I januar 2021 forlod Ida Auken Det Radikale Venstre og meldte sig ind i Socialdemokratiet. På Facebook begrundede hun sit partiskifte med, at hun mente Radikale Venstre havde bevæget sig væk fra midten af dansk politik og mistet blikket for balancen, helheden og det brede samarbejde.
I en privat korrespondance, skrev hun til undertegnede, at Socialdemokratiet var et naturligt sted at befinde sig for en nutidig socialliberal.
Auken indledte sin politiske løbebane i SF. Det samme gjorde tidligere kirke- og kulturminister Mette Bock. Hun gik dog den anden vej, til Det Radikale Venstre, før hun endte i Liberal Alliance, som hun forlod for en karriere uden for Borgen i 2019.
Da hun blev udnævnt til minister i november 2016, skrev Kristeligt Dagblad i et portræt, at Bock ikke var liberal ”på ’kroner-og-øre’-måden, hvor man primært taler om topskattelettelser og øget omsætning’. Hun kaldte nemlig sig selv for socialliberal og talte mere om frihed, anti-bureaukrati og socialt ansvar end om økonomi.
Nogenlunde det samme gjorde Jakob Ellemann-Jensen da han i august 2020 præsenterede partiets ”10 Principper for en blå platform for Danmark”. Her slog han fast, at en borgerlig-liberal regering ikke vil rulle velfærdsstaten tilbage, men derimod ”modernisere velfærdssamfundet for at løfte kvaliteten”.
Vi kan altså møde socialliberale i et bredt partipolitisk felt i Danmark.
Socialliberalismens historiske tradition for at afbalancere hensynet til borgernes frihed med hensynet til deres sikkerhed og samfundets fælles vel er indbegrebet af ”den danske model” og har været det siden begyndelsen af 1900-tallet.
Set udefra kan det derfor se ud som om, at dansk politisk foregår på socialliberale forudsætninger og således først og fremmest handler om mere eller mindre stat og mere eller mindre personlig valgfrihed.
Og når man ser på nutidens mange grænseoverskridende udfordringer, er der noget, der tyder på, at dét netop er et politisk mønster, som vil opleve en renæssance i de kommende år.
Nedslagspunkter i socialliberalismens historie
1880’erne - De første foreninger for smålandbrugere.
1890’erne - Love om alderdomsforsørgelseshjælp, sygekasser og arbejdsløshedskasser, der ikke medfører tab af rettigheder. Fra 1907 får kommunerne mulighed for at få godtgjort 1/3 af deres tilskud til private hjælpekasser fra staten.
1905 - Stiftelsen af Det Radikale Venstre.
1909-1910 - Den radikale politiker Zahles første regeringsperiode, den første sociallovgivning.
1913 –1920 - Zahles anden regeringsperiode, hvorunder den nye grundlov i 1915 stadfæster Junigrundlovens bestemmelse, der sikrede danskere ret til offentlig hjælp, hvis de ikke kunne forsørge sig selv, eller forsørgelsen ikke kunne pålægges andre.
1933 - Kanslergadeforliget, som indførte en socialreform, der indførte et rettighedsprincip, der betød, at hvis man opfyldte bestemte kriterier, skulle man have ret til at modtage fastsatte ydelser uden at miste nogle rettigheder. Socialreformen rummede fire hovedlove: Lov om offentlig forsorg, der erstatter fattighjælpen og hjælpekasseloven. Lov om folkeforsikring, der omhandler sygekasserne, invalideforsikring, børneforsorg og aldersrenten. Lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring og sidst lov om arbejdsulykkesforsikring.
1934 - Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning udsender programudtalelsen ”Danmark for Folket”, som fastslår, at partiet ikke længere skal være et klasseparti, men et folkeparti. Derved lægger partiet afstand til den revolutionære socialisme og trækker det i retning af en socialliberal position.
1956 - Folkepensionsloven.
1970’erne - En lang række socialreformer, bl.a. Sygesikringsloven (1971), Dagpengeloven (1972) og Bistandsloven (1976). De fleste blev støttet af de fem ”folkepartier”: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, De Konservative og Socialistisk Folkeparti.
2008-10 - Finanskrisen, som fik regeringer ud over verden til at redde nationale banker og indføre strammere regulering af finansstrømme.
2020-2022 - Statslige håndteringer af corona-pandemien.
Staten bør garantere fælles velfærd
Ligesom den liberale idé om en ”fri forfatning” kom også socialliberalismen til Danmark ude fra.
Gennem det meste af 1800-tallet havde liberal politik været kendetegnet af lav beskatning, lave offentlige udgifter og opmuntring til personligt økonomisk ansvar. I 1880’erne blev den liberale ideologi dog udfordret fra arbejderbevægelsen og akademiske miljøer.
Socialliberalismens ideer går tilbage til de britiske samfundstænkere John Stuart Mill og Thomas Hill Green. Mill mente, at indgreb i den enkeltes frihed kunne forsvares, hvis det medførte større lykke for de fleste. Green mente, at sand frihed ikke blot er ”negativ”, altså består i fravær af tvang, men også i at have mulighed for at udnytte sit potentiale fuldt ud.
