”Også et spørgsmål om moralsk lederskab”. Sådan sagde daværende partiformand Svend Auken, da Socialdemokratiet i slutningen af 1980’erne stod i en tilspidset intern konflikt om flygtninge- og indvandrerpolitik.
Det nye udlændingetema opdelte partiet i to fløje, og de konflikter, der fulgte, havde nær splittet partiet i to uforenelige fraktioner.
På den ene fløj stod Ishøj-borgmester Per Madsen flankeret af formand for partiets interne indvandrerudvalg Vibeke Storm Rasmussen. De talte indenfor rammerne af en national velfærdsstat og pegede på behovet for en målrettet og statsligt kontrolleret integrationsindsats kombineret med begrænsninger af antallet af nytilkomne flygtninge, indvandrere og familiesammenførte.
På den anden stod partiets folketingsgruppe under ledelse af partiformand Svend Auken. Han ræsonnerede ud fra tidens dominerende menneskerettighedslogik og mente, at et velstående land som Danmark burde modtage det antal flygtninge, som verdenssamfundet havde brug for. Det var udelukket at tale om bl.a. kvoteordninger og andre begrænsninger.
Konfliktniveauet mellem de to fløje i partiet var skyhøjt – faktisk så voldsomt, at et medlem af partiets indvandrerudvalg endte med at trække sig fra arbejdet med at formulere en socialdemokratisk udlændingepolitik:
”Det er med stor beklagelse at jeg må meddele dig [Svend Auken] og Hovedbestyrelsen at jeg ikke længere føler, at jeg kan holde til at deltage i dette udvalgsarbejde. Mediefremstillingen af udvalgsmedlemmerne i retning af beskyldninger for racisme har været for belastende, idet jeg […] ikke kan acceptere en sådan udlægning af vores rapport – vedhæftet os af enkelte af partiets MF’ere. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, jeg skulle opleve ovennævnte beskyldninger mod os i udvalget, hvilket har været bittert at opleve” (citat fra anonymiseret brev til socialdemokratiets hovedbestyrelse og partiformand Svend Auken, 17. november 1987)
Det har ofte været et kendetegn ved udlændingepolitiske debatter, at konfliktlinjerne bliver trukket hårdt op og kan føre til splittelser mellem meningsfæller.
Internt i Socialdemokratiet førte emnet da også til anklager om naiv pladderhumanisme, om manglende humanisme og endda racisme. Tonen var hård.
Og dét har den faktisk været lige siden når talen er faldet på integrations- og udlændingepolitik.
Siden 00’erne har udlændingepolitik været et af de vigtigste emner for de danske vælgere. Og selvom temaet under dette folketingsvalg er blevet overhalet af klima, sundhed og sikkerhed, kan tørklæder i hjemmeplejen, asylcentre i Rwanda og utryghed i udefinerbare vaskekældre stadig trække overskrifter og dele de folkelige vande og politiske mandater.
For lige præcis dét emne udfordrer den socialdemokratiske grundidé om en velfærdsstat, der har plads til alle og garanterer lige rettigheder og muligheder for alle borgere uanset køn, klasse og etnicitet. For gør den nu også det?
Socialdemokratismens guldalder
Den nordiske model, herunder også den danske velfærdsstat, var lige fra begyndelsen et system af sociale ydelser og services for alle, fra alle - formidlet af staten. Et system, som de nordiske sociale demokratier stod fadder til gennem flere epoker i det sidste århundrede.
Først med den gradvise adskillelse af de såkaldt ’værdige trængende’ fra det fattighjælpssystem, der kendetegnede socialstaten ved det 20. århundredes begyndelse.
Dernæst med 1930’ernes store sociale reformer. I Danmark gennemførte statsminister Thorvald Stauning f.eks. socialminister K.K. Steinckes store socialreform ved det berømte Kanslergadeforlig. Og i nabolandet realiserede partifællen Per Albin Hansson tilsvarende reformer med tanken om det svenske ”Folkhem” som dominerende idé: Der skulle sikres sociale rettigheder, frihed og lige muligheder for alle svenskere i socialdemokraternes hjem for folket.
De sociale demokratiers principper om frihed fra nød, lige rettigheder og stærke fællesskaber satte sig markante aftryk i de nordiske samfund, hvor den særlige variant af velfærdsstaten – den universalistiske – kom til at forme tilværelsen for høj som lav.
Efterkrigstidens store socialdemokratiske visioner for Fremtidens Danmark blev på samme måde delvist realiseret gennem brede kompromisser. Det skete f.eks. med indførelsen af folkepension i 1957. I Danmark og Norden stod de sociale demokratier stærkt og repræsenterede noget nær 50% af vælgerne.
Både socialdemokraten Jens Otto Krag og hans svenske partifælle Tage Erlander stod således i spidsen for sociale demokratier, der brugte efterkrigstidens massive økonomiske vækst til at udvide velfærdssystemet og de rettigheder, der hørte til. Årene fra 1958-1973 er derfor også med rette blevet betegnet som velfærdsstatens – og Socialdemokratiets – guldalder.
