Svar fra Forskerne

Hvad holder mest på CO2; en majsmark eller en skov?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Henrik Videbæk:

Ser man på en majsmark, så er det en voldsom produktion af plantemasse på kort tid som jeg antager binder en masse CO2. Majs må vel fange mere CO2 end en nyplantet skov i de første år eller hvad?

Hvordan ser det samlede CO2-regnestykke ud for en nyplantet skov versus en (årligt nyplantet) majsmark over 1, 10, 20, 50 år?

Vi har sendt spørgsmålet videre til seniorforsker Thomas Nord-Larsen fra Københavns Universitet:

“En majsmark fanger det første år helt sikkert mere CO2 end en skov. Man skal dog tage med i beregningen, at dyrkningen af majs også kræver langt mere indsats i form af maskiner, gødning og sprøjtemidler, som giver udledninger af CO2, men også de mere skadelige klimagasser metan og lattergas.

Det kan være relevant at se på regnskabet fra LULUCF-sektoren. LULUCF er en engelsk betegnelse for arealanvendelse (Land Use – LU), ændringer i arealanvendelse (Land Use Change – LUC) samt skovbrug (Forestry – F) og bruges til at afrapportere drivhusgasser til bl.a. FN.

Klimaregnskabet for LULUCF-sektoren er skruet sådan sammen, at man ser på ændringer i kulstoflagre. Her opsparer majsmarken den samme mængde kulstof hvert år og ændrer således ikke på mængden af CO2 i atmosfæren fra år til år. Hele majsplanten bliver spist, brændt eller forrådnet efter høst og afgiver derved al sin CO2 igen. Klimabidraget er således nul.

Med skoven er det anderledes, fordi der opspares et kulstoflager i træernes biomasse, dødt ved og i jordbunden. Selvom skoven fældes på et tidspunkt og gentilplantes, vil der gennemsnitligt være et større lager af kulstof på arealet, end det er tilfældet for majsmarken, og derfor yder skovrejsning et klimabidrag set i forhold til majsmarken. I Danmark stiger kulstoflagret i skovene årligt svarende til et optag på 1,2 mio. tons CO2.

Ydermere er produkterne fra skoven – i modsætning til dem fra landbruget – i nogle tilfælde længelevende. Eksempelvis indeholder et spær i et tag eller et gulvbræt jo et lager af kulstof hentet fra CO2 som en del af fotosyntesen. Dette lager er også en del af klimarapporteringen fra LULUCF sektoren.

Men hvor stor skovens klimaeffekt er, afhænger helt af hvilke træarter man vælger at plante og af jordens kvalitet, så det er svært at afgøre.”

Thomas Nord-Larsen er seniorforsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Han er ansvarlig for Danmarks Skovstatistik og en række projekter relateret til træer og skovbevoksningers vækst og statistisk modellering.

Kan man blive syg af at sidde i træk?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Michael Jørgensen, der kort og godt spørger:

  • Kan man blive syg af at sidde i træk?

Det spørgsmål har vi sendt videre til professor Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet:

”Nej, man kan i udgangspunktet ikke blive syg alene af at sidde i træk. Infektionssygdomme smitter mellem mennesker, så sidder du helt isoleret på den grønlandske indlandsis i et kraftigt blæsevejr, bliver du ikke forkølet eller får influenza, for der er ingen, der kan smitte dig.

Når det er sagt, så kan træk alligevel øge risikoen for, at sygdomme udvikler sig, hvis man er et sted med lidt flere mennesker end i eksemplet ovenfor. Når vi bliver afkølet, samler blodet sig nemlig i vores kropskerne for at beskytte de indre organer, og den mindre mængde blod i slimhinderne betyder, at vores normale forsvar bliver nedsat og derfor reagerer dårligere, hvis det bliver udsat for en infektion. Så en afkøling kan faktisk godt bevirke, at en virus, der ellers ikke ville give væsentlige problemer, udvikler sig til egentlig sygdom.

