SPØRGSMÅL & SVAR

Hvorfor er nogle træstammer snoede?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Anna Rasmussen;

  • Hvordan kan det gå til, at nogle træers stammer er snoede – altså at de vokser ‘rundt’ om sig selv?

Svaret kommer fra Lisbeth Garbrecht Thygesen, der er professor i trævidenskab:

”Nogle træarter er kendt for snoet vækst. Det gælder for eksempel hestekastanje, avnbøg og ægte kastanJe, og blandt nåletræerne er det eksempelvis taks og sitkagran. Det er genetisk bestemt. Der er typisk forskel på løv- og nåletræer, hvad angår den ’foretrukne’ retning, og kambiets alder har også betydning for retningen. Kambiet er et vækstlag, der danner nye celler mellem træets ved og bark.

For at forstå det skal man dykke ned i, hvordan træerne vokser.

De allerfleste celler i træets ved – kaldet xylem – er meget længere, end de er brede; måske helt op til 1.000 gange så lange.

Cellerne dannes, ved at initialceller i kambiet deler sig og derved danner nye aflange vedceller i radial retning – altså i retningen fra barken og ind mod centrum af stammen. Når træet bliver tykkere på grund af denne vækst, er det nødvendigt, at der dannes flere initialceller i kambiet, for at de kan nå hele vejen rundt om stammen. Derfor deler initialcellerne sig nogle gange i stedet på den anden led, så der opstår flere initialceller i cirkulær retning langs stammens omkreds.

Denne deling følger ikke stammen lodret til at starte med. Tværtimod vokser de to nye initialceller først efterfølgende i længderetningen, så delingen efterhånden ender med at blive omtrent lodret, og de to nye aflange initialceller ved afslutningen af processen sidder ”pænt” ved siden af hinanden.

Mange mener, at snoet vækst har at gøre med, at denne proces ikke har samme slutpunkt for alle træer – altså at der sker en omorganisering af, hvordan initialcellerne er placeret i forhold til hinanden, når de begynder at producere nye træceller. Man kan groft sagt sige, at de ender med at sidde skævt – og at dette er ’mekanikken’ bag snoet vækst.”

Lisbeth Garbrecht Thygesen er professor i trævidenskab ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

 

Hvorfor slutter efternavne med -sen og ikke -søn?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Kim Rasmussen, der efter sidste uges spørgsmål her på siden har søgt om mellemnavnet Ritasen. Men siden har Kim spekuleret:

  • Hvorfor er -sen blevet den mest almindelige endelse i efternavne og ikke -søn eller -son?

Svaret kommer fra navne- og sprogforskeren Michael Lerche Nielsen fra Københavns Universitet:

Søn ville være den rigtige stavemåde, da det jo er dette ord, der indgår i navnene. Men i sammensætninger er vokalen i ordet blevet svækket til den ø-lyd vi kalder schwa (i lydskrift skrives denne svagvokal som et omvendt e): [jɛnsən]. Prøv at udtale Jensen: De fleste sprogbrugere siger faktisk [jɛnsn̩] uden den sidste vokal.

Sproghistorisk har vi i dansk haft ’sun’ eller ’son’, mens formen ’søn’ senest i 1300-tallet er opstået gennem påvirkning fra flertal ’sønner’. Fra højmiddelalderen, 1400-tallet, bliver de svækkede former skrevet –sen som det mest almindelige i de skriftlige kilder.

Ved siden af den svækkede form har man altid kunnet udtale det højtideligt eller overtydeligt, fx Jens-søn. Efter 1828 hvor Jensen blev et fast slægtsnavn og ikke længere var et patronym, dvs. direkte opkaldelse efter faderen, gav dette naturligvis ikke mening længere: Jensen var netop ikke længere Jens’ søn.

Svækket udtale i sammensatte ord er meget almindeligt i dansk, og det kan give anledning til tvivl om den rette udtale i især navne på personer og steder.”

 

Michael Lerche Nielsen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og forsker især i personnavne, stednavne og danske runeindskrifter.

Hvorfor kom kvinder til at hedde -sen til efternavn?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Jesper Jensen:

  • På Island og Færøerne hedder de fleste kvinder -dóttir til efternavn. Hvornår og hvorfor blev det besluttet, at kvinder i Danmark skulle hedde -sen (og altså være nogens søn)?

Svaret kommer fra navne- og sprogforskeren Michael Lerche Nielsen fra Københavns Universitet:

”Alle regler vedrørende navne var i gamle dage en sag for præsten, som jo indførte folk i kirkebøgerne, datidens svar på nutidens CPR-register.

