Jeg har i nogle år boet i Sverige, og jeg har netop fået tilsendt mit valgkort fra Valmyndigheten. Allerede her begynder de bemærkelsesværdige forskelle mellem Sverige og Danmark. Fordi jeg fortsat er dansk statsborger, kan jeg nemlig ikke stemme til riksdagsvalget, og fordi jeg ikke længere bor i Danmark, kan jeg ikke stemme til folketingsvalg.
Men en svensker, der bor fast i Danmark, kan uden videre stemme til riksdagsvalget på søndag – Tommy og Annika er altså ikke frataget deres normale indflydelse på hjemlandets parlamentariske sammensætning, bare fordi de bor vest for Öresundsbron. Og sådan er det hele vejen igennem, når man ser på valgreglerne og den måde, valgene afvikles på i de to nabolande. For trods al vores snak om kulturel og social samhørighed med landet på den anden side af Øresund, er forskellen på vores politiske systemer faktisk ganske märkbar.
I Danmark bestemmer statsministeren, i Sverige kalenderen
I Sverige har man i snart 50 år vidst, at der søndag den 11. september 2022 skal være riksdagsvalg. Man har nemlig faste valgperioder med valg hvert fjerde år anden søndag i september - og samme dag skal der desuden være valg til såvel regionsråd som kommunalbestyrelser.
I Danmark er det jo derimod statsministeren, der suverænt bestemmer valgdagen, dog under skyldig hensyntagen til Indenrigsministeriets tidsfrister, mens kommunale og regionale valg altid skal holdes den tredje tirsdag i en fast fireårig kadence. At landet ligger lidt anderledes i år på grund af det ultimatum, som Radikale Venstre har stillet regeringen, ændrer jo ikke ved, hvordan reglerne egentlig er.
Men der er mindst én stor fordel ved den danske model, dvs. ikke at have faste valgperioder, nemlig at valgkampen op til et folketingsvalg under normale omstændigheder er ret kort og intensiv – pludselig er det overstået, og man kan komme videre. I Sverige startede valgkampen derimod engang i foråret, og den bliver efterhånden noget trættende at følge med i, blandt andet fordi blokopdelingen er endnu mere fastlåst end i Danmark.
På afstand er vi ens – sådan da
Min gode ven og kollega Lise Togeby publicerede i 1989 en fin lille bog, hun kaldte Ens og forskellig. Dens emne var komparativ metode, som hun illustrerede ved at sammenligne den såkaldte græsrodsdeltagelse i de nordiske lande. Hun skelnede mellem græsrodsdeltagelsen set på lang afstand, hvor den tilsyneladende var ens, på mellemlang afstand, hvor den var noget forskellig, og på helt kort afstand, hvor græsrodsdeltagelsen var ret så forskellig.
Det har slået mig, at hendes konstruktive tilgang til den slags landesammenligninger også kan bruges på det kommende svenske – og formodede – danske valg.
På lang afstand vil man sige, at mandatfordelingssystemerne er ens, nemlig forholdstalsvalg i to niveauer, mens det samme gælder for partisystemerne – i hvert fald i grundtrækkene. Men kommer man tættere på, bliver det klart, at det er noget mere komplekst end som så.
Vi stemmer da alle på samme måde, gør vi ikke?
Efter mange års arbejde med valg har jeg gjort mig i hvert fald én interessant observation. Langt de fleste indbyggere i et givent land, og det uanset om vi snakker Danmark, Sverige, Bosnien eller Kenya, tror tilsyneladende, at valg andre steder på kloden foregår nogenlunde som hos dem selv. De fleste har da også kun yderst sjældent haft anledning til at opleve andet.
Lige på dét punkt er jeg dog hjulpet af min erfaring. Dels har jeg haft valgret i to lande, dels har jeg gennem de seneste tre årtier arbejdet med valg og valgadministration i både Afrika, Asien og Europa. Og en af de mange forskelle ses allerede på stemmesedlen.
I Danmark har man som bekendt kun én stemmeseddel, og den oplister alle de partier og personer, man kan stemme på i den pågældende opstillingskreds, anført i den rækkefølge og på den måde, som partierne hver for sig har bestemt. Alle vælgere på et valgsted får udleveret den samme stemmeseddel, når de er blevet identificeret i valglisten. Derefter går man om bag forhænget, sætter sit kryds og dropper, meget symbolsk, den sammenfoldede stemmeseddel i ’stemmekassen’. Ret simpelt.
I Sverige er det helt anderledes.
Frit valg på alle hylder
I vores naboland har hvert parti sine egne stemmesedler, og vælgeren skal selv sørge for at få fat i de tre stemmesedler, der skal bruges til de tre forskellige valg. Det kan ske på fire forskellige måder, hvoraf de mest interessante efter min mening er de tre, hvor stemmesedlerne ukontrolleret distribueres uden for valglokalet, og før man skal stemme.
Nogle vælgere får stemmesedler fra udvalgte partier direkte ind ad brevsprækken, idet de er inkluderet i det husstandsomdelte valgmateriale, som nogle partier sender ud i de postnummerområder, hvor de tror, det kan betale sig.
