Sidste efterår fyldte vi rask væk indkøbskurven med kød, mælk og æg, fyrede op med gas og træpiller og tankede bilen på autopilot. Nu kradser krisen, og hvis hylderne ikke ligefrem er tomme, er priserne i det mindste klatret godt opad. De stigende priser på el, gas, brændsel og fødevarer har skabt en historisk høj inflation. Og det er uvist, hvornår – eller hvorvidt – kurven knækker. Vi går en mørk, kold og dyr vinter i møde.
Skal man tro nyhedsstrømmen, er situationen helt ekstraordinær.
Men er den nu også det? Eller har vi bare glemt, hvad knaphed egentlig er, og hvordan vi håndterer en situation, hvor vi ikke kan få alt det, vi peger på?
Dét mener Bettina Buhl, madhistoriker ved Det Grønne Museum i Auning, der bl.a. forsker i dansk madkultur i en krisetid.
”Vi har set det meste før. Knaphed har jo været normalen for de fleste familier gennem historien, og de ældste danskere kan stadig huske en barndom, hvor brændsel var en mangelvare, og frikadellefadet kunne løbe tør. Nogle krøb endda til køjs på halvtom mave. I dag er vi sultne for sjov vi forbruger af naturens ressourcer som aldrig før,” siger hun.
Men forsyningskrisen er også en enestående mulighed for at lære af historien og revurdere vores indgroede dårlige vaner, påpeger Bettina Buhl.
Ved at studere fortiden køkken kan vi generhverve en tabt viden om ressourcer og råvarer, der ikke bare kan forberede os på lignende kriser i fremtiden, men også være et lille skridt på vejen mod en billigere, bedre og mere bæredygtig hverdag – for os selv og planeten.
”Overforbrug er både usundt for os og kloden. Siden 1960’erne har vi gradvist højnet vores levestandard til et niveau, hvor vi har vænnet os til et forbrug af astronomiske dimensioner. Og i farten har vi så glemt alt om, hvordan vi klarer os i tider, hvor supermarkedets sortiment er gabende tomt.”
Bark i melet og frosne færdigretter
Frem til Anden Verdenskrig var verden en ganske anden end i dag. Knaphed var en hyppig gæst i mange danske hjem, og langt størstedelen af husholdningsbudgettet gik alene til indkøb af madvarer.
I sin forskning er Bettina Buhl endda stødt på forarmede familier, der i meget gamle dage spædede rugmelet op med bark for at få det til at række lidt længere.
Men i årtierne efter krigen, særligt i 1960’erne, oplevede vi en omvæltning af næsten jordskredsagtig karakter. Den internationale højkonjunktur skyllede ind over Danmark, væksten var høj, arbejdsløsheden var lav, og både de folkevalgte og folkemasserne var optimistiske om en hals.
”Gør gode tider bedre,” lød Socialdemokratiets valgslogan i 1960. Det gik godt og kunne kun blive bedre.
”Velstandsstigningen bølgede over landet og forgyldte både borger og bonde. Vi blev en del af Fællesmarkedet, kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og flyrejserne blev billigere. Vi rejste ud og tog nye forventninger med hjem. Snart skulle alle drikke rødvin, bruge sommeren i Spanien og have egen villa og Volvo. Alt blev falbudt – og ferie og fritid rimede på forbrug,” siger Bettina Buhl.
Men da kvinderne rykkede ud af køkkenet, flyttede teknologien ind. Og så begyndte vores videnstab for alvor.
”Markedet aflurede hurtigt, at vi havde travlt som bare pokker. Pasta erstattede kartofler, ovnretterne de klassiske simreretter, og i dag kan du købe alt fra færdiglavede pandekager til stegt flæsk med persillesovs. Samtidig føler vi os mere fremmedgjorte over for råvarer end nogensinde før. Og dét må vi ændre, hvis vi skal lære at navigere i fremtidens kriser,” siger Bettina Buhl.
Vi køber da bare noget nyt
En af hovedårsagerne til, at vi i dag står fremmed over for naturens varelager, skyldes en galopperende brug-og-smid-væk-kultur.
”Vores forbrug er i dag så højt, at vi ikke længere ænser det. Vi fylder vores affaldscontainere med spiselige madvarer, lader lyset brænde i et tomt hus og vi vil hellere købe en ny skjorte end spilde tiden på at lede efter en gammel i garderoben. 1960’erne kickstartede det høje forbrug, og i dag er vi i en centrifuge af overforbrug,” forklarer Bettina Buhl.
Hun understreger, at hendes analyse handler om samfundet som helhed og især om den stadigt større middelklasse, der voksede frem i årtierne efter krigen. Mange har og havde vitterligt ondt på pengepungen og svært ved at få enderne til at nå sammen. Det nye er, at det nu også rammer alle os andre, der mere eller mindre ubevidst har købt præmissen om, at alverdens varer bør være til rådighed hele tiden – og til at betale.
