Svar fra Forskerne

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Jesper Flensborg har et helt kort spørgsmål:

Græder krokodiller?

Svaret har vi sendt videre til zoolog Mikkel Stelvig:

”Hvis tårer og gråd defineres som en følelsesmæssig reaktion, græder krokodiller sandsynligvis ikke. Og det samme gør sig gældende for andre dyr. Hunde og katte kan godt blive følelsesmæssigt påvirket, men de græder altså ikke som signal til andre om ‘at gøre noget’.

Der er nogle dyrearter, der udskiller salte via deres tårekanaler, men det er for at regulere saltbalancen. Det gælder blandt andet for havskildpadder. Krokodiller udskiller overskydende salt via kirtler, som sidder på tungen.

Men krokodiller har dog også nogle kirtler ved øjet, som udskiller en væske, der er med til at holde øjet fugtigt og rent. I visse tilfælde bliver der overproduceret af den væske, og så kan ’tårer’ ses løbe ud af krokodillens øjne.”

–

Mikkel Stelvig er zoolog og har blandt andet forsket i moskusokser og makakaber.   

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Joan Gundersen har grublet over det at kimse;

Vi siger, at ’det skal man ikke kimse ad’. Men hvad betyder det egentligt at kimse, og hvor kommer udtrykket fra? Hvordan overvåger I, om et ord som kimse stadig er tilstrækkeligt brugt til at opretholde en plads i retskrivningsordbogen? 

Spørgsmålet har vi sendt videre til seniorforsker Margrethe Heidemann Andersen ved Dansk Sprognævn:

”På dansk kender vi kun det med at kimse fra den faste vending, hvor det betyder ’ikke undlade at værdsætte eller respektere’, som der står i Den Danske Ordbog. Men vi kender ikke længere at kimse som verbum. Ifølge Ordbog over det danske Sprog betyder det at holde hovedet skævt eller knejse som tegn på, at der er noget, man ikke respekterer eller værdsætter. Det kommer fra norsk.

Vi ved, at udtrykket ”ikke kimse ad” blev brugt allerede for cirka 200 år siden af Grundtvig, og verbet kan i det danske sprog spores helt tilbage til 1600-tallet.

Når vi skal afgøre, om kimse stadig bruges i det danske sprog, bruger vi blandt andet Infomedia, der er pressens samlede mediearkiv. Her kan vi søge og se, om ord og udtryk stadig finder anvendelse og kan forstås af almindelige sprogbrugere.

Vi er ved at revidere Retskrivningsordbogen, og der overvejer vi lige nu for eksempel, om verbummet ’at spade’ skal vedblive med at være opslagsord, og det gør vi blandt andet ved at lave søgninger på det. Vi er tre redaktører på ordbogen og har yderligere et fagråd at læne os op ad, så vi er mange mennesker, der er med til at vurdere, om ordet stadig bruges og er forståeligt. Hvis vi alle bliver enige om, at eksempelvis ’at spade’ ikke bruges mere, kan det godt tænkes, at det ryger ud. Planen er, at den nye retskrivningsordbog udkommer i slutningen af 2024. ”

–

Margrethe Heidemann Andersen er seniorforsker og souschef ved Dansk Sprognævn. Hun er redaktør på Retskrivningsordbogen og forsker blandt andet i, hvordan engelsk påvirker dansk.

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Karen Frandsen har sendt et spørgsmål, der udspringer af Ruslands invasion af Ukraine og den skærpede usikkerhed, det har medført:

• I øjeblikket hører vi ofte, at danske institutioner og virksomheder rammes af hackerangreb fra russiske grupper. Hvis det gik den anden vej – altså at danske hackergrupper angreb russiske institutioner og virksomheder for enten at lægge hjemmesider ned eller skaffe sig adgang til oplysninger – ville det så være ulovligt herhjemme? I givet fald efter hvilke love/regler? 

Spørgsmålet har vi sendt videre til professor emeritus Jørn Vestergaard.

”Straffelovens bestemmelse om hacking – straffelovens paragraf 263 – er ikke nationalt begrænset. Så i princippet gør det ingen forskel for strafbarheden, om et angreb retter sig mod en dansk eller udenlandsk person eller virksomhed.

Det er ikke noget særligt for dansk vedkommende, at hacking-bestemmelsen ikke er nationalt begrænset. Det er for eksempel forudsat i Europarådets konvention om it-kriminalitet og i EUs direktiv om cyberkriminalitet.

I praksis har danske hackergruppers angreb på russiske interesser dog næppe høj prioritet for Center for Cybersikkerhed, der er den nationale it-sikkerhedsmyndighed under Forsvarets Efterretningstjeneste, men det er man nok nødt til at tale med dem om.”

