Den såkaldte spærregrænse er yderst aktuel ved det kommende folketingsvalg. Der er mange partier på stemmesedlen, og en del er nye og/eller små partier, der skal kæmpe hårdt for at blive repræsenteret i Folketinget i næste valgperiode.
Såvel Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne som Frie Grønne og Alternativet står lige nu til at få lige omkring 2 pct. af stemmerne eller mindre. Det gælder på tværs af alle de seneste meningsmålinger – uanset indsamlingsmetode og statistisk usikkerhed. Men man skal dog huske på, at målingerne handler om, hvad man ville stemme ”i morgen”, og meget kan ændre sig frem mod valgdagen 1. november. Nogle af de nævnte partier kan måske øge tilslutningen, mens andre pludselig kan komme endnu mere i farezonen.
Men hvorfor er de 2 pct. overhovedet vigtige?
Spørger man gennemsnitsdanskeren, vil vedkommende nok svare, at dét er grænsen for, hvor mange stemmer et parti skal have for at komme i Folketinget.
Det er ikke helt forkert – men det er heller ikke hele svaret.
Siden 1964, hvor reglen blev taget i brug første gang, er det ganske vist kun partier, der har fået mindst 2 pct. af stemmerne, der har opnået repræsentation i Folketinget.
Men reglerne om, hvad der skal til for at komme i Folketinget, er betydeligt mere komplicerede. Faktisk er der hele tre måder, et parti kan komme over ”spærregrænsen” på.
Og da den politiske situation i forvejen er ret ekstraordinær og uforudsigelig, i kraft af de mange nye partier på stemmesedlen, kan det ikke udelukkes, at 2022-valget bliver det første mere end 50 år, hvor et parti kommer i Folketinget med mindre end 2 pct. af de gyldige stemmer.
Tre formelle spærregrænser
Nøglen til at forstå, hvad spærregrænsen egentlig skal gøre godt for, er de såkaldte tillægsmandater.
De 175 folketingsmedlemmer, der vælges i Danmark, er dels 135 kredsmandater, der fordeles efter stemmetallene i de ti storkredse, dels 40 tillægsmandater. Tillægsmandaterne bruges til at sikre, at partiernes andel af mandaterne kommer så tæt som muligt på deres andel af stemmerne i hele landet, for det garanterer fordelingen af kredsmandater ikke i sig selv.
Der er dog ikke fuld matematisk retfærdighed i mandatfordelingen. Der er nemlig sat en undergrænsefor, hvor små partier kan være, hvis de vil have andel i den samlede mandatfordeling via fordelingen af tillægsmandaterne – hvilket i sagens natur er en fordel for de store og mellemstore partier.
For at få adgang til denne fordeling – og dermed til Folketinget – skal et parti opfylde mindst ét af tre krav:
- At partiet har opnået mindst ét kredsmandat i en af de ti storkredse. De fleste af de store og halvstore partier opfylder nemt dette krav. I 2019 fik 8 af de 13 opstillede partier et eller flere kredsmandater og var dermed berettiget til at få del i tillægsmandaterne.
- At partiet i to af de tre landsdele (Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland) har opnået et stemmetal, der svarer til det gennemsnitlige antal stemmer, der er afgivet pr. kredsmandat i den pågældende landsdel. Af de fem partier, der ikke havde fået et kredsmandat i 2019, var det kun Liberal Alliance, der opfyldte dette krav (i Hovedstaden og i Midtjylland-Nordjylland). Nye Borgerlige og Stram Kurs opfyldte begge kriteriet i én landsdel (Sjælland-Syddanmark), men det er altså ikke nok.
- At partiet i hele landet har opnået mindst 2 pct. af de gyldige stemmer. I 2019 var det helt præcist 70.635 stemmer, og det krav opfyldte både Nye Borgerlige og Liberal Alliance i 2019 med henholdsvis 83.201 0g 82.270 stemmer.
Det er den sidste betingelse, 2 pct.-reglen, der normalt omtales som ”spærregrænsen” i folkemunde og mediernes dækning.
De magiske 2 procent
Når nu der optræder tre spærregrænser i valgloven, hvordan kan det så være, at medierne kun fokuserer på den ene?
Forklaringen er formentlig, at de partier, der klarer (mindst) én af de to første muligheder for at få andel i tillægsmandaterne, også altid har fået mindst 2 pct. af stemmerne.
Af de små partier gjaldt det i 2019 både Alternativet (3,1 pct.) og Liberal Alliance (2,3 pct.).
I 2019 klarede 10 af de 13 opstillede partier mindst én af de tre betingelser for at få andel i tillægsmandaterne. De partier, der faldt for 2 pct-reglen, opfyldte heller ikke de øvrige kriterier.
Det samme gjaldt valgene i 2015, 2011 og 2007.
