Energi er pludselig kommet på alles læber.
I sidste uge lukkede Vladimir Putin for Nord Stream 1-ledningen, der forsyner store dele af Nordeuropa med gas. Og det har bragt spørgsmål om energipriser, energiforsyning og energibesparelser tilbage på den politiske dagsorden i et omfang, der ikke er set siden 1970’ernes oliekriser.
Energistyrelsen har fremlagt anbefalinger til, hvordan vi skal bære os ad med at spare på energien, når vinterkulden sætter ind. Og klima- og energiminister Dan Jørgensen har varslet, at der vil blive skruet ned for varmen på skoler og andre offentlige arbejdspladser.
Ruslands invasion af Ukraine har gjort det tydeligt, at Danmark og det øvrige Europa stadig er pinagtigt afhængige af import af fossile brændsler. Og Putin har demonstreret, at det er en afhængighed, han vil forsøge at udnytte maksimalt.
Men det er ikke en udvikling, der kommer bag på energiforskerne.
”Vi har hele tiden skullet udfase de fossile brændsler. Det er der ikke noget nyt i. Men vilkårene og udfordringerne – særligt tidsperspektivet – er blevet forrykket nu. Før var udfordringen, at vi skulle udfase gassen inden 2030. Nu skal vi udfase den russiske gas, inden det begynder at blive koldt,” siger Thomas Budde Christensen, der er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet og forsker i bæredygtig energi.
De seneste tredive år har vi vidst, at vi var nødt til at omstille vores forbrug til grønnere og mere bæredygtige energiformer. Og det er politisk besluttet, at vi helt skal udfase fossile brændsler inden 2050 til fordel for strøm fra vind, sol og biomasse.
Men Putins krig har stukket en kæp i hjulet. På den ene side har den gjort omstillingen fra olie, gas og kul endnu mere presserende. På den anden side er presset nu så akut, at det risikerer at føre til kortsigtede beslutninger, der ikke gavner den grønne omstilling.
”Inden krigen i Ukraine raslede priserne på vind- og solenergi ned, fordi det blev billigere at producere. Produktionsprisen for grøn energi er stadig lav, men knapheden på gas presser priserne op lige nu,” siger Thomas Budde Christensen.
En forudsigelig krise
I Danmark bruger vi stort set ikke kul til elproduktion. Men når det gælder varmeforsyning, spiller især gas stadig en stor rolle, og i transportsektoren er olie fortsat den altdominerende energikilde.
Når de seneste års voldsomme begivenheder med corona, forsyningskrise og krig i Ukraine alligevel får store konsekvenser for danske forbrugere, skyldes det, at aftaler om energi og gasforsyning bliver truffet på europæisk plan.
Danmark bliver påvirket i lige så høj grad som resten af EU – dels fordi vi er forpligtede til at dele vores gasreserver med resten af Europa, dels fordi gasprisernes himmelflugt trækker prisen på andre energikilder med op, f.eks. flis og træpiller.
Finder vi ikke en energiløsning, der kan afløse den russiske gas, inden det bliver vinter, vil det betyde kolde huse i lande som Frankrig, Tyskland og Italien, hvor afhængigheden af gas til opvarmning er væsentligt større end herhjemme.
”Lige pludselig har vi fået farligt travlt. Så nu handler det om at træffe nogle kloge beslutninger på den korte bane, som også kan bidrage med den grønne omstilling frem mod 2030 og 2050,” siger Thomas Budde Christensen.
Men det er ikke de beslutninger, der bliver truffet nu, mener han.
I Tyskland er flere kraftværker igen begyndt at fyre med kul, og det er ifølge Thomas Budde Christensen en meget bekymrende udvikling.
”Udfordringen er, at omstillingen væk fra gas skal gå så hurtigt. Hvis man havde lidt mere tid, kunne man sætte ind med bedre isolering af huse, generel effektivisering af energisystemerne, udbygning af elnettene mellem Frankrig, Tyskland og Italien og alle de andre systemudfordringer, som vi har vidst meget længe at vi skulle tage hånd om,” siger han.