Træk er ubehageligt og en stressfaktor, men udgør trods alt ikke en voldsom sygdomsrisiko – medmindre der er tale om permanent eller langvarig afkøling. Gode vaner omkring hygiejne, kost, motion og søvn er vigtige i forhold til at sikre en god modstandskraft.”

Allan Randrup Thomsen er professor ved Københavns Universitets Afdeling for Immunologi og Mikrobiologi. Han leder en forskningsgruppe i eksperimentel virolog, der undersøger, hvordan immunforsvaret bekæmper virusinfektioner.

Hvorfor starter døgnet ved midnat?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Marianne Hansen, der kort og godt spørger:

Hvorfor starter døgnet til midnat?

Det spørgsmål har vi sendt videre til Ole J. Knudsen fra Aarhus Universitets Institut for Fysik og Astronomi.

“At døgnet skifter ved midnat, er en tradition fra det gamle Rom, der trækker tråde til Ægypten. Tiden blev bestemt med solure, og skyggen er kortest ved middag. Ordet betyder netop midt-dag, meri diem på Latin. Tidsangivelserne blev derfor kaldt ante meridiem og post meridiem. Det ser vi stadig i dag i den engelsktalende del af verden, hvor før middag kaldes a.m., og efter middag hedder p.m..

Før opfindelsen af solure, omkring 275 f.Kr., begyndte den nye dato ved solopgang. Solurene blev inddelt i 12 dagtimer efter ægyptisk tradition, men tidspunktet for solopgang ændrer sig jo i løbet af året, så timerne var ikke lige lange.

Det er ikke praktisk at skifte dato midt på dagen, så derfor besluttede man i Rom at gøre det på tidspunktet præcis 12 timer efter middag.

At skifte dato ved midnat er dog ikke den eneste måde. I den jødiske og muslimske tidsregning slutter dagen for eksempel ved solnedgang, og så begynder den nye dag umiddelbart efter. Den jødiske hviledag, sabbat’en, begynder  for eksempel fredag ved solnedgang, eller når man kan se tre stjerner på himlen, og den varer til solnedgang lørdag.

Astronomen Claudius Ptolemaios fra Alexandria indførte omkring 160 e.Kr. den praktiske regel for astronomiske observationer, at den nye dato startede ved middag. Så var man fri for at ændre dato, mens man var i gang med nattens observationer. Den praksis lever stadig videre blandt nutidens astronomer, der skifter den såkaldte Juliansk dato ved middag.”

 

Præsentation: Ole J. Knudsen er tidligere planetarieleder ved Steno Museet i Aarhus og er nu tilknyttet Institut for Fysik og Astronomi. Han er dansk repræsentant i astronomiorganisationen ESO Science Outreach Network (ESON).

Hvordan holder vi synssansen skarp?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Vi fik for nogle uger siden et spørgsmål fra Henrik Frisch:

  • Som en del af vores stræben efter at bevare en høj livskvalitet motionerer vi, spiser sundt og undgår rygning mv. En væsentlig forudsætning for et godt liv er, at alle sanser er intakte. Men hvordan træner jeg mine sanser, så de bliver skarpere eller som minimum holdes funktionsdygtige hele livet?

Vi har allerede fået svar fra læge og lektor ved Aarhus Universitet, Alexander Wieck Fjælstad, omkring lugt- og smagssansen, og overlæge og lektor Jesper Hvass Schmidt fra Syddansk Universitet har fortalt, hvad man kan gøre for at holde sin hørelse i form.

Cheflæge Morten Dornonville de la Cour svarer her på, om det kan svare sig at forsøge at træne øjnene:

“At man skulle kunne træne sin synssans – det er et kontroversielt synspunkt. Det eneste, der er evidens for, at man kan træne, er ved tilstanden konvergensinsufficiens, hvor øjnene drejer dårligt indad ved læsning og nærarbejde. Det kan trænes med øvelser.