I 1828 besluttede kongen, at alle danskere skulle have ’faste slægtsnavne’. Det havde adelen og borgerskabet allerede – men bønderne havde stædigt holdt fast ved den gamle navngivningstradition, hvor man blev navngivet efter sin far: Oles børn blev navngivet Olesøn eller Olesdatter.

Den kongelige forordning fra 1828 indebar imidlertid også, at pigerne kom til at hedde Olesøn eller Olesen, og alle kommende generationer har siden videreført det samme slægtsnavn.

Den dag i dag er der knap en million danskere, der bærer et af de fem mest almindelige sen-navne som efternavn: Nielsen, Jensen, Hansen, Andersen og Pedersen, og forfædrene bag disse navne; Niels, Jens, Hans, Anders og Peter, har altså været født omkring år 1800.

Da navneloven blev revideret i 2005 (med ikrafttræden 1. april 2006), blev det på ny muligt at tage disse såkaldte ægte patronymer/fadernavne eller det feminine modsvar, metronymer. Man kan derfor nu igen tage et af forældrenes fornavne og tilføje -søn eller -datter på samme måde, som loven skelner mellem drenge- og pigenavne. Det kunne være navne som Dorthesøn og Jespersdatter.

Grunden til denne nye mulighed var, at folk havde fremsat ønske om det til ministeren, men også at navneloven nu skulle gælde for folk fra andre lande med dansk CPR-nummer. Mange fremmede navnekulturer og sprog har en lignende skelnen som -son og -dóttir i islandsk og færøsk, eksempelvis slaviske navne som Ivanov/Ivanova.”

Michael Lerche Nielsen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og forsker især i personnavne, stednavne og danske runeindskrifter.

 

Hvorfor kradser hunde i jorden, når de har strintet?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Thomas Oldrup, og det er hans lille hund, Ulla, der har fået ham til at spekulere:

  • Når Ulla har tisset eller lavet lort, kradser hun kraftigt i jorden med bagbenene. Er det for at dække sporene for rovdyr eller for at sprede lugten?

Svaret kommer fra Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub:

”Hunden er jo selv et rovdyr, så den behøver ikke rigtig dække sine spor for andre rovdyr. Man kan dog opleve, at hvalpe eller hunde, der ikke er så selvsikre, holder lidt igen med at afsætte duft, hvis de befinder sig i et fremmed miljø med duftspor fra mange andre hunde – eller andre rovdyr som ræve eller bjørne.

Når hunde urinerer eller har afføring, sker der en slags social tagging, hvor de fortæller ”her har jeg været”. Og hundes lugtesans er så formidabel, at færtmolekyler fra urin og afføring kan afsløre mange ting om afsenderen, for eksempel køn, alder og hormonniveau – om det er en kønsmoden hanhund eller en tæve på vej i løbetid.

Når de skraber efter, er det for at gøre ekstra opmærksom på deres tilstedeværelse. Hundene har duftkirtler mellem trædepuderne, så de kan afsætte duftspor ved at skrabe. Hvis de river græs itu eller sætter mærker i jorden, så vil forstyrrelserne i underlaget også kunne duftes på lang afstand og vise andre hunde, at her er lagt en vigtig besked.

Hunden nedstammer fra ulven og er evolutionært set et flokdyr, der har et territorium eller revir, som den jager i og forsvarer. Det er det, den markerer med duftsporet. I dag er det jo i vid udstrækning mennesker, der bestemmer, hvor de kan sætte spor med urin eller afføring, så derfor har det ikke helt samme praktiske betydning, men den voksne hund markerer fortsat sit område.

Nogen hundeejere oplever også, at når de henter en hvalp hos en opdrætter, kan den have svært ved at give slip på urin og afføring, hvis den er flyttet til et område med mange markeringer. Så kan den godt finde på at holde sig, til den kommer hjem til ejerens trygge omgivelser – simpelthen fordi dens instinkt fortæller, at den risikerer at blive en fødekilde for andre rovdyr i området.”

Lise Lotte Christensen er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub og har deltaget i en lang række tv-programmer som hundeekspert.

Er der frostvæske i vintergækker?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra læseren Jørgen:

  • Er der frostvæske i erantis og vintergækker, siden de er så gode til at tåle kulde?

Svaret kommer fra Pernille Mølgaard Andersen, Naturhistorisk Museum i Aarhus:

”Ja, det kan man faktisk godt sige.