Hvem er’alle’?
Men globaliseringens tredje bølge fra 1960’erne udfordrede idéen om den brede velfærdsstat. Med stigende mobilitet blev det gradvist vanskeligere at fastholde en fælles forståelse af kategorien ”alle” i de nordiske folkehjem, uden at definere denne kreds mere præcist. For hvem er ’alle’ i en verden, hvor kapital, varer, arbejdskraft og mennesker bevæger sig med stigende hast i voksende antal over større geografiske afstande end nogensinde før – mens statens fysiske grænser forbliver de samme?
Er det statsborgerskabet, der skal afgøre, om man er med i gruppen af ”alle”? Er det den permanente opholdstilladelse? Er det FNs flygtningekonvention, som Danmark ratificerede den 8. april 1951, hvormed de sikrede flygtninge lige vilkår med asyllandets øvrige borgere?
Disse helt grundlæggende spørgsmål blev sat til diskussion i løbet af 1960’erne og 70’erne indtil emnet fra 1980’erne skiftede gear og blev et af de hotteste og mest ømtålelige temaer i dansk politik.
1980’ernes værdikamp
Debatterne om den danske udlændingepolitik begyndte for alvor i andel halvdel af 1980’erne. Og her gik bølgerne højt i spørgsmål om flygtninge og indvandrere. Det handlede dels om, hvad man mente, dels om, hvem, der mente hvad, og hvad man kunne tillade sig at mene.
De parti-interne diskussioner om Socialdemokratiets udlændingepolitik udspillede sig i en periode, hvor udlændinge og flygtninge blev et nyt værdipolitisk tema, som alle politiske partier måtte forholde sig til. Derfor kom de første særlige programmer og partipolitiske svar på udlændingespørgsmålet i netop disse år.
Det gav anledning til, at nye konfliktlinjer blev etableret mellem partierne. For nu skulle de ikke kun lægge politisk kabale ud fra en fordelingspolitisk akse. Fremover skulle de også tage hensyn til den nye værdipolitiske skillelinje, som kom til at betyde stadig mere for muligheden for at indgå kompromisser og gennemføre reformer – især på velfærdsområdet.
1980’erne var værdikampenes årti og synliggjorde, at politik nok handler om at identificere problemer og løsninger, men i lige så høj grad handler om følelser, etik og moralsk lederskab.
Det blev særligt tydeligt, da udlændingetemaet gjorde sit indtog i dansk politik. For med det emne måtte alle partier forholde sig til, at Danmark ikke var en ø, men spundet ind i internationale relationer med de forpligtelser, der nu engang fulgte med.
Det handlede ikke alene om, at Danmark repræsenterede en såkaldt gylden middelvej i en verden, der endnu var opdelt i liberal kapitalisme på den ene side og kommunistisk planøkonomi på den anden.
Det handlede også om, hvorvidt den gyldne middelvej i skikkelse af en stor, omfordelende og omsorgsfuld velfærdsstat bygget på kapitalismens grundlæggende vækstprincipper skulle være en lukket, national container.
Alle skal have lige muligheder
Socialdemokratierne i både Danmark og de øvrige nordiske lande blev kastet ud i den ene principielle debat efter den anden i disse år, der også var præget af høj inflation og kartoffelkure. Kunne Per Albin Hanssons folkehjem rumme midlertidige medborgere? Kan den danske velfærdsstat fungere i en multikulturel virkelighed?
I Anker Jørgensens sidste år som formand for Socialdemokratiet støbte han det ideologiske fundament for debatten og påpegede, at mennesker ikke skal kastes ud over afgrundens rand fordi de er i en udsat position. Det skal ikke gøre nogen forskel, påpegede han, om man er ”sort, hvid eller rød”. Alle, uanset køn, klasse og etnicitet, skal have lige muligheder, og staten er det virkemiddel, der skal begrænse uligheder. Det kunne alle socialdemokrater enes om.
Det vanskelige var imidlertid at afgøre, om en restriktiv adgangspolitik var en nødvendig forudsætning. Det mente en ganske højtråbende gruppe socialdemokrater i 1980’erne.
Men den brede kreds af socialdemokrater inklusive ledelsen fastholdt dog, at en såkaldt humanistisk flygtningepolitik var en afgørende komponent i det socialdemokratiske idégrundlag.
Danmarks internationale ansvar var lige så afgørende som at fastholde principper om lige muligheder og lige rettigheder, mente de. Og den linje fastholdt både Svend Auken, Poul Nyrup og til dels Mogens Lykketoft i årene fremover.
Retfærdig og realistisk?
Knap tre årtier efter Socialdemokratiets store interne opgør om udlændinge og flygtninge, udsendte partiet i 2018et nyt udlændingepolitisk program. De kaldte det retfærdig og realistisk.
Det gav anledning til fornyet debat om socialdemokratismen. Særligt valget om at oprette asylcentre udenfor Europa blev fremhævet som en markant højredrejning af det gamle arbejderparti.