Thomas Budde Christensen påpeger, at Europa har fået flere forvarsler om, hvad der kunne ske med gasforsyningen. Både i 2008 ved den første krise mellem Ukraine og Rusland efter den orange revolution, og igen i 2014 da russerne besatte Krim-halvøen.
”Vi har haft de her sorte skyer hængende over hovedet i årevis, men alligevel tænkt, at den gensidige interesse i handlen med gas mellem Rusland og Europa var for stor, til at det ville blive et issue. Hvis vi havde handlet lidt hurtigere og lavet energieffektiviseringer noget før, kunne det have reduceret behovet for gas i Europa væsentligt,” understreger han.
Tvunget til sort tilbageskridt
Med vinterkulden få måneder væk er Europa ulykkeligvis tvunget til at vende tilbage til sorte energiløsninger. Gør vi ikke det, bliver konsekvensen, at den fattigste del af europæerne kommer til at fryse i deres hjem.
”Det vil have meget store sociale konsekvenser. Det her vil ikke ramme den øvre middelklasse, men dem, der i forvejen har det svært i samfundet. Så vi er tvunget til at løse problemerne med de muligheder, der nu er på den rigtig korte bane,” erkender Thomas Budde Christensen.
”Jeg ville gerne kunne sige, at vi bare skal energieffektivisere boligmassen, men problemet er, at der så også kommer knaphed der. Hvis alle begynder at isolere med rockwool på loftet nu, opstår der en flaskehals i rockwool-produktionen, i fremstillingen af vinduer, isolering og for håndværkere, der skal udføre arbejdet. Der er en kæmpe udfordring frem mod næste vinter, hvor der skal træffes nogle uhensigtsmæssige valg, fordi vi ikke har handlet i tide.”
Fra asken og i ilden
For at imødegå det hul i energiforsyningen, som det russiske gasstop efterlader, er EU tvunget til at se sig om efter andre leverandører. Derfor har EU-kommissionen besluttet, at Europa skal sejle flydende naturgas ind fra lande som USA, Qatar og Aserbajdsjan.
Det giver grund til alvorlig bekymring, mener Thomas Budde Christensen. Dels fordi den gas, EU vil importere fra USA, er skifergas, der udvindes ved hjælp af såkaldt fracking. Det er en udvindingsmetode, som er meget skadelig for miljøet på grund af giftige kemikalier og stort vandforbrug.
Og at købe gas fra Qatar og Aserbajdsjan skaber kun nye problemer, mener han.
”Mange af de lande, vi vil importere gassen fra, er forbundet med de samme typer problemer, som vi flygter fra nu. I Qatar og Aserbajdsjan er der ikke mere demokrati end i Rusland. På den måde ender vi blot med at komme i hænderne på nye skurke med nye afpresningsmuligheder,” siger han.
Grønt energidemokrati
Krigen i Ukraine har pludselig gjort sammenhængen mellem energiforsyning og sikkerhedspolitik meget tydelig. Ud over at være godt for klimaet kan bæredygtig energi nemlig gøre os uafhængige af olie- og gasproducerende stater med et tvivlsomt forhold til demokrati og menneskerettigheder.
”Det særlige ved de vedvarende energikilder som vind og sol er, at de producerer energien lokalt. Og pengene for energien lander også lokalt - hos dem, som har produceret og opstillet vindmøllerne eller solcellerne. På den måde er det lettere at styre, hvem vi bliver afhængige af,” forklarer Thomas Budde Christensen.
”Der er nogle afhængighedssituationer knyttet til fossile brændsler, som vi har kæmpet med de sidste halvfjerds år. Det har ikke været kønt, men nu har vi muligheden for at træffe nogle andre valg. Vi er selv herrer over den grønne økonomi,” siger han.
Hockeystaven bekymrer
Derfor har han heller ikke meget til overs for regeringens ”hockeystav-model”, hvor man udskyder de grønne investeringer længst muligt i forventningen om, at teknologien bliver stadigt bedre og billigere.
