære identitetsskabende fællesskab – og lever dermed op til den gængse definition af nationalisme.

Flere partier påberåber sig endda danskheden allerede i partinavne og logoer. Efter 25 år har Dansk Folkeparti mistet noget af sit tag i vælgermasserne, men Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne står klar til at løfte arven.

De to partinavne signalerer ikke blot ønsket om at stille det nationale fællesskab først. De udtrykker også en opfattelse af at være mere danske – eller mere egentligt danske – end de øvrige partier. De gør krav på at repræsentere det egentlige folk.

Først og fremmest skal det selvsagt forstås i modsætning til udlændinge eller folk som er flygtet eller indvandret hertil. Men den markante danskhed skal også signalere en forskel til de andre danske. De mindre danske danskere.

Nationalismen præger dog ikke kun det værdipolitiske landskab godt til højre for midten. Også Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet omfavner flittigt idéen om nationalismen, om det særligt danske – og det samme gør Enhedslisten og SF ofte, når snakken går på EU-kritik.   

Nationalismen er nemlig ikke kun én ting, forbeholdt ét parti eller én ideologi. Den er et komplekst fænomen og redskab, både abstrakt og konkret, både folkeånd og flæsk.

Og derfor bruges den af stort set samtlige partier til at skabe en følelse af ’os’ i modsætning til ’dem’, hvad end vi kritiserer eller knuselsker NATO eller EU, krumme agurker og randzoner eller folk fra kongehuset, Kabul eller København.

Nedslag i nationalismens historie i Danmark

1789 - Over hele Europa bidrager Den Franske Revolution til at sætte ’nationen’ på den politiske og kulturelle dagsorden – ikke mindst i modsætning til det gamle aristokrati. I København kommer det nationale samme år til udtryk i ’tyskerfejden’: danske borgerskabskredses angreb på byens mange tysktalende embedsmænd og kulturpersonligheder. Men hvor den franske revolutions nationalisme hævder et princip om folkets suverænitet, tjener tyskerfejdens forsvar for det danske især til at sikre hovedstadens oplyste, dansktalende borgerskab adgang til statslige embeder og anseelse. Denne tidlige blanding af kongetroskab og national retorik betegnes i tilbageblik ofte som statspatriotisme.

1814 - Norge skilles fra det danske monarki, som i stedet bliver en helstat bestående af selve kongeriget samt de sydlige hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. I Norge lægger bruddet grunden til en stærk norsk nationalfølelse og indflydelsesrige fortællinger om århundreders dansk undertrykkelse af det norske. I Danmark bidrager det ikke mindst til at styrke fokus på dansk sprog og kultur i litteratur og kunst.

1842 - Den politiske nationalisme træder tydeligt frem. I centrum står en strid om hertugdømmet Slesvig. Her taler store dele af befolkningen dansk dialekt, mens embedsfolkene er tysktalende. Samtidig forlyder det, at Preussen vil gøre Danmark til tysk forbundet ’admiralstat’. I København tager en kreds af liberale danskhedens sag op, og Orla Lehmann formulerer kravet om ’Danmark til Ejderen’, dvs. om en dansk nationalstat bestående af kongeriget og hele Slesvig, og søger at forene Danmark med de øvrige skandinaviske lande til værn mod det tyske.

1848 - Under den største bølge af sociale revolutioner nogensinde i Vesteuropa blusser striden om både den enevældige helstat og Slesvig op igen. Danmark omdannes fra enevældigt til konstitutionelt monarki. Den første krig om Slesvigs tilknytning til Danmark bryder ud, og hæren mobiliseres under nationale paroler. Nationalismen skal nu gøres til hvermandseje. Krigen standses dog efter tre år af de europæiske stormagter, der ønsker at fastholde balancen mellem europæiske stater og forhindre en alt for voldsom preussisk ekspansion. Den danske nationalismes politiske projekt er søsat, men endnu uforløst.

1864 - I den anden slesvigske krig lider Danmark eftertrykkeligt nederlag, mister hertugdømmerne syd for Kongeåen og reduceres til det gamle kongerige fra Kolding og nordpå. Det lægger grunden til sejlivede fortællinger om Danmark som småstat og offer for de store, fremmede magter. Samtidig danner krigsnederlaget udgangspunkt for de følgende årtiers energiske diskussioner om forsvarspolitik, hvor det konservative Højre afsætter store midler på finansloven til at befæste hovedstaden – imod folketingsflertallet af demokratiske Venstrepolitikere.

