Din verden belyst af forskere

SPØRGSMÅL & SVAR

Hvorfor er nogle træstammer snoede?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Anna Rasmussen;

  • Hvordan kan det gå til, at nogle træers stammer er snoede – altså at de vokser ‘rundt’ om sig selv?

Svaret kommer fra Lisbeth Garbrecht Thygesen, der er professor i trævidenskab:

”Nogle træarter er kendt for snoet vækst. Det gælder for eksempel hestekastanje, avnbøg og ægte kastanJe, og blandt nåletræerne er det eksempelvis taks og sitkagran. Det er genetisk bestemt. Der er typisk forskel på løv- og nåletræer, hvad angår den ’foretrukne’ retning, og kambiets alder har også betydning for retningen. Kambiet er et vækstlag, der danner nye celler mellem træets ved og bark.

For at forstå det skal man dykke ned i, hvordan træerne vokser.

De allerfleste celler i træets ved – kaldet xylem – er meget længere, end de er brede; måske helt op til 1.000 gange så lange.

Cellerne dannes, ved at initialceller i kambiet deler sig og derved danner nye aflange vedceller i radial retning – altså i retningen fra barken og ind mod centrum af stammen. Når træet bliver tykkere på grund af denne vækst, er det nødvendigt, at der dannes flere initialceller i kambiet, for at de kan nå hele vejen rundt om stammen. Derfor deler initialcellerne sig nogle gange i stedet på den anden led, så der opstår flere initialceller i cirkulær retning langs stammens omkreds.

Denne deling følger ikke stammen lodret til at starte med. Tværtimod vokser de to nye initialceller først efterfølgende i længderetningen, så delingen efterhånden ender med at blive omtrent lodret, og de to nye aflange initialceller ved afslutningen af processen sidder ”pænt” ved siden af hinanden.

Mange mener, at snoet vækst har at gøre med, at denne proces ikke har samme slutpunkt for alle træer – altså at der sker en omorganisering af, hvordan initialcellerne er placeret i forhold til hinanden, når de begynder at producere nye træceller. Man kan groft sagt sige, at de ender med at sidde skævt – og at dette er ’mekanikken’ bag snoet vækst.”

–

Lisbeth Garbrecht Thygesen er professor i trævidenskab ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

 

Græder krokodiller krokodilletårer?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Jesper Flensborg har et helt kort spørgsmål:

Græder krokodiller?

Svaret har vi sendt videre til zoolog Mikkel Stelvig:

”Hvis tårer og gråd defineres som en følelsesmæssig reaktion, græder krokodiller sandsynligvis ikke. Og det samme gør sig gældende for andre dyr. Hunde og katte kan godt blive følelsesmæssigt påvirket, men de græder altså ikke som signal til andre om ‘at gøre noget’.

Der er nogle dyrearter, der udskiller salte via deres tårekanaler, men det er for at regulere saltbalancen. Det gælder blandt andet for havskildpadder. Krokodiller udskiller overskydende salt via kirtler, som sidder på tungen.

Men krokodiller har dog også nogle kirtler ved øjet, som udskiller en væske, der er med til at holde øjet fugtigt og rent. I visse tilfælde bliver der overproduceret af den væske, og så kan ’tårer’ ses løbe ud af krokodillens øjne.”

–

Mikkel Stelvig er zoolog og har blandt andet forsket i moskusokser og makakaber.   

Hvordan kimser man?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Joan Gundersen har grublet over det at kimse;

Vi siger, at ’det skal man ikke kimse ad’. Men hvad betyder det egentligt at kimse, og hvor kommer udtrykket fra? Hvordan overvåger I, om et ord som kimse stadig er tilstrækkeligt brugt til at opretholde en plads i retskrivningsordbogen? 

Spørgsmålet har vi sendt videre til seniorforsker Margrethe Heidemann Andersen ved Dansk Sprognævn:

”På dansk kender vi kun det med at kimse fra den faste vending, hvor det betyder ’ikke undlade at værdsætte eller respektere’, som der står i Den Danske Ordbog. Men vi kender ikke længere at kimse som verbum. Ifølge Ordbog over det danske Sprog betyder det at holde hovedet skævt eller knejse som tegn på, at der er noget, man ikke respekterer eller værdsætter. Det kommer fra norsk.

Vi ved, at udtrykket ”ikke kimse ad” blev brugt allerede for cirka 200 år siden af Grundtvig, og verbet kan i det danske sprog spores helt tilbage til 1600-tallet.

Når vi skal afgøre, om kimse stadig bruges i det danske sprog, bruger vi blandt andet Infomedia, der er pressens samlede mediearkiv. Her kan vi søge og se, om ord og udtryk stadig finder anvendelse og kan forstås af almindelige sprogbrugere.

Vi er ved at revidere Retskrivningsordbogen, og der overvejer vi lige nu for eksempel, om verbummet ’at spade’ skal vedblive med at være opslagsord, og det gør vi blandt andet ved at lave søgninger på det. Vi er tre redaktører på ordbogen og har yderligere et fagråd at læne os op ad, så vi er mange mennesker, der er med til at vurdere, om ordet stadig bruges og er forståeligt. Hvis vi alle bliver enige om, at eksempelvis ’at spade’ ikke bruges mere, kan det godt tænkes, at det ryger ud. Planen er, at den nye retskrivningsordbog udkommer i slutningen af 2024. ”

–

Margrethe Heidemann Andersen er seniorforsker og souschef ved Dansk Sprognævn. Hun er redaktør på Retskrivningsordbogen og forsker blandt andet i, hvordan engelsk påvirker dansk.

Må danske hackere angribe Rusland?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Karen Frandsen har sendt et spørgsmål, der udspringer af Ruslands invasion af Ukraine og den skærpede usikkerhed, det har medført:

  • I øjeblikket hører vi ofte, at danske institutioner og virksomheder rammes af hackerangreb fra russiske grupper. Hvis det gik den anden vej – altså at danske hackergrupper angreb russiske institutioner og virksomheder for enten at lægge hjemmesider ned eller skaffe sig adgang til oplysninger – ville det så være ulovligt herhjemme? I givet fald efter hvilke love/regler? 

Spørgsmålet har vi sendt videre til professor emeritus Jørn Vestergaard.

”Straffelovens bestemmelse om hacking – straffelovens paragraf 263 – er ikke nationalt begrænset. Så i princippet gør det ingen forskel for strafbarheden, om et angreb retter sig mod en dansk eller udenlandsk person eller virksomhed.

Det er ikke noget særligt for dansk vedkommende, at hacking-bestemmelsen ikke er nationalt begrænset. Det er for eksempel forudsat i Europarådets konvention om it-kriminalitet og i EUs direktiv om cyberkriminalitet.

I praksis har danske hackergruppers angreb på russiske interesser dog næppe høj prioritet for Center for Cybersikkerhed, der er den nationale it-sikkerhedsmyndighed under Forsvarets Efterretningstjeneste, men det er man nok nødt til at tale med dem om.”

–

Jørn Vestergaard er professor emeritus fra det juridiske fakultet på Københavns Universitet. Han har blandt andet forsket i dansk strafferet, international strafferet og terrorismelovgivning.

Hvorfor kører bilerne ikke meget længere på en liter benzin?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Thomas Frederiksen, der har sendt et spørgsmål om motorers udvikling:

  • Vores computere er de sidste mange år blevet markant kraftigere jf. Moores Lov, om at antallet af komponenter fordobles for hver 18/24 måneder. Det fik mig til at tænke på, hvorfor det er så meget sværere at effektivisere bilers brændstofforbrug? Hvorfor kan vi ikke køre dobbelt så langt på literen i dag som for 2, 5, 10 eller 20 år siden? 

Det har professor Jesper Schramm fra DTU Construct et svar på:

“Forbrændingsmotorerne er skam blevet meget mere effektive. En sammenligning mellem en VW Golf fra 1976 og en fra 2017 viser for eksempel en forbedring i brændstoføkonomien på 60%, og på trods af at bilen fra 2017 vejer det dobbelte. Forbedringen, som ses af dette eksempel, skyldes selvfølgelig den tekniske udvikling.

Men problemet med brændstoføkonomien i dagens biler er netop, at vi ikke køber de samme biler, som vi gjorde tidligere. Bilerne er blevet meget tungere og større – specielt køber vi mange flere SUV’er i dag. Man kan sige, at vi i dag stiller meget større krav til bilernes komfort, sikkerhed, motorkraft og emissioner. Alt sammen er noget, der bevirker, at bilernes brændstoføkonomi ikke forbedres i samme takt som forbedringerne på forbrændingsmotorerne.”

–

Jesper Schramm er professor ved DTU Construct og forsker blandt andet i motorers brændstofforbrug.

Bevæger lyden sig langsommere om vinteren?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Troels Bagger, der har bemærket en ændring i trafikstøjen:

  • Hjemme i mit hus kan man på helt vindstille dage høre motorvejen, som er flere kilometer væk. Men vi hører den allermest om vinteren og ikke om sommeren, hvordan kan det være?