”Det med at vi skal hente CO2-gevinster på flere millioner tons i de allersidste år frem mod 2030, er en kæmpe gambling. Der er altid en risiko ved de nye teknologier. Nogle af dem skal nok komme i mål, for vi har mange gode og dygtige folk i gang. Men der er altid en risiko for, at tingene går en anden vej, end man havde regnet med,” siger Thomas Budde Christensen.
”Coronapandemien og Ukrainekrisen er også eksempler på, at der kan opstå alle mulige uforudsete ting rundt omkring i verden, som kan ændre markant på vores muligheder. Vi aner reelt ikke, hvad de næste otte år vil bringe.”
Ifølge Thomas Budde Christensen svarer strategien til at lægge alle æggene i én kurv og indebærer derfor en meget stor risiko for at slå fejl. Ikke kun på kort sigt, men i lige så høj grad frem mod 2050, hvor landene i Europa efter planen skal være helt CO2-neutrale.
”Hockeystavsmodellen kombineret med den langsommelige omstilling inden for landbruget, industrien og transportsektoren gør, at jeg er meget bekymret for, om vi når vores mål,” siger han.
”Tag elbilerne. Omstillingen er i gang, men det går alt for langsomt. Producenterne fremstiller stadig langt flere benzinbiler end elbiler. Det er et problem, for jo flere elbiler en producent kan fremstille i sin produktionslinje, desto billigere bliver den enkelte bil. Den fortsatte produktion af benzinbiler holder på den måde prisen på elbiler oppe og forsinker omstillingen. En benzinbil holder i gennemsnit 16-17 år, så hvis vi skal være helt fossilfrie i 2050, skal den sidste benzinbil i hele Europa sælges senest i 2033 – om ni år. Det er en kæmpe udfordring, som jeg har svært ved at tro på, vi kan nå,” siger Thomas Budde Christensen.
Han påpeger samtidig, at de virkelig store udfordringer stadig ligger foran os, hvilket gør nødvendigheden af hurtig handling endnu mere presserende.
”I Danmark har vi gjort alt det nemme med at lægge kraftværkerne om til biomasse og sætte vindmøller og solcelleanlæg op. Det bliver derimod rigtig svært at finde løsninger på bæredygtig cementproduktion og på at blive CO2-neutrale i byggeindustrien, i landbruget og alle de andre steder, hvor der ikke ligger er nogen nemme løsninger ligefor. Der er rigtig mange svære udviklingsspor, vi skal have løst.”
Riv det sorte plaster af
Hvis der skal være en chance for at nå målene, mener Thomas Budde Christensen, at der er behov for en langt mere ambitiøs lovgivning med større krav om nedbringelse af CO2-udslip og langt større investeringer i den grønne omstilling.
”Vi må se på hele den måde, vi bygger, producerer og forbruger på. Og det er vi nødt til at gå i gang med nu. Udgangspunktet må nødvendigvis være den teknologi, vi allerede har udviklet. Vi kan ikke sætte vores lid til fremtidens potentielle opfindelser,” understreger han.
”Vi skal have øget energiproduktionen fra vindmøller markant. For vi skal ikke kun bruge elektriciteten til vores elforsyning, men også til at producere grønne brændstoffer til fly- og shippingindustrien, til power-to-x-anlæg og til elektrificering af transportsektoren og varmeforsyningen. Vi skal øge vores produktion af vedvarende energi dramatisk, men det er teknologi, vi kender. Vi ved, hvordan vindmøller skal bygges, hvor de skal stå, og hvordan de skal implementeres, så det er bare med at få speederen i bund,” siger han.
Investeringerne bliver enorme, men kamelen er nødvendig at sluge. Det sorte energiplaster skal rives af så hurtigt som muligt.
”Vi er nødt til det, selv om det bliver dyrt. Der er også en pris ved ikke at handle, og den pris vil være, at vi rammer en temperaturstigning på over 3 grader. Så får vi alle mulige andre problemer, som er fuldstændig uoverskuelige at skulle håndtere i den sidste halvdel af dette århundrede. Det er dér, vi for alt i verden ikke ønsker at havne.”