1920 - Efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig og kejserrigets sammenbrud forenes det nordlige Slesvig med kongeriget ved en folkeafstemning. På begge sider af grænsen er det en stærkt følelsesladet proces. Danske og dansksindede konservative anklager den radikale Zahle-regering for at have svigtet den danske sag i Slesvig, hvilket er med til at fremprovokere et antiparlamentarisk kupforsøg under påskekrisen i 1920. Det parlamentariske styre klarer sig dog gennem krisen, og den afstemningsbaserede genforening med Sønderjylland viser sig langtidsholdbar.

1940-45 - Under Anden Verdenskrig besættes Danmark af det nazistiske Tyskland. De tyske overgreb mod både dansk national identitet og demokratiske politiske principper bidrager afgørende til at styrke identifikationen af danskhed med demokrati i de første efterkrigsårtier.

1973 - Efter en folkeafstemning 2. oktober 1972 slutter Danmark til det Europæiske Økonomiske Fællesskab. I den forbindelse afgives elementer af national suverænitet, hvilket afføder en betydelig bølge af modstand, ofte med udtalt nationalistiske elementer både ved denne lejlighed og ved senere afstemninger om tilslutning til den Europæiske Union, først og fremmest i 1992 og 1993. 1960’ernes langsigtede økonomiske vækst affødte også efterspørgsel på udenlandsk arbejdskraft, der udfordrede danske nationale selvbilleder af etnisk homogenitet, og i de følgende årtier voksede den nationalistiske modstand mod ’de fremmede’.

1995 - Dansk Folkeparti stiftes af udbrydere fra det ældre højrefløjsparti Fremskridtspartiet. Partiets energiske påberåbelse af det danske er kontroversiel, men giver det appel til store befolkningsgrupper, der føler sig tilsidesat af det øvrige politiske landskab. I vidt omfang formår partiet at sætte en ny nationalistisk og populistisk dagsorden, som mange andre partier ender med også at nærme sig.

2017 - I kølvandet på den milliontallige flygtningestrøm fra borgerkrigen i Syrien gør Venstres udlændingeminister Inger Støjberg sig selv til symbol på den danske højrefløjsnationalisme. Hun fejrer sin udlændingepolitiske stramning nummer 50 ved at dele et billede af sig selv med en dannebrogspyntet kage på de sociale medier.

Den velkendte politiker-nationalisme

De fleste har nok en tendens til at tænke, at nationalisme rimer på den politiske højrefløj.

Dansk Folkepartis mangeårige leder Pia Kjærsgaard har i mange år f.eks. omtalt veluddannede fra hovedstaden som cafe latte-segmentet, dvs. storbyernes akademikere, der sad og udvekslede pladderhumanistiske meninger på smarte, dyre caféer, langt fra det egentligt danske.  

Inger Støjberg tegner i skrivende stund et lignende fjendebillede af såkaldte københavnske saloner, præget af omtrent de samme typer og holdninger. Det egentlige folk hygger sig derimod til jævn dansk kaffe eller øl og pølser, må vi forstå. I Støjbergs tilfælde er det Coca Cola Zero, der politiseres som et tegn på den egentlige folkelighed.

Og nok befinder både Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige sig på den nationalistiske højrefløj, hvor de forbinder nationalkonservative træk med en populistisk retorik om det egentlige folk mod den udanske elite.

Men den flok er faktisk langtfra ene om at repræsentere nationalisme i dansk politik. Også dele af Det konservative Folkeparti abonnerer på nationalkonservative idealer. Inger Støjberg grundlagde sin politiske karriere i det gamle liberalistiske gårdmandsparti Venstre, og det var som udlændinge- og integrationsminister og som næstformand for sit gamle parti, hun markerede en stadig mere udtalt nationalistisk kurs.

Den socialdemokratiske danskhed

Nationalismen er nemlig ikke kun et højrefløjsfænomen.

Socialdemokratiet har rødder i arbejderbevægelsens lange traditioner for internationalisme, men på skiftende måder har det også gennem sin 150-årige historie fremstillet sig som repræsentant for det egentlige danske folk. Først i skarp modsætning til kapitalisterne, siden i stigende grad gennem samarbejde med dem.

I de seneste år har Socialdemokratiet endda skærpet sin nationale profil som sjældent før i et målrettet forsøg på at vinde tabte arbejderstemmer tilbage fra den ydre højrefløj.

Det har ikke kun medført en strammere udlændingepolitik, men også en markant appel til et bestemt typebillede på den egentlige dansker, der arbejder hårdt med sine hænder og har leverpostejmadder i madpakken og stegt flæsk med persillesovs som yndlingsspise.