Og de aktuelle forhandlinger om at oprette flygtningemodtagelsescentre i Rwanda giver fortsat anledning til kritik. Den markante vending giver anledning til undren, for hvad er der mon sket med det sociale demokrati i det 21. århundrede? Har det ideologiske kompas roteret?
Udlændingetemaet har rumlet i årtier og i flere omgange været et afgørende valgtema. Med det ny program, der tog livtag med både integrations- og adgangspolitik, var der fra 2018 lagt en klar socialdemokratisk linje i udlændingepolitikken.
En linje, der bl.a. omfattede rettigheder og pligter, reguleringer af adgang til at tage ophold i Danmark, et endegyldigt opgør med resterne af den multikulturelle linje og en ny model for asylsagsbehandling.
Helle Thorning Schmidt åbnede døren for Mette Frederiksen
Socialdemokratiets program fra 2018 var på flere måder et forsøg på at svare på fortidens mange spørgsmål og uforløste dilemmaer i udlændingepolitikken.
På Anker Jørgensens tid tog udlændingetemaet form, og omdrejningspunktet for debat var dengang dels, hvordan man med velfærdsstaten som virkemiddel kunne sikre lige muligheder i et multikulturelt og pluralistisk samfund. Dels om, og ikke mindst hvordan, man skulle håndtere det stigende antal asylansøgere og flygtninge.
De spørgsmål stod fortsat centralt, da Svend Auken blev formand i 1987 og de fik en endnu mere fremskudt position på den politiske dagsorden, da Poul Nyrup Rasmussen i 1993 vandt formandsvalget og blev statsminister i den første socialdemokratiske regering i mere end ti år.
I Nyrups tid så en ny politisk konfiguration dagens lys. Det skete med dannelsen af det nationalkonservative Dansk Folkeparti, som samstemmende med Fremskridtspartiet var imod indvandring. Til forskel fra Glistrups protestparti var DF dog tilhænger af en form for skattefinansieret velfærdsstat – en selektiv velfærdsstat, kan man sige.
Nyrup måtte således navigere i nyt farvand med et højrefløjsparti, som hentede stemmer fra socialdemokratiske kernevælgere netop i spørgsmålet om udlændingepolitik. Da Helle Thorning Schmidt blev formand i 2006 og fem år senere blev statsminister, slog hun ind på en mere restriktiv linje i adgangspolitikken.
Det gav igen interne konflikter og ekstern kritik. Men Helle Thorning Schmidt havde med lancering af bl.a. et pointsystem i makkerskab med SFs Villy Søvndal åbnet for, at Socialdemokratiet kunne tage et skridt mod de borgerlige partier i udlændingespørgsmålet. Mette Frederiksen stod dermed på skuldrene af sin forgænger, da hun efterfølgende i klare vendinger markerede, at socialdemokratiet var garant for en såkaldt stram udlændingepolitik.
Udlændingepolitikken rokker ved kernen
Socialdemokratiet stod nu fast på en mere restriktiv linje i udlændingepolitikken – også under flygtningekrisen i 2015. Her stemte Socialdemokratiet for den meget omdiskuterede og internationalt kritiserede smykkelov. Men heller ikke ved denne lejlighed blev en restriktiv udlændingepolitik accepteret uden fornyede partiinterne konflikter.
Ved afstemningen om Smykkeloven brød Mette Gjerskov f.eks. partidisciplinen og stemte imod loven og sin folketingsgruppe. Det fik ikke overraskende konsekvenser for hendes karrieremuligheder og position i folketingsgruppen.
Men hendes og andre tilsvarende aktioner vidner om, at udlændingepolitik for alvor kan få socialdemokratiets tillidsrepræsentanter op af stolene. Det er et emne, der kan få alvorlige konsekvenser ved folketingsvalg, for vælgerne har været optaget af det siden midten af 1980’erne og har stemt efter det siden 2001-valget.
Men samtidig er det også et emne, der om noget rokker ved selve kernen af det sociale demokrati og kampen for lige muligheder uanset baggrund. Det udfordrer nemlig idéen om at begrænse ulighed og kæmpe for et samfund, hvor få har for meget og ingen for lidt.
Men har socialdemokratiet nu forladt sit gamle ideologiske fundament? Nej, egentlig ikke.
For ideologier har altid været smidige og tilpasningsdygtige størrelser, og det gamle arbejderparti har netop forholdt sig ideologisk til forskellige tiders skiftende virkeligheder. Lige præcis dét demonstrerer denne tour de force gennem 100 års socialdemokratisme og nedslag i det mest ømtålelige emne af alle: flygtninge og udlændinge.
Der har siden 1980’erne været socialdemokratiske stemmer, der talte for henholdsvis imod en restriktiv adgangspolitik. I nogle perioder har den ene fløj sejret, i andre har den modsatte linje domineret.
Fælles for hele perioden er imidlertid, at ideologi handler om moral. Som Svend Auken konstaterede under de intense udlændingedebatter i 1980’erne er politik derfor altid også ”et spørgsmål om moralsk lederskab”.
