I en tid præget af klimakrise, krigen i Ukraine, høj inflation og utallige andre globale problemer, bliver VM-slutrunden i fodbold til november en oase af underholdning for de millioner af seere, som vil følge deres hold i kampen om medaljer. For de flere tusinde immigrantarbejdere, der byggede de stadioner og hoteller, som slutrundens publikum betræder, var oasen derimod et fatalt fatamorgana.
I perioden 2011-2021 mistede mindst 6.500 gæstearbejdere livet i Qatar. Nogle døde, mens de opførte VM-stadions, andre, mens de byggede de hoteller, lufthavne, metrosystemer og motorveje, som skal gøre ikke bare VM-slutrunden, men hele Qatar til en international succeshistorie. Slutrundens stadions har i alt kostet 6,5 milliarder dollar. Peanuts, hvis den samlede regning for hele infrastrukturen som forventet ender på svimlende 300 milliarder dollar. Ved siden af VM har Qatar altså investeret 293,5 milliarder dollars i hvad man kunne beskrive som byudvikling – i et helt enormt omfang.
Omkostningerne i liv og penge er ekstraordinære, men at blande politik og idræt er snarere reglen end undtagelsen. Ud over VM i Qatar var f.eks. Ruslands Vinter-OL i 2014 og VM i fodbold i 2018 også kendetegnet ved yderst kritisable men klare politiske mandater.
Og hvad med Tour de France i 2022? Selvom metoderne, formerne og forholdene i Danmark adskiller sig ekstremt fra Qatar, er der jo også politiske mål med idrættens internationale arrangementer på vores egne breddegrader.
Men hvad er det Qatar, Rusland, Danmark og alle de andre, der årligt kæmper om de internationale værtskaber, vil med de store stævner – og hvordan kan vi vide, om de faktisk lykkes?
For at kunne svare på det, må vi se nærmere på, hvad et arrangement egentlig er. Afhængigt af øjnene, som ser, kan det samme arrangement nemlig ligne alt fra byudvikling, politisk propaganda og en folkefest til en økonomisk investering eller aktivistisk happening. Ikke sjældent er det en solid blanding af det hele, for sportsbegivenheder er altid politiske multi-tools, der kan spændes for enhver vogn, og dét uanset om spillet foregår på den arabiske halvø eller danske plæne.
Om arrangørerne så kan løfte armene i ren sejrsjubel, når den sidste bold gives op, er derimod en helt anden sag. Dét ved man som regel først, når man i tiden efter kan se, om arrangementet faktisk bidrog til reel kulturel, økonomisk eller politisk forandring. Som i tilfældet Qatar.
Fra oliestat til kulturhub
VM i Qatar er ikke et idrætsarrangement. VM er en del af Qatars omstilling fra en olieøkonomi til et land kendt for events, museer, kultur og faciliteter til messer, udstillinger, idræt og meget mere. Det er i hvert fald ørkenstatens drømmescenarie. Et moderne land, som turisterne vil flokkes om og en stat, som sikrer sig respekt gennem blød magt, altså evnen til at nå sine mål gennem tiltrækning snarere end afskrækning.
Qatars værtskab har været udsat for hård kritik på grund af landets problemer med blandt andet overholdelse af menneskerettighederne og anklager om korruption i forbindelse med tildelingen af selve værtskabet. Kritikken var så hård, at to engelske forskere i 2015 mente, at Qatar ligefrem kunne blive et eksempel på en stat, som stod tilbage med blød afmagt i stedet for blød magt efter en slutrunde.
I dag virker det usandsynligt, at Qatar får det røde kort og mister slutrunden. Det betyder dog langt fra, at Qatar har opnået, hvad de ville. Slutrundens finale er ikke finalen for Qatars omstilling, for deres nationale vision skal ikke være realiseret før i 2030. Kritikerne af landet vil også fortsætte deres arbejde efter den sidste kamp er fløjtet af - om end de måske mister en vigtig scene, når VM flytter videre til USA, Mexico og Canada i 2026.
Fortællingen om et Storrusland
Sportsevents er altid brikker i et større spil, der rækker langt ud over selve mesterskabet, og det har vi set gentagne gange gennem historien.
Det gælder for Qatar i år, ligesom det var gældende for Rusland i 2010, da FIFA tildelte dem - eller måske især Putin – værtskabet for VM i fodbold i 2018. Qatar fik også deres VM i 2010 og begge valg blev mødt af anklager om korruption og krav om boykots på grund af landenes kritisable menneskerettighedsforhold.
Helt galt blev det for Rusland, da landet annekterede Krim fire år senere og begyndte at støtte separatistbevægelserne i Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine. Rusland blev omgående mødt af vestlige sanktioner, bl.a. blev landet smidt ud af Europarådet og flere russere fik indrejseforbud i EU. Men landets store idrætsarrangementer blev ikke berørt.