Der findes et felt, neurooptometri, hvor optikere markedsfører diverse træningsprogrammer af øjenmuskler. Der er ingen eller dårlig evidens for effekten af dette, og vi øjenlæger anser det som hørende under alternativ behandling.

Der er vist ingen, som seriøst mener, at selve synssansen meningsfuldt kan trænes hos voksne.”

Morten Dornonville de la Cour er cheflæge på Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet og klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

Hvorfor er havet blåt?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Vi har fået et spørgsmål fra Trine B. Larsen:

  • Hvorfor er havet blåt (set fra rummet eksempelvis), når det er gennemsigtigt i et glas?

Det spørgsmål har vi sendt videre til museumsinspektør Hans Buhl fra Steno Museet i Aarhus:

“For at forstå, hvorfor havet ser blåt ud, er det væsentligt at forstå Solens lys. Det ser hvidt ud for os, men i virkeligheden indeholder sollyset alle spektrets farver. Det er derfor, at en regnbue lyser både rød, orange, gul, grøn, turkis, blå og violet, og derfor at man nogle gange kan se regnbuens farver i et prisme eller en vanddråbe.

Lysets farver har forskellig bølgelængde, og når sollyset rammer havet, opsuger vandmolekylerne de langbølgede farver som rød, gul og grøn, mens de reflekterer de kortbølgede som blå.  Det er især derfor, at havet virker blåt.

En mudret flod kan til gengæld se brun ud, og det skyldes, at jordpartiklerne, som floden fører med sig, også reflekterer nogle af de langbølgede farver.

I et glas mælk er der fedtpartikler, som reflekterer lys i alle bølgelængder, og det er årsagen til, at mælk er hvid.

Men hvorfor ser vand i et glas så farveløst ud? Det er, fordi lyset bevæger sig igennem så få centimeter vand, at absorptionen er uden betydning for vores opfattelse af farven. Men selvom man ikke kan se det, kan man faktisk måle et svagt blåt skær.”

Hans Buhl er fysiker, ph.d. i videnskabshistorie og museumsinspektør på Steno Museet/Science Museerne ved Aarhus Universitet.

Er varme bade mere hygiejniske end kolde?

På Vid&Sans stiller vi dig i spørgehøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere – som kan give dig svar på enhver undren, der trænger til en videnskabelig forklaring. Hver uge udvælger vi et spørgsmål fra en af jer læsere, som vi sender direkte videre til en ekspert på området.

I denne uge er det Pelle Poulsen, der spekulerer på de stigende varme- og energipriser:

  • Er det et problem for hygiejnen, hvis jeg begynder at bade i lunkent eller koldt vand fremfor varmt? Det er ikke, fordi jeg har så meget lyst til det, men vi skal alle forsøge at spare på energien og varmen i denne tid, og man kan jo nok vænne sig til det.

Svaret kommer fra overlæge og forsker Brian Kristensen, Statens Serum Institut:

”Helt grundlæggende har det ingen betydning for hygiejnen, om man bader i lunkent eller koldt vand frem for varmt vand. Typisk vil et bad være ledsaget af en afvaskning med hænderne eller en badeklud, hvor man har til hensigt at fjerne snavs, herunder døde hudceller. Effekten af det kan øges ved brug af sæbe, men denne effekt vil stort set være uændret af vandets temperatur.

Temperaturen betyder ikke det helt store, fordi den mest markante indsats er den mekaniske fjernelse (brugen af hænderne eller en vaskeklud) – og så fortyndingseffekten, som vandet bidrager til.

Det vigtigste er nok i virkeligheden at sørge for at få skyllet eventuelt sæbe af, så man undgår tør eller irriteret hud.”

Brian Kristensen er overlæge og sektionsleder ved Statens Serum Instituts Central Enhed for Infektionshygiejne.