Også nutidens socialdemokratiske danskhed skal tydeligt vise modsætningen til storbyens akademikere og kunstnere med deres raffinerede, globale cuisine. For nu ikke at nævne SF’s og Enhedslistens mindre svinekødsflagende blandinger af arbejderbevægelsens internationalistiske arvegods og de elementer af nationalisme, der ikke desto mindre har gjort sig gældende i navnlig dele af kampen mod EU.

Og på tværs af partiskel betegner politikere og medier med stadig større selvfølgelighed den jævne befolkning derude som danskerne. Ikke befolkningen, ikke borgerne eller medborgerne, men den særlige gruppe af mennesker, der udmærker sig ved at være danskere.

Ligesom mange borgere lystrer tiltalen ved at stemme på politikere med national retorik eller synge med på fællessange, der i tekst, sangvalg og præsentation atter bekræfter identifikationen med det danske. Simpelthen fordi det nationale i nogle henseender virker så tilforladeligt og selvfølgeligt, mens det i andre er stærkt omstridt.

Som indfødt dansker skal man være ualmindelig stålsat internationalist for ikke at sætte dannebrogsflag i fødselsdagskagen.

Leverpostej og opfundne traditioner

Nationalismen er med andre ord ikke kun ét bestemt politisk standpunkt eller et redskab for enkelte politikere eller partier. Den er også en stærk politisk magtfaktor i sig selv. Selv ikke-nationalistiske politikere kan også blive presset til at lystre den. I den forstand er nationalismen både listig og lumsk.

På den ene side appellerer nationalismen nemlig til udbredte opfattelser af det nationale som noget enkelt, konkret og håndgribeligt, noget velkendt, ukontroversielt og selvfølgeligt. Hvad forekommer da mere dansk end en leverpostejmad med dens jævne kulør og smag? Eller hyggen omkring kaffebordet? På den anden side dækker denne selvfølgelighed over en magt, der ved nærmere eftersyn er uhyre abstrakt og svær at få rigtigt greb om.

For nu bare at blive ved leverpostejen: Sigende nok blev den udbredt hertillands som et biprodukt af det 20. århundredes eksport af dansk svinekød til det britiske marked.

Briterne ville nemlig ikke spise den uædle lever, så den måtte afsættes på hjemmemarkedet. Og når nu stegt lever kunne være ret svært at elske, var det nemmere at sælge den som hakket og bagt postej, tilsat gode mængder spæk. Efter en intens reklamekampagne blev overskudsproduktet til tradition. Men altså en nyligt opfunden national tradition.

Ligesom kaffen, der ellers fra naturens hånd har ganske ringe vækstvilkår på disse breddegrader. Og ganske vist hygger man sig vældig meget rundt om i de danske hjem, men også andre lande med kølige klimaer formår at komme hinanden ved i vatterede, svagt-oplyste småfællesskaber.

Det danske er både ånd og krop

Nationer er fulde af den type mere eller mindre nyligt opfundne eller bearbejdede traditioner, som i den nationalistiske retorik gøres til evige og selvfølgelige udtryk for den enkelte nations urokkelige væsen – fra folkedragter til sindelag og sprog.

Det dansk, jeg skriver på nu, er f.eks. hovedsagelig udviklet på grundlag af det gamle elitesprog i kongens København. De provinsdialekter, som den jævne befolkning endnu talte i 1800-tallet og nogle steder længere endnu, er nu døde eller i bedste fald sendt på museum.

Om noget er det altså sproget fra de gamle hovedstadssaloner, vi til daglig udøver vores danskhed i. Bortset fra, at også mange danskere i stigende grad taler forskellige afarter af globalt engelsk.

Så snart vi forsøger at fæstne det nationale i noget dagligdags og håndgribeligt, er det som om det smutter fra os. Det egentligt danske er jo ikke leverpostejen eller kaffen, eller den hyggelige samling af os i små grupper med lune tæpper, varme drikke og knitrende kaminild.

Det er snarere noget, der ligesom ligger i alt det, som en slags ånd – eller som et spøgelse. På én gang både æterisk-uvirkeligt og dog noget, der bliver både meget virksomt og meget virkeligt i kraft af en fælles tro på sig.

Og nok var der for ikke så mange år siden en del indflydelsesrige stemmer i vestlig politik og debat, der mente at kunne erklære nationalismen for død og borte.