Vestlige landshold rejste til Rusland i 2018, og selvom en velorganiseret slutrunde ikke ændrede ved Vestens modvilje mod Ruslands politik, mistede det store event ikke dets værdi. Invasionen af Ukraine er bare det seneste eksempel på, at Putins regime – med bl.a. OL og VM i baghånden - indadtil har været i stand til at skabe en fortælling om et stærkt, stort og uafhængigt Rusland.
De seneste VM-slutrunder viser groft sagt, at internationale idrætsarrangementer kan kobles direkte til økonomiske og/eller kulturelle reformer. Qatar satser mest på det første, Rusland især det sidste.
Qatar og Rusland er desuden bare to af mange eksempler på, at internationale sportsforbund ofte placerer prestigiøse arrangementer i lande, hvor kulturel og økonomisk udvikling ikke altid rimer på udvikling af mere menneskelige og retfærdige samfund. Men er alt så godt, hvis vi vender blikket mod mere demokratiske stater, f.eks. Danmark?
OL i Valby
Tanken om at afholde De olympiske lege i andedammen Danmark lyder måske fjern og eksotisk, men den er faktisk ingen af delene. Da Valby Idrætspark blev anlagt i 1930’erne var det meningen, at anlægget skulle være så stort, at det kunne rumme et OL, og op til legene i både 1972 og 1984 spurgte IOC (International Olympic Committee) generøst om Danmark måske kunne være interesseret i at lægge jord til begivenhederne. Nej tak, det er for dyrt, lød svaret dengang.
Frygten for prislappen lurede også lige under overfladen, da Mie Nygaard, kultur- og fritidsborgmester i København, i foråret 2022 meldte ud, at hun drømte om at få OL til København i 2036. Et OL, som vel at mærke skulle være ”det billigste, det mest bæredygtige og det mindste OL nogensinde”.
Endnu har vi ikke haft et OL i baghaven, men i stedet er vi – med Politikens ord – blevet de bedste til alt det næstbedste. Bueskydning, indendørsroning, ridning, håndbold, fodbold, cykling, mountainbike, ishockey.
Stort og småt inden for idrættens mangfoldige univers har altså lagt vejen fordi Danmark i de seneste år og bidraget til folkefester, branding, økonomiske indsprøjtninger og en forbedret breddeidræt - i hvert fald hvis man skal tro politikerne, som ofte fremhæver netop disse fire grunde til, at vi bør afholde mesterskaber i alskens sport. Spørgsmålet er så bare, om politikernes argumenter egentlig har hold i virkeligheden.
Fest, image, penge eller idræt for alle?
Det er sjældent, at medier og forskning angriber fest-argumentet. Det skyldes måske, at ingen efterhånden betvivler de største arrangementers folkelige appel. Dén så vi senest under sommerens hede Tour-rus, hvor titusindvis af fans stimlede sammen langs ruten og heppede Cort og Co. gennem de første etaper på et bagtæppe af polkaprikkede husfacader og landevejenes dannebrogsgraffiti.
Værdien af image og branding er derimod lidt mere besværlig at måle. På plussiden tilbyder et arrangement en scene, hvor værtslandet kan fremvise sine flotteste sider og værdier. Det danske Tour de France var f.eks. præget af folkelighed, miljøbevidsthed, sundhed, organisationsevne og struktur. Et minus ved et sådant arrangement er, at det også bringer sine egne værdier i spil. Og derfor kan udløse en heftig debat, når internationale arrangementer viser sig at slå buler i vores demokratiske selvforståelse.
Det så vi også under sommers Tour. Her nægtede de mange kommuner, som lagde asfalt til de tre etaper, at udtale sig om, hvordan økonomien bag løbet egentlig helt præcist så ud. Ifølge de kommunale beslutningstagere ville det ikke være fair over for ejerne af det internationale cykelløb.
I samme boldgade finder vi Tourens sorte sponsorliste. København er kendt som den grønne ’cykelby’ og cyklen i sig selv fremhæves ofte som et vidunderligt klimavenligt transportmiddel. Særligt derfor var kritikerne ikke sene til at påpege det problematiske i, at rytterne ræsede rundt i landet som omcyklende reklamesøjler for olie-, gas- og kemigiganter. Økonomi kan omvendt synes mere eksakt. Det handler jo i bund og grund om indtægter og udgifter. Men alligevel er det ofte svært at afgøre, om et arrangement faktisk er så god en forretning, som arrangørerne påstår.