–

Jørn Vestergaard er professor emeritus fra det juridiske fakultet på Københavns Universitet. Han har blandt andet forsket i dansk strafferet, international strafferet og terrorismelovgivning.

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Thomas Frederiksen, der har sendt et spørgsmål om motorers udvikling:

• Vores computere er de sidste mange år blevet markant kraftigere jf. Moores Lov, om at antallet af komponenter fordobles for hver 18/24 måneder. Det fik mig til at tænke på, hvorfor det er så meget sværere at effektivisere bilers brændstofforbrug? Hvorfor kan vi ikke køre dobbelt så langt på literen i dag som for 2, 5, 10 eller 20 år siden? 

Det har professor Jesper Schramm fra DTU Construct et svar på:

“Forbrændingsmotorerne er skam blevet meget mere effektive. En sammenligning mellem en VW Golf fra 1976 og en fra 2017 viser for eksempel en forbedring i brændstoføkonomien på 60%, og på trods af at bilen fra 2017 vejer det dobbelte. Forbedringen, som ses af dette eksempel, skyldes selvfølgelig den tekniske udvikling.

Men problemet med brændstoføkonomien i dagens biler er netop, at vi ikke køber de samme biler, som vi gjorde tidligere. Bilerne er blevet meget tungere og større – specielt køber vi mange flere SUV’er i dag. Man kan sige, at vi i dag stiller meget større krav til bilernes komfort, sikkerhed, motorkraft og emissioner. Alt sammen er noget, der bevirker, at bilernes brændstoføkonomi ikke forbedres i samme takt som forbedringerne på forbrændingsmotorerne.”

–

Jesper Schramm er professor ved DTU Construct og forsker blandt andet i motorers brændstofforbrug.

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Troels Bagger, der har bemærket en ændring i trafikstøjen:

• Hjemme i mit hus kan man på helt vindstille dage høre motorvejen, som er flere kilometer væk. Men vi hører den allermest om vinteren og ikke om sommeren, hvordan kan det være?

Spørgsmålet er sendt videre til lektor Finn T. Agerkvist fra DTU Electro:

”Udbredelsen af lyd udendørs er ret kompliceret, fordi det afhænger af en lang række parametre som vind, temperatur, baggrundsstøj med mere. Og da vi ikke ved præcis under hvilke forhold, spørgeren har oplevet fænomenet, kan man ikke svare entydigt på spørgsmålet.

Hvad angår temperaturen, så stiger og falder lydhastigheden, når det bliver varmere eller koldere. Ved stuetemperatur er lydens hastighed 343 meter per sekund. Når det bliver varmere, stiger den med cirka 0,7 meter i sekundet per grad. Og det samme hvis det bliver køligere, så længe vi ikke taler om temperaturer langt fra stuetemperatur.

En anden faktor er, at temperaturen på en normal dag er varmere nede ved jordoverfladen end højere oppe. Lydbølgen bevæger sig altså hurtigere tæt på jorden, hvilket får lydbølgen til at krumme opad, så lydenergien praktisk talt forsvinder op i luften.

Vinden har naturligvis også betydning. Blæser det, er der typisk mere vind højere oppe end længere nede; modvind sender derfor lyden væk fra jorden på samme måde som for temperaturforskellen, hvorimod medvind vil have den effekt, at lyden krummer nedad og derfor ”slår smut” hen over jorden.

Nogen frekvenser påvirkes også af luftfugtigheden. Det er derfor, at man på afstand tydeligere kan høre bassen, når der er en stor koncert et sted.

Om sommeren er der også typisk mere baggrundsstøj, for eksempel plæneklippere, legende børn og lignende, og derfor kan motorvejsstøjen camoufleres af den lokale baggrundsstøj.”

–

 Finn T. Agerkvist er lektor og leder af forskningsgruppen Acoustic Technology ved DTU Electro. Han forsker især i højtalere og støjreduktion.

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Morten Hansen, der har spekuleret over mulighederne for krig “på højt niveau”:

Findes der bevæbnede, menneskeskabte satellitter?

Svaret har vi fået fra professor John Leif Jørgensen fra DTU Spaces afdeling for Measurement and Instrumentation. 

”Det korte svar er nej. De fleste nationer – heriblandt Danmark, men endnu vigtigere også USA, Rusland og Kina – har tiltrådt en traktat for det ydre rum, der kræver at rummet holdes demilitariseret. Der er således ingen regulære våben (endnu).

