Samfund & Individ
Foto: Francisco G. Guerrero/EPA/Ritzau Scanpix.

Tusindvis af migranter drukner ud for Fort Europa

Bevogtningen af EU’s ydre grænser har stået højt på den politiske dagsorden siden 2015. EU har udliciteret en del af grænsekontrollen til tredjelande og udrustet sine egne grænsevagter med militært isenkram. Men strategien er dyr og politisk uhensigtsmæssig – og koster hvert år tusinder af menneskeliv.

Samfund & Individ
Foto: Francisco G. Guerrero/EPA/Ritzau Scanpix.

Lyset fra fregattens projektører indrammer den lille gummibåd. De orange redningsveste bevæger sig op og ned, i takt med bølgernes bevægelser. Ombord er unge mænd fra den anden side af havet, fra Tyrkiet, Tunesien, Marokko. Selv om de nærmede sig kysten i den stille, sorte nat, var de tydelige i kystvagtens infrarøde og termiske varmeudstyr.

Et andet sted i Europa patruljerer tre soldater langs et pigtrådstegn. Den galvaniserede mur glitrer i solen og skærer sig gennem landskabets afsvedne krat, før den fortoner sig i horisonten. Soldaternes geværpiber er rettet mod papkassebyen på den anden side af hegnet. Her bor hundredvis af syriske, afghanske og ghanesiske migranter, mens de venter på en mulighed for at slippe ind i EU.

”Grundsøjlerne i det europæiske succesprojekt er i høj grad respekt for menneskerettighederne og åbne grænser. Og i disse år er de begge under pres,” siger Hans Lucht. Han er seniorforsker på DIIS og har i snart 20 år forsket i bl.a. europæisk migrationspolitik og udokumenteret migration fra Afrika til Europa.  

”Vi ser en øget militarisering af EU’s grænseområder med patruljebåde, pigtråd, soldater, hunde, hegn og tåregas. På Balkan mødes flygtninge og migranter til tider med vold og forulempelse. Samtidig har vi skubbet grænserne ud af Europa og ind i tredjelande, f.eks. Libyen, hvor der sker dokumenterede brud på menneskerettighederne,” forklarer han.

Både kritikere og tilhængere af EU’s ydre grænsekontrol og migrationspolitik har i årtier talt om Fort Europa. Om et befæstet EU-fællesskab, der ligesom historiske imperier og tidligere stormagter lukker sine grænser for uvelkomne elementer med solide mure og militær bevogtning.  

”Betegnelsen er måske mere berettiget i dag end nogensinde før, for vi ser nu en reel grænsedragning i gammeldags forstand,” siger Hans Lucht.

”Europæiske statsledere er uenige om meget, men ikke om strengere grænsekontrol. Og den enighed har enorme økonomiske, politiske og menneskelige konsekvenser.”

En skærpet indsats

Det nuværende asylsystem er inhumant og dysfunktionelt.

Sådan står der ordret i SVM-regeringens politisk grundlag – Ansvar for Danmark – fra december 2022.

Der står også, at Europa oplever en hastigt stigende tilstrømning af flygtninge og migranter, og at presset på de ydre grænser kun forventes at stige i de kommende år. Derfor skal Danmark ifølge regeringen ”arbejde for en skærpet indsats i regi af EU-samarbejdet”.

Og det betyder ifølge Hans Lucht formentlig flere midler og større bidrag til Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, lidt mere mundret betegnet Frontex.  

Frontex blev oprettet tilbage i 2004 i kølvandet på den store østudvidelse af EU. Formålet var at hjælpe EU-medlemslande og associerede Schengenlande med at kontrollere Unionens nye ydre grænser. Organisationen har hovedsæde i Polens hovedstad, Warszawa, og siden etableringen er den årlige bevilling steget fra 6,3 millioner euro i 2005 til 754 millioner euro i 2022. Alene de sidste to år er budgettet steget med næsten 400 millioner euro.

Siden 2015 har det danske forsvar, hjemmeværn og politi også bidraget direkte til Frontex’ mandskab og vognpark, bl.a. med overvågningsfly, køretøjer med termisk observationsudstyr, patruljebåde og diverse personel, f.eks. tolke og søofficerer.

I sidste måned besluttede regeringen at opretholde et såkaldt ”ambitiøst kapacitetsbidrag” til Frontex i 2024. Bl.a. ønsker den at indsætte to nye patruljefartøjer i kystbevogtningen af Grækenland.  

Men Frontex har et noget blakket ry, og ifølge Hans Lucht er Danmarks operative deltagelse ikke helt problemfri:

”Agenturet er stærkt udfordret på sin troværdighed. Det bliver undersøgt af EU’s anti-svindelenhed, Olaf, og EU’s ombudsmand, og menneskerettighedsorganisationer har i årevis kritiseret Frontex for at begå grove lovovertrædelser i forbindelse med håndteringen af flygtninge og migranter i Middelhavet. Og nu kører de så på den tredje direktør siden 2022.”

