Er vi alle blevet socialister?

I sommeren 1945 udtalte udenrigsminister John Christmas Møller, der på det tidspunkt var uafhængig konservativ, de opsigtsvækkende ord:

"Man taler på visse hold så meget mod socialisme og statsindgreb. Jeg hævder heroverfor, at vi alle er blevet socialister".

Han sagde også, at økonomisk tvang ville blive en nødvendighed efter krigen fordi tvangen i virkeligheden ville betyde større økonomisk frihed for store dele af befolkningen.

Økonomisk tvang som forudsætning for frihed? Var det ikke en selvmodsigelse? Det syntes i hvert fald den erhvervsvenlige fløj i Det Konservative Folkeparti. Christmas Møllers dage i partiet var da også talte, selv om det godt nok var spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skulle kræve dele af Sydslesvig tilbage fra Tyskland – som han var imod – der endte med at fælde ham.

Socialismen var lige fra begyndelsen et idealforsøg på at forene frihed, lighed og broderskab. Men skæringspunkterne opstod snart; frihed og lighed for hvem og til hvad? Og kan frihed egentlig sameksistere med lighed? Ikke ifølge de liberale, der i 200 år har kæmpet med venstrefløjen om retten til at definere særligt lighedsbegrebet.  

I dag er venstrefløjen enige om de overordnede værdier og normer, men når det kommer til den praktiske politik og forståelsen af netop lighed, er der ret store forskelle. Og det slår revner i samarbejdet.

Samtidig står arbejderbevægelsen svagere end måske nogensinde før og venstrefløjen har mistet sin eksklusive ret til at tale arbejdernes sag alt imens nationalismen igen vinder terræn i europæisk og dansk politik. Men måske har socialismen - trods alt - alligevel sejret.

Frihed og lighed

Begreberne frihed og lighed og forståelsen af dem har været omdrejningspunkter for den politiske historie siden den franske revolution i 1789. Den skrev jo på sin fane: ”Frihed, lighed, broderskab”. Dengang var de altså ligestillede.

Men under liberalismen i 1800-tallet blev lighed ofte sat i modsætning til frihed. Laissez faire-ideologien betonede den enkeltes ansvar og markedets dominans. Offentlig planlægning stod i modsætning til frihed, særligt den økonomiske, og italesattes stadig ofte af liberalisterne som udemokratisk.

Sat på spidsen kan det nemlig tænkes, påpegede og påpeger liberalister, at staten, bakket op af et folkeflertal, vil benytte sin magt til at begrænse eller ophæve både den økonomiske og den politiske frihed. Og erfaringerne fra de tidligere statssocialistiske lande og visse ulande, hvor den politiske og økonomiske magt har været koncentreret hos staten, synes da også at give dette argument hold i virkeligheden.

Det er nemlig aldrig lykkedes på samme tid at forene et planøkonomisk eller socialistisk system med politisk frihed og de deraf afledte frihedsrettigheder. På den anden side kan heller ingen af de nævnte lande direkte sammenlignes med Danmark eller de skandinaviske lande, da de aldrig har haft en demokratisk tradition.

Det typiske træk ved demokratiet, sådan som det flertydige ord skal forstås her, er kombinationen af retlig ligestillethed og politisk frihed. Hvor disse to faktorer ikke eksisterer eller er væsentlig indskrænkede, er der ikke tale om demokrati som styreform.

Men hvad så med den økonomiske eller sociale ligestillethed? Her har den socialistiske ideologi leveret et svar.

Socialismen var ideelt forsøget på at forene frihed, lighed og broderskab. Dengang de danske socialdemokrater havde papirmedier, stod disse ord faktisk på forsiden under Social-Demokratens titel.

I dag kalder de og andre socialister det for solidaritet eller fællesskab, og det med ’broder’ svarer jo heller ikke til tidens lighedstænkning på det kønsmæssige område.

Forskellen på venstre og højre

’Ligheden’ kan altså associeres til socialisterne og ’friheden’ til de borgerlige. Hvad konstituerer så disse to begreber, som venstrefløjen og højrefløjen har sloges om i over 200 år?

I dag er den afgørende forskel mellem venstre og højre ikke forståelsen af frihedsbegrebet, da alle undtagen de mest yderligtgående på begge fløje anerkender den politiske frihed og dermed det politiske demokrati med almindelig og lige valgret som grundlag. Her hersker der i dag – i modsætning til tidligere – enighed mellem venstre- og højrefløj. Anderledes forholder det sig imidlertid med lighedsbegrebet, hvor der stadig er en afgørende forskel på højre og venstre.

Denne forskel kan føres helt tilbage til den græske oldtid, og i det moderne Europa kan man pege på to filosoffer, der har stået for henholdsvis ligheds- og ulighedstanken, nemlig Jean-Jacques Rousseau som repræsentant for den første og Friedrich Nietzsche for den anden.