Går man længere tilbage, bliver billedet lidt mere mudret, og tallene bliver svære at sammenligne. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 gennemførte man nemlig også en valgkredsreform, der reducerede antallet af storkredse fra 17 til 10, og man genindførte den såkaldte d’Hondtske metode til fordeling af kredsmandaterne.
Men siden da har 2 pct.-kravet altid været opfyldt for de partier, der opfyldte et af de to andre krav eller dem begge. I det lys er det helt forståeligt, at der er mest fokus på de 2 pct. som betingelse for at få andel i tillægsmandaterne.
Er kredsmandater blevet billigere?
Men kan de små partier ikke bare få et kredsmandat? Jo, naturligvis kan de det, men det sker bare rigtig, rigtig sjældent.
Da man i 2007 reducerede de 17 amts- og storkredse til 10, blev de 9 af dem nemlig i gennemsnit lidt større end tidligere, mens Bornholm, der har en særstilling i valgloven, beholdt sine to kredsmandater.
De større kredse medførte, at den ”naturlige” spærregrænse i den enkelte storkreds – dvs. den stemmeandel, der sikrer et parti sit første kredsmandat – blev lidt lavere. For at modvirke det ændrede man den måde, kredsmandaterne fordeles på. Man genindførte nemlig den d’Hondtske fordelingsmåde, som er lidt mere gavmild over for de store partier. Nogle vil måske sige: lidt hårdere ved de små.
Preben Wilhjelms forslag til ændring af spærregrænsen
Preben Wilhjelm var et skarpt og velargumenteret folketingsmedlem, valgt for Venstresocialisterne. Under en diskussion om eventuel ændring af spærrereglen foreslog han, at den ikke skulle ligge fast på de 2 pct., men være variabel.
Nærmere bestemt skulle den pr. definition være lige præcis høj nok til at sikre, at Det Radikale Venstre ikke kom i Folketinget. Kun ved at holde De Radikale ude af Folketinget kunne man nemlig gardere sig mod, at de svingede frem og tilbage mellem rød og blå blok og dermed gjorde enhver regeringsdannelse uklar og usikker.
Forslaget blev ikke taget helt alvorligt, og sådan var det næppe heller ment. Men det illustrerer på sin vis én af pointerne med overhovedet at have en spærregrænse.
Blandt andet grund af det proportionale valgsystem har Danmark tradition for, at relativt mange partier er repræsenteret i Folketinget. Mandatfordelingen mellem blokkene er ofte tæt, og det er ikke usædvanligt, at ét enkelt mandat – eller nogle få mandater – er afgørende for, hvem der vinder regeringsmagten.
Det betyder, at også helt små partier, især i midten af det politiske spektrum, kan komme til at spille en central rolle, når valgresultatet er på plads – og måske også en større rolle, end deres størrelse umiddelbart tilsiger.
Prisen for det første kredsmandat er især interessant for partier, hvis vælgere er meget ujævnt geografisk fordelt. For små venstrefløjspartier kan det f.eks. virke mere overkommeligt at opnå 5 pct. af stemmerne i Københavns Storkreds end 2 pct. på landsplan.
På samme måde har Kristendemokraterne ved mange valg håbet på, at deres stærke vælgerbase i Vestjylland kunne skaffe et kredsmandat dér, som så ville sikre partiet adgang til tillægsmandaterne.
Og de var faktisk et mulehår fra i 2019. Da den lokale venstremand Esben Lunde Larsen ikke genopstillede i Ringkøbingkredsen, øjnede Kristendemokraterne pludselig en reel mulighed. Den tidligere uddannelses- og forskningsminister (med en vis tilknytning til kristelige kredse) efterlod sig nemlig næsten 11.000 personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds.
To naturlige spærregrænser
Ud over valglovens formelle spærregrænser er der i virkelighedens verden også ”naturlige” spærregrænser. Hvis der i en valgkreds med forholdstalsvalg skal fordeles ti kredsmandater, er det jo klart, at et parti skal have ca. 10 pct. af stemmerne for at være stensikker på et mandat. Det er faktisk sådan, at med d’Hondts metode er 9,1 pct. nok!
Det er også nemt at indse, at et parti meget vel kan få et mandat med mindre end 9,1 pct. i kraft af en gunstig stemmefordeling, især når der er mange partier på stemmesedlen. Men der er dog også en matematisk grænse for, hvor lille et parti kan være, hvis det skal gøre sig forhåbninger om et mandat ad den vej.
I den enkelte storkreds er der således to ”naturlige” spærregrænser – den stemmeandel, der med sikkerhed giver et kredsmandat, og den der teoretisk set kan give et kredsmandat.
