Sjældent har et essay i Times Literary Supplement vakt så stor opmærksomhed. ”Vejen til massakren i Butja går via den russiske litteratur,” var den sigende overskrift på den danske version af indlægget, trykt i Information 6. maj. Det var skrevet af den ukrainske forfatter Oksana Zabuzjko som reaktion på den russiske hærs massakre på befolkningen i den belejrede, nu forladte ukrainske by Butja.
Zabuzjko er en kendt kulturpersonlighed i Ukraine. Hendes humoristiske romaner om moderne ukrainere og deres fortsat traditionelle kønsroller er udkommet på flere sprog, og hun har fået en stærk stemme i verden som talsperson for Ukraine under den russiske angrebskrig. Nu blev hun så også kendt for sin utvetydige fordømmelse af en russisk sadisme, som hun sporede tilbage til den klassiske russiske litteratur.
Zabuzjkos stærke reaktion på den frygtelige massakre i Butja er helt forståelig og på sin plads, ligesom efterfølgende fordømmelser af alle de rædsler, den russiske hær og Wagner-gruppen har udøvet gennem det seneste år, er berettigede. De ansvarlige bør identificeres, anklages og retsforfølges. Det er der ingen tvivl om.
Men skal vi ligefrem sætte 1800-tals forfatterne Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij på anklagebænken og straffe deres bidrag til kunsten? Hvordan kan de være skyldige i Putins aggressioner? Zabuzjkos svar rummer anklager mod både Rusland og Vesten, men baserer sig på en række forsimplinger.
Russisk humanisme ifølge Zabuzjko
De klassiske forfattere er skyldige, forklarede Zabuzjko i sit opråb, fordi deres litteratur har spillet en hovedrolle i de almindelige russeres dannelse, som tydeligvis rummer en indgroet ondskab.
”Russisk litteratur har i 200 år tegnet et billede af en verden, hvor vi bør møde forbryderen med medlidenhed, ikke fordømmelse,” skrev hun i sit avisindlæg. ”Det er ’russisk humanisme’. Og accepterer du den tese, så tillykke – du har lige budt den russiske hær velkommen i dit hjem,” konkluderede hun bombastisk.
Når Zabuzjko trak sin pointe så hårdt op, var det, fordi hun var træt af Vestens naivitet over for Rusland, og vores tendens til at sætte et skel mellem politik og litteratur uden at forstå, at litteraturen, som hun formulerede det, ”er ét kød med det samfund, som den skriver for og om.”
Zabuzjko har ret i, at ikke mange havde forventet, at Rusland ville angribe Ukraine. Men at vores naivitet skulle skyldes en manglende forståelse for den russiske litteraturs afgørende betydning for den almindelige russers tankegang, er en bemærkelsesværdig påstand.
For det første, fordi skønlitteratur i postsovjetisk tid har spillet en marginal rolle i russernes kulturforbrug, og fordi et skolepensum i sig selv næppe er altafgørende for et menneskes etiske dannelse. For det andet, fordi politik og litteratur selvfølgelig ikke uden videre kan siges at være det samme. Der er, bogstaveligt talt, en verden til forskel.
Frem for blot at afvise Zabuzjkos postulat vil jeg dog alligevel vise hende og hendes landsmænd den respekt at tage det alvorligt som en relevant provokation og en anledning til selv at blive mere afklaret.
For skønt vi ikke uden videre kan dømme russisk litteratur medskyldig i krigen, kan vi tydeligvis heller ikke fortsætte med at læse den upåvirket af dagens situation. Men hvordan kan vi så læse den?
Tendentiøse læsninger
Zabuzjkos kategoriske fordømmelse af russisk litteratur ligner den unuancerede boykot af alt russisk, som nogle stemmer opfordrede til efter angrebet 24. februar 2022. Man forstår hendes reaktion som ukrainer under angreb af russere, men som forfatter udviser hun en overraskende dårlig evne til at fortolke litteratur.