Det lidt længere svar er, at det kommer an på, hvad man mener med bevæbning. For der er flere satellitter, der kan forstyrre andre, for eksempel ved at jamme deres signaler, selvom vi bestræber os på netop ikke at kunne gøre den slags ved selve designet.

Men man behøver faktisk ikke at medbringe et våben ombord på satellitten for, at den kan være farlig! For man skal huske, at satellitter bevæger sig med ca. 8km/s. Ved et sammenstød med en anden satellit – skal vi sige med en relativ hastighed på 10km/s – frigøres en energi på 50 MJ/megajoules for hvert kilo, den mindste satellit vejer. Det er ca. 10 gange mere end det, blot et kilo trotyl/TNT yder. Sådan et sammenstød vil altid være katastrofalt for begge fartøjer. Det er også derfor, man i militære kredse taler om kinetiske ‘kill vehicles’.

Man behøver således ikke at have deciderede våben på satellitten for at skabe ødelæggelse; det er nok, at man vejer lidt. Så teknisk set er selv enhver studentersatellit, som netop vejer et kilo, et formidabelt våben, når den er oppe i rummet.”

–

John Leif Jørgensen er professor ved DTU Space, hvor han er leder af afdelingen for Measurement and Instrumentation. 

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Sylvester V. Møller, der er nysgerrig på det vindomsuste Island:

Jeg var på Island, hvor der blæser ganske godt, og derfor undrede det mig: Hvorfor er der ikke vindkraft overalt på Island? Jeg så ingen vindmøller. Blæser det simpelthen for meget? Fastlandseuropa kunne vel godt have lyst til at købe noget energi derfra.

Det spørgsmål har vi sendt videre til lektor Niels-Erik Clausen fra DTU Vind og Energisystemer:

”For os danskere kan det godt virke overraskende, at der ikke er vindmøller i Island, for der er jo en god vindressource på øen i Nordatlanten. Men man skal huske på især to ting:

1. Næsten al elektricitet i Island produceres i dag ved hjælp af vedvarende energikilder, cirka 70 procent fra vandkraft og cirka 30 procent fra geotermisk energi. Så ved at installere vindmøller erstatter man ikke fossile brændsler som eksempelvis i Danmark, men andre vedvarende energikilder.
2.  Der er i dag ikke nogen forbindelse til andre lande, som kunne udnyttes til eksport (eller import) af elektricitet. Der er cirka 900 kilometer til Scotland og 1100 kilometer til Norge. Der er planer om et projekt – kaldet Icelink – med forbindelse til Scotland, men det er ikke endeligt vedtaget. Projektet er omdiskuteret i Island, fordi islændingene er bange, for at adgangen til det britiske elmarked, der har betydeligt højere elpriser end Island, også vil få elprisen for den almindelige husholdning til at stige i Island.

Et af de første projekter til at undersøge potentialet for vindenergi i Island var projektet Icewind (2011-15). Projektet var støttet økonomisk af Topforskningsinitiativet og den nordiske energisektor. Projektet havde partnere fra alle fem nordiske lande, inklusive DTU. Her undersøgte vi som de første blandt andet vindressourcen i Island både på land og offshore, og vi fandt, at Island har en meget god vindressource – en af de bedste i Europa. I 2013 blev der da også opstillet to vindmøller af det islandske elselskab Landsvirkjun  (2 x 900 kW) som demonstrationsmøller. Her er et link til slutrapporten og de andre publikationer fra Icewind-projektet. ”

–

Niels-Erik Clausen er lektor ved DTU Vind og Energisystemer, og han arbejder især med planlægning og udvikling af vindmølleparker.

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Hans Andersen, der kort og godt spørger:

• Hvordan kan det være, at salat er to forskellige slags retter? Det kan være en ret med grønt og blade, og det kan være alt muligt, der er sølet ind i mayonnaise? For eksempel æggesalat, skinkesalat, rejesalat, hønsesalat o.l.

Det spørgsmål har vi sendt videre til madhistoriker Bettina Buhl fra Madens Hus:

“Salat er faktisk noget, vi kender fra nogle af de tidligste kogebøger i det 19. århundrede. Der omtales typisk sildesalat, men også andre fiske- eller kødretter, som man kun havde en mindre portion af, og som man derfor skalerede op med noget fra haven, for eksempel rødbeder, løg eller lignende.

Salaterne havde blandt andet stor betydning under Anden Verdenskrig, hvor det ofte var rester fra gårsdagens måltid, der blev rørt op med forskellige grøntsager. Det var praktisk, nærende og krævede ikke så mange ressourcer, for det blev serveret koldt.