Frost er en udfordring for de fleste planter, fordi der dannes iskrystaller. De kantede og skarpe krystaller kan sprænge eller ødelægge deres celler.

Problemet er koncentrationen af vand i cellerne. En måde at undgå det på er derfor at sænke frysepunktet inde i cellerne, f.eks. ved at have en høj koncentration af sukkerstoffer, salte eller særlige proteiner. Det fungerer faktisk ligesom frostvæske. Vintergækker og erantis blomstrer tidligt, mens der stadig er mulighed for frost. De er derfor helt afhængige af dette lille kneb.

Andre planter har fysiske strukturer, der hindrer iskrystaller i at brede sig i deres væv. Større dyr – for eksempel fisk, der lever i et koldt miljø – og mange insekter har lignende stoffer, der sikrer deres overlevelse og gør dem kulderesistente.”

Pernille Mølgaard Andersen er formidlingsinspektør og projektleder ved Naturhistorisk Museum, Aarhus.

Er der brugbare råstoffer på månen?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Kenneth Kjemtrup:

  • Findes der materialer og råstoffer, som vi med fordel kan udnytte og for eksempel bringe fra månen til jorden?

Svaret kommer fra civilingeniør René Fléron, DTU Space:

”Der er masser af råstoffer på månen, men mange af dem findes også på jorden, så det er nok tvivlsomt, om det kan svare sig at fragte dem herned.

Det giver nok mest mening med ressourceudnyttelse ’in situ’, hvor man udvinder råstofferne for at bruge dem deroppe, for eksempel til byggeri. Det er ret svært at løfte noget fra jorden op til månen, så man kan spare en masse flyvninger og brændstof ved at udnytte månens egne ressourcer – lidt på samme måde som polarekspeditioner i gamle dage, hvor de ikke tog vand med, for det kunne man udvinde undervejs.

Det er blevet foreslået, at vi kan bruge støvet deroppe til at lave beton. Der er også vand, men det er enormt svært at få fat på. Det findes i dybe kratere omkring månens poler, især sydpå, men det er frosset ned til under minus 100 grader så det er forfærdeligt hårdt, og det er blandet med sand og støv.

Så spørgsmålet er, hvor store mængder sand man skal have op for at få udvundet en liter vand. Det svarer til at udvinde guld fra vores verdenshave her på jorden: Det er der, men det vil koste alt for mange ressourcer at få fat i.

Når det handler om at hente månens ressourcer ned på jorden, er det, der har været talt mest om, nok Helium-3, som kan bruges i fusionsreaktorer. Problemet er imidlertid, at vi slet ikke har den slags reaktorer på jorden i øjeblikket; i hvert fald ikke nogen, som kan fungere i længere tid.

Vi har til gengæld rigelige mængder af deuterium og tritium, som også kan bruges. Energimæssigt er disse to brint-isotoper lige så gode som helium-3, selvom der er mere neutronstråling. Der er altså ikke så meget mening i at hente helium-3 hele vejen fra månen – endnu. Men det kan ændre sig, hvis transporten bliver billigere, og vi får flere fusionsreaktorer.

I forhold til decideret minedrift efter sjældne metaller vil vi formentlig snarere kigge i retning af asteroidebæltet. Men det ligger længere væk fra Solen end Mars, så det kommer til at tage lidt tid, før det bliver aktuelt med sådan et projekt.”

René Fléron er civilingeniør og projektleder ved Afdelingen for Måling og Instrumentering ved DTU Space.

Hvad er bevidsthed?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Jørn Holm-Petersen, der kort og godt spørger:

  • Hvad er bevidsthed?

Lige dét spørgsmål har optaget mennesket i århundreder – og man ville formentlig få forskellige svar, hvis man spurgte en filosof, en psykolog eller en datalog. Vid&Sans har spurgt hjerneforskeren Troels W. Kjær

”Bevidsthed var tidligere ret dårligt defineret, men i nyere tid er man begyndt at se på det som noget todimensionelt, og det har lettet kommunikationen, når man skal tale om det på tværs af forskellige fag og specialer.

De to dimensioner er: Bevidstheds-niveau og bevidstheds-indhold.

Bevidsthedsniveauet kan man placere på en skala – level of consciousness. En anæstesilæge vil for eksempel gerne have patienten helt ned i bevidsthedsniveau, så man ikke har ondt og oplever operationen. I den anden ende af skalaen kan man være vågen og alert, og måske kan man endda søge at nå op til et højere bevidsthedsniveau.

