Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.
Denne gang er det Morten Hansen, der har spekuleret over mulighederne for krig “på højt niveau”:
Findes der bevæbnede, menneskeskabte satellitter?
Svaret har vi fået fra professor John Leif Jørgensen fra DTU Spaces afdeling for Measurement and Instrumentation.
”Det korte svar er nej. De fleste nationer – heriblandt Danmark, men endnu vigtigere også USA, Rusland og Kina – har tiltrådt en traktat for det ydre rum, der kræver at rummet holdes demilitariseret. Der er således ingen regulære våben (endnu).
Det lidt længere svar er, at det kommer an på, hvad man mener med bevæbning. For der er flere satellitter, der kan forstyrre andre, for eksempel ved at jamme deres signaler, selvom vi bestræber os på netop ikke at kunne gøre den slags ved selve designet.
Men man behøver faktisk ikke at medbringe et våben ombord på satellitten for, at den kan være farlig! For man skal huske, at satellitter bevæger sig med ca. 8km/s. Ved et sammenstød med en anden satellit – skal vi sige med en relativ hastighed på 10km/s – frigøres en energi på 50 MJ/megajoules for hvert kilo, den mindste satellit vejer. Det er ca. 10 gange mere end det, blot et kilo trotyl/TNT yder. Sådan et sammenstød vil altid være katastrofalt for begge fartøjer. Det er også derfor, man i militære kredse taler om kinetiske ‘kill vehicles’.
Man behøver således ikke at have deciderede våben på satellitten for at skabe ødelæggelse; det er nok, at man vejer lidt. Så teknisk set er selv enhver studentersatellit, som netop vejer et kilo, et formidabelt våben, når den er oppe i rummet.”
–
John Leif Jørgensen er professor ved DTU Space, hvor han er leder af afdelingen for Measurement and Instrumentation.