Spørgsmålet er sendt videre til lektor Finn T. Agerkvist fra DTU Electro:

”Udbredelsen af lyd udendørs er ret kompliceret, fordi det afhænger af en lang række parametre som vind, temperatur, baggrundsstøj med mere. Og da vi ikke ved præcis under hvilke forhold, spørgeren har oplevet fænomenet, kan man ikke svare entydigt på spørgsmålet.

Hvad angår temperaturen, så stiger og falder lydhastigheden, når det bliver varmere eller koldere. Ved stuetemperatur er lydens hastighed 343 meter per sekund. Når det bliver varmere, stiger den med cirka 0,7 meter i sekundet per grad. Og det samme hvis det bliver køligere, så længe vi ikke taler om temperaturer langt fra stuetemperatur.

En anden faktor er, at temperaturen på en normal dag er varmere nede ved jordoverfladen end højere oppe. Lydbølgen bevæger sig altså hurtigere tæt på jorden, hvilket får lydbølgen til at krumme opad, så lydenergien praktisk talt forsvinder op i luften.

Vinden har naturligvis også betydning. Blæser det, er der typisk mere vind højere oppe end længere nede; modvind sender derfor lyden væk fra jorden på samme måde som for temperaturforskellen, hvorimod medvind vil have den effekt, at lyden krummer nedad og derfor ”slår smut” hen over jorden.

Nogen frekvenser påvirkes også af luftfugtigheden. Det er derfor, at man på afstand tydeligere kan høre bassen, når der er en stor koncert et sted.

Om sommeren er der også typisk mere baggrundsstøj, for eksempel plæneklippere, legende børn og lignende, og derfor kan motorvejsstøjen camoufleres af den lokale baggrundsstøj.”

–

 Finn T. Agerkvist er lektor og leder af forskningsgruppen Acoustic Technology ved DTU Electro. Han forsker især i højtalere og støjreduktion.

Er der risiko for stjernekrig?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Morten Hansen, der har spekuleret over mulighederne for krig “på højt niveau”:

Findes der bevæbnede, menneskeskabte satellitter?

Svaret har vi fået fra professor John Leif Jørgensen fra DTU Spaces afdeling for Measurement and Instrumentation. 

”Det korte svar er nej. De fleste nationer – heriblandt Danmark, men endnu vigtigere også USA, Rusland og Kina – har tiltrådt en traktat for det ydre rum, der kræver at rummet holdes demilitariseret. Der er således ingen regulære våben (endnu).

Det lidt længere svar er, at det kommer an på, hvad man mener med bevæbning. For der er flere satellitter, der kan forstyrre andre, for eksempel ved at jamme deres signaler, selvom vi bestræber os på netop ikke at kunne gøre den slags ved selve designet.

Men man behøver faktisk ikke at medbringe et våben ombord på satellitten for, at den kan være farlig! For man skal huske, at satellitter bevæger sig med ca. 8km/s. Ved et sammenstød med en anden satellit – skal vi sige med en relativ hastighed på 10km/s – frigøres en energi på 50 MJ/megajoules for hvert kilo, den mindste satellit vejer. Det er ca. 10 gange mere end det, blot et kilo trotyl/TNT yder. Sådan et sammenstød vil altid være katastrofalt for begge fartøjer. Det er også derfor, man i militære kredse taler om kinetiske ‘kill vehicles’.

Man behøver således ikke at have deciderede våben på satellitten for at skabe ødelæggelse; det er nok, at man vejer lidt. Så teknisk set er selv enhver studentersatellit, som netop vejer et kilo, et formidabelt våben, når den er oppe i rummet.”

–

John Leif Jørgensen er professor ved DTU Space, hvor han er leder af afdelingen for Measurement and Instrumentation. 

Hvorfor udnytter Island ikke blæsten til vindenergi?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Sylvester V. Møller, der er nysgerrig på det vindomsuste Island:

Jeg var på Island, hvor der blæser ganske godt, og derfor undrede det mig: Hvorfor er der ikke vindkraft overalt på Island? Jeg så ingen vindmøller. Blæser det simpelthen for meget? Fastlandseuropa kunne vel godt have lyst til at købe noget energi derfra.

Det spørgsmål har vi sendt videre til lektor Niels-Erik Clausen fra DTU Vind og Energisystemer:

”For os danskere kan det godt virke overraskende, at der ikke er vindmøller i Island, for der er jo en god vindressource på øen i Nordatlanten. Men man skal huske på især to ting:

  1. Næsten al elektricitet i Island produceres i dag ved hjælp af vedvarende energikilder, cirka 70 procent fra vandkraft og cirka 30 procent fra geotermisk energi. Så ved at installere vindmøller erstatter man ikke fossile brændsler som eksempelvis i Danmark, men andre vedvarende energikilder.
  2.  Der er i dag ikke nogen forbindelse til andre lande, som kunne udnyttes til eksport (eller import) af elektricitet. Der er cirka 900 kilometer til Scotland og 1100 kilometer til Norge. Der er planer om et projekt – kaldet Icelink – med forbindelse til Scotland, men det er ikke endeligt vedtaget. Projektet er omdiskuteret i Island, fordi islændingene er bange, for at adgangen til det britiske elmarked, der har betydeligt højere elpriser end Island, også vil få elprisen for den almindelige husholdning til at stige i Island.

Et af de første projekter til at undersøge potentialet for vindenergi i Island var projektet Icewind (2011-15). Projektet var støttet økonomisk af Topforskningsinitiativet og den nordiske energisektor. Projektet havde partnere fra alle fem nordiske lande, inklusive DTU. Her undersøgte vi som de første blandt andet vindressourcen i Island både på land og offshore, og vi fandt, at Island har en meget god vindressource – en af de bedste i Europa. I 2013 blev der da også opstillet to vindmøller af det islandske elselskab Landsvirkjun  (2 x 900 kW) som demonstrationsmøller. Her er et link til slutrapporten og de andre publikationer fra Icewind-projektet. ”

–

Niels-Erik Clausen er lektor ved DTU Vind og Energisystemer, og han arbejder især med planlægning og udvikling af vindmølleparker.

Hvordan kan skinkesalat være salat?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Hans Andersen, der kort og godt spørger:

  • Hvordan kan det være, at salat er to forskellige slags retter? Det kan være en ret med grønt og blade, og det kan være alt muligt, der er sølet ind i mayonnaise? For eksempel æggesalat, skinkesalat, rejesalat, hønsesalat o.l.

Det spørgsmål har vi sendt videre til madhistoriker Bettina Buhl fra Madens Hus:

“Salat er faktisk noget, vi kender fra nogle af de tidligste kogebøger i det 19. århundrede. Der omtales typisk sildesalat, men også andre fiske- eller kødretter, som man kun havde en mindre portion af, og som man derfor skalerede op med noget fra haven, for eksempel rødbeder, løg eller lignende.

Salaterne havde blandt andet stor betydning under Anden Verdenskrig, hvor det ofte var rester fra gårsdagens måltid, der blev rørt op med forskellige grøntsager. Det var praktisk, nærende og krævede ikke så mange ressourcer, for det blev serveret koldt.

Salathoveder og de grønnere salater, vi kender i dag, kommer først til i årene efter Anden Verdenskrig. I 1960’erne begyndte vi for alvor at blive inspireret af udlandet, og snart kopierede vi deres blandede salater med salatblade.

Salathoveder blev ikke rigtigt dyrket i Danmark, hvis vi går for eksempel 100 år tilbage. Måske var der nogen i eliten, der gjorde, men ikke blandt den brede befolkning. De var nemlig afhængige af, at deres afgrøder kunne mætte og var nemme at holde fri for skadedyr.”

–

Bettina Buhl er madhistoriker og museumsinspektør ved Madens Hus, der er en del af Det Grønne Museum i Auning på Djursland. Hun forsker og formidler dansk madkultur og dansk madhistorie.

Skal Wales, Grønland og Montenegro ikke skifte navn?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Sanne Kristensen:

Vi har sendt spørgsmålet videre til lektor Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen fra Københavns Universitet, der er glad for det gode spørgsmål:

“Navne på udenlandske lokaliteter kan grundlæggende inddeles i to hovedtyper: Endonymer, hvor man bruger navnet på det pågældende lands eget sprog, f.eks. Sverige og Stockholm, og eksonymer, hvor man på dansk har en anderledes navneform end den der bruges i hjemlandet, f.eks. Italien og Rom (isf. Italia og Roma).

På alle sprog har man historisk set ofte haft sine egne eksonymer på udenlandske lokaliteter, som man dels har haft en vis relation til og dertil af sproglige og/eller udtalemæssige årsager har fundet det hensigtsmæssigt at udvikle sin egen eksonym-form af. Rigtig mange danske eksonymer har i virkeligheden tysk baggrund, blandt andet fordi danske udenrigsforhold i 17.-18. århundrede i vidt omfang sprogligt foregik på tysk. I de seneste 20 år er næsten alle nydannede danske eksonymer importeret fra engelsk.