Hun udvælger enkelte karakterer og episoder og forsimpler deres ”budskab” til at være de pågældende forfatteres verdenssyn.
Tolstojs observationer af menneskets evne til selvretfærdiggørelse i selv de værste situationer fortolkes f.eks. som hans humanistiske anerkendelse af netop dén måde at leve på.
Turgenevs kendte novelle ”Mumu” om en livegen, der af sin frue tvinges til at dræbe den hundehvalp, han elsker, har ifølge Zabuzjko medvirket til den udbredte ansvarsfraskrivelse hos nutidens menige russere, underlagt herskeren Putin. Både Tolstoj og Turgenev, som ellers er kendt for deres kritisk-realistiske repræsentationer af 1800-tallets barske russiske samfund, har i den læsning ligefrem bidraget til at normalisere ondskab.
Værst og dermed mest skyldig er dog Dostojevskij. Hans værker – med alle deres indre og ydre dialoger om ikke mindst eksistentielle og teologiske spørgsmål – reduceres af Zabuzjko til en farlig ”dyrkelse af følelser og foragt for rationalitet”.
Her citerer hun den tjekkiske forfatter Milan Kundera, som i New York Times Book Review i 1985 forklarede, hvorfor han siden 1968 ikke længere kunne holde ud at læse Dostojevskij: Han oplevede forfatterens følelsesbaserede univers som direkte beslægtet med den broderlige ”kærlighed”, der havde motiveret de sovjetiske invasionstropper i Prag.
Zabuzjko erklærer tilsvarende, at også Putins invasion i Ukraine står i gæld til Dostojevskijs verdensbillede, drevet som den er af følelser som ondskab, had, misundelse og forventet straffrihed.
Krigen kender ingen nuancer
Mener Zabuzjko mon, at 1800-tallets store realister skulle have skrevet mindre realistisk og mere idealistisk litteratur? Eller at de burde have gjort deres læsere opmærksomme på, at deres hovedpersoner, som f.eks. den nihilistiske morder Raskolnikov, ikke var ment som eksempler til efterfølgelse?
Datidens læsere skulle rigtig nok vænne sig til den nye russiske realisme, men mener Zabuzjko mon, at de – og vi og verdenslitteraturen – hellere skulle have undværet den?
Dengang i 1985 blev Kunderas forvrængede Dostojevskij-udlægning mødt af velargumenteret kritik fra den russiske digter Joseph Brodsky. Zabuzjko affejer dog uden videre Brodskys kritik som endnu et eksempel på russisk aggression og undertrykkelse af enhver modsigelse. Dette er temmelig overraskende, eftersom Brodsky var en udpræget æstetiker og individualist, der ikke lod sig afrette af Sovjetstaten – hvorfor han da også havde levet i eksil siden 1976.
Med sin affejende gestus eksemplificerer Zabuzjko med al tydelighed den aktuelle udfordring for enhver diskussion om russisk kunst og kultur: At krigens polarisering ikke anerkender nuancer. Når litteraturen kastes ind i den militariserede, politiske arena, bliver hovedspørgsmålet ikke, hvad den repræsenterer og hvordan, men hvad forfatterens nationale identitet er, og hvem han eller hun derfor formodes at holde med.
Men er det da ikke muligt at være entydigt på Ukraines side i forsvarskampen mod Rusland og samtidig fortsætte med at læse russisk litteratur uden at forsimple hverken ”budskab” eller intention?
Zabuzjko har ret i, at litteratur hverken skrives eller læses uden for verden. Den står gennem både forfatteren og læseren i relation til det omgivende samfund, herunder kriser og krige. Men det er en kompleks og kompliceret relation. Og jeg vil nu forsøge at formulere et principielt forsvar for læsning af litteraturen på dens egne præmisser.
