Da Putin sendte sine tropper ind i Ukraine 24. februar i år, gentog han den samme fejl som talrige generaler og hærchefer har gjort før: han antog, at tal- og udstyrsmæssig overlegenhed ville kunne sikre en hurtig sejr på slagmarken. Men han burde have vidst bedre. For når man ser på historien, er det snarere reglen end undtagelsen at store hære ikke kan stå distancen, når de drager i krig langt hjemmefra mod en lokalbefolkning, der på papiret er underlegen, men som i virkeligheden ender med at trække det længste strå.
I moderne krigshistorie skal vi godt et par hundrede år tilbage for at finde oprindelsen til ordet ’guerilla-krig’. På spansk betyder guerilla lille krig, og det var præcis hvad Napoleons 600.000 mand store hær før sit angreb på Rusland allerede var løbet ind i på den Spanske halvø i 1807. Den talmæssigt overlegne og veludrustede franske hær, som indtil da havde været nærmest uovervindelig på slagmarken, formåede hverken at besejre den spanske modstand, eller den russiske, der under tilbagetoget primært kom fra bevæbnede, ikke-uniformerede lokale styrker, der skjulte sig i terrænet og mellem lokalbefolkningen og tilføjede den franske hær konstante tab ved uforudsigelige nålestiksoperationer.
Det endte med, at Napoleon måtte trække sin Grande Armée ud af Rusland i 1812, hvor han begik samme fejl én gang til. En talstærk, veludrustet hær, der er langt væk hjemmefra i lang tid, er en tung udgiftspost på budgettet og et logistisk mareridt. Under konstante angreb fra russiske partisaner, der havde luret spanierne kunsten efter, lykkedes det ganske vist for franskmændene at nå frem til Moskva. Men hårdt plaget af guerillaangreb, sygdomme, udmattelse og i generel opløsning på grund af alt for lange kommunikationslinjer, endte den franske hær med at kollapse. Det efterfølgende tilbagetog gennem den nådesløse russiske vinter endte med at koste op mod 380.000 af Napoleons soldater livet.
Den asymmetriske krig
De franske fiaskoer blev indgående beskrevet af den prøjsiske general Carl von Clausewitz i hans filosofiske værk ’Om Krig’ fra 1832, som bl.a. inspirerede T. E. Lawrence (Lawrence of Arabia).
Lawrence var udstationeret af briterne på den Arabiske halvø under Første Verdenskrig. På det tidspunkt var Arabien under Osmannisk (tyrkisk) overherredømme, og fordi osmannerne var allierede med tyskerne, hjalp Lawrence araberne med at gøre oprør. I sin selvbiografi beskriver han udførligt, hvordan man ved hjælp af angreb her, der og alle steder med få krigere kan påføre en talmæssigt og bedre udrustet fjende store tab.
”Lawrence beskriver, hvordan han ræsonnerer: Den arabiske halvø er en million kvadratkilometer stor. Hvis tyrkerne skulle kontrollere det område, måtte de stille med en hær med mindst én mand pr. kvadratkilometer – altså en million soldater med en masse udstyr. Det ville de gå ned på både finansielt og moralsk. Derfor lykkedes det for Lawrence at overvinde osmannerne i Arabien med kun et par hundrede mand,” fortæller Gorm Harste, der er lektor emeritus på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forfatter til en lang række bøger om krig, politik og samfundsteori.
”I en asymmetrisk krig kan forholdsvis få folk trætte en stor hær, der besætter et område, hvis de angriber forsyningslinjerne og skaber en form for moralsk angst og usikkerhed hos besættelsestropperne,” siger han.
Den umulige sejr
Guerillataktikken er blevet benyttet utallige gange op gennem den tyvende århundredes konflikter. Mao Zedong anvendte den under den kommunistiske revolution i Kina i slutningen af 1930erne. Det samme gjorde modstandsbevægelserne i Europa under Anden Verdenskrig og Vietcong-bevægelsen i Vietnam, som op gennem 1950erne, 60erne og 70erne først fordrev den franske kolonimagt og efterfølgende de amerikanske styrker.