Efter Sovjetunionens og østblokstaternes fald i begyndelsen af 1990’erne kunne folk over stadig større dele af verden nemlig nyde en McFeast med en US-sødet Coca Cola, mens FN og EU hævede sig over de gamle nationalstatslige grænser.

Men nationalismens spøgelse gik igen. Selv en ærkeamerikansk Coca Cola kunne på forunderlig vis blive til et magtfuldt symbol på vaskeægte danskhed.

De første nationalister var også kosmopolitter

Nationalismen er altså et sejlivet spøgelse. Og typisk antager nationalisten, at den nationale identitet ikke alene er selvfølgelig, men også eviggyldig. Danmarkshistorien skrives typisk helt tilbage til oldtiden.

Dyrkelsen af det nationale begyndte først at dukke op i den vestlige verden fra slutningen af 1700-tallet. I disse år gjorde massemediernes udbredelse det muligt for større grupper af befolkningen at dyrke et fællesskab af mennesker, som den enkelte aldrig ville møde i konkret, fysisk forstand.

Ved sit første gennembrud i denne periode betegnede det nationale ikke mindst en ny og revolutionerende forståelse af, hvor magten i samfundet havde sit udspring. De gamle stater var kludetæpper af vidt forskellige landsdele og folkeslag, holdt sammen af fyrsten i toppen.

Ikke mindst med den franske revolution fra 1789 og frem blev nationen til et slagord for dem, der ville basere den politiske magt på folket i stedet for på kongen. At hylde nationen var at hylde folkesuveræniteten. Med andre ord: det principielle udgangspunkt for det, der i løbet af 1800-tallet bredte sig som moderne liberale og demokratiske idealer.

Det betød også, at de første moderne nationalister typisk ikke forstod sig i modsætning til idealer om det almenmenneskelige eller det kosmopolitiske. Snarere hyldede de det nationale som et historisk gennemgangsled mellem de gamle provinsskel og den kommende globale rige af oplyste verdensborgere.

Så længe danske, tyske og polske nationalister sparkede opad mod fyrsternes gamle kludetæppestater, kæmpede de åbenlyst for samme sag – i oplysningens og fremskridtets tjeneste.

Et moderne spøgelse, som samler og splitter

Så snart de nationalistiske projekter blev ført ud i livet, begyndte nationalisterne imidlertid også at sparke til siden. Modsætningerne mellem nationerne trådte frem. Sad man i København og tænkte store tanker, kunne det virke så ligetil både at besynge den danske nations ret i klare, rene linjer og samtidig anerkende den tyske nations principielle ret til det samme.

Men virkeligheden var langt mere kompleks i de hertugdømmer syd for Kongeåen, som dengang indgik i den danske helstat. Her levede danskere og tyskere ikke i hver sin egn, men side om side.

Og rigtig mange af dem forstod sig hverken som det ene eller det andet, men snarere som slesvigere, holstenere eller begge dele. De identificerede sig med deres region, snarere end med de større nationer omkring dem som de tilfældigvis var en del af.

Modsætningerne i det nationalistiske projekt mellem kampene opadtil og til siden viste sig ikke mindst under ’folkenes forår’ i 1848 – den mest omfattende bølge af sociale revolutioner i denne del af verden.

Her måtte de gamle enevældige herskere vige pladsen for nye krav om folkesuverænitet og national enhed. Men de danske, tyske og slesvig-holstenske kræfter kunne ikke enes om, hvor grænserne skulle trækkes.

Dét, der skulle have været et led i menneskehedens store dannelse frem mod fredelig samling, endte i voldsom gensidig destruktion, dumdristig selvovervurdering og drabelige fjendebilleder.

Og under den næste krig i 1864 endte i Danmarks nederlag og den preussiske krigsmagts styrkelse over for både de andre europæiske magter og sine egne undersåtter. Nationalismens spøgelse havde spillet folkene et puds.

Et janushoved

Lignende dobbeltheder i nationalismen har gjort sig gældende igen og igen lige siden, både her i landet, i Ungarn, Italien, USA, England og Rusland – og alle andre steder, hvor den har stukket sit hoved frem og hævdet at tale folkets røst.

Folkeafstemningen om Slesvigs forhold til Danmark og Tyskland i 1920 var et udtryk for princippet om folkenes ret til national selvbestemmelse snarere end regional autonomi. Men forsvaret for det danske blev også afsæt for det antiparlamentariske kupforsøg under påskekrisen i 1920.