Salathoveder og de grønnere salater, vi kender i dag, kommer først til i årene efter Anden Verdenskrig. I 1960’erne begyndte vi for alvor at blive inspireret af udlandet, og snart kopierede vi deres blandede salater med salatblade.

Salathoveder blev ikke rigtigt dyrket i Danmark, hvis vi går for eksempel 100 år tilbage. Måske var der nogen i eliten, der gjorde, men ikke blandt den brede befolkning. De var nemlig afhængige af, at deres afgrøder kunne mætte og var nemme at holde fri for skadedyr.”

–

Bettina Buhl er madhistoriker og museumsinspektør ved Madens Hus, der er en del af Det Grønne Museum i Auning på Djursland. Hun forsker og formidler dansk madkultur og dansk madhistorie.

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Sanne Kristensen:

• Når Hviderusland nu bliver kaldt Belarus af Udenrigsministeriet med flere (for eksempel sproget.dk), skal man så ikke også kalde Wales for Cymru, Grønland for Kalaallit Nunat, Finland for Suomi, Montenegro for Crna Gora osv.? 

Vi har sendt spørgsmålet videre til lektor Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen fra Københavns Universitet, der er glad for det gode spørgsmål:

“Navne på udenlandske lokaliteter kan grundlæggende inddeles i to hovedtyper: Endonymer, hvor man bruger navnet på det pågældende lands eget sprog, f.eks. Sverige og Stockholm, og eksonymer, hvor man på dansk har en anderledes navneform end den der bruges i hjemlandet, f.eks. Italien og Rom (isf. Italia og Roma).

På alle sprog har man historisk set ofte haft sine egne eksonymer på udenlandske lokaliteter, som man dels har haft en vis relation til og dertil af sproglige og/eller udtalemæssige årsager har fundet det hensigtsmæssigt at udvikle sin egen eksonym-form af. Rigtig mange danske eksonymer har i virkeligheden tysk baggrund, blandt andet fordi danske udenrigsforhold i 17.-18. århundrede i vidt omfang sprogligt foregik på tysk. I de seneste 20 år er næsten alle nydannede danske eksonymer importeret fra engelsk.

Med tiden er nogle eksonymer gået ud af brug af sig selv, f.eks. Florens og Turin, mens andre er holdt ved, f.eks. Rom og Venedig. I 1970-80’erne begyndte man internationalt at anbefale (blandt andet i FN-regi) en udfasning af brugen af eksonymer, da man mente, at de kunne opfattes som imperialistiske og kolonialistiske. Men snart viste det sig, at mange eksonymer var så solidt forankrede i sprogene, at selvom man fra officiel side indførte endonymer, så fortsatte brugen af de gamle eksonymer uantastet (f.eks. Prag vs. Praha).

Men der er flere grunde til, at det er svært at indføre et endonym; dels kan det være svært for udlændinge at stave og udtale korrekt (f.eks. Sczcecin vs. Stettin), og dels kan det indeholde skrifttegn, der der ikke indgår i det internationale alfabet (f.eks. Elbląg, Gdańsk, Wrocław og Plzeň). Mange steder opstår der også let en politisk ladet konflikt, idet der kan være flere forskellige endonymer at vælge imellem med tilknytning til forskellige sprog og etniske grupper i landet (f.eks. Lviv vs. Lvov).

I FN-sammenhæng anbefales det stadig så vidt muligt at anvende andre landes endonymer, men  man er begyndt at anerkende, at mange eksonymer faktisk bærer en kulturhistorisk værdi i sig, og den også kan være værd at bevare. I en vis forstand kan man endda sige, at det, at man overhovedet har dannet og anvender et eksonym for en udenlandsk lokalitet, i sig selv er en anerkendelse af stedets betydning for det pågældende fremmede land.

Det fra officiel side vedtagne danske skifte i 2021 fra Hviderusland til Belarus kunne ved første blik ligne endnu et eksempel på en overgang fra et eksonym til et endonym. Men det er det sådan set ikke.

For det første er Belarus strengt taget ikke den endonyme form af landenavnet, men reelt den engelske eksonym-form, der blev indført på engelsk ved landets selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991. Endonymet af landenavnet er med den hviderussiske/belarusiske brug af kyrilliske bogstaver Беларусь, hvilket transkriberet tegn-for-tegn til latinske bogstaver faktisk bliver til Belarusj. Men med Dansk Sprognævns anbefalinger for transkriberinger fra kyrilliske tegnsæt ender vi på dansk ud med den engelske eksonym-form Belarus. Og det er da også den form, belaruserne selv bruger, når de skriver landenavnet med latinske bogstaver.

