”Valgflæsk” er ældre end det parlamentariske demokrati i Danmark. Danske aviser begyndte allerede i 1880’erne drillende at bruge betegnelsen om velflommede valgløfter. Siden blev begrebet udødeliggjort med L.C. Nielsens digtsamling Mit Land fra 1898, som rummede stroferne: ”Nu lokkes der med Løfter, nu angles der med Ord/og Valgflæsket skæres for ved Vælgerfolkets Bord”.
Dengang som nu betegner valgflæsk de guldrandede garantier, som politikere gerne serverer, når valgkampen går ind i de afgørende faser. Det er uvist, om det er en subtil ironisk reference, når et stadig stigende antal danskere i dag fejrer en veloverstået tur til stemmeurnen med en omgang stegt flæsk med persillesovs.
Til gengæld står det klart, at valgflæsk de seneste år har fået en helt ny betydning. For politikerne giver i stigende grad deres valgflæsk fysisk form, når de disker op med mere eller mindre vellykkede gastronomiske anretninger på de sociale medier.
Flade makrel- og æggemadder, snaps til røgede sild, en dugfrisk Classic fra fad eller entrecote-bøffer til perlende rødvin. Intet lader til at være tilfældigt. For maden skal afspejle politikernes folkelighed, vække genklang hos vælgerne, og vise os alle, at de kæmper for det, de tror på – og at de i bund og grund er ligesom du og jeg. Hverken mere eller mindre.
Du bliver, hvad du spiser
Du har måske lagt mærke til, at danske politikere i stigende grad føler trang til at delagtiggøre os i deres madvaner. Det sker gennem traditionelle kanaler som kogebogsudgivelser, tv-programmer og portrætartikler, men tendensen har for alvor taget fart i takt med, at politikere og spindoktorer er rykket ind på de sociale medier.
Med Facebook og Instagram har bl.a. Mette Frederiksen, Lars Løkke og Morten Messerschmidt fået en særlig platform, hvor de kan give følgerne et kurateret indblik i dagligdagen. F.eks. kan de invitere dem med på restaurant eller helt hjem i privaten. Vælgerne kan dermed føle et tættere, måske næsten familiært, bånd til de folkevalgte. Omvendt kan politikerne nå tusindvis af vælgere uden samtidig at skulle bekymre sig om kritiske spørgsmål fra nærgående journalister.
Det er sigende, at aforismen ”fortæl mig, hvad du spiser, og jeg skal sige dig, hvem du er” netop tilskrives en kombination af gastronomi og politik. Siden franskmanden Jean Anthelme Brillat-Savarin (1755-1826) pennede de berømte linjer, har en lang række klassiske antropologiske og sociologiske studier netop bekræftet, at både klasse og livstil kommer til udtryk i vores forbrug af mad. Vores omgang med maden giver os altså mulighed at signalere, hvad vi er rundet af, og hvilke værdier vi sætter højest. Og det ved vores folkevalgte.
Flæskesvær eller rødvin?
Det kom bl.a. til udtryk i 2011, da Dansk Folkeparti lancerede et online-bankospil, hvor de heldige kunne vinde en halv gris. Op til folketingsvalget samme år omdelte partiet desuden flæskesvær sammen med deres valgmateriale. Begge tiltag fungerede som klokkeklare markeringer af, hvem partiet opfattede som deres kernevælgere – og ikke mindst hvem, der ifølge dem burde regnes for ’ægte’ danskere.
I andre tilfælde har det politiske budskab været mere subtilt, men stadig ikke til at tage fejl af. Da Pernille Vermund i 2021 lavede et Instagram-opslag med en blodrød bøf og et stort glas rødvin, behøvede vi ikke at læse den borgerlige billedtekst for at forstå budskabet. Vi kunne alene af motivet afkode partilederens holdning til de nye klimavenlige kostråd, som Fødevarestyrelsen havde meldt ud samme formiddag.
Inger Støjberg gav heller ikke meget for de officielle formaninger, da hun i 2019 delte et billede af sin morgenmad bestående af hvidt brød med pålægschokolade og cola. Alle kunne ved selvsyn konstatere, at hun tilhørte et segment, der befandt sig milehvidt fra de elitære københavnske saloner, som hun siden er fløjet i flæsket på.
De seneste par år er vi gentagende gange blevet inviteret med hjem i køkkenet hos folkevalgte, der bager med deres børn og gerne efter en gammel familieopskrift. Fotodokumentationen af denne simple hverdagshandling fungerer som en maggiterning, der opløses til et nuanceret portræt af en politiker, som – travlheden til trods – sætter familien højest.
Madbilledet rummer altså et særligt potentiale som politisk kommunikationsmiddel, da det fremstår som et praksisnært koncentrat af både værdier og livsvalg.
Som da Mette Frederiksen sendte en efterårshilsen via Facebook fra ferien ved Møns Klint i 2017. Her beskrev en storsmilende Mette, at hun og familien nød tiden før kommunalvalgets slutspurt med at fange blade i vinden, spille spil og bage kage. Et ægte familiemenneske, må vi forstå.
De folkelige folkevalgte
Når politikere indvier befolkningen i de måltider, der ellers hører privatsfæren til, får de netop mulighed for at understrege, at de bag facaden lever et helt almindeligt liv. Og det er et attraktivt image i en tid, hvor undersøgelser igen og igen påviser, at afstanden mellem landets politikere og vælgere er øget.
Partiernes medlemstal har længe været i frit fald, og siden slutningen af 1970’erne er skellet mellem vælgernes og de valgtes socialgruppesammensætning blevet forøget ved hvert eneste folketingsvalg.