Hvad angår bevidsthedsindholdet, så er det lidt sværere. Som det første trin på denne skala har man opmærksomheden – det, som er i fokus. Man kan sige, at opmærksomheden fungerer som en slags filter. Opmærksomheden kan man beskrive som en lampe om natten. Det, som lampen lyser på, opfatter vi, men så er der en masse andet uden for lyskeglen, som vi ikke opfatter.

Så indholdet afgøres af fokus. Sidder man eksempelvis som gamer og er opslugt af et spil? Er man ude i trafikken at køre? Lytter man til en præst, der taler om livet store spørgsmålet? Indholdet er det, som vores hjerne er optaget af.

Det næste trin er awareness – det, man er klar over. Man samler informationer på tværs af tid og sted og opnår en hel-mening.

Det sidste trin er self-awareness. Her er helmeningen ikke blot f.eks. en scene eller en person, men noget vi har en personlig relation til.

Når vi scanner hjernen, kan bevidstheden ikke findes et enkelt sted. Ændringer i bevidsthedsniveauet kan vi derimod godt spore. Når føromtalte anæstesiolog bedøver en patient, sænkes aktiviteten i visse dele af hjernen, bl.a. den ydre del af hjernebarken. Man kan sige, at bevidstheden trækker sig tilbage.”

Troels Kjær er overlæge på neurologisk afdeling ved Sjællands Universitetshospital og professor ved Københavns Universitet.

Hvilke dyr er glade for klimakrisen?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Andreas B. Olsen.

  • Klimakrisen er skidt for os mennesker, men der må også være dyr, der vil nyde en varmere jord. Hvilke?

Svaret kommer fra Kent Olsen, der er videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

”Hvis vi ser på, hvordan det ser ud i disse år, er Danmark faktisk lidt af et smørhul for mange arter. De bliver begunstiget af det lunere vejr og trænger ind i landet fra syd og sydøst.

Et klassisk eksempel er guldsmede og vandnymfer, som vi har 61 arter af herhjemme. 10 af dem er indvandret inden for de sidste 15-20 år. Det må siges at være en meget markant forøgelse af artsantallet.

Blandt de nye arter er lille kejserguldsmed, der har bosat sig inden for de sidste ti år. Et par andre gode eksempler er grøn kobbervandnymfe og lille rødøjet vandnymfe, hvor sidstnævnte har bredt sig over hele landet og faktisk også helt op til Norge nu.

Hvepseedderkoppen er også en ny indbygger, som en del kender, fordi den er meget iøjnefaldende og karakteristisk. I begyndelsen var den kun få steder i Danmark, men nu er den over hele landet, inklusive mange af øerne.

Overordnet set kan man sige, at dem, der klarer sig godt med de lunere temperaturer, er generalist-arterne, der ikke stiller særlige krav til deres levesteder, mens specialist-arterne har det svært.

Det varmere klima er til gengæld ikke noget, der generer så mange af de dyr, der har boet i Danmark i længere tid. Når mange arter alligevel går tilbage i antal, skyldes det, at der er færre levesteder tilgængelige på grund af mennesker.

Situationen er en lidt anden længere mod syd. Her virker det, som om nogle arter bliver presset opad på Europakortet. Men det er faktisk lidt problematisk at afgøre omfanget. Det er nemt nok at konstatere, når der kommer nye arter til, men det er mere svært at dokumentere, når de forsvinder.”

Kent Olsen er biolog og videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum Aarhus. Han er ekspert i arters respons på klimaforandringer og ved særligt meget om guldsmedes økologi og udbredelse. Han var i 2015 medforfatter til en rapport om nye dyre- og plantearter i Danmark.

Hvordan navigerer man i rummet?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring. 

I denne uge har en læser undret sig over: 

  • Hvordan navigerer man i rummet?  

 Svaret kommer fra professor John Leif Jørgensen, leder af DTU Spaces afdeling for Measurement and Instrumentation. 

 ”Der er to problemer med at navigere i rummet, og det er faktisk det samme som i et fly, der flyver i mørke eller tåge. Man har brug for at kende sin position og sin altitude. 

Når et fly er lettet, har piloten brug for at kende flyvehøjden og vide, hvor langt det er nået. Det er det, der kaldes flyets position.  

Piloten skal også kende attituden. En flyvemaskine kan vende sin næse opad eller nedad – det kaldes i flysprog for pitch og afgør, om flyet er ved at stige eller dale. Næsen kan også vendes mod højre eller venstre; det hedder yaw. 

