”Det er min tur”. Sådan sagde den nigerianske præsidentkandidat Bola Tinubu i en tale til sine partifæller i juni 2022. Efter mere end 30 år i nigeriansk politik og med en solid politisk ballast, fandt han det kun rimeligt, hvis han blev landets næste præsident.
Udtrykket ”det er min tur” henviser dog ikke kun til Tinubus personlige magtambitioner. Det er også et vigtigt politisk princip i Nigeria, hvor magten går på omgang mellem de største etniske grupper og politiske partier for at undgå alt for meget splid i landet.
Valget blev afholdt den 25. februar, og vi kan nu konstatere, at Tinubu rent faktisk løb med sejren og efter planen tiltræder præsidentembedet den 29. maj.
Tinubus modstandere taler dog om omfattende valgsvindel, unge vælgere føler sig svigtet, og det diskuteres endnu engang om Nigeria egentlig er et demokrati. Der kan derfor være god grund til at se nærmere på valget og Nigerias politiske system, ikke mindst fordi Nigeria med sine mere end 200 millioner indbyggere og en af Afrikas største økonomier, er et land, som er vigtigt at følge for at forstå hele kontinentets udvikling og fremtid.
En nation af modsætninger
Nigeria har ikke blot en stor, men også en utrolig sammensat befolkning. Der findes omkring 250 etniske grupper med hver deres sprog. I landets nordlige del er flertallet af befolkningen muslimer, og de er langt fattigere og markant dårligere uddannet end tilfældet er det blandt de kristne landsmænd i Sydnigeria. Og netop forskellene mellem nord og syd er afgørende for al nigeriansk politik.
Samtidig har landet tre forskellige retstraditioner; den såkaldte ”common law”, som blev indført af den engelske kolonimagt, den islamiske sharia-lovgivning samt den ”sædvaneret”, som findes hos mange små lokale, etniske grupper.
Der er altså nok af modsætninger i det nigerianske samfund, og problemerne er enorme. Nigeria er et stort olieproducerende land, som har skabt en kolossal økonomisk ulighed med en velhavende elite og en fattig befolkning.
Mere end 40 pct. af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse, godt 30 pct. er arbejdsløse, og mere end 60 pct. er såkaldt ”multidimensionelt fattige” målt på både uddannelse, sundhed og levestandard. Dertil kommer, at inflationen er på over 20 pct., og at landet har en kæmpegæld.
Landets sikkerhedssituationen er også alvorlig. Overalt i landet er der etniske og religiøse konflikter, kriminelle bander florerer, og kidnapninger er blevet en hel industri i stærk vækst. Oven i alt dette er Nigeria rangeret som et af verdens mest korrupte lande og fremstår i dag som en voldsomt fragmenteret og svag stat.
Der er altså nok at tage fat på for den nyvalgte Bola Tinubu.
Politisk system og kolonial arv
Nigeria har eksisteret som stat siden 1914 og var indtil 1960 underlagt den engelske kolonimagt. Da englænderne i 1940’erne og 1950’erne begyndte at planlægge deres tilbagetrækning fra Nigeria, opdelte de landet i tre regioner – Nord, Vest og Øst – som fik hver sit parlament.
Hermed var den regionalisme født, som har formet al nigeriansk politik lige siden, og som har udspillet sig inden for den føderale stat med hovedstad i Lagos og senere Abuja.
De tre regioner blev og bliver stadig domineret at tre etniske grupper – fulanierne i Nord, yorubaerne i Vest og igboerne i Øst - og denne etniske opdeling har altid været afgørende for nigerianeres stemmeafgivning og landets regeringsdannelser. Etnisk identitet er nemlig mindst lige så vigtig som den nationale, og politisk konkurrence foregår normalt mellem etnisk baserede alliancer. Det gælder også for det valg, som netop er overstået.
Siden uafhængigheden har Nigeria haft en omtumlet politisk historie, og indtil 1999 blev landet på skift ledet af en række civile og militære regeringer. Siden 1999 har der dog ikke været et eneste militærkup, og der har været afholdt valg hvert fjerde år på både føderalt plan, til præsident- og vicepræsidentposterne samt Senatet og Repræsentanternes Hus, og på lokalt plan, når de 36 delstater skal udpege guvernører og fylde sæderne i deres parlamenter.
”Det er min tur” - forudsigelighed i nigeriansk politik
Når mange har citeret den nyvalgte præsident Bola Tinubu for at sige ”det er min tur”, har de som regel misforstået ham og udelukkende set udtalelsen som et udtryk for hans personlige magtambitioner. Men det er meget mere end det.