Med tiden er nogle eksonymer gået ud af brug af sig selv, f.eks. Florens og Turin, mens andre er holdt ved, f.eks. Rom og Venedig. I 1970-80’erne begyndte man internationalt at anbefale (blandt andet i FN-regi) en udfasning af brugen af eksonymer, da man mente, at de kunne opfattes som imperialistiske og kolonialistiske. Men snart viste det sig, at mange eksonymer var så solidt forankrede i sprogene, at selvom man fra officiel side indførte endonymer, så fortsatte brugen af de gamle eksonymer uantastet (f.eks. Prag vs. Praha).

Men der er flere grunde til, at det er svært at indføre et endonym; dels kan det være svært for udlændinge at stave og udtale korrekt (f.eks. Sczcecin vs. Stettin), og dels kan det indeholde skrifttegn, der der ikke indgår i det internationale alfabet (f.eks. Elbląg, Gdańsk, Wrocław og Plzeň). Mange steder opstår der også let en politisk ladet konflikt, idet der kan være flere forskellige endonymer at vælge imellem med tilknytning til forskellige sprog og etniske grupper i landet (f.eks. Lviv vs. Lvov).

I FN-sammenhæng anbefales det stadig så vidt muligt at anvende andre landes endonymer, men  man er begyndt at anerkende, at mange eksonymer faktisk bærer en kulturhistorisk værdi i sig, og den også kan være værd at bevare. I en vis forstand kan man endda sige, at det, at man overhovedet har dannet og anvender et eksonym for en udenlandsk lokalitet, i sig selv er en anerkendelse af stedets betydning for det pågældende fremmede land.

Det fra officiel side vedtagne danske skifte i 2021 fra Hviderusland til Belarus kunne ved første blik ligne endnu et eksempel på en overgang fra et eksonym til et endonym. Men det er det sådan set ikke.

For det første er Belarus strengt taget ikke den endonyme form af landenavnet, men reelt den engelske eksonym-form, der blev indført på engelsk ved landets selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991. Endonymet af landenavnet er med den hviderussiske/belarusiske brug af kyrilliske bogstaver Беларусь, hvilket transkriberet tegn-for-tegn til latinske bogstaver faktisk bliver til Belarusj. Men med Dansk Sprognævns anbefalinger for transkriberinger fra kyrilliske tegnsæt ender vi på dansk ud med den engelske eksonym-form Belarus. Og det er da også den form, belaruserne selv bruger, når de skriver landenavnet med latinske bogstaver.

Selvom vi dermed godt kan forsvare at kalde Belarus for et endonym, så var det stadig ikke som et udslag af den indledningsvist gennemgående eksonym-endonym-diskurs, at det danske Udenrigsministerium og snart efter Dansk Sprognævn i 2021 valgte at udskifte det gamle eksonym Hviderusland (der i nordisk sprogsammenhæng kan føres tilbage til 1500-tallet) med Belarus.

Beslutningen blev eksplicit truffet ud fra en overvejelse om, at navnet Hviderusland kunne medføre en uønsket konnotation om et afhængighedsforhold til Rusland, der på sigt dels kunne have farlige politiske følgevirkninger og dels at eksonymet kunne opfattes – og tilsyneladende også blev opfattet – krænkende for hviderussere/belarusere bosiddende i Danmark. Navneskiftet skulle ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod først og fremmest ses som et symbol på den danske opbakning til de mennesker i landet, der kæmper imod styret under præsident Lukasjenko.

Med beslutningen om ændringen af navnebrugen i 2021 fulgte Danmark tilsvarende beslutninger truffet i Sverige (fra Vitryssland) og Tyskland (fra Weißrussland) i henholdsvis 2019 og 2020. Pudsigt nok, og vel mindre tiltænkt, fulgte man faktisk dermed også en opfordring fra det belarusiske styre ledet af præsident Lukasjenko.

Opsummeret: Beslutningen i Danmark om at gå fra Hviderusland til Belarus var motiveret ud fra andre politiske hensyn end den generelle diskussion om brug af eksonymer kontra endonymer. Så det er da muligt at vi på sigt også på dansk skal lære at tale om Cymru, Kalaallit Nunaat, Suomi og Crna Gora, men det bliver ikke med præcedens-afsæt i Belarus.”

–

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen er  navneforsker og lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet . Han har en ph.d. i middelalderhistorie og er medlem af Stednavneudvalget under Kulturministeriet.

 

Hvad holder mest på CO2; en majsmark eller en skov?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Henrik Videbæk:

  • Ser man på en majsmark, så er det en voldsom produktion af plantemasse på kort tid som jeg antager binder en masse CO2. Majs må vel fange mere CO2 end en nyplantet skov i de første år eller hvad. Hvordan ser det samlede CO2-regnestykke ud for en nyplantet skov versus en (årligt nyplantet) majsmark over 1, 10, 20, 50 år?

Vi har sendt spørgsmålet videre til seniorforsker Thomas Nord-Larsen fra Københavns Universitet:

“En majsmark fanger det første år helt sikkert mere CO2 end en skov. Man skal dog tage med i beregningen, at dyrkningen af majs også kræver langt mere indsats i form af maskiner, gødning og sprøjtemidler, som giver udledninger af CO2, men også de mere skadelige klimagasser metan og lattergas.

Det kan være relevant at se på regnskabet fra LULUCF-sektoren. LULUCF er en engelsk betegnelse for arealanvendelse (Land Use – LU), ændringer i arealanvendelse (Land Use Change – LUC) samt skovbrug (Forestry – F) og bruges til at afrapportere drivhusgasser til bl.a. FN.

Klimaregnskabet for LULUCF-sektoren er skruet sådan sammen, at man ser på ændringer i kulstoflagre. Her opsparer majsmarken den samme mængde kulstof hvert år og ændrer således ikke på mængden af CO2 i atmosfæren fra år til år. Hele majsplanten bliver spist, brændt eller forrådnet efter høst og afgiver derved al sin CO2 igen. Klimabidraget er således nul.

Med skoven er det anderledes, fordi der opspares et kulstoflager i træernes biomasse, dødt ved og i jordbunden. Selvom skoven fældes på et tidspunkt og gentilplantes, vil der gennemsnitligt være et større lager af kulstof på arealet, end det er tilfældet for majsmarken, og derfor yder skovrejsning et klimabidrag set i forhold til majsmarken. I Danmark stiger kulstoflagret i skovene årligt svarende til et optag på 1,2 mio. tons CO2.

Ydermere er produkterne fra skoven – i modsætning til dem fra landbruget – i nogle tilfælde længelevende. Eksempelvis indeholder et spær i et tag eller et gulvbræt jo et lager af kulstof hentet fra CO2 som en del af fotosyntesen. Dette lager er også en del af klimarapporteringen fra LULUCF sektoren.

Men hvor stor skovens klimaeffekt er, afhænger helt af hvilke træarter man vælger at plante og af jordens kvalitet, så det er svært at afgøre.”

–

Thomas Nord-Larsen er seniorforsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Han er ansvarlig for Danmarks Skovstatistik og en række projekter relateret til træer og skovbevoksningers vækst og statistisk modellering.

Kan man blive syg af at sidde i træk?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Michael Jørgensen, der kort og godt spørger:

  • Kan man blive syg af at sidde i træk?

Det spørgsmål har vi sendt videre til professor Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet:

”Nej, man kan i udgangspunktet ikke blive syg alene af at sidde i træk. Infektionssygdomme smitter mellem mennesker, så sidder du helt isoleret på den grønlandske indlandsis i et kraftigt blæsevejr, bliver du ikke forkølet eller får influenza, for der er ingen, der kan smitte dig.

Når det er sagt, så kan træk alligevel øge risikoen for, at sygdomme udvikler sig, hvis man er et sted med lidt flere mennesker end i eksemplet ovenfor. Når vi bliver afkølet, samler blodet sig nemlig i vores kropskerne for at beskytte de indre organer, og den mindre mængde blod i slimhinderne betyder, at vores normale forsvar bliver nedsat og derfor reagerer dårligere, hvis det bliver udsat for en infektion. Så en afkøling kan faktisk godt bevirke, at en virus, der ellers ikke ville give væsentlige problemer, udvikler sig til egentlig sygdom.

Træk er ubehageligt og en stressfaktor, men udgør trods alt ikke en voldsom sygdomsrisiko – medmindre der er tale om permanent eller langvarig afkøling. Gode vaner omkring hygiejne, kost, motion og søvn er vigtige i forhold til at sikre en god modstandskraft.”

–

Allan Randrup Thomsen er professor ved Københavns Universitets Afdeling for Immunologi og Mikrobiologi. Han leder en forskningsgruppe i eksperimentel virolog, der undersøger, hvordan immunforsvaret bekæmper virusinfektioner.