Den manglende sociale repræsentativitet bliver af politologer opfattet som en demokratisk udfordring, men den er også et håndgribeligt problem for hver enkelt politiker. Vi har nemlig en tendens til at stemme på de personer, vi betragter som reelle stedfortrædere for folket. Folkeligheden er – med andre ord – en valuta, der kan veksles til stemmer.
En politiker har mulighed for at befæste sin folkelighed ved tydeligt at markere, at han eller hun trods den sociale, økonomiske og kulturelle opstigning, som en politisk karriere typisk medfører, stadig har smag for det samme som alle vi andre.
Bare fordi man arbejder på Slotsholmen, kan man altså godt synge Kim Larsen-sange med Kandis, iføre sig klaphat, kippe med Dannebrog og foretrække flade madder. For sådan smager folkelighed.
Rugbrød som et politisk aktiv
Selvom politikernes menu på de sociale medier spænder over alt fra blødt brød til røde bøffer, er der et gennemgående kulinarisk tema, der forener fløjene. Rugbrød med pålæg er tilsyneladende en livret, uanset om man tilhører den blå eller røde blok.
På Instagram kastede Enhedslistens Pernille Skipper sig i juni 2022 over en klapsammen med usofistikeret rejeost. Den siddende socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, har flere gange understreget, at hun holder af rugbrødsmadder med usnobbet pålæg som skæreost, leverpostej og – ikke mindst – makrel i tomat.
Forhenværende statsminister Lars Løkke, der gennem længere tid har være kritiseret for at have et eksorbitant forbrug, har flere gange brugt nøjsomme anretninger til at markere mådehold. Da den daværende venstreformand i 2016 deltog i Folkemødet på Bornholm, fejrede han det ved at dele et stykke rugbrød med lokalrøget sild.
De Konservatives Søren Pape skyllede i 2019 en Instagram-venlig sildemad ned med snaps. Og hos Dansk Folkeparti nøjes de ikke med at foreslå, at smørrebrød bør være 100 pct. fradragsberettiget. Flere af partiets spidskandidater sætter også handling bag ordene ved at fremvise egne mere eller mindre højtbelagte udgaver på de sociale medier. Det upartiske rugbrød synes altså at være det bærende fundament i en politisk kostpyramide, der har fiskepålæg i toppen.
Og netop rugbrød med pålæg opfylder en række kriterier, der kan være med til at forklare dets popularitet blandt de danske politikere. Det er en unik spise, man stort set kun kan opstøve herhjemme, og smørrebrødet hører til blandt de ganske få anretninger, der påviseligt har en særegen historisk tilknytning til Danmark. Det balancerer desuden på en knivsæg mellem det sunde og usunde og er relativt billigt.
Vigtigst af alt er dog, at rundtenommen bringer politikerne i direkte øjenhøjde med den brede befolkning. Da videns- og forandringsorganisationen Madkulturen i 2021 undersøgte, hvad danskerne oftest spiser til aftensmad, indtog rugbrød med pålæg en klar førsteplads foran pizza, pølser og pastaretter.
Galt i halsen
At spise opfylder et almenmenneskeligt behov og er nært knyttet til vores personlige smag. Madopslaget hviler derfor på en uudtalt præmis om, at vi herigennem møder politikeren, som han eller hun virkelig er.
Men mad og drikke er også sovset ind i kulturelle koder, som man meget let får galt i halsen. Politikeres gastronomiske fodfejl fra udlandet, hvor maden længe har været en integreret del af valgkampen, taler sit tydelige sprog.
Donald Trump blev f.eks. gjort godt og grundigt til grin, da han i 2016 indtog en spandfuld Kentucky Fried Chicken i sit privatfly ved hjælp af kniv og gaffel. Trods kædens instruerende reklameslogan, ”It’s finger lickin’ good”, var den daværende republikanske præsidentkandidat tydeligvis uvidende om, at de friturestegte kyllingestykker ikke kræver, at sølvtøjet hives frem. Tweetet af den folkelige fastfood faldt til jorden.
I England kom tidligere premiereminister David Cameron tilsvarende galt afsted, da han i 2015 forsøgte at spise en hotdog med gaffel. Og fornylig fremstod det i manges øjne som uvederhæftigt spin, da Rishi Sunak – i sin bejlen efter at blive ny britisk premiereminister – fortalte, at han og døtrene ofte nød en wrap fra McDonald’s. Flere kunne hurtigt fortælle den konservative formandskandidat, at wrap’en ikke havde været at finde på burgerkædens menu i flere år.
På samme måde modtog den kommunistiske kandidat ved dette års franske præsidentvalg, Fabien Roussel, en gedigen røffel fra sine kammerater på venstrefløjen, da han i et interview forklarede, at fransk gastronomi for ham var ”god vin, et godt stykke kød og en god ost”.
Nogle mente, at han burde se sig for god til at koble bestemte fødevarer med franskhed, andre påpegede, at retterne var alt andet end klimavenlige, mens atter andre fremhævede, at en kommunist, der kæmper de fattiges sag, ikke burde tale om dekadent borgerlig gastronomi.
Mad er altså en farlig og fedtet ingrediens i det moderne vælgermøde. At vise offentligheden hvad og hvordan, man spiser, tilbyder ikke kun politikerne en mulighed for at træde i karakter som helt almindelige mennesker. Hvis de i deres praksis udviser, at de ikke helt forstår, hvordan en hotdog skal gribes an, afslører det tillige, hvor langt de er fra det folk, de skal repræsentere.
Og det er altså ikke sådan, man bliver den politiker, danskerne helst vil drikke en øl med.