For det første udelader de ofte første del af citatet, som i sin helhed lyder: ”det er yorubaernes tur, det er min tur”, der henviser til Tinubus afstamning, nemlig yorubafolket i det sydvestlige Nigeria.
For det andet udtrykker Tinubus udtalelse et vigtigt politisk princip, som blev aftalt mellem de største politiske partier, da Nigeria vendte tilbage til civilstyre i 1999.
Princippet går ud på, at præsidentposten og andre vigtige politiske embeder skal gå på omgang mellem de forskellige regioner for at forhindre, at de regionale og etniske modsætninger bliver for stærke. Set i det perspektiv handler Tinubus udtalelse altså nok om personlige magtambitioner, men udtrykker i lige så høj grad et ønske om at holde landets potentielle konflikter i ave.
I praksis har Nigeria haft et topartisystem siden 1999. Partierne har godt nok skiftet navne undervejs, men deres substans og bagland har været det samme. Ved valget i februar i år hed de to gamle partier henholdsvis All Progressives Congress (APC), som er Tinubus parti, og People’s Democratic Party (PDP), som havde Atiku Abubakar som præsidentkandidat.
Både Tinubu og Abubakar tilhører den gamle politiske garde, som har styret Nigeria i årtier, og som mange nigerianere i højere grad opfatter som del af problemet end af løsningen i dagens Nigeria.
Nogle taler ligefrem om Nigerias politiske system som et gerontokrati, altså et gammelmandsvælde af en lille politisk elite, hvor magten går på omgang, og hvor de heldige udvalgte er mere interesseret i at berige sig selv end i at løse befolkningens og landets mange akutte problemer.
Peter Obi – fornyelsen i nigeriansk politik
Valget i februar – og lokalvalgene den 11. marts – blev af nogle set som afgørende anderledes end tidligere valg. En nigeriansk iagttager mente ligefrem, at nigeriansk politik var forandret for altid. Og hvad skyldtes så det?
Det skyldtes, at det lille Labour Party (LP) valgte Peter Obi som sin præsidentkandidat. Obi havde held til at lancere sig som de unges kandidat, og som den eneste præsidentkandidat var han kristen og kom fra igbofolket i det sydøstlige Nigeria. Mange håbefulde unge nigerianere satte deres kryds ved Obi og så ham som manden, der langt om længe kunne bryde de gamle mænds dominans og tage landets problemer alvorlig.
Da stemmerne fra valget den 25. februar var talt op, stod det dog klart, at alt var ved det gamle - og så alligevel ikke helt. Tinubus sejr blev godt nok set som udtryk for, at den gamle politiske elite styrede videre som normalt. Men samtidigt var Peter Obis succes stor nok til, at noget nyt måske er på vej.
Tinubu vandt valget med 36,6 pct. af stemmerne, mens Abubakar fik 29,1 pct. og Obi 25,4 pct. Valgdeltagelsen var på 27 pct., den laveste siden 1999, og selve valgprocessen var præget af stedvis valgsvindel og vold. De tabende kandidater kræver nu resultatet omstødt på grund af svindel, men det vil i givet fald være første gang, det sker i Nigeria.
Sammenlignet med tidligere valg var der formentlig mindre svindel i 2023, og der var også mindre vold. Selve valget forløb på mange måder bedre end tidligere valg, men spørgsmålet er, om valget har været en demokratisk succes, når blot 27 pct. af vælgerne mødte op ved stemmeurnerne.
Vindere og tabere?
Det nigerianske valg var altså både forudsigeligt og nyt. At Bola Tinubu vandt præsidentvalget var forudsigeligt i den forstand, at den gamle politiske elite holdt fast i sin politiske magt.
Valget var også en fornyelse, for selv om mange unge er i dag skuffede og frustrerede over valgresultatet, var Peter Obis valgresultat så godt, at det måske kan være begyndelsen på en ny og mere håbefuld politisk æra i Nigeria.
Men hvor nogle ser sprækker af håb i valgresultatet, ser andre nigerianere en teaterforestilling med faste rolle. Den politiske teoretiker Eniola Anyoluwapo Soyemi mener f.eks., at Nigeria er et hult demokrati, og at de formelle valghandlinger udelukkende tjener en snæver elites interesser, som er milevidt fra befolkningsflertallets dagligdag.
Det ser hun bekræftet i den lave valgdeltagelse, og med den afdøde nigerianske politolog Claude Akes ord, mener Soyemi, at de demokratiske valg i Nigeria blot ”demokratiserer magtesløsheden” hos befolkningen.
Håb eller magtesløshed? Det vil de næste fire år nok vise. Uanset hvad, gør vi alle klogt i at følge udviklingen i Nigeria, hvis vi ønsker at forstå hele kontinentets fremtid.