Hvorfor starter døgnet ved midnat?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Denne gang er det Marianne Hansen, der kort og godt spørger:

  • Hvorfor starter døgnet til midnat?

Det spørgsmål har vi sendt videre til Ole J. Knudsen fra Aarhus Universitets Institut for Fysik og Astronomi.

“At døgnet skifter ved midnat, er en tradition fra det gamle Rom, der trækker tråde til Ægypten. Tiden blev bestemt med solure, og skyggen er kortest ved middag. Ordet betyder netop midt-dag, meri diem på Latin. Tidsangivelserne blev derfor kaldt ante meridiem og post meridiem. Det ser vi stadig i dag i den engelsktalende del af verden, hvor før middag kaldes a.m., og efter middag hedder p.m..

Før opfindelsen af solure, omkring 275 f.Kr., begyndte den nye dato ved solopgang. Solurene blev inddelt i 12 dagtimer efter ægyptisk tradition, men tidspunktet for solopgang ændrer sig jo i løbet af året, så timerne var ikke lige lange.

Det er ikke praktisk at skifte dato midt på dagen, så derfor besluttede man i Rom at gøre det på tidspunktet præcis 12 timer efter middag.

At skifte dato ved midnat er dog ikke den eneste måde. I den jødiske og muslimske tidsregning slutter dagen for eksempel ved solnedgang, og så begynder den nye dag umiddelbart efter. Den jødiske hviledag, sabbat’en, begynder  for eksempel fredag ved solnedgang, eller når man kan se tre stjerner på himlen, og den varer til solnedgang lørdag.

Astronomen Claudius Ptolemaios fra Alexandria indførte omkring 160 e.Kr. den praktiske regel for astronomiske observationer, at den nye dato startede ved middag. Så var man fri for at ændre dato, mens man var i gang med nattens observationer. Den praksis lever stadig videre blandt nutidens astronomer, der skifter den såkaldte Juliansk dato ved middag.”

 

Præsentation: Ole J. Knudsen er tidligere planetarieleder ved Steno Museet i Aarhus og er nu tilknyttet Institut for Fysik og Astronomi. Han er dansk repræsentant i astronomiorganisationen ESO Science Outreach Network (ESON).

Hvordan holder vi synssansen skarp?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Vi fik for nogle uger siden et spørgsmål fra Henrik Frisch:

  • Som en del af vores stræben efter at bevare en høj livskvalitet motionerer vi, spiser sundt og undgår rygning mv. En væsentlig forudsætning for et godt liv er, at alle sanser er intakte. Men hvordan træner jeg mine sanser, så de bliver skarpere eller som minimum holdes funktionsdygtige hele livet?

Vi har allerede fået svar fra læge og lektor ved Aarhus Universitet, Alexander Wieck Fjælstad, omkring lugt- og smagssansen, og overlæge og lektor Jesper Hvass Schmidt fra Syddansk Universitet har fortalt, hvad man kan gøre for at holde sin hørelse i form.

Cheflæge Morten Dornonville de la Cour svarer her på, om det kan svare sig at forsøge at træne øjnene:

“At man skulle kunne træne sin synssans – det er et kontroversielt synspunkt. Det eneste, der er evidens for, at man kan træne, er ved tilstanden konvergensinsufficiens, hvor øjnene drejer dårligt indad ved læsning og nærarbejde. Det kan trænes med øvelser.

Der findes et felt, neurooptometri, hvor optikere markedsfører diverse træningsprogrammer af øjenmuskler. Der er ingen eller dårlig evidens for effekten af dette, og vi øjenlæger anser det som hørende under alternativ behandling.

Der er vist ingen, som seriøst mener, at selve synssansen meningsfuldt kan trænes hos voksne.”

–

Morten Dornonville de la Cour er cheflæge på Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet og klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

Hvorfor er havet blåt?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Vi har fået et spørgsmål fra Trine B. Larsen:

  • Hvorfor er havet blåt (set fra rummet eksempelvis), når det er gennemsigtigt i et glas?

Det spørgsmål har vi sendt videre til museumsinspektør Hans Buhl fra Steno Museet i Aarhus:

“For at forstå, hvorfor havet ser blåt ud, er det væsentligt at forstå Solens lys. Det ser hvidt ud for os, men i virkeligheden indeholder sollyset alle spektrets farver. Det er derfor, at en regnbue lyser både rød, orange, gul, grøn, turkis, blå og violet, og derfor at man nogle gange kan se regnbuens farver i et prisme eller en vanddråbe.

Lysets farver har forskellig bølgelængde, og når sollyset rammer havet, opsuger vandmolekylerne de langbølgede farver som rød, gul og grøn, mens de reflekterer de kortbølgede som blå.  Det er især derfor, at havet virker blåt.

En mudret flod kan til gengæld se brun ud, og det skyldes, at jordpartiklerne, som floden fører med sig, også reflekterer nogle af de langbølgede farver.

I et glas mælk er der fedtpartikler, som reflekterer lys i alle bølgelængder, og det er årsagen til, at mælk er hvid.

Men hvorfor ser vand i et glas så farveløst ud? Det er, fordi lyset bevæger sig igennem så få centimeter vand, at absorptionen er uden betydning for vores opfattelse af farven. Men selvom man ikke kan se det, kan man faktisk måle et svagt blåt skær.”

–

Hans Buhl er fysiker, ph.d. i videnskabshistorie og museumsinspektør på Steno Museet/Science Museerne ved Aarhus Universitet.

Er varme bade mere hygiejniske end kolde?

På Vid&Sans stiller vi dig i spørgehøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere – som kan give dig svar på enhver undren, der trænger til en videnskabelig forklaring. Hver uge udvælger vi et spørgsmål fra en af jer læsere, som vi sender direkte videre til en ekspert på området.

I denne uge er det Pelle Poulsen, der spekulerer på de stigende varme- og energipriser:

  • Er det et problem for hygiejnen, hvis jeg begynder at bade i lunkent eller koldt vand fremfor varmt? Det er ikke, fordi jeg har så meget lyst til det, men vi skal alle forsøge at spare på energien og varmen i denne tid, og man kan jo nok vænne sig til det.

Svaret kommer fra overlæge og forsker Brian Kristensen, Statens Serum Institut:

”Helt grundlæggende har det ingen betydning for hygiejnen, om man bader i lunkent eller koldt vand frem for varmt vand. Typisk vil et bad være ledsaget af en afvaskning med hænderne eller en badeklud, hvor man har til hensigt at fjerne snavs, herunder døde hudceller. Effekten af det kan øges ved brug af sæbe, men denne effekt vil stort set være uændret af vandets temperatur.

Temperaturen betyder ikke det helt store, fordi den mest markante indsats er den mekaniske fjernelse (brugen af hænderne eller en vaskeklud) – og så fortyndingseffekten, som vandet bidrager til.

Det vigtigste er nok i virkeligheden at sørge for at få skyllet eventuelt sæbe af, så man undgår tør eller irriteret hud.”

–

Brian Kristensen er overlæge og sektionsleder ved Statens Serum Instituts Central Enhed for Infektionshygiejne.

 

 

Hvordan holdes hørelsen skarp hele livet?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Vi har allerede for et par uger siden taget hul på et spørgsmål fra Henrik Frisch:

  • Som en del af vores stræben efter at bevare en høj livskvalitet motionerer vi, spiser sundt og undgår rygning mv. En væsentlig forudsætning for et godt liv er, at alle sanser er intakte. Men hvordan træner jeg mine sanser, så de bliver skarpere eller som minimum holdes funktionsdygtige hele livet?

I første omgang svarede læge og lektor ved Aarhus Universitet, Alexander Wieck Fjælstad, omkring lugt- og smagssansen. Men der er jo flere sanser, og her er, hvad overlæge og lektor Jesper Hvass Schmidt fra Syddansk Universitet fortæller om at træne hørelsen:

”Hvis hørelsen skal holdes skarp hele livet, så kræver det, at man forebygger et høretab. Det kan ske ved at undgå langvarig påvirkning af kraftig lyd over 85 decibel. Hvis man har et støjende arbejde, så er man nødt til at anvende høreværn, for at undgå unødig påvirkning af støj. Når det så er sagt, så vil vores hørelse under alle omstændigheder svækkes med alderen. Hos nogle er alderssvækkelsen større end hos andre, så der kan også være en arvelig faktor, der indvirker på i hvilken grad, man udvikler høretab.

Men det er ikke muligt at træne for at undgå at miste hørelsen; det kan kun forebygges som beskrevet.

Man kan dog træne hørelsen – forstået på den måde, at man kan blive bedre til at høre i omgivelser med baggrundsstøj. Det ser man eksempelvis hos musikere, der ofte klarer tests bedre, hvor de skal identificere lyde blandt anden lyd. Så på den måde kan man godt opnå en skærpet høresans ved at træne evnen til at skelne lyde fra hinanden.”