Kontrasten mellem dem kan illustreres med de forskellige holdninger, de har til henholdsvis det naturlige og det samfundsskabte i relation til lighed og ulighed.

Rousseau anlægger den betragtning, at mennesker fra naturens hånd er lige, fordi de er født lige – som det hedder i den amerikanske uafhængighedserklærings første sætning: ”All men are created equal” – men at det borgerlige samfund gradvis lægger et lag hen over mennesker, som ender med at gøre dem ulige.

Nietzsche, derimod, går ud fra den antagelse, at mennesker af natur er ulige og ser det som noget positivt. Han fremhæver således oldtidens slaveri som noget godt, fordi det græske samfund 3-500 år før vor tidsregning blev et så højtudviklet samfund netop på grund af slaveriet. Frihed er også arbejdsfrihed!

Venstrefløjens værdier

Men hvad er den normative basis for socialismen – eller mere bredt forstået – for venstrefløjen? Hvori adskiller dens normer sig fra højrefløjens?

De har bl.a., groft sagt, lagt en større vægt på fællesskabet i forhold til det private og individuelle, herunder større hensyntagen til offentlige institutioner samtidig med, at de har en større interesse for fordelingspolitik og indkomstudjævning gennem en progressiv beskatning. Samtidig er de kendetegnet ved en ubetinget opslutning om det politiske demokrati.

Derudover har de generelt en større opmærksomhed på nye græsrodsbevægelser og deres krav, hvad enten det drejer sig om klimaaktivister, kvinderetsforkæmpere eller LGBTQ-personer og er optaget af, at menneskerettighederne bliver overholdt, især over for de samfundets svageste.

Disse normer og værdier gælder nationalt som internationalt, men udtrykker selvfølgelig en meget bred forståelse af venstrefløjen.

I Danmark regner vi normalt denne fløj som gående fra Det Radikale Venstre ’til højre’ over Socialdemokratiet på en slags midte og SF og Enhedslisten ’til venstre’. Det, der samler dem som ’fløj’ i modsætning til højrefløjen, er en grundlæggende enighed om netop de nævnte normer eller værdier.

Men når man nærmer sig en konkretisering af den måde, disse værdier skal omsættes til praktisk politik på, opstår der store og i sidste instans måske afgørende modsætninger inden for fløjen. Og det skyldes ganske enkelt, at ’venstrefløj’ jo ikke er lig socialisme i alle henseender.

De Radikale ønsker - måske knapt så overraskende - f.eks. en anden økonomisk politik end især SF og Enhedslisten, en politik med større vægt på arbejdskraftudbud og dermed større økonomisk vækst. De har nemlig ikke så stort et fokus på lighed som de andre partier til venstre for midten – og dét fokus stiger, jo længere ud til venstre man når på fløjen.

De er samtidig vogtere af den private ejendomsret, som historisk var det spørgsmål, der adskilte de liberale, f.eks. De Radikale, fra socialisterne.

Flere veje til socialismen

I Socialdemokratiets første 40 år var ophævelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og indførelse af et socialistisk samfund med staten som både ejer og forvalter af virksomhederne det helt afgørende. Det skulle ikke ske via en voldelig ekspropriation af produktion og distribution, men gennem en demokratisk beslutning i Rigsdagen.

Først skulle det politiske demokrati indføres med one man, one vote, hvor ’man’ altså betød ’menneske’. Derefter skulle det økonomiske liv samfundsmæssiggøres, så samfundet ejede og drev produktionsmidlerne.

Idéen var præget af marxismen, men også af andre socialistiske retninger som den tyske arbejderbevægelsespioner, Ferdinand Lassalle. Og fra ham stammede ligeledes tanken om, at staten skulle være omdrejningspunktet og ikke samfundet som hos Karl Marx og Friedrich Engels.

Under Første Verdenskrig og især efter den russiske oktoberrevolution 1917 ændrede partiet dog retning, så kravet om en total omkalfatring af økonomien blev opgivet til fordel for tanken om en politisk regulering af den med henblik på en mere retfærdig fordeling af merproduktet.

Sideløbende med denne udvikling blev arbejderbevægelsen spaltet i to dele med vidt forskellige programmer.

Socialdemokratiet fastholdt tanken om en gradvis omdannelse af samfundet i mere retfærdig retning til gavn for ikke kun arbejderklassen, men for hele folket – og dette skulle ske via demokratiet og parlamentarismen.  

Kommunisterne i det nydannede Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, gik derimod ind for den gamle model med ekspropriation af produktionsmidlerne og som noget nyt et brud med det parlamentariske demokrati og indførelse af et rådsstyre som i Sovjetunionen. At det i virkeligheden var partiet, der styrede i dette land, var ikke noget man talte særlig højt om.

Men nu stod den nye formel ’demokratisk socialisme’ over for socialisme via ’proletariatets diktatur’. Eller et ’demokratisk-socialistisk reformparti’ over for et ’revolutionært parti’.