 

 

Hvordan holdes hørelsen skarp hele livet?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Vi har allerede for et par uger siden taget hul på et spørgsmål fra Henrik Frisch:

  • Som en del af vores stræben efter at bevare en høj livskvalitet motionerer vi, spiser sundt og undgår rygning mv. En væsentlig forudsætning for et godt liv er, at alle sanser er intakte. Men hvordan træner jeg mine sanser, så de bliver skarpere eller som minimum holdes funktionsdygtige hele livet?

I første omgang svarede læge og lektor ved Aarhus Universitet, Alexander Wieck Fjælstad, omkring lugt- og smagssansen. Men der er jo flere sanser, og her er, hvad overlæge og lektor Jesper Hvass Schmidt fra Syddansk Universitet fortæller om at træne hørelsen:

”Hvis hørelsen skal holdes skarp hele livet, så kræver det, at man forebygger et høretab. Det kan ske ved at undgå langvarig påvirkning af kraftig lyd over 85 decibel. Hvis man har et støjende arbejde, så er man nødt til at anvende høreværn, for at undgå unødig påvirkning af støj. Når det så er sagt, så vil vores hørelse under alle omstændigheder svækkes med alderen. Hos nogle er alderssvækkelsen større end hos andre, så der kan også være en arvelig faktor, der indvirker på i hvilken grad, man udvikler høretab.

Men det er ikke muligt at træne for at undgå at miste hørelsen; det kan kun forebygges som beskrevet.

Man kan dog træne hørelsen – forstået på den måde, at man kan blive bedre til at høre i omgivelser med baggrundsstøj. Det ser man eksempelvis hos musikere, der ofte klarer tests bedre, hvor de skal identificere lyde blandt anden lyd. Så på den måde kan man godt opnå en skærpet høresans ved at træne evnen til at skelne lyde fra hinanden.”

Jesper Hvass Schmidt er overlæge på Høreklinikken ved Odense Universitetshospital og lektor på Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

 

Hvordan kan sanserne holdes skarpe?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Henrik Frisch:

  • Som en del af vores stræben efter at bevare en høj livskvalitet motionerer vi, spiser sundt og undgår rygning mv. En væsentlig forudsætning for et godt liv er, at alle sanser er intakte. Men hvordan træner jeg mine sanser, så de bliver skarpere eller som minimum holdes funktionsdygtige hele livet?

Det er ikke noget helt nemt spørgsmål, for der er jo en vis forskel på de forskellige sanser. Vi har bl.a. sendt spørgsmålet til Alexander Wieck Fjælstad, der er specialist inden for lugt og smag. De øvrige sanser kan han ikke udtale sig om.

Alexander Wieck Fjælstad svarer:

”Der er mange studier, der viser, at lugtetræning kan forbedre lugtesansen – både hos raske og patienter med lugtetab. For smagssansen er der ikke aktuelt nogle studier, som viser, at der skal være en lignende effekt.

Hvad der er lidt specielt for lugtesansen i forhold til øvrige sanser, er, at der sker en kontinuerlig udskiftning af sansecellerne i næsen, hvor undertyperne og regenerationen kan påvirkes af træningen. Derudover sker der også centrale forandringer ved træning, hvorfor det formodes at effekten både er perifer (i næsen) og central (i hjernen) ved lugtetræning.

For personer med lugtetab kan man for eksempel stimulere sansen mindst to gange om dagen med fire eller flere duftolier i mindst 30 sekunder. Ved dagligt at stimulere med de samme lugte tyder cellestudier på, at man kan påvirke regenereringen af lugteceller og derved lugtesansen. Hver tredje måned skiftes der til nye duftolier for at opretholde effekten. Denne form for træning kan også bruges af raske til at vedligeholde deres lugtesans.

Inspireret af parfumekemikere og sommelierer kan lugtesansen også forbedres af aktiv brug og stimulering; her kan man både træne genkendelse af kendte lugte, eksempelvis madvarer og krydderier, og ‘blind-træning’ hvor man øver sig i at identificere lugte uden at kende kilden. Denne form for træning er med til at forbedre evnen til at genkende lugte og formodes især at virke på den centrale lugtbearbejdning i hjernen.”