–

Jesper Hvass Schmidt er overlæge på Høreklinikken ved Odense Universitetshospital og lektor på Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

 

Hvordan kan sanserne holdes skarpe?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Henrik Frisch:

  • Som en del af vores stræben efter at bevare en høj livskvalitet motionerer vi, spiser sundt og undgår rygning mv. En væsentlig forudsætning for et godt liv er, at alle sanser er intakte. Men hvordan træner jeg mine sanser, så de bliver skarpere eller som minimum holdes funktionsdygtige hele livet?

Det er ikke noget helt nemt spørgsmål, for der er jo en vis forskel på de forskellige sanser. Vi har bl.a. sendt spørgsmålet til Alexander Wieck Fjælstad, der er specialist inden for lugt og smag. De øvrige sanser kan han ikke udtale sig om.

Alexander Wieck Fjælstad svarer:

”Der er mange studier, der viser, at lugtetræning kan forbedre lugtesansen – både hos raske og patienter med lugtetab. For smagssansen er der ikke aktuelt nogle studier, som viser, at der skal være en lignende effekt.

Hvad der er lidt specielt for lugtesansen i forhold til øvrige sanser, er, at der sker en kontinuerlig udskiftning af sansecellerne i næsen, hvor undertyperne og regenerationen kan påvirkes af træningen. Derudover sker der også centrale forandringer ved træning, hvorfor det formodes at effekten både er perifer (i næsen) og central (i hjernen) ved lugtetræning.

For personer med lugtetab kan man for eksempel stimulere sansen mindst to gange om dagen med fire eller flere duftolier i mindst 30 sekunder. Ved dagligt at stimulere med de samme lugte tyder cellestudier på, at man kan påvirke regenereringen af lugteceller og derved lugtesansen. Hver tredje måned skiftes der til nye duftolier for at opretholde effekten. Denne form for træning kan også bruges af raske til at vedligeholde deres lugtesans.

Inspireret af parfumekemikere og sommelierer kan lugtesansen også forbedres af aktiv brug og stimulering; her kan man både træne genkendelse af kendte lugte, eksempelvis madvarer og krydderier, og ‘blind-træning’ hvor man øver sig i at identificere lugte uden at kende kilden. Denne form for træning er med til at forbedre evnen til at genkende lugte og formodes især at virke på den centrale lugtbearbejdning i hjernen.”

I den kommende tid vil vi på Vid&Sans søge svar på, hvordan øvrige sanser holdes skarpe. Du vil kunne læse svarene her i Spørgsmål & Svar.

–

Alexander Wieck Fjældstad er læge og lektor ved Aarhus Universitet. Han forsker i smags- og lugtesans og er medstifter af klinikken for lugte- og smagsforstyrrelser ved Regionshospitalet Gødstrup.

Hvorfor vaccinerer man kun en lille gruppe mod abekopper?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Claus Petersen:

  • Hvorfor vælger man kun at vaccinere den lille gruppe af de mest udsatte mod abekopper – kunne man ikke frygte, at det så spreder sig yderligere og bliver et problem i ikke-vaccinerede grupper?

Svaret kommer fra Lars Østergaard, professor, dr.med. i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital:

”Jeg frygter ikke på nuværende tidspunkt, at abekopper spreder sig i den brede befolkning. Med den indsats, vi allerede har gjort for at inddæmme smitten, og med den vaccineindsats, der kommer nu, så er sandsynligheden for, at det spreder sig, ret lille.

Jo flere forskellige, man er sammen med, jo større er sandsynligheden for, at smitten spreder sig. Så hvis der er situationer, hvor mange er sammen på samme sted, så bliver risikoen for smitte med sådan en virus selvfølgelig også større. Der har jo været nogle arrangementer, hvor der i hvert fald har været mulighed for, at man har været rigtig mange sammen – også seksuelt.

Smitte mellem mennesker sker oftest ved tæt fysisk kontakt. Smitten kan ske, når man kommer i kontakt med væske, hudblærer eller sår, men kan også overføres via fx sengetøj eller håndklæder, der er brugt af en, som er smittet med virus. Men en bekymring for, at der skal ske en spredning til andre grupper – med den vaccineindsats, der sættes i gang nu – er der ikke umiddelbart grund til.

Man vurderer altid, hvem der er i risiko for at blive syge eller alvorligt syge, når man vaccinerer. Og det er sådan set de samme overvejelser, man har med influenza, covid-19 og andre infektioner. Når man vælger at vaccinere, skal man også tænke på, at nogle vil opleve bivirkninger. Desuden er der en pris for vaccinen, som skal betales og et begrænset antal abekoppe-vacciner til rådighed, som derfor skal prioriteres til udsatte grupper.”

 

Hvorfor sværmer humlebierne om bøgehækken?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Vi sender læsernes spørgsmål videre til eksperter, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Dorthe Bendsen Petersen:

  • Vi har en meget høj og bred bøgehæk, som i foråret var fyldt med humlebier. Men hvad lavede de dog i den hæk, for der var jo ikke blomster?  Hækken var også fyldt med andre insekter, og på et tidspunkt dryssede det nærmest med ‘hvide lus’, muligvis dem der kaldes uldlus.

Svaret kommer fra Yoko Luise Dupont fra Aarhus Universitet:

“Jeg har to mulige forklaringer.

Humlebier, som lever i kolonier, bygger ofte rede i et eksisterende hul i jorden, eksempelvis et musehul. Og der vil selvfølgelig være en vis trafik af bier ud og ind af boet, hvis der bor en koloni i et hul under hækken.

Den anden forklaring handler om de lus, der var i hækken. Bladlus og skjoldlus – uldlusene er en skjoldlus – indtager meget sukkerholdig føde, og derfor er deres ekskrementer også fyldt med sødt. Det kaldes honningdug. Det er kendt, at honningbier samler honningdug fra lus, og nogle humlebier gør det muligvis også. Jeg har selv et gammelt mirabelletræ, som bliver angrebet af lus hver sommer. De udskiller det her klister, som gør bladene helt fedtede, og det tiltrækker humlebier. Og det er måske grunden til, at der har været en del af dem omkring bøgehækken.”

–

Yoko Luise Dupont er seniorforsker ved Aarhus Universitets Institut for Ecoscience. Hun har særligt fokus på bier og bestøvning i sin forskning.

Hvornår falder man i søvn?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Sara Hansen:

  • Findes der et bestemt punkt, hvor man falder i søvn? Altså er der et punkt, hvor man går fra vågen til sovende?  

Svaret kommer fra Birgitte Rahbek Kornum fra Københavns Universitet:

“Nej, det er svært at afgøre præcis, hvor overgangen finder sted. Det er noget, vi som søvnforskere gerne vil finde ud af, for vi arbejder jo med at måle søvnen, bestemme dens længde og de forskellige faser. Målingerne foretages med elektroencefalografi, EEG, hvor der på kraniet placeres elektroder, der måler de elektriske signaler fra hjernen.

Vi kan tydeligt se, hvornår man er fuldt vågen, og også hvornår søvnen er indtruffet, men der kan typisk gå 30 sekunder – nogle gange lidt mere – i overgangen mellem de to punkter. Så vi kan se en glidende overgang, men ikke et præcist punkt.”

–

Birgitte Rahbek Kornum er lektor og søvnforsker på Københavns Universitet. Hun er leder af Kornum Lab, der undersøger, hvordan immunsystemet påvirker vores søvn.

Hvordan danner planter fedtstoffer?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Lina Rasmussen:

  • Der er vegetabilsk fedt i for eksempel nødder, mandler, avokadoer og kokosnødder, men planterne suger jo kun vand og næring op fra jorden, så hvor kommer fedtstofferne fra?

Svaret kommer fra Kristian Holst Laursen fra Københavns Universitet.

“Planten er en fantastisk fabrik. Den kan selv skabe de mange tusinde metabolitter, som den har brug for ud fra lys, vand, CO2 og 14 næringsstoffer som primært optages via rødderne (for eksempel kvælstof og fosfor).

Metabolitterne er alt lige fra aminosyrer, vitaminer og fedtstoffer til bitterstoffer og farvestoffer.

Så planternes fedtstoffer er altså et resultat af dens metabolisme.”

–

Kristian Holst Laursen er lektor ved Københavns Universitet og leder af forskningsgruppen Plant Nutrients and Food Quality ved Institut for Plante og Miljøvidenskab.

Hvorfor kan man ikke fjerne lyden fra tinnitus?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

Kresten Hartvig Klit fra Auderød, Frederiksværk, opfordrer os til at søge svar hos en forsker om tinnitus og høresansen:

  • Hvad vil det sige at percipere via ørerne? Hvad er tinnitus, og hvorfor kan man ikke fjerne lyden?

Svaret kommer fra tinnitusforsker og ph.d. i audiologopædi Susanne Steen Nemholt:

”Tinnitus er flere forskellige ting. Helt grundlæggende er vores høresystem et kompliceret system, hvor lyde opfanges af ydre øre (det, vi kan se), bliver forstærket og ledt videre via mellemøret ind til indre øre, hvor en lang række sanseceller omdanner signalet til elektrisk energi. Denne energi sendes via nervebanerne op til vores hørecenter. Der kan ”gå noget galt” flere steder i øret, og således kan et høretab stamme fra eksempelvis mellemøret eller indre øre, men man kan også have en ”retro-cochlær” skade. Det vil sige en skade, der kommer efter indre øre.

