Modstanden mod den russiske invasion i Ukraine er stærkere, end nogen havde regnet med. Mens flygtninge strømmer ud af landet, er der også trafik den anden vej: I hele Europa forlader ukrainere, der arbejder i udlandet, deres arbejdspladser og familier og kører mod hjemlandet for at kæmpe.
Men hvor kommer denne nationalfølelse fra – i et land, der kun har 30 år på bagen, og som flere gange har været tæt på kollaps på grund af korrupte ledere? Vid&Sans har spurgt Jakob Tolstrup, der forsker i den politiske udvikling i de post-sovjetiske stater, inklusive ukrainsk og russisk udenrigspolitik.
1. Hvad har formet ukrainernes nationalfølelse?
”I nyere tid har Ukraine ikke en lang historie som selvstændig stat, men faktisk strækker deres omtumlede historie sig helt tilbage til 800-tallets Kijevrus-rige. Her var Kyiv hovedstad for en statsdannelse, som også inkluderede områder i Rusland, og russerne opfatter dette rige som det første egentlige Rusland. Nogle af de vestlige egne i Ukraine har siden hørt under Det Østrig-Ungarske Rige, Tjekkoslovakiet og Rumænien, og de har altså ikke oplevet den brutale kollektivisering af landbruget og udryddelsesregimet under Stalin. Men fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem til 1991 var hele landet under sovjetisk kontrol.
Mens den vestlige del af landet har historiske rødder stærkere forankret i Europa, er der i nogle af de østlige og sydøstlige egne af landet, eksempelvis Donbas og Krim, stærke russiske rødder. Den store midterste del af Ukraine er mere blandet, men består primært af ukrainsk-talende.
Men skillelinjen mellem russere og ukrainere i Ukraine er blevet markant mindre i det seneste årti. Eksempelvis er andelen af pro-russiske parlamentarikere i den ukrainske Rada faldet drastisk, efter at Putin annekterede Krim i 2014 og gik ind og bidrog til at etablere Folkerepublikkerne Luhansk og Donetsk. Siden har borgerne i disse områder ikke kunnet stemme i Ukraine. Det betyder, at pro-russiske parlamentarikere har haft betydeligt sværere vilkår. Putins militæraktioner har altså reelt afskåret ham fra at have politisk indflydelse i Ukraine, og det ukrainske parlament er blevet langt mere vestligt orienteret.
I 1991 stemte 90 pct. af ukrainerne for selvstændighed (se også Vid&Sans' kort over afstemningsresultatet i 1991, red.). Men de fik den værst tænkelige overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi med heftig korruption, høj inflation, elendig økonomisk ledelse og en elite, der groft udnyttede landet. Også dengang var spørgsmålet om, hvorvidt man skulle vende sig mod Vesten eller mod Rusland, en varm kartoffel. Men det var primært en tid, hvor politik blev drevet af grådige politikere og lyssky forretningsmænd, som udelukkende melede deres egen kage og politiserede identitetsspørgsmålet, når det var opportunt for deres egne interesser.
Samtidig søgte flere andre tidligere sovjetrepublikker og østbloklande ind i EU: Baltikum, Polen, Ungarn. For ukrainerne blev EU det forjættede land med velstand og økonomisk sikkerhed. Og mange ukrainere følte, at toget mod EU var kørt, og at man var blevet efterladt på perronen.
Både ved Den Orange Revolution i 2004 og opstanden i 2013-14 var der omfattende folkelige protester mod korrupte magthavere. Begge gange blandede Rusland sig – og der er ret stærke indikationer på, at det var det russiske FSB (det tidligere KGB), der i 2004 forgiftede lederen af den ukrainske opposition, Viktor Jusjtjenko - nogle husker måske hans voldsomt arrede ansigt.”
2. Hvad er effekten af de to opstande?
”Ukrainerne har lært, at det nytter at gøre modstand. I 2004 var der massive demonstrationer, og det lykkedes at stoppe et fingeret valg, der skulle bringe den russisk-støttede Janukovitj til magten. Ved et omvalg blev det til en kneben sejr til Jusjtjenko.
Senere kom Janukovitj til magten alligevel, og han havde nær kørt landet i sænk i korruption og var i færd med at bygge grundpillerne til et egentligt diktatur. Men da han i 2013 vælger at sige nej til en associeringsaftale med EU, opstår der voldsomme demonstrationer og gadekampe, og det ender med, at han flygter ud af landet. Det lykkes altså at smide tyrannen på porten og forpurre planen om at vende landet i retning mod Rusland. Igen havde folkelig modstand vist sig at være ganske effektiv.
Ukraine er et land, der har været under konstant pres, både indefra fra korrupte politikere og styrtende rige oligarker, der ikke nødvendigvis ville landets bedste, og udefra – fra Rusland.
Valget mellem det vesteuropæiske og det russiske har været aktuelt hele vejen gennem den nyere historie. Siden 2014 er opbakningen til EU- og et Nato-medlemskab steget, hver gang Rusland har strammet skruerne. Den nuværende præsident Volodymyr Zelenskij gik ligefrem til valg på, at inden hans præsidentperiode er ovre, er der sendt ansøgning til EU og Nato om medlemskab. Det første er jo sket nu.”
3. Hvad tror du giver næring til ukrainernes modstand?
”Oplevelsen af, at de har været igennem stærke folkelige protester med demonstrationer og gadekampe flere gange før. De har oplevet, at det virkede og fik en konsekvens. Det betyder, at de har opøvet noget organisatorisk, der fungerer – og ikke mindst har de vundet en stærk kampmoral. Ukraine har en lang tradition for at gøre modstand.
Desuden er de drevet af et inderligt ønske om bedre socioøkonomiske vilkår. Mange ukrainere har bånd til andre europæiske lande og ved, hvordan vi lever, fordi de enten selv har arbejdet her eller kender nogen, der er rejst ud for at arbejde – også her til Danmark. De har, modsat russerne, ikke levet i en propaganda-osteklokke i de sidste årtier, og de sætter tydeligvis pris på den frihed. For mange ukrainere er der altså virkelig noget at kæmpe for.”
4. Hvis Rusland vinder krigen – hvad sker der så?
”Ja, det er spørgsmålet. Hvis Putin besætter landet, vil han få alvorlige problemer, for hvordan vil han tøjle et folk, der gang på gang har rejst sig i massive folkelige demonstrationer? Ukrainerne har længe haft omfattende ytringsfrihed – dvs. de er ikke vant til, at man skal passe på, hvad man siger. Hvem skal Putin få til at slå ned på eventuelle demonstrationer, kritiske medier eller opsætsige civilsamfundsorganisationer? Læg dertil de mange bevæbnede folkemilitser. Det bliver ikke ukrainsk politi eller militær, der vil udføre de upopulære opgaver. Hvis Putin vil have kontrol, vil det kræve, at Rusland konstant er til stede som besættelsesmagt. Det er spørgsmålet, om han i sidste ende kan og vil det.
Det Ukraine, vi ser i dag, har gennemgået markante forandringer siden 1990’erne. Det har en langt mere velfungerende markedsøkonomi og et mere velfungerende demokrati, og leveforholdene er blevet bedre. Ganske vist har de haft semi-diktatoriske ledere, men de har ikke oplevet et virkeligt diktatur. Ukrainerne har kunnet sige, hvad de ville, uden at komme i fængsel, og de har kunnet organisere sig i foreninger. Det giver en grobund for det sammenhold, vi ser nu. Den frihed vil de – ser det ud til – gå langt for at forsvare.”