”I Vietnam gjorde amerikanerne det, der kaldes for overstretch, som store militære magter har gjort igen og igen gennem hundredvis af år: man sender en alt for stor og dyrt veludstyret hær alt for langt væk gennem alt for lang tid og knækker halsen på det finansielt. I nyere tid ser man også at der kommer et moralsk knæk. Man mister sin egen befolknings opbakning, fordi det er dem, der kommer til at betale en stor del af prisen gennem skatter og menneskeliv,” fortæller Gorm Harste.
Slået af sin egen strategi
Historien gentager sig både ved Ruslands fejlslagne invasion af Afghanistan ved årsskiftet i 1980 og med vores egne krige i Irak og Afghanistan op gennem nullerne. Faktisk kan vi i Vesten takke os selv for, at Talebankrigerne er så dygtige til at føre guerillakrig mod os, fortæller Gorm Harste.
”Da russerne gik ind i Afghanistan, støttede USA mujaheddinerne, som senere blev til Taleban. Amerikanerne underviste dem i guerilla-strategier og gav dem dermed også en opskrift på, hvordan USA selv kunne knækkes. Angrebet 11. september var i virkeligheden et forsøg på at lokke USA ind i en fælde ved at få dem til at gå ind i Afghanistan og derefter i Irak i en krig, som de ikke kunne vinde,” siger han.
”Man forsøgte at få USA til at overudstrække sin magt, og USA hoppede i med begge ben. Danmark og de andre lande i koalitionen hoppede i sammen med dem.”
Logistisk mareridt
Men tilbage til Ukraine. Putin kender om nogen sin militærhistorie, men alligevel har han kastet sig ud i en krig, der er dømt til at fejle. Hæren er enorm, og det er udgifterne til den også, og størstedelen af soldaterne er langt væk hjemmefra. For selv om Rusland og Ukraine er naboer, er det ikke soldater fra grænseområderne mod Ukraine, der er i krig for russerne. Det er derimod soldater fra de østlige egne af Rusland, som ikke på samme måde stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor man pludselig er i krig med sine naboer. Det betyder, at der også internt i Rusland er nogle meget lange forsyningslinjer.
Derudover har den russiske logistik og organisation slet ikke været godt nok forberedt, mener Gorm Harste.
”Den russiske hærledelse har begået den klassiske fejl at de har talt antallet af kampvogne, fly osv. og troet at sejren var sikker. Men alt materiellet skal synkroniseres og samarbejde, og det har de ikke vist sig i stand til. Alt det avancerede isenkram og de forskellige computersystemer taler ikke sammen som det skal. De logistiske fejl den russiske hær har begået, har været større end man fra Ukraines og Vestens side havde regnet med,” siger han.
Skyd budbringeren!
Noget andet, der er kommet bag på både Vesten og russerne selv, er, hvor ringe forfatning den russiske hær og dens materiel er i.
”Man så det samme i USA under Vietnamkrigen. Styret er så autokratisk og topstyret, at man ikke tør at sende dårlige informationer opad i systemet. Selv om man ude i felten godt ved, hvor galt det står til, tør officererne ikke sende de negative informationer videre op. Højerestående officerer vil have gode nyheder, ikke dårlige. De vil have best-case historier, men i krig er det altid worst-case, der udgør virkeligheden,” siger Gorm Harste.
”Vi har set det samme i Danmark med krigene i Irak og Afghanistan,” siger han. ”Vi fik at vide, at det gik godt og at det gik fremad. Det var sludder og vrøvl. Carsten Jensen havde meget mere ret end selv de mest kritiske danske politikere.”
Kollapset venter
Hvad enden på krigen i Ukraine vil komme til at blive, tør Gorm Harste ikke spå om, men ser man på historiske fortilfælde, er der flere forskellige scenarier. Lige nu er det et spørgsmål om, hvad der kollapser først – den russiske hær eller det ukrainske folks modstandsvilje. Det sidste tror Gorm Harste ikke er sandsynligt.
”Der er mange eksempler på, at hvis man forsøger at bombe en befolkning til underkastelse – fx i Vietnam, i den franske Algierkrig eller i England under Blitzkrigen – ender man i stedet med at forstærke befolkningens vilje til modstand,” siger han.