Tinnitus registreres ofte i forbindelse med høretab, og derfor er det vigtigt, at man starter med at få undersøgt sin hørelse for at få afklaret, om ørelægen kan finde den bagvedliggende høremæssige årsag til tinnitus.

Da man ikke præcis ved, hvordan tinnitus opstår, har der været mange bud på definitioner på det. En af de mest brugte er, at man hører en lyd, der ikke stammer fra en ekstern lydkilde. Man hører altså noget, men kan ikke finde den naturlige kilde til lyden. Det kan være højfrekvent eller lavfrekvent, for eksempel en hyletone eller susen. Det kan sidde i øret, men det kan også føles som om, at det sidder mere centralt i hovedet. Og man kan godt høre flere forskellige lyde på samme tid.

Lyden er ikke en sygdom i sig selv, men et tegn på at der er noget galt i høresystemet. Typisk opstår høretab i takt med, at man bliver ældre, eller hvis man har været udsat for voldsom støj. Mange har oplevet en hyletone, hvis de har stået for tæt på højtaleren til en koncert. Men om den hyletone er midlertidig eller vedvarende, er meget individuelt. Vi ved ikke, hvad der er tipping point for høretab.

En teori omkring udspringet af tinnitus er, at hjernen kompenserer for et høretab ved at skabe en indre lyd i stedet for.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke er alle, der oplever tinnitus-lyd som en stor gene. Men for dem, der har et problem og har et høretab, er et høreapparat ofte meget effektivt, og lyden kan faktisk helt forsvinde.

Når først vi er begyndt at knytte ubehag til lyden, kan et andet middel være at prøve at få hjernen til at koncentrere sig om eksterne lyde i stedet for den indre. Derudover kan man få rådgivning og vejledning til at håndtere hverdagen med tinnitus. Psykoedukation, altså at få lært hvordan høresystemet virker og hvorfor det kan påvirke os følelsesmæssigt, er ofte til stor hjælp. Der vil ofte være fokus på samspillet mellem tre systemer, der kan være aktive omkring tinnitus; det auditive system, det limpiske system og det autonome nervesystem.”

 –

 Susanne Steen Nemholt er ph.d. i audiologopædi og ansat som postdoc. ved Kommunikationscenteret i Region Hovedstaden. Hun forsker især i tinnitus og hyperacusis (lydfølsomhed) blandt børn og unge.

Hvorfor slutter efternavne med -sen og ikke -søn?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Kim Rasmussen, der efter sidste uges spørgsmål her på siden har søgt om mellemnavnet Ritasen. Men siden har Kim spekuleret:

  • Hvorfor er -sen blevet den mest almindelige endelse i efternavne og ikke -søn eller -son?

Svaret kommer fra navne- og sprogforskeren Michael Lerche Nielsen fra Københavns Universitet:

“Søn ville være den rigtige stavemåde, da det jo er dette ord, der indgår i navnene. Men i sammensætninger er vokalen i ordet blevet svækket til den ø-lyd vi kalder schwa (i lydskrift skrives denne svagvokal som et omvendt e): [jɛnsən]. Prøv at udtale Jensen: De fleste sprogbrugere siger faktisk [jɛnsn̩] uden den sidste vokal.

Sproghistorisk har vi i dansk haft ’sun’ eller ’son’, mens formen ’søn’ senest i 1300-tallet er opstået gennem påvirkning fra flertal ’sønner’. Fra højmiddelalderen, 1400-tallet, bliver de svækkede former skrevet –sen som det mest almindelige i de skriftlige kilder.

Ved siden af den svækkede form har man altid kunnet udtale det højtideligt eller overtydeligt, fx Jens-søn. Efter 1828 hvor Jensen blev et fast slægtsnavn og ikke længere var et patronym, dvs. direkte opkaldelse efter faderen, gav dette naturligvis ikke mening længere: Jensen var netop ikke længere Jens’ søn.

Svækket udtale i sammensatte ord er meget almindeligt i dansk, og det kan give anledning til tvivl om den rette udtale i især navne på personer og steder.”

 

Michael Lerche Nielsen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og forsker især i personnavne, stednavne og danske runeindskrifter.

Hvorfor kom kvinder til at hedde -sen til efternavn?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Jesper Jensen:

  • På Island og Færøerne hedder de fleste kvinder -dóttir til efternavn. Hvornår og hvorfor blev det besluttet, at kvinder i Danmark skulle hedde -sen (og altså være nogens søn)?

Svaret kommer fra navne- og sprogforskeren Michael Lerche Nielsen fra Københavns Universitet:

”Alle regler vedrørende navne var i gamle dage en sag for præsten, som jo indførte folk i kirkebøgerne, datidens svar på nutidens CPR-register.

I 1828 besluttede kongen, at alle danskere skulle have ’faste slægtsnavne’. Det havde adelen og borgerskabet allerede – men bønderne havde stædigt holdt fast ved den gamle navngivningstradition, hvor man blev navngivet efter sin far: Oles børn blev navngivet Olesøn eller Olesdatter.

Den kongelige forordning fra 1828 indebar imidlertid også, at pigerne kom til at hedde Olesøn eller Olesen, og alle kommende generationer har siden videreført det samme slægtsnavn.

Den dag i dag er der knap en million danskere, der bærer et af de fem mest almindelige sen-navne som efternavn: Nielsen, Jensen, Hansen, Andersen og Pedersen, og forfædrene bag disse navne; Niels, Jens, Hans, Anders og Peter, har altså været født omkring år 1800.

Da navneloven blev revideret i 2005 (med ikrafttræden 1. april 2006), blev det på ny muligt at tage disse såkaldte ægte patronymer/fadernavne eller det feminine modsvar, metronymer. Man kan derfor nu igen tage et af forældrenes fornavne og tilføje -søn eller -datter på samme måde, som loven skelner mellem drenge- og pigenavne. Det kunne være navne som Dorthesøn og Jespersdatter.

Grunden til denne nye mulighed var, at folk havde fremsat ønske om det til ministeren, men også at navneloven nu skulle gælde for folk fra andre lande med dansk CPR-nummer. Mange fremmede navnekulturer og sprog har en lignende skelnen som -son og -dóttir i islandsk og færøsk, eksempelvis slaviske navne som Ivanov/Ivanova.”

–

Michael Lerche Nielsen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og forsker især i personnavne, stednavne og danske runeindskrifter.

 

Hvorfor kradser hunde i jorden, når de har strintet?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Thomas Oldrup, og det er hans lille hund, Ulla, der har fået ham til at spekulere:

  • Når Ulla har tisset eller lavet lort, kradser hun kraftigt i jorden med bagbenene. Er det for at dække sporene for rovdyr eller for at sprede lugten?

Svaret kommer fra Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub:

”Hunden er jo selv et rovdyr, så den behøver ikke rigtig dække sine spor for andre rovdyr. Man kan dog opleve, at hvalpe eller hunde, der ikke er så selvsikre, holder lidt igen med at afsætte duft, hvis de befinder sig i et fremmed miljø med duftspor fra mange andre hunde – eller andre rovdyr som ræve eller bjørne.

Når hunde urinerer eller har afføring, sker der en slags social tagging, hvor de fortæller ”her har jeg været”. Og hundes lugtesans er så formidabel, at færtmolekyler fra urin og afføring kan afsløre mange ting om afsenderen, for eksempel køn, alder og hormonniveau – om det er en kønsmoden hanhund eller en tæve på vej i løbetid.

Når de skraber efter, er det for at gøre ekstra opmærksom på deres tilstedeværelse. Hundene har duftkirtler mellem trædepuderne, så de kan afsætte duftspor ved at skrabe. Hvis de river græs itu eller sætter mærker i jorden, så vil forstyrrelserne i underlaget også kunne duftes på lang afstand og vise andre hunde, at her er lagt en vigtig besked.

Hunden nedstammer fra ulven og er evolutionært set et flokdyr, der har et territorium eller revir, som den jager i og forsvarer. Det er det, den markerer med duftsporet. I dag er det jo i vid udstrækning mennesker, der bestemmer, hvor de kan sætte spor med urin eller afføring, så derfor har det ikke helt samme praktiske betydning, men den voksne hund markerer fortsat sit område.

Nogen hundeejere oplever også, at når de henter en hvalp hos en opdrætter, kan den have svært ved at give slip på urin og afføring, hvis den er flyttet til et område med mange markeringer. Så kan den godt finde på at holde sig, til den kommer hjem til ejerens trygge omgivelser – simpelthen fordi dens instinkt fortæller, at den risikerer at blive en fødekilde for andre rovdyr i området.”