I dag landede der f.eks. seks stemmesedler fra Socialdemokraterna og seks fra Sverigedemokraterna i vores postkasse. Partierne går automatisk ud fra, at hver husstand tæller to personer, og da man skal stemme til tre valg, får alle altid udleveret netop seks stemmesedler. Så kan vælgerne sidde derhjemme ved køkkenbordet og sætte et kryds i ro og mag, forhåbentlig i konstruktiv og hyggelig dialog med familiens andre vælgere.
Man kan også få fat i stemmesedler i de valstugar (valgboder), som partierne stiller op rundt omkring i mange byer, og hvor partiaktivister forsøger at overbevise forbipasserende om deres partis fortræffeligheder, mens de lige sørger for, at de får nogle af netop deres stemmesedler med hjem i tasken.
På selve valgdagen kan man også risikere at blive mødt af en flok partiaktivister ved selve valgstedet. De forskellige partiers aktivister er nemme at kende på deres iøjefaldende trøjer og huer med partiemblemer, og de vil utrolig gerne have, at man lige tager en (dvs. tre) af deres stemmesedler med, inden man går ind og udfører sin demokratiske pligt. Uden for stemmestedet kan alle så se, hvilke stemmesedler man tager imod, og hvilke man mere eller mindre bestemt afviser. Enkelte steder i Sverige har man forbudt denne form for løben spidsrod mellem partiaktivister i 11. time.
Den fjerde og sidste mulighed er på valgdagen inde på selve valgstedet, hvor man faktisk også selv kan tage stemmesedler for de(t) parti(er), man vil stemme på. Her ligger alle stemmesedlerne på et bord eller i en eller anden slags reolarrangement. Tidligere har man ofte uden besvær kunnet se, hvilke stemmesedler andre vælgere i køen har taget, men efter en del kritik vil der i år være en afskærmning omkring det sted, hvor man skal tage sine stemmesedler – hvis man altså ikke har dem med i lommen eller går med dem i hånden, hvad ret mange gør.
Mange kandidater, små stemmesedler
Hvert parti har faktisk ikke kun én slags stemmeseddel. De har derimod to, måske endda tre, vel at mærke til hvert af de tre valg. Dertil kommer en blank stemmeseddel, som man selv kan fylde ud, hvis man ikke kan finde en for det parti, man havde tænkt sig at stemme på – eller hvis man vil stemme på Kalle Anka-partiet, som også har sine trofaste støtter.
Med tre valg og flere stemmesedler for hvert parti, kan der nemt være mere end 50 bunker med stemmesedler, som vælgerne skal orientere sig i, inden de udvælger de tre, de vil have med om bag forhænget.
De to vigtigste stemmesedler er dem med partinavn og dem med partinavn plus navnene på de kandidater, der er opstillet i kredsen. Nogle steder kan et parti ydermere have to forskellige kandidatlister, hvilket måske forvirrer vælgerne. I hvert fald gør det både optællingen og mandatfordelingen voldsomt tidsrøvende.
Stemmesedlerne er små, ca. 14,5 cm x 10,5 cm, så hvis kandidatlisterne er lange, kan alle navnene ikke stå på forsiden. Derfor står der måske 25 navne på forsiden og 30 på bagsiden. De mange navne skyldes, at der i Sverige ikke er regler for, hvor mange kandidater man kan stille op i en given valgkreds. I Danmark er der jo grænser for, hvor mange der må stilles op ved kommunal- og regionsrådsvalg, og ved folketingsvalg holder partierne sig normalt til kun at stille én kandidat op i hver opstillingskreds.
Vores hus på landet ligger i en af de små valgkredse, hvor der normalt vælges ti kandidater, inklusive eventuelle tillægsmandater. Det betyder, at de tre store partier kan se frem til at få valgt to eller tre kandidater, og i 2018 fik Sverigedemokraterna da også valgt to.
Men på deres stemmeseddel til valget på søndag er der i denne valgkreds 71 kandidater på listen, 30 på forsiden med Jimmie Åkesson på førstepladsen, og 41 på bagsiden. Man kan fint stemme personligt på en af kandidaterne, men firkanterne ud for hver kandidat er næsten mikroskopiske, og de har meget sjældent betydning for, hvem der faktisk bliver valgt – igen en markant forskel fra Danmark.
700 millioner stemmesedler
Partierne mener generelt, det er en god idé med mange kandidater. Men man fristes til at tro, at det skyldes, at de personlige stemmer spredes så meget, at kun meget få kan få de 5 pct. af partiets stemmer i en valgkreds, som er kravet for at blive valgt på personlige stemmer. For kandidater med færre personlige stemmer følges partilistens rækkefølge, dvs. vælgernes personpræferencer får ingen betydning for hvem, der reelt kommer ind.
Den afslappede måde, man håndterer stemmesedlerne på, betyder dog, at der er et betydeligt stemmespild. Det gør ikke noget for de etablerede partier, som får deres stemmesedler leveret af ”systemet”, men det kan være altafgørende for de helt nye partier, der selv skal betale for deres stemmesedler. Hvis de får mere end 1 pct. af stemmerne, får de dog deres omkostninger til trykning og distribution refunderet.