Hvis alle borgere i samfundet skal kunne det, må friheden også være ”positiv”, konkluderede han. Ethvert menneske skal kunne realisere sig selv og sin egen ”livsplan” i livet. Den mulighed burde staten medvirke til at fremme. Staten skal derfor gribe ind i markedet gennem reformer, der skaber de rette betingelser for den frie udøvelse af de menneskelige evner.
Også i Tyskland mødte den voksende laissez-faire liberalisme kritik. En række universitetsøkonomer kritiserede den for at være uden praktisk værdi. Den tilbød nemlig ingen løsning på den fattigdom, som den kapitalistiske økonomi skabte i et ureguleret arbejdsmarked. Desuden var den uetisk ved at tillade en udbytning af arbejderne. Endelig ville den føre til socialt sammenbrud. Staten var moralsk forpligtet på at sikre fælles velfærd, mente kritikerne.
Disse idéer fik en praktisk betydning i Tyskland i form af Bismarcks sociallovgivning i 1880’erne, mens bredte sig også til resten af Nordeuropa, ikke mindst Danmark.
Midt i en krisetid
I de sidste årtier af 1800-tallet var de liberale europæiske partier, som havde stået bag de borgerlige revolutioner i 1848, i dyb eksistentiel krise.
Det skyldtes dels deres forsøg på at fastholde stemmeretten til en elite af ”duelige” borgere og ejendomsbesiddere, dels industrialiseringen og den forarmelse, den medførte. De liberale partier ude i Europa blev især presset af arbejderbevægelsen, som ikke kun organiserede sig i fagforeninger, men også skabte deres egne politiske partier.
De liberale partier blev også ramt af en identitetskrise. For hvad vil det egentlig sige, at være liberal? Ordet liberal havde mange betydninger. Snart signalerede det frihandel og markedsøkonomi, snart national selvstændighed og snart – som det oprindelig havde gjort – et forsvar af borgernes rettigheder.
For at overleve måtte de liberale gå på kompromis med det nye krav om demokrati og erkende, at det var meningsløst at opretholde forestillingen om borgerskabets særlige egnethed til politisk ansvar.
Kompromiset indebar, at de liberales demokratiske modstandere i arbejderbevægelsen forpligtede sig på at respektere de konstitutionelle principper og værdier, som liberalismen hidtil havde stået for. Til gengæld måtte de liberale opgive deres hidtidige rolle som de lavere klassers formyndere.
Tilpasningen til den nye massepolitik forstærkede de modsætninger, som liberalismen rummede i forvejen. En af de vigtigste var modsætningen mellem tilhængerne af en laissez faire-økonomi og dem, der mente, at staten skulle spille en rolle for at bevare samfundets sammenhængskraft.
Spændingen førte til en splittelse mellem en økonomisk liberalistisk fløj, der gik ind for ubegrænset frihandel og statsregulering, og en fløj, der var opsat på sociale reformer og var på talefod med socialister.
Alt efter den nationale kontekst fik den socialt midtsøgende tendens forskellige navne: den ”nye liberalisme” i Storbritannien var det samme som ”socialliberalismen” i Tyskland og ”progressivismen” og ”det nye demokrati” i USA.
I Danmark førte krisen inden for liberalismen til stiftelsen af et helt nyt parti med en socialliberal profil: Det Radikale Venstre.
En indre mobilisering
I Danmark gik partiet De Nationalliberale i opløsning under forfatningskampen. Nogle gik mod Højre og nogle mod det nye gårdejerparti Venstre, der blev oprettet i 1870.
Omkring århundredskiftet blev de første rammer for en mere socialt inkluderende nationalstat end den hidtidige lagt. Det skete, da det nye, men endnu lille parti Socialdemokratiske Forbund og det Det Radikale Venstre, som var blevet skabt 1905 efter et brud med Venstre, indgik en parlamentarisk alliance.
I 1909 gav dén alliance De Radikale regeringsmagten på et løfte om at lade staten tage skridt til at skabe et socialt sikkerhedsnet for samfundets mindrebemidlede.
Selv om de socialliberale i Det Radikale Venstre især blev støttet at husmændenes bevægelse, mente de dog ikke, at partiet skulle være et talerør for bestemte samfundsgrupper. Det skulle varetage samfundets fælles interesser og vel.
For en af partiets stiftere, P. Munch – som blev indenrigsminister og siden forsvarsminister i de tre regeringer under Zahle – var sociale reformer afgørende for den danske stats overlevelse.
Hidtil havde han været kendt for sin tro på nationalfølelsens betydning for viljen til at forsvare Danmark militært. Men i begyndelsen af århundredet blev han overbevist om, at der var to andre forudsætninger for det danske folks overlevelse: samfundets sammenhængskraft og folkets loyalitet over for staten.