–

Lise Lotte Christensen er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub og har deltaget i en lang række tv-programmer som hundeekspert.

Er der frostvæske i vintergækker?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra læseren Jørgen:

  • Er der frostvæske i erantis og vintergækker, siden de er så gode til at tåle kulde?

Svaret kommer fra Pernille Mølgaard Andersen, Naturhistorisk Museum i Aarhus:

”Ja, det kan man faktisk godt sige.

Frost er en udfordring for de fleste planter, fordi der dannes iskrystaller. De kantede og skarpe krystaller kan sprænge eller ødelægge deres celler.

Problemet er koncentrationen af vand i cellerne. En måde at undgå det på er derfor at sænke frysepunktet inde i cellerne, f.eks. ved at have en høj koncentration af sukkerstoffer, salte eller særlige proteiner. Det fungerer faktisk ligesom frostvæske. Vintergækker og erantis blomstrer tidligt, mens der stadig er mulighed for frost. De er derfor helt afhængige af dette lille kneb.

Andre planter har fysiske strukturer, der hindrer iskrystaller i at brede sig i deres væv. Større dyr – for eksempel fisk, der lever i et koldt miljø – og mange insekter har lignende stoffer, der sikrer deres overlevelse og gør dem kulderesistente.”

–

Pernille Mølgaard Andersen er formidlingsinspektør og projektleder ved Naturhistorisk Museum, Aarhus.

Er der brugbare råstoffer på månen?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Kenneth Kjemtrup:

  • Findes der materialer og råstoffer, som vi med fordel kan udnytte og for eksempel bringe fra månen til jorden?

Svaret kommer fra civilingeniør René Fléron, DTU Space:

”Der er masser af råstoffer på månen, men mange af dem findes også på jorden, så det er nok tvivlsomt, om det kan svare sig at fragte dem herned.

Det giver nok mest mening med ressourceudnyttelse ’in situ’, hvor man udvinder råstofferne for at bruge dem deroppe, for eksempel til byggeri. Det er ret svært at løfte noget fra jorden op til månen, så man kan spare en masse flyvninger og brændstof ved at udnytte månens egne ressourcer – lidt på samme måde som polarekspeditioner i gamle dage, hvor de ikke tog vand med, for det kunne man udvinde undervejs.

Det er blevet foreslået, at vi kan bruge støvet deroppe til at lave beton. Der er også vand, men det er enormt svært at få fat på. Det findes i dybe kratere omkring månens poler, især sydpå, men det er frosset ned til under minus 100 grader så det er forfærdeligt hårdt, og det er blandet med sand og støv.

Så spørgsmålet er, hvor store mængder sand man skal have op for at få udvundet en liter vand. Det svarer til at udvinde guld fra vores verdenshave her på jorden: Det er der, men det vil koste alt for mange ressourcer at få fat i.

Når det handler om at hente månens ressourcer ned på jorden, er det, der har været talt mest om, nok Helium-3, som kan bruges i fusionsreaktorer. Problemet er imidlertid, at vi slet ikke har den slags reaktorer på jorden i øjeblikket; i hvert fald ikke nogen, som kan fungere i længere tid.

Vi har til gengæld rigelige mængder af deuterium og tritium, som også kan bruges. Energimæssigt er disse to brint-isotoper lige så gode som helium-3, selvom der er mere neutronstråling. Der er altså ikke så meget mening i at hente helium-3 hele vejen fra månen – endnu. Men det kan ændre sig, hvis transporten bliver billigere, og vi får flere fusionsreaktorer.

I forhold til decideret minedrift efter sjældne metaller vil vi formentlig snarere kigge i retning af asteroidebæltet. Men det ligger længere væk fra Solen end Mars, så det kommer til at tage lidt tid, før det bliver aktuelt med sådan et projekt.”

–

René Fléron er civilingeniør og projektleder ved Afdelingen for Måling og Instrumentering ved DTU Space.

Hvad er bevidsthed?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Jørn Holm-Petersen, der kort og godt spørger:

  • Hvad er bevidsthed?

Lige dét spørgsmål har optaget mennesket i århundreder – og man ville formentlig få forskellige svar, hvis man spurgte en filosof, en psykolog eller en datalog. Vid&Sans har spurgt hjerneforskeren Troels W. Kjær

”Bevidsthed var tidligere ret dårligt defineret, men i nyere tid er man begyndt at se på det som noget todimensionelt, og det har lettet kommunikationen, når man skal tale om det på tværs af forskellige fag og specialer.

De to dimensioner er: Bevidstheds-niveau og bevidstheds-indhold.

Bevidsthedsniveauet kan man placere på en skala – level of consciousness. En anæstesilæge vil for eksempel gerne have patienten helt ned i bevidsthedsniveau, så man ikke har ondt og oplever operationen. I den anden ende af skalaen kan man være vågen og alert, og måske kan man endda søge at nå op til et højere bevidsthedsniveau.

Hvad angår bevidsthedsindholdet, så er det lidt sværere. Som det første trin på denne skala har man opmærksomheden – det, som er i fokus. Man kan sige, at opmærksomheden fungerer som en slags filter. Opmærksomheden kan man beskrive som en lampe om natten. Det, som lampen lyser på, opfatter vi, men så er der en masse andet uden for lyskeglen, som vi ikke opfatter.

Så indholdet afgøres af fokus. Sidder man eksempelvis som gamer og er opslugt af et spil? Er man ude i trafikken at køre? Lytter man til en præst, der taler om livet store spørgsmålet? Indholdet er det, som vores hjerne er optaget af.

Det næste trin er awareness – det, man er klar over. Man samler informationer på tværs af tid og sted og opnår en hel-mening.

Det sidste trin er self-awareness. Her er helmeningen ikke blot f.eks. en scene eller en person, men noget vi har en personlig relation til.

Når vi scanner hjernen, kan bevidstheden ikke findes et enkelt sted. Ændringer i bevidsthedsniveauet kan vi derimod godt spore. Når føromtalte anæstesiolog bedøver en patient, sænkes aktiviteten i visse dele af hjernen, bl.a. den ydre del af hjernebarken. Man kan sige, at bevidstheden trækker sig tilbage.”

–

Troels Kjær er overlæge på neurologisk afdeling ved Sjællands Universitetshospital og professor ved Københavns Universitet.

Hvilke dyr er glade for klimakrisen?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Andreas B. Olsen.

  • Klimakrisen er skidt for os mennesker, men der må også være dyr, der vil nyde en varmere jord. Hvilke?

Svaret kommer fra Kent Olsen, der er videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

”Hvis vi ser på, hvordan det ser ud i disse år, er Danmark faktisk lidt af et smørhul for mange arter. De bliver begunstiget af det lunere vejr og trænger ind i landet fra syd og sydøst.

Et klassisk eksempel er guldsmede og vandnymfer, som vi har 61 arter af herhjemme. 10 af dem er indvandret inden for de sidste 15-20 år. Det må siges at være en meget markant forøgelse af artsantallet.

Blandt de nye arter er lille kejserguldsmed, der har bosat sig inden for de sidste ti år. Et par andre gode eksempler er grøn kobbervandnymfe og lille rødøjet vandnymfe, hvor sidstnævnte har bredt sig over hele landet og faktisk også helt op til Norge nu.

Hvepseedderkoppen er også en ny indbygger, som en del kender, fordi den er meget iøjnefaldende og karakteristisk. I begyndelsen var den kun få steder i Danmark, men nu er den over hele landet, inklusive mange af øerne.

Overordnet set kan man sige, at dem, der klarer sig godt med de lunere temperaturer, er generalist-arterne, der ikke stiller særlige krav til deres levesteder, mens specialist-arterne har det svært.

Det varmere klima er til gengæld ikke noget, der generer så mange af de dyr, der har boet i Danmark i længere tid. Når mange arter alligevel går tilbage i antal, skyldes det, at der er færre levesteder tilgængelige på grund af mennesker.

Situationen er en lidt anden længere mod syd. Her virker det, som om nogle arter bliver presset opad på Europakortet. Men det er faktisk lidt problematisk at afgøre omfanget. Det er nemt nok at konstatere, når der kommer nye arter til, men det er mere svært at dokumentere, når de forsvinder.”

–

Kent Olsen er biolog og videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum Aarhus. Han er ekspert i arters respons på klimaforandringer og ved særligt meget om guldsmedes økologi og udbredelse. Han var i 2015 medforfatter til en rapport om nye dyre- og plantearter i Danmark.

Hvordan navigerer man i rummet?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring. 

I denne uge har en læser undret sig over: 

  • Hvordan navigerer man i rummet?  

 Svaret kommer fra professor John Leif Jørgensen, leder af DTU Spaces afdeling for Measurement and Instrumentation. 

 ”Der er to problemer med at navigere i rummet, og det er faktisk det samme som i et fly, der flyver i mørke eller tåge. Man har brug for at kende sin position og sin altitude. 