Human Right Watch og Amnesty har bl.a. kritiseret Frontex, de bulgarske og ungarske grænsevagter og kroatiske og græske kystvagter for at udøve vold og praktisere såkaldte pushbacks, hvor migranter og flygtninge tvinges tilbage over landegrænser eller ud på åbent hav i strid med internationale konventioner og EU’s egne regler.

”Pushbacks er både farlige og ulovlige, men i den nylige aftale mellem Danmark og de græske myndigheder står der intet om, hvordan man vil sikre, at danske myndighedspersoner ikke deltager i eller bliver vidner til den slags forbrydelser uden effektive sikkerhedsforanstaltninger,” siger Hans Lucht.

”Og det er en væsentlig bekymring.”

Ude af øje, ude af sind

En af de ting, der kendetegner EU’s tilgang til migrationspolitik og grænsekontrol er ifølge Hans Lucht den såkaldte eksternalisering.

Begrebet dækker over, at EU indgår aftaler med tredjelande for at forhindre migranter og flygtninge i at nå til Europa og søge om asyl – som de ellers har ret til ifølge FN’s flygtningekonvention.

Siden 2016, i kølvandet på flygtningekrisen, hvor over én million mennesker søgte om asyl i EU, har EU indgået den slags afskrækkelses- og kontrolpolitiske aftaler med de fleste nordafrikanske lande samt Tyrkiet. Håbet har været at nedbringe den irregulære migration til Europa fra de tre hovedfærdselsårer; den centrale og østlige Middelhavsrute samt Vestbalkan-ruten.

Aftalerne har kostet EU enorme beløb. Alene aftalen med Tyrkiet fra 2016, hvor Erdogan indvilligede i at tilbagetage de folk, primært syrere og afghaner, der var kommet ulovligt til Grækenland via Tyrkiet, løb op i 6 milliarder euro. Og siden da har Erdogan modtaget langt flere støtte-euro, bl.a. til grænsebevogtning. Over de sidste tre år er beløbet mindst 3.5 milliarder euro.  

På samme måde indgik EU i 2017 en aftale med Libyen. Formålet var både at stabilisere det uroramte land og besværliggøre migration fra Afrika til Europa ved at ødelægge smuglernes forretningsmodeller, som det hed i EU’s såkaldte Maltaerklæring. Derfor ville EU-lande og Frontex bl.a. støtte den libyske kystvagt med uddannelse og udstyr.  

”De samarbejdsaftaler har store menneskelige omkostninger. Vi ved f.eks., at migranter og flygtninge tilbageholdes i libyske fængsler, hvor de bliver udsat for voldsomme overgreb og til tider udlejes til decideret slavearbejde i lokalområdet,” forklarer Hans Lucht.

Han påpeger også, at aftalerne giver tredjelandene en uforbeholdent stor politisk og økonomisk magt over EU.

”De her lande ved godt, at migration er EU’s akilleshæl. Både Tyrkiet og Marokko har da også truet med at åbne grænserne, hvis ikke deres krav om finansiel og politisk støtte blev efterkommet. Marokko har desuden brugt situationen til at opnå Spaniens de facto anerkendelse af den stærkt kontroversielle besættelse af Vestsahara,” forklarer Hans Lucht.

Færre flygtninge, højere dødsrate

Antallet af migranter og flygtninge, der forsøgte at komme ind i Europa via Balkan eller Nordafrika, faldt markant i årene fra 2015 til 2020; fra lige over én million til knap 20.000. Men siden da er tallet igen steget støt og roligt, og sidste år ramte det omkring 180.000 ifølge EUs egne oplysninger.

Folk i nød, både kvinder, mænd og hele familier, krydser altså stadig Middelhavet fra Tyrkiet, Levanten og Nordafrika i håbet om en ny begyndelse i Europa – og det valg kan koste dem livet.

Ifølge The Missing Migrants Project druknede 2.367 personer sidste år i forsøget på at krydse Middelhavets bølger. Dertil kommer det ukendte antal folk, der mistede livet i flygtningelejre, i libyske fængsler eller på den lange, usikre rejse frem mod menneskesmuglernes gummibåde. I slutningen af februar druknede mindst 73 migranter, da deres overfyldte båd ramte klipperne ved den syditalienske kyst ud for Calabrien. Blandt de druknede var en del børn.

Ifølge Hans Lucht og kolleger fra DIIS har den militariserede grænsekontrol i både EU og i tredjelandene gjort det langt farligere at søge sikkerhed i Europa. Migranter og flygtninge tvinges ud på mere usikre ruter, menneskesmuglere er blevet mere skruppelløse, grænsevagter og lokale politimyndigheder farer frem med vold og forulempelse. I januar indførte den italienske regering desuden en ny lov, der reelt gør det så godt som umuligt for NGO’er at gennemføre humanitære redningsaktioner i italiensk farvand.

”Eksternaliseringen er baseret på den politiske idé, at hvis bare man er hårdhændet nok, stopper migrationen automatisk med tiden. Strategien har muligvis reduceret antallet for en stund, men omkostningerne har været enorme, både økonomisk, politisk og især menneskeligt, siger Hans Lucht.

”Og der vil fortsat være mennesker, som uanset risikoen vil være villige til at tage chancen og søge mod en bedre tilværelse i Europa. Det er utopisk at tro andet. Man kan jo ikke hegne Afrika inde.” 