Den sidste del af attituden er roll, for det har selvfølgelig også betydning, om man flyver med maven eller ryggen opad. 

Ude i rummet er vi nøjagtigt på samme måde nødt til at kende pitch, yaw og roll, altså fartøjets attitude, og vi skal også kende positionen: Men vi skal bruge nogle lidt andre tricks, end man kan nede i nærheden af Jorden. Instrumenterne skal være meget mere præcise, fordi man kan ramme rigtig meget forkert, når man flyver over så store afstande som ude i rummet. 

Helt grundlæggende har vi brug for at kende attituden for at afgøre, om solpanelerne vender mod solen, hvis fartøjet er drevet af solenergi, og om raketmotoren og antennerne peger i den rigtige retning.  

Til det bruger vi stjernekameraer. Så længe vi flyver i vores eget solsystem, bevæger stjernerne sig ikke, fordi de er så langt væk. Kameraerne kan genkende alle stjerner hele vejen rundt, og da vi ved, hvordan kameraet er monteret på rumfartøjet, kan vi afgøre, hvordan fartøjet er placeret i forhold til verdensaltet, når det tager et billede.  

Det er lidt sværere med positionen – altså hvor vi er henne i rummet. 

Mange tror, at vi navigerer i forhold til Jorden, men det dur ikke, for Jorden er jo hele tiden i bevægelse. I stedet bestemmer vi positionen i forhold til vores solsystems tyngdecenter, der ligger tæt på solens overflade. Det er omkring det ligevægtspunkt, alle solsystemets planeter drejer. 

For at finde ud af, hvor vores rumfartøj er henne i forhold til tyngdecenteret, sender vi en radarpuls ud til det, og når pulsen når frem, sender fartøjet den retur til jorden. Når vi kender pulsens rejsetid frem og tilbage, kan vi afgøre afstanden til rumfartøjet. 

Men vi har også brug for at kende den hastighed, fartøjet bevæger sig med. Det måler vi ved doppler-forskydning, som er det fænomen, man oplever, når man bliver passeret af en ambulance under udrykning; lyden har en højere frekvens, når den kører mod dig, end når den kører væk fra dig. 

På samme måde kan vi registrere små ændringer i frekvensen på vores radarpuls og dermed afgøre, hvor hurtigt fartøjet bevæger sig. 

Den sidste faktor til at bestemme positionen er bevægelsen, men den er vi nødt til at integrere os til. Vi laver simpelthen en prikkurve over, hvor fartøjet var i forgårs, i går, i dag og igen næste dag.    

På den måde kan vi altså holde styr på vores rumfartøjs attitude og position og navigere i rummet. Og vi kan gøre det så præcist, at vi uden problemer kan ramme et mål på 1 kilometers penge på en afstand af 60 millioner kilometer, som er afstanden til Mars. 

Og med lidt flere ”luskede” tricks, kan vi faktisk gøre endnu mere præcist, men bestemmelsen af attituden og positionen er det grundlæggende.” 

John Leif Jørgensen er professor ved DTU Space, hvor han er leder af afdelingen for Measurement and Instrumentation. 

 

Hvorfor er sort og hvid ikke farver?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge er det et spørgsmål, som Brian Ø. Birkemose har spekuleret på:

  • Jeg kan forstå, at sort og hvid ikke regnes for at være farver. Men hvorfor er de egentlig ikke det?

Svaret kommer fra fysikeren Malte Olsen fra Niels Bohr Instituttet.

”Det er faktisk to lidt forskellige ting.

Sort er fravær af farve. Når lys rammer en sort overflade, bliver det ikke reflekteret. Man kan sige, at sort opsuger eller kvæler farverne.

Det er helt omvendt med hvid. Det er alle farver, der reflekteres. Hvis man sætter en prisme foran en hvid overflade som eksempelvis et ark papir, vil man kunne se alle regnbuens farver.

Der findes dog ikke noget, der er helt hvidt. I praksis vil de farver, der reflekteres fra noget hvidt, altid være en lille smule forskellige fra andre hvide overflader.

En maler vil nok mene, at både sort og hvid er farver. Men i fysisk forstand er det altså ikke helt rigtigt.”

Malte Olsen er fysiker og lektor emeritus fra Niels Bohr Instituttet (NBI). Han er ansvarlig for NBI’s Fysikleksikon instituttet og redaktør på brevkassen Spørg om Fysik.

