VM i Qatar har været en gigantisk mediebegivenhed. Det vil ikke kun blive husket for at have samlet hele verden om boldspillet, men også for protester imod korruption, udbytning af migrantarbejdere og værtslandets holdning til LGBT+-personer – for blot at nævne nogle af de mest kontroversielle emner.
Danmark deltog på trods, men Kasper Hjulmands trup af danske helte bidrog ikke til videreførelsen af en nordisk saga om vikingers erobringer i fremmede lande. Allerede efter de indledende runder måtte danerne rejse æreløse hjem fra et mislykket fodboldtogt under fremmede himmelstrøg.
I mere end tusind år har boldspil ellers været på programmet i det høje nord. Og selvom boldspil dengang handlede en del om skallesmæk og holmgang, rimede det også på magt, penge, prestige og ønsket om udødelighed – akkurat som i dag.
Bold-leg og brætspil
Det er ikke et nyt fænomen, at sportsbegivenheder nyder stor popularitet og bliver mødt med entusiasme. Antikkens olympiske lege er ét velkendt eksempel, men her i Norden kan vi nu også være med.
De islandske sagaer fra 1200-tallet er nemlig spækket med beskrivelser af sportskonkurrencer, særligt boldspil, men også svømning, brydning og hestekampe, og i ny og næ en konkurrence eller to i bueskydning. Der var også de mere eksotiske idrætsgrene, f.eks. kastning med dyrehuder og tørv. De var opfindsomme, de islændinge.
Det oldislandske ord for boldspil – knattleikr - betyder helt bogstaveligt ’bold-leg’. Ordet ’leg’ blev også brugt om andre sportsgrene, f.eks. svømning, og dækkede tillige brætspil, musik og akrobatiske tricks. Ordet havde faktisk så bred en betydning, at det ligefrem kunne bruges om magiske kunster og rituelle handlinger.
Et beslægtet ord er iþrótt – og dét genkender vi i det danske ord ’idræt’. Det oversættes bedst som ’færdighed’. Ligesom ’leg’ betegnede det en bred vifte af fysiske færdigheder, bl.a. ridning, svømning, skydning, roning, brydning og løb. Men det dækkede også kunstneriske talenter som digtning og harpespil - og såmænd også de mindre raffinerede idrætter som evnen til at spise eller drikke meget og hurtigt.
Kvinder på sidelinjen
Det er småt i sagaerne med detaljer om selve boldspillets regler og udstyr. Men kampene var organiserede begivenheder, der fandt sted på særlige steder og bestemte tidspunkter og som – ideelt set – fulgte visse regler. Legene foregik enten på sommerens sletter eller vinterens tilfrosne søer.
Boldspillet var en relativ demokratisk sportsgren, som samlede deltagere og tilskuere med forskellig alder, social status og køn. Ifølge Egils saga kunne mænd, kvinder, husfolk og børn fra forskellige områder samles til en begivenhed, der udspandt sig over flere dage, og hvor der også blev arrangeret lege for børn. Andre gange opstod en sportskonkurrence mere spontant.
Vores tids kvindefodbold har ikke et forlæg i sagaerne, og der er ikke eksempler på, at kvinder deltog aktivt i boldspillet. Men – i modsætning til i nutidens Iran, hvor kvinder indtil for nylig har været forment adgang til fodboldkampe – var kvinder faktisk til stede som tilskuere.
I Halfreds saga fulgte en gruppe kvinder med i boldspillet fra en skråning ved siden af banen. Da en spiller skød bolden op til dem, gemte Valgerd bolden under sin kappe og bad den, der havde sendt bolden afsted, om at komme og hente den. Skytten, Ingolf, bad da de andre om at spille videre - og satte sig straks hos den bramfrie Valgerd, som han talte med resten af dagen.
Legene var et sted, hvor især mænd kunne fremvise deres færdigheder og talenter, men også et offentligt rum, hvor kønnene kunne mødes og fordybe sig i andet end sport.
Inkarnerede fans og temperamentsfulde spillere
Der foregik ofte noget ekstraordinært under disse saga-stævner. Skalle-Grim fra Egils saga levede efter sigende i årtierne omkring år 900, og ifølge fortællingen gik han højt op i styrkeprøver og lege - og i at debattere dem begge. Han må være en af Nordens første boldfans.
Det bemærkes også i sagaen, at boldspil var almindelig praksis på Skalle-Grims tid. Som udøvende idrætsmand kan han dog ikke betragtes som et eksempel til efterlevelse. Han var en dårlig taber og kunne ikke styre sit temperament. Faktisk blev den aldrende Skalle-Grim i en boldkamp så vred, at han kastede sin unge modstander til jorden med så stor kraft, at han knuste den unge spillers knogler.
Skalle-Grims søn, Egil, var også aktiv sportsudøver, og han deltog både i brydning og boldspil. Boldspillet var dog ikke fodbold, som vi kender det i dag, men derimod en sportsgren, hvor spillerne brugte et solidt boldtræ.
Egil var allerede med til sit første stævne, da han var syv år. Heller ikke i Island falder æblet dog langt fra stammen, og i sin debutkamp tæskede han en af de andre spillere med boldtræet, så de andre drenge måtte jage ham ud af banen. Der kræves generelt en vis disciplin af sportsudøvere. I Ørboernes saga kunne den unge mand Tord ikke spille med sine jævnaldrende på grund af sit hidsige temperament.