Afrikanske vækstcentre

Ifølge Hans Lucht er det meget svært at forestille sig, at EU i den nærmeste fremtid vil hjemkalde sine patruljeskibe og overvågningsfly, afmontere sine pigtrådshegn og lukke de mange modtagecentre i grænseregionerne. Der er simpelthen for meget på spil for unionens politikere.

”I dagens Europa kan det være svært at opnå succes hos vælgerne, hvis man opfattes som blød på sin migrationspolitik. Det er nærmest en konkurrence om at være mest hårdhændet. Medmenneskeligheden er til stede blandt befolkningen, det så vi under flygtningekrisen i 2015, men fra politisk hold er hardliner-linjen stadig det stærkeste kort,” forklarer han.

Og meget tyder på, at Frontex’ budget får endnu et nøk opad her i 2023. Hvis Europa-Kommissionens budgetudspil fra juni 2022 kommer til at stå til troende, kan Frontex regne med hele 839 millioner euro.

Stod det til migrationsforskeren fra DIIS, kunne størstedelen af de mange milliarder dog bruges mere fornuftigt.

”I vores overdramatiserede fortælling om afrikansk migration til Europa glemmer vi ofte, at langt størstedelen af afrikanske migranter migrerer internt eller til nabolandene. EU kunne hjælpe dem til en bedre, mere attraktiv og sikker fremtid, f.eks. ved at investere i vækstcentre med reelle, gode arbejdsmuligheder rundt om i Afrika,” forklarer Hans Lucht.

Fremtidens Fort Europa

Men Fort Europa består, og det samme gør det menneskelige bureaukrati, der er en af dens stærkeste byggeklodser.

Internt i EU ikke kan man ikke få solidaritetsmekanismen op i omdrejninger, for ingen har reelt lyst til at aflaste Italien, Kroatien og Grækenland når deres grænser og asylsystem er under pres. Derfor er det tiltalende for EU-landene at øge Frontex’ budgetter og udbygge aftalerne med forskellige tredjelande, forklarer Hans Lucht.   

Danmark ligger i geografisk læ, og det ønsker vi at blive ved med. Derfor forhandlede den tidligere regeringen med tredjelande, bl.a. Rwanda, som man håbede ville overtage dele af vores asylbehandling.

For få uger siden var statsminister Mette Frederiksen desuden en smuttur i Egypten for at hilse på præsident Abdel Fattah El-Sisi og premierminister Moustafa Madbouly. De skulle bl.a. tale om irregulær migration og om, hvordan Egypten kan bistå EU i bekæmpelsen af den ’kyniske’ menneskesmugling, der hvert år koster tusinder af mennesker livet på Middelhavet.      

Den form for retorik, hvor aftaler med tredjelande iscenesættes som humanitære bidrag, der redder menneskeliv, giver Hans Lucht ikke meget for. EUs egen hårdhændede migrations- og grænsepolitik er en del af problemet.   

”Prisen for vores forestillede velstand, sikkerhed og fred er en strøm af døde mennesker i Middelhavet. Det er et nødvendigt onde, mener politikerne. Men hvordan den vold og lidelse vi ser i Middelhavet harmonerer med f.eks. EU’s egen charter om grundlæggende rettigheder, er svært at se,” siger Hans Lucht.

EU’s charter om menneskets grundlæggende rettigheder blev formuleret i 1999 og fik fuld retsvirkning med Lissabon-traktaten i 2009. Første afsnit i første kapitel lyder i al sin enkelhed: Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes.

Grænser og brudflader
for EU-samarbejdet

Denne artikel er en del af en temaserie om grænser og brudflader i EU-samarbejdet, som vi publicerer med støtte fra Europanævnet.

Over seks artikler og tre særudgaver af podcastserien Tænketanken, undersøger vi de problematikker og udviklinger, der kendetegner EU’s grænseflader og grænseområder i disse år.

Denne artikel er en del af en temaserie om grænser og brudflader i EU-samarbejdet, som vi publicerer med støtte fra Europanævnet.

Over seks artikler og tre særudgaver af podcastserien Tænketanken, undersøger vi de problematikker og udviklinger, der kendetegner EU’s grænseflader og grænseområder i disse år.

BIOGRAFIER

Vid&Sans
Journalist og redaktør på Vid&Sans. Skriver bl.a. om kultur, historie, politik og samfundsforhold.
seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier
Hans Lucht er seniorforsker ved DIIS. Hans forsker primært i udokumenteret migration fra Afrika til Europa via Nordafrika. Lucht har fokus på migranters oprindelseslande og grunde til at rejse, særligt i Vestafrika, på vestafrikanske smuglernetværk og organisering af ruter henover Sahara, på rejsen henover Middelhavet, migranters vilkår i Nordafrika, særligt Libyen, migranters dødsfald på havet og i ørkenen og hvilke konsekvenser det måtte have for de efterladte såvel som for Europa, afrikanske migranters vilkår i Sydeuropa og europæisk migrationspolitik.

ANBEFALET TIL DIG

Menu