Hvorfor er der forskel på underhudsfedt?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Birgit Sørensen:

  • Jeg er sygeplejerske, og det har altid undret mig, at når jeg har skulle stikke i folks arme, er der nogen, der har meget fast underhudsfedt, andre har løst/blødt. Hvordan kan det være?

Vi har bedt om en forklaring fra fedmeforsker Jens Lund fra Københavns Universitet.

”Jeg kan desværre ikke umiddelbart finde en videnskabelig artikel, der beskriver emnet, men jeg har alligevel et par potentielle forklaringer:

Den bedste forklaring i min optik: Fedtceller i sig selv er jo bløde. Mellem mennesker kan der dog være forskel på hvor meget fast og stramt bindevæv, der findes mellem fedtcellerne. Der kan også være forskel på, hvor store fedtcellerne er. Har man relativt meget bindevæv, der omgiver mindre fedtceller, vil ens underhudsfedt sandsynligvis føles mere hårdt, end hvis man har lidt bindevæv, der omgiver større fedtceller.

En mindre sandsynlig ”dameblads”-forklaring: Forskellige typer af fedtstoffer har forskellige smeltepunkter. Mættet fedt har højere smeltepunkter end umættet fedt. Hvis man spiser meget mættet fedt, eller ens krop i højere grad omdanner et energioverskud til mættede fedtsyrer fremfor umættede fedtsyrer, så kan det muligvis påvirke konsistensen af den fedtdråbe, der findes i en fedtcelle – og dermed måske også konsistensen af underhudsfedtet. I den forbindelse kan det nævnes, at mørk chokolade jo er blevet påstået at kunne give fastere bryster og baller. Så vidt jeg ved, er dette dog stadig blot en teoretisk spekulation.”

Jens Lund er cand.scient i humanbiologi og ph.d-studerende ved Metabolismecenteret på Københavns Universitet. Han formidler om fedtvæv og kropsvægt på Instagram og Facebook via profilen ”Adipocæn”.

 

Hvor mange fluer skal en svale have på tanken?

Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste forskere. Hver uge udvælger vi et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.

I denne uge kommer spørgsmålet fra Ove Junne:

  • Hvor mange fluer skal en svale spise for at have energi nok til sit efterårstræk, og flyve helt fra Danmark til Afrika?

Vi har bedt biologen Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening (Birdlife Danmark) om at svare.

”En masse faktorer spiller ind i forhold til svalernes energibehov, når de skal ud på lange rejser. For eksempel har det betydning, om der er tale om en landsvale, der sigter mod det sydlige Afrika, en digesvale, der skal til Vestafrika, eller en bysvale, hvor vinterdestinationen er ret usikker. Og fordi der er forskel i størrelsen på de tre svalearter, er der selvfølgelig også forskel i fødebehovet.

Men man kan godt lave en grov udregning over, hvor meget svalerne har brug for. En svale har generelt brug for 500-1.000 insekter om dagen for at klare sig, og det er uanset, om den er i Danmark eller på træk. Det tager typisk småfuglene tre uger at komme ned til deres vinterområde. Det vil sige 21 dage, hvor de skal indtage 500-1000 insekter. Altså et sted mellem 10.000 og 20.000 insekter, skal der bruges på sådan en rejse.

Men efterårstrækket er slet ikke det tidspunkt, hvor svalerne har brug for mest mad. Det er derimod de 2-3 gange om året, hvor der er unger i reden. Når der er unger i reden i Danmark, skal der hentes yderligere op mod 500 insekter per unge. Så det hårdeste arbejde med at skaffe føde har den faktisk, når der er unger. Det er ligesom med mennesker; de har også brug for flest penge, når børnene bor hjemme.”

Knud Flensted er biolog i Dansk Ornitologisk Forening. Han arbejder bl.a. med naturpolitik, fugle- og naturbevarelse, natur- og artsforvaltning, jagt- og fredningspolitik samt biodiversitet. 

Hos Vid&Sans er det tilladt at undre sig over hverdagens små og store mysterier.

I medlemmer sender os løbende spørgsmål, som I godt kunne tænke jer at få videnskabelige svar på.

Og dem er vi glade for!

Vi sender jeres spørgsmål direkte videre til beredvillige forskere, der sidder klar til at svare – og hver uge kan I læse deres svar.

Har I spørgsmål om stort og småt, som I går og funderer over, så send dem endelig til os på forskerne@vidogsans.dk

Menu