”Knaphed og krisehåndtering er ganske enkelt ikke længere en del af vores mentale apparat. Vi forstod dårligt nok, hvad ’krise’ overhovedet betød, før Putin drejede på hanen og priserne eksploderede. Nu er vinteren på vej, og vi er blevet klogere – og dén situation bør vi udnytte,” siger Bettina Buhl.
Frem med høkassen og op med selvtilliden
Og hvordan gør vi så det? Jo, vi kan f.eks. genbesøge fortidens sparetips og kogebøger og sætte os ind i, hvordan vores forfædre kom igennem en tilværelse præget af krise og knaphed.
”Det skurrer måske lidt i de humaniora-kritiske ører på Christiansborg, men netop hér viser historiefaget jo faktisk igen sit værd. For vi kan netop lære noget nyttigt om nutiden ved at studere fortiden. Der ligger en hel overlevelsesguide gemt i fortidens kriseramte fadebure og køkkenstrategier. Og mange af os bør begynde med at få mere kendskab til råvarer og naturens ressourcer,” siger Bettina Buhl.
I 1930’erne ville en rask kvinde helt naturligt mobilisere en indre kogebog af opskrifter, så snart hun så et bugnende æbletræ. Æbleflæsk, æblemos, æblemost, æblekage, brødbudding med æbler. I dag står mange haveejere mere måbende og ender med at ty til tilfældige søgninger på Google. Og det samme gør sig ofte gældende, når vi står sultne og rådvilde i supermarkedet.
”Vi kan finde alt på internettet. Men netop myriaden af muligheder gør os mentalt trætte. Har vi derimod en større viden om råvarer og smagssammensætninger, oparbejder vi et solidt bagkatalog. Tør vi bruge vores kreativitet, får vi også opbygget en større selvtillid i køkkenet. Og den selvtillid er afgørende for at få en mere bæredygtig og krisevenlig madkultur,” forklarer Bettina Buhl.
En anden metode er at spare på energien under selve madlavningen. F.eks. ved at indføre den gamle høkasse, hvor maden kan passe sig selv i ro og mag – uden brug af unødvendig elektricitet eller gas.
Vi kan også udfordre os selv og bevidst forsøge at ændre vores vaner og mønstre for at spare både på energien og madbudgettet.
”Jeg har selv tømt fryseren. I årevis har jeg foretaget arkæologiske udgravninger af gamle madvarer på fryserens bund, og det er jo en dyr og strømkrævende måde at opbevare sit affald på. Nu sparer jeg både energi og tid, og forsøger i stedet at lave mit eget pålæg af gårsdagens aftensmad. At gøre det selv, gør mig faktisk stolt, og det udfordrer også mine køkkenkundskaber,” siger Bettina Buhl.
Vejen til store forandringer er sommetider brolagt med hverdagens små skridt.
Forsyningskrisen er en generalprøve
Bettina Buhl forudser ikke, at sultfremkaldende knaphed igen bliver en normaltilstand. Men forsyningskrisen giver os mulighed for at tage bestik af tilværelsen her og nu.
”En krise er aldrig morsom, men vi bør bruge den til at genoverveje, hvordan vi egentlig lever og tænker forbrug og fritid. Tidligere var køkkenet et værksted, nu er det ofte kun et værested. Tager vi køkkenet tilbage, kan vi igen blive herre i egen husholdning. Det vil også give os muligheden for at tænke langsigtet og mere bæredygtigt,” siger Bettina Buhl.
Og her kan medierne faktisk være en hjælp. Ifølge Bettina Buhl besidder de nemlig en helt uhørt magt, og kan som intet andet sætte en ny dagsorden og opfinde nye madtrends.
”Den selvrealisering, der i begyndelsen var med til at trække os ud af køkkenet, kan måske få os tilbage igen. Bliver det endnu mere prestigefyldt at dele sparetips og tænke selvforsyning, vil vi hurtigt kunne mobilisere folk og se en ændring i fremtidens behov for ressourcekrævende færdigvarer,” forklarer hun.
Bettina Buhl er desuden overbevist om, at vi uanset Putins invasion af Ukraine før eller siden var endt i en lignende forsyningskrise. Det var blot et spørgsmål om tid.
”Vi har i årtier bedrevet rovdrift på naturen og overproduceret ekstremt. Allerede nu tvinger klimaforandringerne os til at lægge livet om. Vi er vanedyr, men vi bør netop se forsyningskrisen som en generalprøve på fremtidens udfordringer - og allerede nu øve os i, hvordan vi bedst muligt lever og overlever i overensstemmelse med hinanden og hele planeten,” siger Bettina Buhl.