Danmarks økonomiske og strategiske svaghed krævede en form for indre værn, der styrkede borgernes følelse af, at de at tilhørte et nationalt værdifællesskab. Midlet var at fjerne de største sociale uligheder mellem samfundsklasserne og at skabe offentlige institutioner, der styrkede forholdet mellem borger og stat.
Socialdemokraterne tog Munchs ideer om en “indre mobilisering” over for samfundets ydre trusler til sig. Og alliancen mellem radikale og socialdemokrater lagde grunden for Danmarks udvikling til en velfærdsstat efter Anden Verdenskrig.
En socialliberal æra
Venstre fastholdt derimod en liberalisme, som først og fremmest bestod i en modstand mod statslig regulering, men i 1933 gik de dog med i Kanslergadeforliget, som var Danmarks første samlede socialreform.
Forliget byggede bro mellem bønder og arbejdere og var et udtryk for, at der i Venstre var en ”folkelig” arv fra Grundtvig, som betonede betydningen af det nationale fællesskab og det fælles gode.
Da også Højres afløser, De Konservative, i trediverne blev til et ”folkeparti”, blev der i efterkrigstiden banet vej for en bred anerkendelse af behovet for flere sociale reformer.
Selv om det var Socialdemokratiet og De Radikale, der gik forrest i skabelsen af det, vi i dag kalder velfærdsstaten, fik de borgerlige partier alligevel meget andel i den. Faktisk så meget, at Socialreformerne i 1970’erne kan ses som højdepunktet for en forholdsvis konsensuspræget socialliberal æra.
Neo-liberalismens genfærd
Da neo-liberalismen bredte sig fra Storbritannien og USA i forbindelse med energikrisen og recessionen i 1970’erne, havde den derfor svært ved at finde grobund i Danmark. Den markerede dog alligevel en ny æra.
Den antog karakter af en ”let” version i form af den tredje-vejs-liberalisme, som blev praktiseret under Firkløverregeringen i 1980’erne og senere i Fogh Rasmussens og Thorning-Schmidts regeringsperioder.
Neo-liberalismen satte sit præg på det danske samfund i form af en fast tro på markedet som problemløser. Midlerne var udlicitering, konkurrenceudsættelse af offentlige ydelser, new public management, benchmarking og en generel markedsgørelse af samfundet og borgernes hverdagsliv.
Borgerlige markedsfundamentalister ønskede dog at gå videre og forsøgte at trække Venstre og Det Konservative Folkeparti længere mod højre, mens medlemmer af Det Radikale Venstre brød ud og skabte et nyt og mere liberalistisk parti: Liberal Alliance.
De store, grænseoverskridende kriser, som vi har stået over for siden begyndelsen af dette århundrede, synes dog at indvarsle en ny æra, hvor den socialliberale anerkendelse af statens vitale betydning vil opleve en renæssance.
Socialliberalismens genkomst
Vi lever i en tid, hvor der efterspørges ”mere kontrol”, ”mere medbestemmelse” og ”bedre beskyttelse” fra forskellig side.
Fra samfundsgrupper, der bærer den økonomiske byrde efter den neo-liberalistiske globalisering og deregulering. Fra brede grupper, der er engageret i miljø- og klimakampen. Fra alle dem, der ser deres lokale og nationale fællesskaber truet af åbne grænser, migration, arbejdskraftens frie bevægelighed og centralisering.
I alle tilfælde forventes det, at staten træder til og medvirker til løsninger, der både er mere effektive og socialt retfærdige end dem, markedet kan levere.
Dertil kommer de akutte kriser og problemer, vi har oplevet igennem de sidste par årtier. Finanskrisen, terrortruslen, klimakrisen, pandemien, forsyningskrisen og den nuværende sikkerheds- og energikrise som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Der er næppe mange, der i dag har tiltro til, at disse kriser vil kunne blive løst af deregulerede markeder og øget frihandel.
I en socialliberal optik betyder det, at der er behov for statsmagtens genkomst. En stat som den, der under Corona-krisen gennemførte støtteordninger til erhvervslivet og dets ansatte, en stat, der går forrest i en grøn omstilling, søger at forhindre fremtidige klimakatastrofer og kan beskytte Europas borgere mod Putin-regimets trusler. Men derfor også for en demokratisk stat, som indgår i tætte relationer med andre. Som i EU.
For tyve år siden herskede der en verdensorden, som var kendetegnet af neo-liberalismens tro på fri bevægelighed, fri handel, fri information og fri kapital. I dag er den æra slut og vi er på vej ind i en ny æra, som vil være præget af ønsket om politisk kontrol og borgernes behov for tryghed.
Det indebærer en ideologisk tilpasningsproces. Men det behøver ikke at betyde, at vi må opgive de moderne demokratiers liberale arv. Igennem historien har det altid været regeringers forpligtelse at beskytte sine borgere mod chok, krig og krise.
Det var den samme erkendelse, de socialliberale nåede frem til, da liberalismen i slutningen af 1800-tallet blev udfordret af den rivende udvikling i tidens samfund.