Målinger af forbruget rundt om et arrangement viser godt nok ofte en meromsætning, men målemetoderne er omdiskuterede. Det er f.eks. sjældent, at evalueringer diskuterer de såkaldte alternativomkostninger, altså, hvorvidt investeringen i arrangementet faktisk var den bedste måde at bruge pengene på eller om der havde været mere effektive alternativer.
Om et idrætsarrangement øger vores motivation til at dyrke breddeidrætten, f.eks. melde os ind i en idrætsforening, kan forskningen heller ikke give et entydigt svar på. Mange små cykelklubber landet over rapporterede godt nok om stigende medlemstal i kølvandet på Vingegaards triumf, og dét særligt blandt de helt unge ryttere, men vi kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt Vingegaard-effekten, som friske journalister har døbt den, reelt holder vand. Om en klub har succes med at øge medlemstallet efter et internationalt arrangement, afhænger også af, om klubben selv gør en indsats for at rekruttere medlemmer, har plads, trænere, kan holde på medlemmerne osv.
Ligesom i Qatar og Rusland kan et idrætsarrangement altså aldrig stå alene, når vi skal vurdere om stævnet lykkedes med mere end et øjebliks magi.
Er VM i Qatar en aktivitet eller et monument?
I 1976 afsluttede den franske antikhistoriker Paul Veyne sin omfattende analyse af store fester i antikkens Grækenland og Rom med at konkludere, at “et monument er mindre rationelt end en aktivitet, men det er mere iøjnefaldende og det tillader at man læner sig tilbage, når man har set, at monumentet er smukt.”
Hvad er da et internationalt idrætsarrangement i dag – et monument eller en aktivitet? Et skønt, flygtigt værk eller et skridt på rejse mod et fjernt mål og et ønske om forbedringer?
Det er nemmest både at se og vurdere monumentet. Idræt, når det er bedst, er overvældende, tilbyder unikke og magiske øjeblikke, som bjergtager os og kan overdøve al snak om langsigtede strategier, anlægspolitik og kommunale udviklingsplaner.
Men hvis vi faktisk vil vide, hvad vi får ud af et stortanlagt arrangement, må vi vurdere det som en aktivitet. Det kræver bare at hele planen for det overordnede mål inddrages i vurderingen, f.eks. om folkesundheden forbedres, turismen forøges og tilstrømningen til de lokale klubber fortsætter.
Alene at spørge til selve ’arrangementet’ svarer til at vurdere en fodboldsæson på baggrund af én enkelt kamp. Men en sæson er jo naturligvis mere end den blot ene kamp på grønsværen. Den er summen af indsatsen i alle kampene, træningspassene, modstandernes forberedelser, publikums opbakning og meget, meget andet. Man kan glædes over en kamp som et monument, men én sejr i en kamp trøster ikke meget ved sæsonens afslutning, hvis det blev ved den ene succes og holdet rykker ned.
På samme måde kan vi glæde os over et idrætsarrangement i nuet, men vil vi kende det fulde udbytte, må vi se det som en aktivitet, som et led i en større plan.
Idrætsarrangementer er altid et politisk multi-tool
I Qatar og Rusland er arrangementerne åbenlyst en del af en større plan for landenes udvikling. De har bidraget til enorme ændringer i samfundene indadtil og ført til harsk vestlig kritik.
I Danmark har vi ikke den samme topstyring og lige så omfattende mål for vores arrangementer. Derfor må kommunerne, staten og idrættens organisationer samarbejde om at finde et fælles fodslag – eller i hvert fald sørge for, at alle kan finde lige præcis dét perspektiv på arrangementet, som gør det interessant for dem at være med. Her er idrætsarrangementerne heldigvis gavmilde. De er simpelthen et politisk multi-tool, der kan kobles til alt fra folkesundhed, økonomi til national selvpromovering og flere aktive børn.
I Danmark må et arrangement altså forene mange interesser. Det stiller store krav til koordineringen, hvis man skal undgå, af et arrangement bliver reduceret til et smukt monument. Parterne må se på arrangementet som en aktivitet, en løftestang og en langsigtet investering.
Faktisk må alle arrangementer rumme mange interesser – også Qatars og Ruslands. Men mens det ofte er positivt, når et arrangement kan forene forskellige parter i Danmark, er det ikke helt sådan, det fungerer i Rusland eller Qatar. De vil helst vide med sikkerhed, hvem de skal dele rampelyset med.
Med sin kritik af Qatar, arbejder dansk idræt på at udnytte netop denne prominente plads på vinterens VM-scenen. For målet er at gøre Qatars VM-monument til en aktivitet rettet mod bedre forhold i ørkenstaten.
Spørgsmålet er så bare, hvad der faktisk sker efter VM, når den sidste kamp er fløjtet af.