I det nævnte eksempel, Vestjyllands Storkreds i 2019, lå sidstnævnte grænse helt nede på 4,00 pct. Kristendemokraterne opnåede med 5,25 pct. af stemmerne et forholdsvis godt resultat, men uheldigvis løb de Radikale overraskende med 5,31 pct. af stemmerne og snuppede derfor det sidste af de 13 kredsmandater i storkredsen.
Med bare 201 stemmer yderligere var Kristendemokraterne faktisk kommet i Folketinget – uden at have 2 pct. af stemmerne på landsplan.
Stemmespildsspøgelset
I valgkampsdækningen kobles spærregrænsen ofte sammen med debatten om stemmespild.
Mange – også journalister og kommentatorer – markedsfører ukritisk den påstand, at hvis et eller flere partier i blå eller rød blok kommer under spærregrænsen på 2 pct., så mister den pågældende blok et tilsvarende antal mandater.
Men det er en sandhed med betydelige modifikationer.
Lad os sige, at tre små partier i blå blok tilsammen får 5,9 pct. af stemmerne, uden at nogen af dem opfylder kriterierne for at komme i Folketinget. Så vil det immervæk svare til, med helt proportional repræsentation og uden spærregrænser, 10 mandater. Vil det da ikke give rød blok en helt urimelig fordel – og et muligt flertal uden dækning i den faktiske stemmeafgivning?
Problemet er bare, at sådan fungerer det ikke!
Den forholdsmæssige fordeling af alle 175 mandater, som er udgangspunktet for beregningen af, hvor mange tillægsmandater, det enkelte parti skal have, sker uden at medregne stemmerne fra de partier, der ikke har klaret mindst ét af spærrereglens tre krav.
I dette hypotetiske og ekstreme eksempel vil de 175 mandater jo stadigvæk skulle fordeles proportionalt mellem de dertil berettigede partier. Mest sandsynligt vil det give fem til rød blok og fem til blå blok, naturligvis afhængigt af, hvordan de øvrige stemmer falder.
Rød blok vil stadig ende med flere mandater, men ikke i samme dramatiske målestok.
Hvad sker der i 2022?
Det kommende folketingsvalg bliver historisk af flere grunde.
For det første er der hele optakten, hvor De Radikale væltede regeringen i slow motion ved at true med et mistillidsvotum mange måneder i forvejen og tvinge Mette Frederiksen til at udskrive valg dagen efter åbningen af Folketinget.
For det andet kommer der rigtig mange partier på stemmesedlen. Den politiske palet tæller 14 opstillede partier og en stor del af dem er nye og/eller små og relativt ukendte. Derfor kan såvel de formelle som naturlige spærregrænser hurtigt blive pinagtigt relevante.
For det tredje er der et opbrud i det parlamentariske landskab, som ikke er set magen til i mange årtier. Både Alternativet og Dansk Folkeparti er blevet sprængt til atomer siden valget i 2019. Nye partier som Frie Grønne, Moderaterne og Danmarksdemokraterne er kommet til og sidder nu i Folketinget, selv om de ikke stod på stemmesedlen i 2019.
Især Inger Støjbergs Danmarksdemokrater, der står til at brage ind i Folketinget, har gjort spærregrænsen yderst nærværende for de mindste borgerlige partier, først og fremmest Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.
De halvsmå partier i blå blok, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Moderaterne, ser i øjeblikket ud til at klare sig. Men det er tidligt i valgkampen, og det kan ikke udelukkes, at også de kan komme i farezonen, når musikken for alvor begynder at spille.
På venstrefløjen kæmper to grønne partier – Alternativet og Frie Grønne – om det samme vælgersegment.
At spå om fremtiden har altid været en svær disciplin. Men skal jeg tage et kig i krystalkuglen, vil jeg alligevel vove den påstand, at mindst fire af de opstillede partier vil havne under alle tre spærregrænser, når stemmerne er talt op, og tillægsmandaterne skal fordeles.
Som sagt er det ikke sket siden 1964, at et parti er kommet i Folketinget uden at have opnået 2 pct. af stemmerne – men 2022-valget kan blive det første, hvor et parti kommer ind alene i kraft af at kredsmandat.
Som sagt var Kristendemokraterne snublende tæt på et kredsmandat i 2019 – og det samme var Nye Borgerlige i Sydjylland, selv om det langt ud på valgnatten var usikkert, om partiet ville opnå 2 pct af stemmerne på landsplan.
I meningsmålingerne står Nye Borgerlige til at klare skærene nogenlunde komfortabelt denne gang. Og det det samme gælder Moderaterne, der ellers har svinget omkring spærregrænsen i tidligere målinger. Men hvis Lars Løkke Rasmussen opnår et kredsmandat i Sjællands Storkreds, kan partiet godt komme i Folketinget – eller i regering – selv om tilslutningen mod forventning skulle dykke ned under de 2 pct.