Styrkeforholdet mellem de to partier var dog altid klart til Socialdemokratiets fordel, og fra 1960 erstattede nye venstrefløjspartier stort set DKP, først Socialistisk Folkeparti, så Venstresocialisterne og sluttelig Enhedslisten. Og fælles for dem er en opslutning om de før nævnte værdier.

Disse værdier udgør et slags minimum, men der er en stor variation i, hvordan de forskellige partier reelt forstår værdierne. I de senere år er der f.eks. gået skår i den tidligere enighed om behandlingen af flygtninge og asylansøgere, og Socialdemokratiets gradbøjer nu forståelsen af lighed i behandlingen af mennesker.

Det relative lighedsbegreb

Men lighedskravet er altså ikke det samme som ligemageri, som nogle socialistiske grupperinger historisk har været talsmænd for. Det ville i så fald være et abstrakt og totalitært lighedsbegreb.

Meningen med lighed er at skabe mulighederne for, at det enkelte individ kan udfolde sig som menneske ud fra den præmis, at lighed dybest set er det, der muliggør forskelligheden mellem mennesker, fordi den i udgangspunktet giver dem lige vilkår, som de så kan udfylde på forskellig måde.

Begrebet lighed er med andre ord relativt, ikke absolut, og synet på lighed, og altså ulighed, vil også ændre sig med samfundsudviklingen. Hvad der blev set som lighed i 1800-tallet bliver i dag ofte betragtet som ulighed. Valgretten og valgbarheden var f.eks. begrænset til mænd og kun mænd med egen husholdning. Det var i virkeligheden et ’husbonddemokrati’, hvor husbonden stemte på hele ’husets’ vegne.

Men siden dengang har presset for mere lighed mellem mennesker tilsyneladende været uimodståeligt, selv om det har bevæget sig i bølger.

Især efter Anden Verdenskrig har de tre vigtigste årsager til ulighed og forskelsbehandling – klassetilhørsforholdet, racen og kønnet – været til konstant debat og forandring.

Efter lange og seje kampe er kvinderne gradvis blevet nogenlunde ligestillede med mænd, de såkaldte raceskel er, i alt fald juridisk, blevet fjernet de fleste steder, og klasseforskellene er blevet, om langt fra fuldt udjævnede, så dog mildnede gennem opbygningen af velfærdsstater eller socialstater, som man taler om uden for Skandinavien.

En vældig historisk bevægelse for større lighed, det vi i dag kalder for universalisme, har været i gang i over et halvt århundrede, og efter fascismen og nazismen er det først i de senere år, der er fremtrådt en modbevægelse til højre. Dén står til gengæld ret stærkt i dag i både Europa og USA, og herhjemme er den primært repræsenteret af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og nu formentlig også af Danmarksdemokraterne.

Arbejderbevægelsens krise

Vi står altså igen i en situation, hvor forskellen mellem venstre og højre er kridtet op.

Universalismen er under angreb, og på den borgerlige front ønsker nogle også at reducere velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet. Det er også længe siden, at venstrefløjen havde næsten eksklusive appel til lønarbejderne.

De fleste arbejdere kan ikke i dag identificere sig med de folkevalgte, der siger, at de vil repræsentere dem politisk. Politik ses som noget for djøf’ere eller folk, der satser på en politisk karriere gennem partiernes ungdomsorganisationer. Selv om man ikke er arbejder, kan man dog godt føre en politik til fordel for arbejderne eller lønmodtagerne.

I dag er ’rød’ politik dog oppe imod de frie markedskræfter – som ikke er så frie endda på grund af bl.a. monopoldannelser. Det er hér, sammenstødet sker.

Arbejderpartierne magter dog ofte ikke opgaven under en dereguleret kapitalisme med et dereguleret arbejdsmarked, hvor en polsk håndværker vil gå for 60 kr. i timen, mens en fagorganiseret dansker skal have over 400 kr., når man regner mestersalæret med.

Det er nogle objektive forhold, 'arbejderpolitikerne' skal prøve at tackle, men hvor løbet på mange måder allerede er kørt. Fagforeningernes medlemstal er raslet ned, efterlønnen angribes af de borgerlige og dagpengeperioden er drastisk reduceret. Alt sammen tilbageskridt for arbejderbevægelsen.

Alt efter hvad man forstår som socialisme – og det er et begreb, med mange betydninger – må man dog konkludere, at 'vi' hverken i 1945 var blevet socialister, som Christmas Møller provokerende sagde, eller er det i 2022.

Men hvis det, han mente, var noget, der minder om den nuværende velfærdsstat – et ord, der af naturlige årsager var ukendt i Danmark anno i 1945 – ja, så er de fleste nok alligevel blevet socialister i større eller mindre grad. Inklusive de fleste borgerlige.