I denne uge bliver verden klogere på, om Finland og Sverige vil søge om optagelse i NATO.
En eventuel finsk NATO-ansøgning kan komme allerede den 12. maj. I Sverige afventer regeringen en sikkerhedspolitisk analyse, som oprindelig var planlagt til offentliggørelse 31. maj, men som nu er fremskyndet til den 13. maj. Afhængigt af konklusionerne vil en eventuel svensk ansøgning med stor sandsynlighed se dagens lys på denne side af sommerferien eller umiddelbart derefter.
Hvis de to lande beslutter sig for at søge om medlemskab af NATO, vil det være en historisk beslutning – og et brud med århundredgamle sikkerhedspolitiske traditioner.
De to lande har nemlig været alliancefri siden henholdsvis 1814 og 1917.
I både Første og Anden Verdenskrig var Sverige neutral. Og da Norge, Danmark og Island i 1949 besluttede sig for at underskrive Atlantpagten og være med til at stifte NATO, besluttede Sverige og Finland at stå udenfor og opretholde den alliancefrie politik.
200 års svensk neutralitet
Ser man bort fra FN-missioner, har Sverige ikke været i krig siden den svensk-norske krig i 1814, der skulle tvinge Norge ind i en personalunion med Sverige, sådan som stormagterne havde aftalt efter Napoleonskrigene.
Hovedargumentet for ikke at gå med i NATO i 1949 var, at en svensk indmeldelse risikerede at provokere Sovjetunionen, som måske kunne finde på at reagere ved at indlemme Finland i Østblokken. Dermed ville Sverige komme til at grænse direkte op til den kommunistiske blok.
Både Sverige og Finland har hidtil set neutralitetspolitikken som en væsentlig grund til, at Finland kunne overleve Den Kolde Krig uden at blive underlagt mere direkte sovjetisk indflydelse.
Men Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar har ændret situationen radikalt, og efter mange svenske politikeres mening, holder neutralitetsargumentet ikke længere.
Hvis Rusland kan finde på at angribe lande, der ikke er NATO-medlemmer, er der ingen grund til at udsætte sit land for en unødig risiko ved at stå udenfor.
Finland har bitre erfaringer med Rusland
For Finlands vedkommende spiller de historiske erfaringer med Rusland før 1917 også en stor rolle.
Finland var en integreret del af Sverige fra midten af 1100-tallet og frem til 1808. De to lande har således meget historie og kultur til fælles. Men i 1808 blev Finland erobret af Rusland i forbindelse med Napoleonskrigene. Fra 1809 til 1917 var Finland formelt et uafhængigt storfyrstendømme, men reelt en lydstat under Rusland, da det altid var den russiske zar, som var Finlands storfyrste.
I forbindelse med Den Russiske Revolution i 1917 lykkedes det Finland at frigøre sig fra det russiske overherredømme, og i 1920’erne og 1930’erne forsøgte Finland at balancere mellem stormagterne i Europa.
Men i forbindelse med Hitlers og Stalins ikke-angrebspagt den 23. august 1939 (godt en uge før udbruddet af Anden Verdenskrig) blev der lavet en hemmelig tillægsprotokol, hvor Hitler og Stalin aftalte, hvem der måtte erobre hvilke dele af Øst- og Centraleuropa, uden at den anden part greb ind. Her fik Stalin frie hænder til at angribe Finland.
Det gjorde han blot 3 måneder senere, i november 1939. Den finsk-sovjetiske Vinterkrig varede til marts 1940 og endte med, at Finland måtte afstå store områder til Sovjetunionen.
Da Nazityskland og Sovjetunionen kom i krig med hinanden fra den 22. juni 1941, forsøgte Finland – med tysk støtte – at tilbageerobre de tabte områder fra Sovjetunionen. Dette førte til den såkaldte Fortsættelseskrig fra 1941 til1944, som imidlertid også endte med et finsk nederlag.
Store dele af Finland blev ødelagt, dels af selve krigen, dels af de tyske troppers hærgen i forbindelse med tilbagetrækningen i 1944 og de sovjetiske troppers efterfølgende hårde fremfærd imod den finske befolkning.
Et tilbud, man ikke kunne afslå
Efter Anden Verdenskrig indgik Finland og Sovjetunionen i 1948 den såkaldte ”Venskabs-, Samarbejds- og Bistandstraktat” (VSB-traktaten). Initiativet var sovjetisk, og de fleste finske politikere opfattede traktaten som et af den slags tilbud, man ”ikke kan afslå” – i hvert fald ikke, hvis de foretrak at bevare deres demokrati frem for at blive underlagt Østblokkens kommunistiske diktatur.
VSB-traktaten betød, at russerne fik ret til at kræve ”militære og politiske konsultationer” med Finland, hvis der på et tidspunkt skulle opstå en trussel mod Finland, og at et direkte militært samarbejde mellem Finland og Sovjetunionen skulle iværksættes, hvis Finland blev angrebet af en tredjepart.
Reelt betød det, at Finland sandsynligvis ville blive lagt direkte ind under Sovjetunionens kontrol og det finske demokrati suspenderet, hvis en alvorlig sikkerhedspolitisk krise eller en krig skulle bryde ud. VSB-traktaten blev grundlaget for Finlands sikkerhedspolitik fra 1948 og helt frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Når Finland ikke meldte sig ind i NATO i 1949, var det – ligesom for Sveriges vedkommende – for ikke at provokere Sovjetunionen unødigt. Men mange finske politikere er efter 24. februar i år nået til samme konklusion som deres svenske kolleger: Da Rusland under alle omstændigheder kan finde på at angribe europæiske lande, som ikke er NATO-medlemmer (modsat Sovjetunionen under Den Kolde Krig), er det bedre at melde sig ind i NATO end at blive udenfor.
Neutralitet er ikke længere en garanti
Den enkle forklaring på, at både Finland og Sverige har holdt fast i den alliancefrie politik, også efter Den Kolde Krig, er, at den har været en succes.
Men med den nuværende ledelse i Rusland ser erklæret alliancefrihed ikke længere ud til at være en garanti for noget som helst.
Af den grund har mange ændret holdning til NATO-medlemskab i løbet af de seneste par måneder. Det gælder ikke bare politikerne, men også i den brede befolkning. For første gang er der nu et flertal i begge lande for at melde sig ind i NATO.
Hvorvidt de to lande i sidste ende beslutter sig for at gøre det, er en anden sag. Sandsynligheden er stor, men meget kan endnu nå at spille ind på den endelige beslutning. Især vil det formentlig for Sverige være afgørende, hvad Finland vælger at gøre.
Ifølge meningsmålingerne er den svenske befolknings tilslutning til tanken om et NATO-medlemskab nemlig endnu større, hvis Finland også melder sig ind. Dette skyldes dels de gamle historiske og kulturelle bånd mellem Sverige og Finland, dels – og ikke mindst – det svenske ønske om ikke at blive NATO’s yderste forpost i det nordøstlige hjørne af Europa.
Når Norge og Danmark meldte sig ind i NATO i 1949, hang det sammen med de dårlige erfaringer med at forsøge at stå alene som neutrale lande. Under Anden Verdenskrig havde den isolerede neutralitet hverken reddet Danmark eller Norge fra tysk besættelse.
De svenske erfaringer var derimod anderledes, og alliancefriheden under den efterfølgende Kolde Krig opfattes af de fleste svenskere som en succes – indtil nu.
På få måneder er der indledt et historisk opgør med en sikkerhedspolitisk linje, der har mere end 200 år på bagen.