I den kommende tid vil vi på Vid&Sans søge svar på, hvordan øvrige sanser holdes skarpe. Du vil kunne læse svarene her i Spørgsmål & Svar.

Alexander Wieck Fjældstad er læge og lektor ved Aarhus Universitet. Han forsker i smags- og lugtesans og er medstifter af klinikken for lugte- og smagsforstyrrelser ved Regionshospitalet Gødstrup.

Hvorfor vaccinerer man kun en lille gruppe mod abekopper?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Claus Petersen:

  • Hvorfor vælger man kun at vaccinere den lille gruppe af de mest udsatte mod abekopper – kunne man ikke frygte, at det så spreder sig yderligere og bliver et problem i ikke-vaccinerede grupper?

Svaret kommer fra Lars Østergaard, professor, dr.med. i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital:

”Jeg frygter ikke på nuværende tidspunkt, at abekopper spreder sig i den brede befolkning. Med den indsats, vi allerede har gjort for at inddæmme smitten, og med den vaccineindsats, der kommer nu, så er sandsynligheden for, at det spreder sig, ret lille.

Jo flere forskellige, man er sammen med, jo større er sandsynligheden for, at smitten spreder sig. Så hvis der er situationer, hvor mange er sammen på samme sted, så bliver risikoen for smitte med sådan en virus selvfølgelig også større. Der har jo været nogle arrangementer, hvor der i hvert fald har været mulighed for, at man har været rigtig mange sammen – også seksuelt.

Smitte mellem mennesker sker oftest ved tæt fysisk kontakt. Smitten kan ske, når man kommer i kontakt med væske, hudblærer eller sår, men kan også overføres via fx sengetøj eller håndklæder, der er brugt af en, som er smittet med virus. Men en bekymring for, at der skal ske en spredning til andre grupper – med den vaccineindsats, der sættes i gang nu – er der ikke umiddelbart grund til.

Man vurderer altid, hvem der er i risiko for at blive syge eller alvorligt syge, når man vaccinerer. Og det er sådan set de samme overvejelser, man har med influenza, covid-19 og andre infektioner. Når man vælger at vaccinere, skal man også tænke på, at nogle vil opleve bivirkninger. Desuden er der en pris for vaccinen, som skal betales og et begrænset antal abekoppe-vacciner til rådighed, som derfor skal prioriteres til udsatte grupper.”

 

Hvorfor sværmer humlebierne om bøgehækken?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Dorthe Bendsen Petersen:

  • Vi har en meget høj og bred bøgehæk, som i foråret var fyldt med humlebier. Men hvad lavede de dog i den hæk, for der var jo ikke blomster?  Hækken var også fyldt med andre insekter, og på et tidspunkt dryssede det nærmest med ‘hvide lus’, muligvis dem der kaldes uldlus.

Svaret kommer fra Yoko Luise Dupont fra Aarhus Universitet:

“Jeg har to mulige forklaringer.

Humlebier, som lever i kolonier, bygger ofte rede i et eksisterende hul i jorden, eksempelvis et musehul. Og der vil selvfølgelig være en vis trafik af bier ud og ind af boet, hvis der bor en koloni i et hul under hækken.

Den anden forklaring handler om de lus, der var i hækken. Bladlus og skjoldlus – uldlusene er en skjoldlus – indtager meget sukkerholdig føde, og derfor er deres ekskrementer også fyldt med sødt. Det kaldes honningdug. Det er kendt, at honningbier samler honningdug fra lus, og nogle humlebier gør det muligvis også. Jeg har selv et gammelt mirabelletræ, som bliver angrebet af lus hver sommer. De udskiller det her klister, som gør bladene helt fedtede, og det tiltrækker humlebier. Og det er måske grunden til, at der har været en del af dem omkring bøgehækken.”

Yoko Luise Dupont er seniorforsker ved Aarhus Universitets Institut for Ecoscience. Hun har særligt fokus på bier og bestøvning i sin forskning.

Menu