”Danmark er verdens mindst ulige land.” Eller: ”Der er kæmpe afstand mellem rig og fattig i Danmark.” Begge udsagn kan man læse i kommentarsporet under Vid&Sans’ artikler på Facebook - og såmænd i mange andre diskussioner. De to fløje i debatten taler forbi hinanden, og det er der en god grund til.
Kigger man nærmere på tallene, ser begge udsagn nemlig ud til at være sande. Konklusionen afhænger af, om man måler ulighed i indkomster eller ulighed i formuer.
Indkomstulighed er den mest gængse måde at måle ulighed på, som regel udtrykt igennem den såkaldte Gini-koefficient, der udregner uligheden matematisk på en skala fra 0 til 100. Tjener alle i landet præcis det samme, er den 0 – tjener én person i landet alle pengene, så er den 100.
Målt på denne måde ligger Danmark solidt blandt verdens allermest lige lande sammen med vores naboer, der også har høje indkomstskatter og velfærdssystemer, der omfordeler pengene, før de havner i borgernes hænder. Men ser man på formue-uligheden, der også måles som Gini-koefficient, træder et helt andet billede frem.
Pludselig bryder vores egalitære selvbillede sammen, og Danmark melder sig ind blandt de allermest ulige samfund i hele verden, igen sammen med Sverige og Holland. Dyk selv ned i kortets simple sammenhæng, før vi tager den forvirrende forklaring.
Det skal siges, at formue-tallene rummer en langt større usikkerhed end indkomst-tallene. Det vender vi tilbage til. Af den grund skal man skal ikke lægge alt for stor betydning i den helt præcise rangering. Men under alle omstændigheder er Danmark langtfra en bastion for lighed, når man ser på formuerne.
Uligheden har vi også beskrevet før i en artikel om, at værdistigninger på ejendom er den store ulighedsmaskine i Danmark. Ejendom er som bekendt en form for formue og ikke indkomst.
Den artikel forklarer også, hvorfor formue-uligheden generelt er højere end indkomst-uligheden. For mens skatten på arbejde i Danmark er blandt de højeste i verden, så blev formueskatten afskaffet i 1997, ejendomsskatterne er relativt lave, og gevinsten på boligers værdistigninger er helt skattefri.
Andre forklaringer er mindre håndfaste, men et kig på kortet giver et praj. Lav indkomst-ulighed er mest udbredt i velstående, stabile, europæiske demokratier – hvad enten det skyldes, at styreformen fremmer ligheden, eller at ligheden fremmer styreformen. Formue-ulighed er til sammenligning mere, ja, ulige fordelt.
Nogle studier har peget på, at formue-ulighed typisk har langt dybere historiske rødder end indkomst-uligheden, og andre fremhæver, at formue-ulighed ikke ser ud til at være lige så stor en forhindring for, at samfund opleves som velfungerende og retfærdige, som indkomst-ulighed er.
Formuer kan være gigantiske og bliver typisk i familien, nogle gange i århundreder, mens de højeste indkomster sjældent kan måle sig med familieformuer. Og i det omfang de går i arv, sker det mindre direkte.
I de fleste lande er formue-uligheden både langt højere og mere fastlåst i familiedynastier end indkomsterne. Kort sagt sidder en lille gruppe på en meget større del af verdens rigdom end verdens indkomst.
I Sverige ejer Wallenberg-familien f.eks. virksomheder til sammenlagt over 600 milliarder kr. og bidrager dermed til landets tårnhøje formue-ulighed uden at få udbetalt ret meget i løn og dermed påvirke Sveriges ret jævnt fordelte indkomster.
Den sammenhæng kan også være med til at forklare, hvorfor formue-uligheden varierer så meget mere end indkomst-uligheden.
Stor forskel på tallenes træfsikkerhed
Tallene for formue-ulighed er indsamlet og gennemregnet af Credit Suisse Research Institute og udgives jævnligt i deres Global Wealth Report, som primært kortlægger verdens velstand og de velståendes udvikling og bevægelser.
Resultaterne – også Gini-koefficienterne – varierer en del fra år til år, og Danmark ligger f.eks. ikke altid så skidt til som i dette datasæt fra 2019, men er dog heller aldrig blandt de mest lige. De skiftende tal har to forklaringer: Usikkerhed og reelle variationer.
For det første er formuer – særligt de meget store af slagsen, der kan være gemt i et virvar af virksomhedskonstruktioner – notorisk svære at holde styr på i sammenligning med indkomster, som er sværere at skjule for skattemyndighedernes øjne.
For det andet er der naturligt en langt større variation i formuers størrelse fra år til år, mens lønninger i sammenligning holder sig meget stabilt. Udsving i boligpriser og aktie- og obligationskurser kan på ét år påvirke størrelsen af befolkningens formuer, der typisk er bundet i huse og pensionsopsparinger.
De allerrigestes formuer svinger endnu mere vildt, og fordi nogle få superrige sidder på superstore formuer, skal der mindre til at flytte tallet. Går det dårligt for Lego, kan det med et snuptag barbere 100 milliarder kr. af Kirk-familiens formuer. Og når flere af Norges milliardærer i disse år flytter ud af landet af skattemæssige grunde, kan det også påvirke tallet.
Indkomst-ulighed før og efter skat
Indkomst-ulighed regnes stort set altid efter skatter og overførsler, og Danmarks høje skatter og store overførselsindkomster er en stor del af grunden til, at vi har så lav ulighed i indkomster.
Tal for indkomstulighed før skatter og overførsler eksisterer kun for nogle OECD-lande og viser, at Gini i Danmark ville ligge omkring 45. Det er nogenlunde lige sammenlignet med andre lande uden at skille sig ud.
Målt før skatter og overførsler tæller pensionister, syge, studerende og arbejdsløse f.eks. alle for en indkomst på 0, mens alle lønindkomster tæller højere svarende til trækprocenten. I den sædvanlige regnemetode vil en dagpengemodtager f.eks. tælle for ca. 15.000 kr. og en studerende på SU for ca. 5.000 kr. i indkomst efter skat.
