Xenofobi: Gastronomisk nationalisme og fremmedfrygt

Den kommunistiske kandidat ved dette års franske præsidentvalg, Fabien Roussel, kom i politisk stormvejr, da han i et tv-interview erklærede, at ”en god vin, et godt stykke kød og en god ost, det er for mig den franske gastronomi.”

Kritikken kom ikke fra de politiske modstandere, men internt fra venstrefløjen.

Der var dem, der mente, at den franske gastronomi ikke burde være en central sag for en kommunistleder, fordi mange af hans vælgere var udsatte borgere, der ikke kerede sig om borgerlig gastronomi, men om at få mad nok på bordet.

De mere klimaorienterede påpegede, at de tre produkter på ingen måde bidrog til en grøn omstilling.

Endelig var der dem, som mente, at han burde holde sig for god til at koble bestemte fødevarer med franskhed og dermed underforstå, at andre (f.eks. ”nationalretten” couscous) var mindre franske. Den slags burde man overlade til den populistiske højrefløj.

Med andre ord blev Roussel af sine egne allierede udstillet som en privilegieblind, klimabenægtende og fremmedhadsk boomer. Det er ikke godt for en moderne kandidat, der ser sig selv som progressiv revolutionær.

Eksemplet viser, at mad er et farligt domæne for politikere at begive sig ud i. Selv om det har potentialet til at få politikeren til at fremstå menneskelig og i øjenhøjde, kan man let komme til at træde folk over fødderne.

Det er særligt slående, at mange er blevet bevidste om, at mad ofte bruges i forhold til at udskille rigtige og forkerte franskmænd og ekskludere minoriteter, ikke mindst muslimer fra den nationale fortælling. Således kan maden fungerer som medium for xenofobiens, fremmedhadets, ideologi.

En varm kartoffel

I bogen La République et le cochon (”Republikken og svinet”, 2013) analyserer den franske historiker Pierre Birnbaum, hvordan svinekød har været tæt koblet til den franske republiks identitet siden dens opståen og ikke mindst til at mistænkeliggøre ikke-svinespisende mindretal.

Da bogen udkom, var svinekød blevet en varm kartoffel i fransk politik.

I 2010 havde folk fra det ekstreme højre arrangeret en række offentlige aperitiffer i kvarterer med store muslimske befolkningsgrupper, hvor der kun blev serveret svinepølse og rødvin.

Herved blev de muslimske medborgere eksplicit ekskluderet fra det fælles bord. De arrangerede også suppekøkkener for hjemløse, hvor der kun var svin på menuen serveret med alkohol, således at de hjemløse med muslimsk eller jødisk baggrund ikke kunne benytte sig af tilbuddet.

Men Birnbaum påpeger, at udgrænsningen af ”de fremmede” gennem gastronomien på ingen måde er et nyt fænomen, og fremdrager eksempler på, at de ”ikke-svinekødsspisende” borgere og deres stilling blev diskuteret helt tilbage til oplysningstiden.

Han citerer den store franske oplysningsfilosof Voltaire for, at jøderne selv var ansvarlige for deres marginalisering i samfundet, da de bl.a. ikke ville spise det samme som resten af befolkningen. Ifølge Voltaire var det i modstrid med det sociale ideal, som bandt nationen sammen. 

På kant med republikkens idealer

Det er værd at bemærke, at oplysningstidens tankegods, der også kom til at præge den franske revolution, var meget kritisk over for religion i det hele taget – ikke mindst den magtfulde kirke.

Mange revolutionære ønskede religion i enhver afskygning helt væk fra det offentlige rum og drømte om et verdsligt samfund af lige borgere, befriet for religiøs indflydelse.

Det præger stadig det franske samfund den dag i dag. Som ét af de første lande i verden gennemførte Frankrig en adskillelse af kirke og stat i 1905.

Verdsliggørelsen af det offentlige rum betyder også, at religiøse symboler (f.eks. kors) ikke er tilladt i skoler og andre offentlige institutioner. I Frankrig går man altså længere end mange andre lande, da man ikke bare adskiller kirke og stat, men også lover borgerne et neutralt, religionsfrit offentligt rum.

Det har udløst voldsomme polemikker i nyere tid, hvor befolkningen er blevet mindre homogen. Der har f.eks. været intense debatter om muslimske tørklæder i skolerne og senest om, hvorvidt ”burkinier” (tækkeligt badetøj, inkl. tørklæde) kunne tillades på offentlige strande.

Birnbaums bog fokuserer især på tiden omkring år 1800 og viser gennem talrige eksempler, at særligt jøderne dengang var mistænkeliggjort, fordi de ikke spiste svinekød. Kunne de så anses for at være rigtige franske medborgere? Birnbaum kommer bl.a. med en række eksempler fra militæret, hvor de jødiske soldater ikke spiser det samme som de andre soldater, hvilket skaber tvivl om deres offervilje i forhold til den franske nation.

I de senere år er fokus i høj grad flyttet fra jødernes spisevaner til de muslimske mindretals. Ikke bare afvisningen af svinekød, men også deres krav om, at okse, kylling og lammekød skal være halal.

Mange franskmænd har udtrykt generel skepsis over for halalmad i det offentlige rum og ser det som en trussel mod de republikanske idealer om universalisme og en offentlighed fri for religiøse symboler og diskurser.

Oprindelig var verdsliggørelsen af det offentlige rum først og fremmest begrundet i et ønske om at begrænse kirkens magt. Dengang udgjorde gejstligheden en elite, der var vant til, at deres ord var lov. Skulle folket have en chance for at komme til orde, var der en vis fornuft i at rense den offentlige debat for religiøs autoritet.