Modstanden mod den tyske besættelse i 1940-45 var en frihedskamp mod en stadigt mere brutal, fremmed overmagt. Men den nærede også en ofte inhuman dansk afsky mod udsatte civile, der var så uheldige at være født med tysk statsborgerskab.

Kritikken af EU både rummede og rummer et forsvar for demokratiske principper imod magtfulde institutioner med demokratisk underskud, men er også ofte kommet til udtryk som en skepsis over for andre folkeslag, der måske kunne have lige så stærke demokratiske interesser.

Nationalismen har altså et janushoved. For den har altid to ansigter, der vender hver sin vej og har vidt forskellige udtryk. Den rummer elementer af noget alment menneskeligt. Men den fremstiller det menneskelige i en form, så det gælder én gruppe mennesker mere end nogle andre – og slører sociale modsætninger inden for de enkelte nationer.

I den tendens til dobbelthed, gemmer sig også en vigtig nøgle til at forstå dens aktuelle appel – og til koblingen af det danske og forestillingerne om de egentlige danskere.

Nationalismens folketingsvalg

Nationalismen er en magtfuld forestilling om noget fælles, der samler os på tværs af sociale interessemodsætninger, men samtidig skiller os fra dem i andre folkeslag, der kunne have samme sociale interesser som os selv. Ofte uden at vi selv er helt klar over det.

Det er ikke til at sige, hvordan det kommende folketingsvalg vil fordele mandater mellem partier og blokke. Men én ting er nok givet: Nationalismens spøgelse vil igen gå gennem landet og vinde mange stemmer på idéen om ’dem’ og ’os’.

Folketingsvalget 2022

Hos Vid&Sans får du ikke hurtige historier, valgflæsk og varm luft. I stedet inviterer vi dig med bagom valgets mange temaer, tal og taler.

Med hjælp fra forskere inden for alt fra energi og historie til valgteknik og retorik giver vi dig baggrund, forklaringer og perspektiv.

Serie: Ideologier i opbrud

Vi lever i en brydningstid, hvor vælgere og politikere flytter sig som aldrig før, på tværs af partier og gamle ideologiske skel. Men er de store ideologier stadig relevante som politiske pejlemærker? Hvordan præger de det politiske landskab – og den igangværende valgkamp?

”Ideologi er noget bras,” sagde Poul Schlüter tilbage i 1980’erne, og siden har mange andre erklæret ideologierne døde. Men passer det?

Vid&Sans har bedt en række samfundsforskere tage temperaturen på de ideologiske hovedstrømninger, der har præget den danske samfundsudvikling siden demokratiets fødsel i midten af 1800-tallet.

Hvilken betydning har de haft for samfundsudviklingen? Hvordan har det grundlæggende tankesæt udviklet sig over tid? Og hvilken rolle spiller de i dansk politik i dag?
Vi lever i en brydningstid, hvor vælgere og politikere flytter sig som aldrig før, på tværs af partier og gamle ideologiske skel. Men er de store ideologier stadig relevante som politiske pejlemærker? Hvordan præger de det politiske landskab – og den igangværende valgkamp?

”Ideologi er noget bras,” sagde Poul Schlüter tilbage i 1980’erne, og siden har mange andre erklæret ideologierne døde. Men passer det?

Vid&Sans har bedt en række samfundsforskere tage temperaturen på de ideologiske hovedstrømninger, der har præget den danske samfundsudvikling siden demokratiets fødsel i midten af 1800-tallet.

Hvilken betydning har de haft for samfundsudviklingen? Hvordan har det grundlæggende tankesæt udviklet sig over tid? Og hvilken rolle spiller de i dansk politik i dag?

BIOGRAFIER

Lektor i historie, Aarhus Universitet
Bertel Nygaard er lektor i historie på Aarhus Universitet. Her forsker han særligt i moderne historie, revolutioner og sociale forandringer, heriblandt populærkultur.
Vid&Sans
Journalist og redaktør på Vid&Sans. Skriver bl.a. om kultur, historie, politik og samfundsforhold.

MERE VALG TIL DIG

Suverænitet: fem bud på herskere, der kæmper om magten i dag

Da Rusland invaderede Ukraine, fordømte verdenssamfundet dem for at krænke Ukraines suverænitet. I Rusland selv taler Putin om at genskabe familiefaderens, troens og nationens suverænitet overfor de undergravende progressive værdier fra Vesten. Og herhjemme står vi netop overfor at vælge, hvem vi skal adlyde de næste fire år. Men hvor kommer retten til at herske egentlig fra – og hvad der sker, når der er mere end én suveræn, der vil være magtfuldkommen?

Menu