Der er lige godt 7,5 millioner vælgere til riksdagsvalget og lidt flere til de kommunale og regionale valg (blandt andet sådan en som mig). Der er normalt høj valgdeltagelse i Sverige, så det burde række med ca. 25 millioner stemmesedler.
Men på grund af netop den afslappede omgang med stemmesedlerne, trykkes der mange, mange flere, intet mindre end i omegnen af 700 millioner. Nok er der mange træer i Sverige, og nok er stemmesedlerne små og trykt på dårligt papir, men det forekommer alligevel at være et utroligt og unødvendigt ressourcespild.
De gule, blå og hvide
Når man har bestemt sig for, hvilke stemmesedler man vil bruge, og eventuelt har sat kryds ved én kandidat til hvert af de tre valg, skal stemmesedlerne lægges i de tilhørende kuverter. Der må naturligvis kun komme én stemmeseddel i hver kuvert, og kuvertens ene afklippede hjørne gør det nemt at se, om der er en gul (riksdagsvalg), en blå (regionsrådsvalg) eller en hvid (kommunalvalg) stemmeseddel i kuverten.
Kuverterne skal sikre, at valget er hemmeligt i sidste fase af processen – hvilket virker lidt besynderligt i lyset af processens tidligere led. Igen går konvolutsystemet også ud over skovene, for de 25 millioner stemmesedler skal have et tilsvarende antal kuverter. Og de skal naturligvis alle åbnes igen, før stemmeoptællingen kan begynde. Det må være tilladt at undre sig.
I Danmark brugte man faktisk også et kuvertsystem i de første årtier med hemmelig afstemning, men det ophørte i 1930’erne, da lyset gik op for de ansvarlige myndigheder - vælgerne kunne jo bare folde deres stemmesedler sammen, inden den blev lagt i stemmekassen.
Systemets hjælpende hånd
Næste trin er at komme kuverterne i stemmekasserne, som er mærket henholdsvis gul, blå og hvid. Inden det kan ske, bliver vælgerens ret til at stemme tjekket ved fremvisning og granskning af valgkortet.
For en dansker kan det virke mærkeligt, at retten til at stemme først tjekkes så sent i processen, dvs. når man nærmest er på vej ud af valglokalet. Men sådan er det altså i nabolandet, i modsætning til her i landet, hvor man jo bliver tjekket ved indgangen og først derefter får sin stemmeseddel.
Når man er blevet godkendt som vælger til enten alle tre valg eller kun de to (som undertegnede), skal man aflevere sine kuverter til ”kuvertmodtageren”, dvs. en af de tilforordnede vælgere, som så højtideligt dropper dem i de respektive stemmekasser.
Den del tør ”systemet” åbenbart ikke overlade til vælgeren selv, og måske er det kun en detalje. Men jeg og mange andre, der også har stemt i andre lande, oplever det lidt som en devaluering af vores status som vælgere. For det føles faktisk lidt ydmygende, at man ikke tiltros evnen til at kunne lægge kuverten med den blå stemmeseddel i den med blåt mærkede stemmekasse.
Den vage valgaften
Når de rette sedler er fundet, krydserne sat, kuverterne lukkede, kuverterne åbnede og stemmerne talt op, er vi klar til den store valgaften. Og ligesom i Danmark, følges den naturligvis live på tv i familiens skød.
Tv-transmissionen minder en del om den danske, hvor et par kanaler konkurrerer om at have hurtige prognoser, gode kommentatorer og komme først med det meste. Men der er dog den forskel, at det endelige resultat, med forbehold for fintællingens småafvigelser, ikke kommer på selve valgaftenen, men først nogle dage senere. Surt show.
Forklaringen på det lidt senere slutresultat er dels de mange brevstemmer (förtidsröstar), denne gang sikkert næsten 50 pct. af alle stemmer, dels alle stemmerne fra svenske vælgere i udlandet, der jo også skal tælles med.
Den foreløbige opgørelse på valgaftenen er altså mindre sikker og mindre endelig i Sverige end i Danmark, hvad man især skal huske, hvis det ser ud til, at de to blokke bliver nogenlunde lige store.
I skrivende stund peger en del dog i retning af en sejr for Sveriges centrum-højre-blok, men det kan jo ændre sig både en og flere gange, inden slaget skal stå på søndag.
Når resultatet endelig foreligger, skal man så forberede sig på den næste væsentlige forskel mellem de to nabolande. Udpegelsen af en statsminister efter et valg forudsætter en højtidelig afstemning i den nyvalgte Riksdag, hvor den af talmannen (Riksdagens formand) udpegede statsministerkandidat ikke må få 175 stemmer eller mere imod sig – en såkaldt (negativ) investitur-afstemning.
Selv om regerings- og koalitionsforhandlinger kan være lige komplicerede i de to lande, er der ingen sådan afstemning i Folketinget, inden en ny regering kan tiltræde.
Det kan altså godt være, at mange hæfter sig ved de mange ligheder i vores politiske systemer, når vi kigger ud i verden. Men valgene i Sverige og Danmark er altså mere forskellige, end de er ens.