Ender det i stedet med et kollaps for den russiske hær, må det ske enten fra oppefra eller nedefra. Med Putins ansættelse af Sergej Surovikin som leder af hæren er det meget usandsynligt at hærledelsen nedtrapper offensiven.
”Han er kendt som en barsk person, der ikke skyr nogen midler – selv om han ikke er så ekstrem som de mest højreorienterede i den russiske top, som gerne vil bruge atomvåben eller være endnu mere rå i angrebet på Ukraine,” siger Gorm Harste.
Minder om den første Afghanistan-krig
I stedet anser Gorm Harste det som mere sandsynligt at den russiske hær kollapser nedefra, fordi dens evne til at organisere og fungere er ved at blive opløst.
”Skal man sammenligne med en historisk krig, er der en del mindelser om Sovjetunionens krig mod Afghanistan i starten af 1980erne. Dengang blev afghanerne støttet af USA, og det betød, at Sovjetunionen ikke i længden kunne klare omkostningerne ved krigen, samtidig med at de indså, at de var dårligere organiserede end de amerikansk støttede guerillakrigere,” siger han.
”Parallellen til den russiske fiasko i Afghanistan for fyrre år siden vil i så fald være, at det ender med, at Ruslands befolkning, militær og hele det statslige system erkender, at man ikke kan klare de omkostninger man troede, man kunne klare – hverken moralsk, socialt eller finansielt, og at man derfor trækker sig ud.”
Gamle traumer
Nogen snarlig løsning skal man dog ifølge Gorm Harste ikke forvente. Ukrainekonfliktens rod ligger flere generationer tilbage og bunder bl.a. i, at ca. 60.000 ukrainere meldte sig under Nazitysklands faner i 1941. Her optrådte flere af dem som bødler for Værnemagten og SS – i en krig, som kostede formodentlig 43 millioner russere livet. Putins fødeby Sankt Petersborg mistede alene over 1 million bysbørn til krigen – det er flere end de samlede britiske, amerikanske og franske tab tilsammen under hele Anden Verdenskrig. Alligevel er historien i Vesten, at det var amerikanerne og englænderne, der vandt krigen. Deri ligger en væsentlig del af kimen til det had og den forsmædelse, der driver Putin.
”Man taler om PTSD i op til tre generationer. De russiske traumer i forhold til Vesten er så massive, at det er meget svært at forestille sig, at en europæisk eller vestlig magt vil kunne bistå med fredsforhandlinger,” siger Gorm Harste.
Utraditionelle fredsmæglere
”På et tidspunkt får opslidningskrigen en ende. Parterne kører trætte, og der skal forhandles om, hvor grænsen skal være. Der er ingen tvivl om, at Putin og Kreml har forregnet sig, men der skal lappes sammen på det, og her er jeg sikker på at Kina som udenforstående stormagt kommer til at spille en vigtig rolle,” siger Gorm Harste.
Problemet er dog, at Kina i forhold til Vesten og USA ikke er særlig velegnet som mægler på grund af landets ønske om at genindlemme Taiwan. Alternativt kunne det være en opgave for enten Tyrkiet eller Indien at træde til, mener han.
”En mæglingskoalition mellem Kina, Indien og Tyrkiet kunne være en mulighed. Et af de helt store spørgsmål, de skal have besvaret er, hvem der skal betale, når Ukraine skal genopbygges.”
Tyskland kommer til at betale
Her peger den økonomiske pil mod Tyskland, hvilket ifølge Gorm Harste er en af grundene til det fodslæbende tyske engagement i støtten til Ukraine.
”Tyskland har stadig en moralsk gæld efter Anden Verdenskrig, hvor en del af kimen til konflikten ligger. Den har de nulevende tyskere dog intet at gøre med, og man kan spørge sig selv, hvor langt tilbage et kollektivt ansvar går,” siger han.
Ikke desto mindre er der dog ifølge Gorm Harste stadigvæk en moralsk begrundet ansvarsbevidsthed i den tyske befolkning, som gør, at de fortsat er villige til at betale for genopbygningen af Østeuropa og Ukraine.
”Samtidig er der den rent praktisk foranstaltning, at Tyskland i højere grad har pengene end fx Italien eller Frankrig,” siger han.