Selvom vi dermed godt kan forsvare at kalde Belarus for et endonym, så var det stadig ikke som et udslag af den indledningsvist gennemgående eksonym-endonym-diskurs, at det danske Udenrigsministerium og snart efter Dansk Sprognævn i 2021 valgte at udskifte det gamle eksonym Hviderusland (der i nordisk sprogsammenhæng kan føres tilbage til 1500-tallet) med Belarus.

Beslutningen blev eksplicit truffet ud fra en overvejelse om, at navnet Hviderusland kunne medføre en uønsket konnotation om et afhængighedsforhold til Rusland, der på sigt dels kunne have farlige politiske følgevirkninger og dels at eksonymet kunne opfattes – og tilsyneladende også blev opfattet – krænkende for hviderussere/belarusere bosiddende i Danmark. Navneskiftet skulle ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod først og fremmest ses som et symbol på den danske opbakning til de mennesker i landet, der kæmper imod styret under præsident Lukasjenko.

Med beslutningen om ændringen af navnebrugen i 2021 fulgte Danmark tilsvarende beslutninger truffet i Sverige (fra Vitryssland) og Tyskland (fra Weißrussland) i henholdsvis 2019 og 2020. Pudsigt nok, og vel mindre tiltænkt, fulgte man faktisk dermed også en opfordring fra det belarusiske styre ledet af præsident Lukasjenko.

Opsummeret: Beslutningen i Danmark om at gå fra Hviderusland til Belarus var motiveret ud fra andre politiske hensyn end den generelle diskussion om brug af eksonymer kontra endonymer. Så det er da muligt at vi på sigt også på dansk skal lære at tale om Cymru, Kalaallit Nunaat, Suomi og Crna Gora, men det bliver ikke med præcedens-afsæt i Belarus.”

–

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen er  navneforsker og lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet . Han har en ph.d. i middelalderhistorie og er medlem af Stednavneudvalget under Kulturministeriet.

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Henrik Videbæk:

• Ser man på en majsmark, så er det en voldsom produktion af plantemasse på kort tid som jeg antager binder en masse CO2. Majs må vel fange mere CO2 end en nyplantet skov i de første år eller hvad. Hvordan ser det samlede CO2-regnestykke ud for en nyplantet skov versus en (årligt nyplantet) majsmark over 1, 10, 20, 50 år?

Vi har sendt spørgsmålet videre til seniorforsker Thomas Nord-Larsen fra Københavns Universitet:

“En majsmark fanger det første år helt sikkert mere CO2 end en skov. Man skal dog tage med i beregningen, at dyrkningen af majs også kræver langt mere indsats i form af maskiner, gødning og sprøjtemidler, som giver udledninger af CO2, men også de mere skadelige klimagasser metan og lattergas.

Det kan være relevant at se på regnskabet fra LULUCF-sektoren. LULUCF er en engelsk betegnelse for arealanvendelse (Land Use – LU), ændringer i arealanvendelse (Land Use Change – LUC) samt skovbrug (Forestry – F) og bruges til at afrapportere drivhusgasser til bl.a. FN.

Klimaregnskabet for LULUCF-sektoren er skruet sådan sammen, at man ser på ændringer i kulstoflagre. Her opsparer majsmarken den samme mængde kulstof hvert år og ændrer således ikke på mængden af CO2 i atmosfæren fra år til år. Hele majsplanten bliver spist, brændt eller forrådnet efter høst og afgiver derved al sin CO2 igen. Klimabidraget er således nul.

Med skoven er det anderledes, fordi der opspares et kulstoflager i træernes biomasse, dødt ved og i jordbunden. Selvom skoven fældes på et tidspunkt og gentilplantes, vil der gennemsnitligt være et større lager af kulstof på arealet, end det er tilfældet for majsmarken, og derfor yder skovrejsning et klimabidrag set i forhold til majsmarken. I Danmark stiger kulstoflagret i skovene årligt svarende til et optag på 1,2 mio. tons CO2.

Ydermere er produkterne fra skoven – i modsætning til dem fra landbruget – i nogle tilfælde længelevende. Eksempelvis indeholder et spær i et tag eller et gulvbræt jo et lager af kulstof hentet fra CO2 som en del af fotosyntesen. Dette lager er også en del af klimarapporteringen fra LULUCF sektoren.

Men hvor stor skovens klimaeffekt er, afhænger helt af hvilke træarter man vælger at plante og af jordens kvalitet, så det er svært at afgøre.”

–

Thomas Nord-Larsen er seniorforsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Han er ansvarlig for Danmarks Skovstatistik og en række projekter relateret til træer og skovbevoksningers vækst og statistisk modellering.