I forhold til nutidens religiøse mindretal er sagen mindre klar: Er det chikane og stigmatisering af minoritetsgrupper, hvis man nægter dem at gå med tørklæde eller spise halalkød i offentlige kantiner? Eller er det tværtimod med til at sikre det demokratiske fundament i den franske republik?

Slaget om halalburgeren

De to sociologer Wynne Wright og Alexis Annes har foretaget et interessant studie, hvor de analyserer dette spørgsmål igennem et hverdagseksempel, nemlig da den franske burgerkæde Quick begyndte at sælge halalburgere i 2009.

Quick kan godt have haft et ædelt ønske om at fremstå mere inkluderende, men det siger sig selv, at initiativet først og fremmest bundede i en forretningsmæssig kalkule.

I forbindelse med krigene i Afghanistan og Irak igennem nullerne var der en stigende anti-amerikanisme blandt de muslimske mindretal i Frankrig.

I sin analyse af halal-forbruget i Frankrig fremhæver antropologen Christie Rodier, at mange muslimer ikke længere ville gå på McDonald’s, selv om de elskede deres big macs, da de ikke ville associeres med dette symbol på amerikansk imperialisme. Det var ikke burgeren, de vendte ryggen til, men brandet.

Der var med andre ord en åbning i fastfood-markedet: Muslimer, som godt kunne lide burgere, men ikke ville fremstå pro-USA eller give køb på deres religiøst funderede kostprincipper.

Quick startede med et par forsøg fra november 2009 til maj 2010, hvor de tilbød halalkød i et udvalg af deres restauranter i områder med store muslimske befolkningsgrupper.

Det viste sig at være en kæmpe succes. Oprindelig var ambitionen at tilbyde både halal- og ikke-halal-burgere, men kæden konkluderede, at det var for kompliceret og omkostningstungt at have to helt adskilte produktionsspor. Så efter forsøgsperioden besluttede Quick, at 22 restauranter udelukkende skulle serverede halalkød. Disse blev kendt som Quick Halal.

I deres studie udforsker Wright og Annes den offentlige debat i forbindelse med udrulningen af dette initiativ og analyserer i alt 98 tekster om sagen fra de store toneangivende dagblade.

59 pct. af indlæggene er negative over for Quicks initiativ. Modstanderne slår især på, at det strider mod den republikanske idealer, og at der faktisk er tale om diskrimination af de franske borgere, som ikke ønsker halalkød.

De resterende 41 pct. er overvejende positive – men ud fra vidt forskellige ræsonnementer. Godt to tredjedele af tilhængerne (28 pct. af samtlige artikler) slår på, at Quick er en privat virksomhed, der opererer på det frie marked – modsat f.eks. offentlige køkkener i skoler, plejehjem, kantiner etc. Argumentet er, at hvis der er et marked for det, er Quick naturligvis i sin gode ret til at tilbyde dette produkt.

Her anses halalspiserne først og fremmest som forbrugere frem for borgere. Halalburgeren er et privat forbrugsobjekt og ikke et symbolsk artefakt, der truer det offentlige rum.

De sidste 13 pct. af artiklerne ser Quicks initiativ som et positivt forsøg på inklusion af det muslimske mindretal i det offentlige rum. Her vendes diskriminationsperspektivet altså på hovedet i forhold til de tekster, der var kritiske over for Quick: Det er mere ekskluderende ikke at imødekomme muslimers kostønsker og dermed forhindre dem i fuldt ud at deltage i det offentlige rum.

Defensiv gastronationalisme

Wright og Annes ser de tekster, der er kritiske over for Quick, som et udtryk for, hvad de kalder ”defensiv gastronationalisme”.

Begrebet gastronationalisme dækker over brugen af mad og madkultur til at promovere bestemte nationale ideologier og interesser. I den defensive gastronationalisme handler det ikke om, hvad man skal spise for at være en rigtig medborger, men om, hvilke typer af mad, der ikke er forenelige med de nationale værdier.

De forskere understreger, at der langtfra er konsensus om dette begreb, men finder det dog alligevel bemærkelsesværdigt, at så stor en andel af de franske tekster indtager denne kritiske position. Den ville forventeligt fylde langt mindre i f.eks. USA eller Storbritannien, hvor man generelt vægter den personlige frihed højere end statens magt.

Her har man også en meget længere tradition for kommunitarisme og kulturel mangfoldighed, selv om der her naturligvis også er ulige magtforhold mellem majoriteten og minoriteterne.

Gør plads ved bordet

Som kritikken af Roussels udtalelser i valgkampen vidner om, er der i 2022 en stigende modstand mod koblingen mellem ”franskhed” og bestemte retter eller fødevarer.

Det handler ikke kun om hensynet til muslimer, jøder og andre religiøse minoriteter. Der findes et stigende antal andre grupper, der af ideologiske eller sundhedsmæssige grunde er afskåret fra at dyrke de ”klassiske” franske køkkentraditioner: Fra klimaforkæmpere, dyrevelfærdsaktivister og veganere til laktoseintolerante og glutenallergikere.

Det bliver sværere og sværere at opretholde forestillingen om ét fransk køkken, der kan favne hele den farverig republik, uden at en stor andel af befolkningen føler sig fremmed. Måske er det på tide at gøre plads ved bordet, så også de, der ikke ligner majoriteten, kan deltage i måltidet og føle sig velkomne i det republikanske fællesskab.