De gule og røde kort i Qatar hjælper med disciplineringen af nutidens spillerne, og det er ret så sjældent, at boldspillet rimer på tørre tæsk og brækkede knogler. Væltede VAR-monitorer accepteres dog ikke, ej heller tumult og skub til modstandere, som vi så det i kampen mellem Argentina og Holland, hvor der blev uddelt rekordmange advarsler.
Politiseret boldspil
Selv om VM i Qatar har været behæftet med skandaler, har nationer fra hele verden stillet op. Kendte danske fodboldprofiler som Nadia Nadim, Brian Laudrup og Peter Schmeichel har endda reklameret for begivenheden og medvirket som kommentatorer.
Flere har forsvaret deres deltagelse med, at politik og sportsbegivenheder er to forskellige ting. Men den holdning kan diskuteres. VM-historien er rig på eksempler, hvor storpolitik har dannet et relief for kampene, og i Qatar må opgørene USA-Iran og Frankrig-Marokko unægtelig siges at have haft en ekstra dimension set i lyset af nationernes politiske fjendskab og komplekse kolonihistorie.
Skal vi tro på sagaerne, var sport og politik heller ikke adskilt i vikingetiden. Da var boldspillet i høj grad en politiseret affære. Boldspillet var sjældent et mål i sig selv, men en anledning til at fremstå truende og stærk eller til at hævne begivenheder, der havde fundet sted uden for banen.
I Gisles saga samledes man til boldspil i forbindelse med en begravelse. Stemningen var anspændt, da den dødes formodede drabsmand var med til højtideligheden. Den trykkende stemning fik et konkret udtryk, da Gisle og Torgrim mødte hinanden i en intens dyst – Torgrim gik nemlig efter manden, ikke bolden. Gisles respons var at lave så hård en tackling, at Torgrim faldt til jorden og kom fysisk til skade.
Status og magt
En boldkamp kunne være anledning til, at tilhængere af den tabende eller forurettede part, altså venner og familie, tog hævn efterfølgende og uden for banen. Et boldspil kunne også være ét led i en igangværende konflikt og medvirke til en optrapning, der førte til voldelige kampe, som fortsatte efter spillets slutning.
Sagaernes boldspil understøtter ret beset en særlig samfundsstruktur baseret på fejder og hævnakter, hvor dét, der i virkeligheden var på spil, var livsvigtige idealer som prestige, ære og personlig integritet.
Fysisk styrke og prestige, som man kunne demonstrere over for andre og opnå igennem boldspillet, viste, at man var værd at indgå i alliance med. Var man succesfuld på banen, kunne man bruge sin position til at samle folk omkring sig og dermed opnå sikkerhed i et samfund uden et socialt sikkerhedsnet. Dem, der havde styrke og færdigheder nok til at vinde kampen, kunne indtage de magtfulde positioner i samfundet. Boldspillet handlede med andre ord om andet og meget mere end spillet selv.
Fodbold er i dag noget langt de fleste dyrker for sjov og på hobbyplan. Og det er uanset om man selv tager fodboldstøvlerne på søndag formiddag, følger sine børn til træning, eller tænder for Tv’et, når de danske drenge indtager grønsværen. Men i sagaerne var boldspillet ikke et isoleret fænomen uafhængigt af det øvrige liv.
Det legende menneske
Den hollandske historiker Johan Huizinga har skrevet om legens væsen og det legende menneske, homo ludens. Ifølge ham udvikler samfund og kulturer sig som leg og igennem leg, og legen er et vilkår med afgørende betydning for civilisation og for samfunds organisering og udvikling. Sagaerne viser da også, at bold-legen historisk set har medvirket til at forme hierarkier og fællesskaber.
Lege og spil kan tage mange former, og vi kan med den franske litterat Roger Caillois klassificere lege og spil på et kontinuum, der bevæger sig fra de meget regelbundne aktiviteter til de uregulerede og improviserende former, hvor en legs velkendte elementer præsenteres på nye måder.
Overgangen fra det ene til det andet kan være glidende, og selv de regulerede lege, som fodbolden, kan indeholde nye og overraskende elementer. Vi ved ikke præcist, hvad en boldfan i vikingetiden foretrak, men i dag er det ofte improvisationen og de overraskende indslag, der vækker tilskuernes begejstring.
Huizinga er også inde på, at mennesker ikke kun bruger legens elementer, når de deltager i sportskonkurrencer, men at legen væver sig ind i selv de mest alvorlige foretagender i et samfund. Det antydes da også, når det oldislandske ord for leg kan betegne ritualer, som uanset om de er sekulære eller religiøse, må betragtes som seriøse udtryksformer.
Ej blot for sjov
Boldfans har debatteret og interesseret sig for boldspillet siden Skalle-Grims tid. Reglerne og konteksten har ændret sig, men boldspillet – og dermed også legen – består.
Da Christian Eriksen og de andre måtte rejse hjem fra Qatar, var jeg nok ikke den eneste, der forsøgte at komme mig over skuffelsen ved at sige, at fodbold jo bare er for sjov.
Men set i et historisk perspektiv, er boldspil og leg ikke kun (for) sjov. Den enkelte må så vurdere, om det kan give anledning til en ny vinkel i diskussionen om, hvorvidt sport og politik kan skilles ad.
Eller om man foretrækker at være på hold med dem, der for en stund vil sparke det moralske perspektiv til hjørne og sidde klar foran skærmen til søndagens VM-finale, hvor den evige kamp mellem politik, prestige og passion bliver sat i gang med et fløjt fra fortiden.