Når et fly er lettet, har piloten brug for at kende flyvehøjden og vide, hvor langt det er nået. Det er det, der kaldes flyets position.  

Piloten skal også kende attituden. En flyvemaskine kan vende sin næse opad eller nedad – det kaldes i flysprog for pitch og afgør, om flyet er ved at stige eller dale. Næsen kan også vendes mod højre eller venstre; det hedder yaw. 

Den sidste del af attituden er roll, for det har selvfølgelig også betydning, om man flyver med maven eller ryggen opad. 

Ude i rummet er vi nøjagtigt på samme måde nødt til at kende pitch, yaw og roll, altså fartøjets attitude, og vi skal også kende positionen: Men vi skal bruge nogle lidt andre tricks, end man kan nede i nærheden af Jorden. Instrumenterne skal være meget mere præcise, fordi man kan ramme rigtig meget forkert, når man flyver over så store afstande som ude i rummet. 

Helt grundlæggende har vi brug for at kende attituden for at afgøre, om solpanelerne vender mod solen, hvis fartøjet er drevet af solenergi, og om raketmotoren og antennerne peger i den rigtige retning.  

Til det bruger vi stjernekameraer. Så længe vi flyver i vores eget solsystem, bevæger stjernerne sig ikke, fordi de er så langt væk. Kameraerne kan genkende alle stjerner hele vejen rundt, og da vi ved, hvordan kameraet er monteret på rumfartøjet, kan vi afgøre, hvordan fartøjet er placeret i forhold til verdensaltet, når det tager et billede.  

Det er lidt sværere med positionen – altså hvor vi er henne i rummet. 

Mange tror, at vi navigerer i forhold til Jorden, men det dur ikke, for Jorden er jo hele tiden i bevægelse. I stedet bestemmer vi positionen i forhold til vores solsystems tyngdecenter, der ligger tæt på solens overflade. Det er omkring det ligevægtspunkt, alle solsystemets planeter drejer. 

For at finde ud af, hvor vores rumfartøj er henne i forhold til tyngdecenteret, sender vi en radarpuls ud til det, og når pulsen når frem, sender fartøjet den retur til jorden. Når vi kender pulsens rejsetid frem og tilbage, kan vi afgøre afstanden til rumfartøjet. 

Men vi har også brug for at kende den hastighed, fartøjet bevæger sig med. Det måler vi ved doppler-forskydning, som er det fænomen, man oplever, når man bliver passeret af en ambulance under udrykning; lyden har en højere frekvens, når den kører mod dig, end når den kører væk fra dig. 

På samme måde kan vi registrere små ændringer i frekvensen på vores radarpuls og dermed afgøre, hvor hurtigt fartøjet bevæger sig. 

Den sidste faktor til at bestemme positionen er bevægelsen, men den er vi nødt til at integrere os til. Vi laver simpelthen en prikkurve over, hvor fartøjet var i forgårs, i går, i dag og igen næste dag.    

På den måde kan vi altså holde styr på vores rumfartøjs attitude og position og navigere i rummet. Og vi kan gøre det så præcist, at vi uden problemer kan ramme et mål på 1 kilometers penge på en afstand af 60 millioner kilometer, som er afstanden til Mars. 

Og med lidt flere ”luskede” tricks, kan vi faktisk gøre endnu mere præcist, men bestemmelsen af attituden og positionen er det grundlæggende.” 

–

John Leif Jørgensen er professor ved DTU Space, hvor han er leder af afdelingen for Measurement and Instrumentation. 

 

Hvorfor er sort og hvid ikke farver?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge er det et spørgsmål, som Brian Ø. Birkemose har spekuleret på:

  • Jeg kan forstå, at sort og hvid ikke regnes for at være farver. Men hvorfor er de egentlig ikke det?

Svaret kommer fra fysikeren Malte Olsen fra Niels Bohr Instituttet.

”Det er faktisk to lidt forskellige ting.

Sort er fravær af farve. Når lys rammer en sort overflade, bliver det ikke reflekteret. Man kan sige, at sort opsuger eller kvæler farverne.

Det er helt omvendt med hvid. Det er alle farver, der reflekteres. Hvis man sætter en prisme foran en hvid overflade som eksempelvis et ark papir, vil man kunne se alle regnbuens farver.

Der findes dog ikke noget, der er helt hvidt. I praksis vil de farver, der reflekteres fra noget hvidt, altid være en lille smule forskellige fra andre hvide overflader.

En maler vil nok mene, at både sort og hvid er farver. Men i fysisk forstand er det altså ikke helt rigtigt.”

–

Malte Olsen er fysiker og lektor emeritus fra Niels Bohr Instituttet (NBI). Han er ansvarlig for NBI’s Fysikleksikon instituttet og redaktør på brevkassen Spørg om Fysik.

Hvorfor er der forskel på underhudsfedt?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Birgit Sørensen:

  • Jeg er sygeplejerske, og det har altid undret mig, at når jeg har skulle stikke i folks arme, er der nogen, der har meget fast underhudsfedt, andre har løst/blødt. Hvordan kan det være?

Vi har bedt om en forklaring fra fedmeforsker Jens Lund fra Københavns Universitet.

”Jeg kan desværre ikke umiddelbart finde en videnskabelig artikel, der beskriver emnet, men jeg har alligevel et par potentielle forklaringer:

Den bedste forklaring i min optik: Fedtceller i sig selv er jo bløde. Mellem mennesker kan der dog være forskel på hvor meget fast og stramt bindevæv, der findes mellem fedtcellerne. Der kan også være forskel på, hvor store fedtcellerne er. Har man relativt meget bindevæv, der omgiver mindre fedtceller, vil ens underhudsfedt sandsynligvis føles mere hårdt, end hvis man har lidt bindevæv, der omgiver større fedtceller.

En mindre sandsynlig ”dameblads”-forklaring: Forskellige typer af fedtstoffer har forskellige smeltepunkter. Mættet fedt har højere smeltepunkter end umættet fedt. Hvis man spiser meget mættet fedt, eller ens krop i højere grad omdanner et energioverskud til mættede fedtsyrer fremfor umættede fedtsyrer, så kan det muligvis påvirke konsistensen af den fedtdråbe, der findes i en fedtcelle – og dermed måske også konsistensen af underhudsfedtet. I den forbindelse kan det nævnes, at mørk chokolade jo er blevet påstået at kunne give fastere bryster og baller. Så vidt jeg ved, er dette dog stadig blot en teoretisk spekulation.”

–

Jens Lund er cand.scient i humanbiologi og ph.d-studerende ved Metabolismecenteret på Københavns Universitet. Han formidler om fedtvæv og kropsvægt på Instagram og Facebook via profilen ”Adipocæn”.

 

Hvor mange fluer skal en svale have på tanken?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Ove Junne:

  • Hvor mange fluer skal en svale spise for at have energi nok til sit efterårstræk, og flyve helt fra Danmark til Afrika?

Vi har bedt biologen Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening (Birdlife Danmark) om at svare.

”En masse faktorer spiller ind i forhold til svalernes energibehov, når de skal ud på lange rejser. For eksempel har det betydning, om der er tale om en landsvale, der sigter mod det sydlige Afrika, en digesvale, der skal til Vestafrika, eller en bysvale, hvor vinterdestinationen er ret usikker. Og fordi der er forskel i størrelsen på de tre svalearter, er der selvfølgelig også forskel i fødebehovet.

Men man kan godt lave en grov udregning over, hvor meget svalerne har brug for. En svale har generelt brug for 500-1.000 insekter om dagen for at klare sig, og det er uanset, om den er i Danmark eller på træk. Det tager typisk småfuglene tre uger at komme ned til deres vinterområde. Det vil sige 21 dage, hvor de skal indtage 500-1000 insekter. Altså et sted mellem 10.000 og 20.000 insekter, skal der bruges på sådan en rejse.

Men efterårstrækket er slet ikke det tidspunkt, hvor svalerne har brug for mest mad. Det er derimod de 2-3 gange om året, hvor der er unger i reden. Når der er unger i reden i Danmark, skal der hentes yderligere op mod 500 insekter per unge. Så det hårdeste arbejde med at skaffe føde har den faktisk, når der er unger. Det er ligesom med mennesker; de har også brug for flest penge, når børnene bor hjemme.”

–

Knud Flensted er biolog i Dansk Ornitologisk Forening. Han arbejder bl.a. med naturpolitik, fugle- og naturbevarelse, natur- og artsforvaltning, jagt- og fredningspolitik samt biodiversitet. 

Hos Vid&Sans er det tilladt at undre sig over hverdagens små og store mysterier.

I medlemmer sender os løbende spørgsmål, som I godt kunne tænke jer at få videnskabelige svar på.

Og dem er vi glade for!

Vi sender jeres spørgsmål direkte videre til beredvillige forskere, der sidder klar til at svare – og hver uge kan I læse deres svar.

Har I spørgsmål om stort og småt, som I går og funderer over, så send dem endelig til os på forskerne@vidogsans.dk

Menu