Til litteraturens forsvar
Ikke-litterære tekster har virkelighedens verden som præmis. Det gælder historiske fremstillinger, selvbiografier og politiske taler, uanset hvor mange litterære kneb, de benytter sig af. Skønlitteraturen er fundamentalt anderledes, fordi den skaber sit eget univers som præmis.
Hvad enten skønlitteraturens univers er rent fiktivt, delvis fiktivt eller dokumentarisk funderet, beder de litterære genrer om at blive fortolket på egne præmisser frem for på virkelighedens. De tilbyder verdner som godt kan ligne den verden, der findes uden for værket, men som netop ikke er ”et kød” med den. Enhver fortolkning må altid tage hensyn til det samlede værks konstruktion, hvilket perspektiv der fortælles fra, hvis stemme, der udsiger noget. Forfatteren taler aldrig direkte til os i værket, men gennem værket samlet set.
Et litterært værk skrives i en bestemt tid, men så snart det er skrevet og publiceret, er det uden for forfatterens kontrol og lever sit eget liv - også længe efter forfatterens død. I hvor høj grad kan vi i den situation stille forfatteren til ansvar for, hvordan værket læses i vores tid? Er det ikke snarere nutidens læsere, der står med ansvaret for værket og dets relation til verden?
”Forfatterens død” er netop mantraet for den nykritiske tilgang til litteratur, der har gjort op med simple biografiske fortolkninger og åbnet for at analysere værkerne i egen ret. Klassiske værker kan som sådan til stadighed nyfortolkes, både fordi nye læsere gør nye observationer, og fordi de lever i en anden tid.
Men det betyder ikke, at alle fortolkninger er lige gode, og at vi frit kan fortolke i lyset af egne erfaringer uden hensyntagen til værkets karakter og oprindelige kontekst.
Russisk litteratur i krigens skygge
Hvordan kan vi på de principielle vilkår så bedst læse Dostojevskij, Tolstoj og alle de andre russiske forfattere lige nu og her?
Den russiske litteratur er enorm og rummer alt. Vi kan derfor finde det, vi leder efter. Jeg vil dog opfordre til at læse åbent frem for – som Zabuzjko – at lede efter bekræftelse på en fortælling, vi allerede har besluttet os for. Det sidstnævnte er jo netop, hvad Putin gør, når han misbruger den russiske litteratur til at legitimere sine krigeriske handlinger. Og vi ønsker vel ikke at være lige så manipulerende og dårlige litteraturfortolkere som Putin, blot med omvendt fortegn?
Med kritiske læsninger på litteraturens præmisser kan vi derimod bidrage til at redde litteraturen fra det officielle Ruslands misbrug. En pointe begge de nulevende forfattere Mikhail Sjisjkin og Sergej Lebedev har understreget.
De har også påpeget, at Ruslands angrebskrig i Ukraine kan skærpe vores kritiske blik for litteraturens eventuelle bidrag til den russiske selvforståelse som en stor nation, der ikke behøver at tage mindre nationer alvorligt. Her kan vi finde støtte i den kritik af russisk imperialisme, der allerede forekommer i den klassiske russiske litteratur, særligt hos Tolstoj.
Endelig repræsenterer Sjisjkin og Lebedev den store gruppe af russiske forfattere, der har bosat sig uden for Rusland og dermed bidrager til at redde også den russiske samtidslitteratur fra deres krigsførende nations omklamring. Lad os ikke bare lytte til dem, men også læse deres værker som litteratur.
Putins fiktionaliserede historie og postulerede verdensbillede skal til gengæld stadig holdes op mod virkeligheden og efterprøves for ansvar – over for både ukrainerne og hele menneskeheden.
Som Tolstoj skrev i opråbet ”Tænk jer om!” i anledning af den russisk-japanske krig i 1904: ”Igen krig. Igen unødvendige, ufornødne lidelser, igen løgn, igen udbredt fordummelse og brutalisering af mennesker.”
