For to uger siden havde Tænketanken en samtale med lektor i tysk på Syddansk Universitet, Moritz Schramm. Her gav han en status på, hvor Tyskland står efter 16 år med Merkel ved roret, og hvorfor den nye kansler, Olaf Scholz, nu er ved at rykke det ellers så konservative Tyskland mod politisk mod venstre. Igen.
Under interviewet kom Moritz Schramm også med en lidt provokerende udtalelse: At vi i Danmark i det hele taget ikke forstår Tyskland særlig godt. Og han opfordrede os til at bruge vores platform på Tænketanken til at åbne for en bedre samtale om forskellene mellem os og vores store nabo i syd.
Sådan en opfordring til at blive klogere kan vi selvfølgelig ikke sidde overhørig på Vid&Sans! Derfor har Tænketanken inviteret Moritz Schramm igen. Maja Jensen taler med ham om, hvor det er, vi danskere ofte går galt i byen med vores forståelse af tyskerne, og hvad vi kan lære af dem, hvis vi har mod og åbenhed til at lytte efter.
Det er en samtale, som starter ganske aktuelt. For i år er det 80 år siden Wannsee-konferencen blev afholdt- det møde, hvor den tyske nazitop med Reinhardt Heydrich i spidsen, besluttede sig for at påbegynde en systematisk udryddelse af Europas jøder. Og ifølge Moritz Schramm er det her, i den betændte og ubehagelige nazifortid, mange af misforståelserne mellem Danmark og Tyskland har sin rod. Nazitiden er nemlig stadig med til at forme den tyske selvforståelse og opfattelse af demokrati i dag – men ikke på den måde, vi danskere tror.
Lyt til Tænketanken og bliv klogere på nazitidens betydning for tyskernes forhold til EU, til flygtninge og indvandrere, til demokrati og historie i det hele taget.