Vid&Sans bringer læserne i øjenhøjde med nogle af Danmarks skarpeste hoveder. Vi udvælger et læserspørgsmål og sender det videre til en ekspert, der kan give en videnskabelig forklaring.
Denne gang er det Troels Bagger, der har bemærket en ændring i trafikstøjen:
- Hjemme i mit hus kan man på helt vindstille dage høre motorvejen, som er flere kilometer væk. Men vi hører den allermest om vinteren og ikke om sommeren, hvordan kan det være?
Spørgsmålet er sendt videre til lektor Finn T. Agerkvist fra DTU Electro:
”Udbredelsen af lyd udendørs er ret kompliceret, fordi det afhænger af en lang række parametre som vind, temperatur, baggrundsstøj med mere. Og da vi ikke ved præcis under hvilke forhold, spørgeren har oplevet fænomenet, kan man ikke svare entydigt på spørgsmålet.
Hvad angår temperaturen, så stiger og falder lydhastigheden, når det bliver varmere eller koldere. Ved stuetemperatur er lydens hastighed 343 meter per sekund. Når det bliver varmere, stiger den med cirka 0,7 meter i sekundet per grad. Og det samme hvis det bliver køligere, så længe vi ikke taler om temperaturer langt fra stuetemperatur.
En anden faktor er, at temperaturen på en normal dag er varmere nede ved jordoverfladen end højere oppe. Lydbølgen bevæger sig altså hurtigere tæt på jorden, hvilket får lydbølgen til at krumme opad, så lydenergien praktisk talt forsvinder op i luften.
Vinden har naturligvis også betydning. Blæser det, er der typisk mere vind højere oppe end længere nede; modvind sender derfor lyden væk fra jorden på samme måde som for temperaturforskellen, hvorimod medvind vil have den effekt, at lyden krummer nedad og derfor ”slår smut” hen over jorden.
Nogen frekvenser påvirkes også af luftfugtigheden. Det er derfor, at man på afstand tydeligere kan høre bassen, når der er en stor koncert et sted.
Om sommeren er der også typisk mere baggrundsstøj, for eksempel plæneklippere, legende børn og lignende, og derfor kan motorvejsstøjen camoufleres af den lokale baggrundsstøj.”
–
Finn T. Agerkvist er lektor og leder af forskningsgruppen Acoustic Technology ved DTU Electro. Han forsker især i højtalere og støjreduktion.